En historie, mange forfattere 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Færdig
Kapitel 1 til serien "En historie, mange forfattere"

12Likes
4Kommentarer
570Visninger

1. Kapitel 1

Hun går ned af den snoede flisegang. De krogede og afpillede træer rækker ud efter hende, mens en tyk tåge snor sig om hendes fødder. Der er koldt og fugtigt. Et rustent gyngestativ med en halvrådden gynge, der stadig svinger langsomt frem og tilbage, står midt i haven. Hun er bange. Meget bange. En iskold følelse breder sig i hendes mave. Angst.

Hendes ben fører hende imod huset. Et gammelt hus med råddent træværk, ødelagte vinduer og mos på taget, der ligger midt i den have, hvis flisegang hun netop nu har nået enden af. Angsten er der stadig. Den vokser sig større for hvert et skridt, hun tager hen mod husets dør. Hvad gemmer sig i huset? Spørgsmålet kører rundt i hendes hoved, men hun kan ikke tænke klart, for angsten har bredt sig for meget. Den har udviklet sig til panik. Hende hånd ryster, da hun løfter den. Hun stritter imod, men hun har ikke længere kontrollen over hendes krop. Tågen bliver tættere og tættere, og er der ikke også blevet koldere? Hendes hånd tager fat om dørhåndtaget, og i det sekund, hendes hud rører det iskolde og beskidte messinghåndtag, rammer panikken hende for alvor.

Som en kold, stærk bølge rammer den og trækker hende væk. Hun kan ikke rører sig, ikke tænke eller trække vejret. Hendes lunger brænder og skriger på luft...

Cara vågnede med et højt skrig. Hendes sengetøj var gennemblødt af sved, og hun rystede over hele kroppen. En drøm. Det var bare en drøm. Den rystende pige befandt sig igen på sit værelse fuldstændig som for fire timer siden, hvor hun gik i seng. Gulvet knirkede, og kort tid efter stak Caras far hovedet ind på hendes værelse. 

"Hvad sker der, Cara?" Hendes far, Paul kiggede uroligt på hende.

Hans øjne gled undersøgende hen over værelset, som om han forberedte sig på, at skulle dræbe den edderkop, som han nok forventede, havde fået hende til at skrige.

"Det var bare en drøm. Ikke noget at være bange for. Bare en drøm..." Det sidste var egentligt mest til hende selv, da Cara var overbevidst om, at hendes far godt vidste, at drømme ikke var farlige eller noget.

"Okay mus, men du kalder, hvis der er noget, ikke?" Sagde hendes far.

Cara nikkede kort. Da hendes far var gået, trådte hun ud af sin seng og gik hen til sit skrivebord. Et gråt hæfte lå slået op på en tilfældig side. Hæftet var fyldt med tegninger og brudstykker af samtaler. Det var Caras kæreste eje, og netop hæftet var det, hendes tanker drejede sig om. Cara tog hæftet og en tynd sort blyant i favnen. Hun ville tegne huset. Huset fra drømmen. Det plejede hun nemlig at gøre.

Cara havde, siden hun var helt lille, haft nogle sære drømme. Næsten hver eneste nat drømte hun disse drømme. De var ikke altid skræmmende, som drømmen denne nat havde været, men alle drømmene havde én ting tilfælles. De virkede alle sammen så virkelige, som om de var rigtige. Disse drømme havde hun tegnet. Hver og en. Lige siden hun kunne holde ordentligt på en blyant. Da hun så lærte at skrive, havde hun også skrevet nogle af dem ned, men det var bedre at tegne dem. Tingene kunne jo ikke altid beskrives med ord.

Blyanten bevægede sig elegant hen over papiret. Den efterlod tynde, mørke streger. Langsomt trådte huset frem. Derefter det ødelagte gyngestativ, flisegangen og til sidst de mørke træer. Hun bevægede roligt blyanten rundt og blev mere og mere rolig. Drømmen virkede mere udvisket, jo mere tydelig tegningen blev. Cara sad i vindueskarmen med sit hæfte i skødet og tegnede længe. Så længe, at hendes øjne til sidst blev så trætte, at hun måtte lade dem glide i...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...