I morgen står solen op

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2015
  • Status: Færdig
Melli vågner af bomberne, der springer. Inna beroliger et barn, der lever i krig døgnet rundt, til blot endnu en nats søvn.

Skrevet med inspiration af sangen 'Safe and Sound'-Taylor Swift.

5Likes
6Kommentarer
431Visninger
AA

1. I morgen står solen op

"Shh rolig nu. Lig dig bare ned igen."
"Men Inna."
"Jeg ved det. Jeg ved det. Men der sker ikke mere i nat. De rammer ikke dig. De rammer ikke os. Ikke imens du sover." 
Han kiggede uroligt fra vinduet til mig for at se om jeg mente det. Han vidste jo godt jeg ikke havde ret. De ramte især om natten. Sådan virkede det ihvertfald.
Men jeg prøvede. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne, at gøre mit ansigt overbevisende og helt ligeglad med hvad der skete udenfor. Fordi der måtte ikke ske noget. Det ville jeg slet ikke kunne overskue eller rumme. Så mine øjne mødte ham med omsorg, håb og tryghed, selvom mine hænder rystede og billeder af far og mor fyldte mit sind. 
Jeg gik over til ham og satte mig ved siden af sivmåtten. 
"Jeg er jo lige her." Smilede jeg så til ham. 
"Men bomberne kan stadig ramme os. Kan de ikke?"
"Jo... Men så er vi jo sammen og så er det ikke så skræmmende vel?" Jeg tørrede en tåre væk fra hans runde kind med min tommelfinger, men en ny dukkede bare op i hans store, brune øjne. Jeg ville aldrig bede ham om at være mere voksen eller stor end han allerede var.
"Nej det er det ikke." Han var stille et øjeblik. Han kiggede skræmt rundt i det lille rum. Han så ting som os voksne sjældent fik øje på. Den skygge lignede et monster og den anden nok et stor farlig insekt.
"Bare luk øjnene så ser du dem ikke." Han kunne ikke rigtig løsrive blikket, men holdte det på én af skyggerne i hjørnet. "Jeg skal nok jage dem væk. Og om lidt er her helt mørkt og så er de væk."
"Du må ikke forlade mig heller ikke selvom jeg sover." Igen kiggede han op på mig med store alvorlige øjne.
"Jeg giver ikke slip på dig. Det lover jeg." Og jeg ruskede lidt hans lille hånd som jeg havde i min. Tårene strømmede stadig ned af hans ansigt og trak lange streger af det støv, der havde lagt sig i løbet af dagen.
"I morgen når du vågner vil du igen kunne se solen og det rigtige lys vil nå helt herind." Mere kunne jeg ikke love.

Man kunne høre bragene skære igennem den stille nat. Så jeg spredte min læber lidt og begyndte at nynne lige så stille. Bare så vi to kunne høre det. Jeg kunne mærke hvordan jeg slappede af og han gjorde ligeså. Hans store øjne faldte træt i. Endelig kunne han hvile sit barnehjerte, der oplevede ting som end ingen voksen kunne holde ud. 

Jeg lagde hovedet tilbage mod den kølige lermur og nynnede for mig selv et stykke endnu. Måske han stadig kunne høre det et sted i drømmeland. Selv drømmede jeg mig væk til et sted med en klar stjernehimmel, der var så stille, at jeg ville kunne høre Mellis stille vejrtrækning. Hvor mareridt ikke vækkede mennesker og hvor man ikke skulle være bange for solen ikke stod op i morgen. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...