I morgen står solen op

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2015
  • Status: Færdig
Melli vågner af bomberne, der springer. Inna beroliger et barn, der lever i krig døgnet rundt, til blot endnu en nats søvn.

Skrevet med inspiration af sangen 'Safe and Sound'-Taylor Swift.

5Likes
6Kommentarer
539Visninger
AA

2. Solen vil stå op

Mellis skrig skar gennem værelset. Han satte sig brat op og hev efter vejret.
"Hvor er min mor og far? Hvorfor er de her ikke?"
Jeg sprang ud af sengen og trykkede på lyskontakten ved døren. Lyset tændtes med et par blink i rummet. Jeg kiggede på Melli med rynkede bryn.
"Åh Melli" Sukkede jeg trist til ham. 
Jeg satte mig op i sengen til ham og lagde armene beskyttende om ham.
"De bliver ved med at..." Sagde han med hovedet mod mit bryst. Der var helt stille i lokalet. Vi stirrede begge lige ud på den hvide væg. Vi kunne alligevel høre bomber, der sprang og gevær, der blev affyret.
Jeg lagde næsen mod Mellis hår og kyssede ham midt i det viltre, sorte hår.
"Der er altid en, der skriger." Han slog blikket ned på laminatgulvet og spændte sin fremtrædende kæbe.
Jeg greb hårdere fat om ham og tårene stod med det samme i øjenkanten. Jeg kunne se dem glimte i mine øjenvipper da jeg blinkede hårdt sammen. 

"Vi må bare vænne os til larmen."  Men han mente det ikke.
Jeg nikkede selvom han ikke kunne se det. 
Han stirrede ned på gulvet. "Jeg kan ikke længere lukke øjnene og ikke se dem. Skyggerne står helt klart. De er der selvom det er helt mørkt." 
Hele min krop rystede.
 
"Inna."
Melli løste sig fra mit greb og foldede i stedet armene ud omkring mig. Jeg hulkede ned i hans slidte jersey trøje. Hulkene aftog og jeg gispede efter vejret.

"Jeg skulle have passet på dig. På min lillebror."
"Vi passer på hinanden." Melli kiggede mod vinduet.
"Der er stjerner på himlen i nat. Kom." Han rejste sig, tog mig i hånden og slukkede lyset. Rummet blev igen sort. Han trak gardinerne til side og vi kiggede begge op. 
Himlen var spredt med bittesmå lys. Små håb. Jeg lagde mit hoved på hans skulder. Den rejste sig stille i takt med hans vejrtrækning. Den var dyb og rolig nu. Jeg foldede mig ind i hans favn og lyttede til ham. Han var hurtigt blevet højere end mig. Jeg lukkede øjnene og da jeg åbnede dem igen et øjeblik efter stod vi stadig i det mørke rum imens han aede mig over håret. 
"De vil aldrig få ram på os." Sagde jeg med sikkerhed. 
"Jeg føler mig allerede ramt." Hans stemme var trist.
Jeg lænede mig tilbage og kiggede ham i øjnene. Jeg lagde begge mine hænder om hans kinder. 
"Men vi giver aldrig slip på hinanden. Solen vil stå op. I dag og i morgen."  
Jeg slap hans ene kind og gengældte hans alvorlige blik. Min hånd gled kærligt ned af hans kind og han lod, med lukkede øjne, sit hoved hvile mod den. Han tog min hånd i sin og kyssede den blidt og taknemmeligt.
"En dag vil det rigtige lys også nå helt ind til os så vi kan få fred." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...