Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 2 aug. 2014
  • Status: Igang

12Likes
10Kommentarer
1095Visninger
AA

8. Hjemme <3

Der gik to uger, før Harry kom hjem. Og jeg lavede næsten ikke andet end og være oppe hos ham. Han havde lagt mærke til at jeg havde tabt mig, og sagde til mig at jeg skal spise igen nu. Men med så "mange" dage uden mad, var det ikke helt nemt at få mad ned i maven. Jeg havde jo vænt min krop, til ikke og få så meget mad, så jeg blev hurtigt mæt. Men jeg prøvede for Harry skyld. 

Jeg havde boet i Harry hus mens Louis overnattede hos mig, bare for at sørge for at jeg fik lidt og spise, og at jeg fik noget selskab. Louis og jeg var kommet rimelig tætte på hinanden. Louis hjalp mig med Harry de første dage, indtil han havde været til genoptræning med sine ben, da det ene ben os kom slemt til skade. Da Harry nogenlunde kunne gå selv med krykker, tog Louis hjem til sig selv. 

Alt gik godt for Harry med det fysiske. "Tak fordi du tager dig af mig" Sagde han, men uden at kigge på mig. "Alt for dig skat. Og jeg føler det er min skyld, at det endte sådan her" Svarede jeg, lidt ked af det. Han smilede til mig "Tænk ikke over det. Jeg vågnede igen, og det er det vigtigste. Du skal bare aldrig give dig selv skylden for at det skete, det må du aldrig. Lover du mig det?" Spurgte han, og jeg nikkede. "Godt minpige" Svarede han. Jeg ryddede op efter vi havde spist vores aftensmad. Det gjorde så ondt indeni at se ham sådan, men jeg blev glad af at det gik godt fremad. 

"Det gør ondt når du ikke spiser mere end det du gør" Sagde Harry, og tilføjede "jeg kan godt se du bliver ved med at tabe dig" Han så ked af det ud, han sad på sengen. Jeg trak i ærmerne, ligesom når man skjuler sine arme eller trøjen føles for kort i armene. "Jeg prøver at spise. Det bare lidt svært, når man ikke er van til at spise" Svarede jeg ham, men gik ikke hen til ham. "Kom herhen smukke" Sagde han så, jeg gik hen og satte mig ved siden af ham. "Det gør bare ondt når jeg bare kan se hvordan du taber dig" Sagde jeg. Jeg gav ham et lille kys på munden, "Jeg følte mig bare så skyldig da du blev ramt af den skide bil. Jeg kunne ikke tilgive mig selv for det, og jeg kan stadig ikke, selv efter du er vågnet og har det okay. Jeg lavede ikke andet end at være oppe ved dig, og græde. Jeg har intet lavet i den tid du har været væk. Det har taget så hårdt på mig, for tænk hvis du ikke vågnede igen, så vil jeg bare ha haft det endnu værre, hvis du døde af det. Hvordan skal jeg kunne leve med, at det var min skyld at du døde? Hvordan skal jeg kunne leve uden dig, når du betyder så meget for mig" Svarede jeg grædende. Harry holdt om mig. "Det har ikke været din skyld på noget tidspunkt" Svarede han mig, jeg nikkede. "Jeg havde beskyldt dig for at være mig utro. Men jeg kiggede godt på billedet en dag, og så at sådan stod det ikke til. Havde jeg gjort det noget før, så var du ikke blevet ramt af den bil" Jeg kiggede på ham, han tørrede mine tårer væk, jeg snøftede og kiggede væk. Jeg sad og pillede i mine ærmer, ligesom om jeg var nervøs, eller var jeg nervøs? 

"Hvis jeg ikke havde gået ud af dine forældres/dit hus, var det ikke sket. Var jeg ikke gået ud på vejen og stod stille, var det hellere ikke sket. Hvis personen i bilen ikke havde kørt for stærkt så kunne personen have noget at stoppe" Svarede han mig. "Så i bund og grund så er vi alle skyldige, men jeg havde reageret på samme måde som dig, så det skal du ikke være ked af" Sagde han. Jeg sendte ham et forsigtigt smil. Jeg kiggede på mine arme, "Noget galt?" Spurgte han. Tårene begyndte at trille igen. Skulle jeg fortælle ham det? Det burde jeg nok. Jeg tog en dyb indånding og fortalte: ....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...