Time After Time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Færdig
Hvad stiller man op med en person, som pludselig står foran dig og påstår, at han kommer fra fortiden, og at han desuden var din elskede i et tidligere liv?

Sehun mener ikke længere, at livet er værd at leve. Alting er ligegyldigt. Sådan er det i hvert fald indtil den dag, hvor skæbnen skubber Lu Han ind i hans liv, selvom det i princippet ikke burde kunne lade sig gøre, eftersom Lu Han skulle have været død for mange hundrede år siden.
Vil det overhovedet være muligt for Lu Han at overbevise Sehun om, at han taler sandt? Hvordan vil Sehun reagere? Og ikke mindst; hvordan tackler han denne mildest talt uoverskuelige situation?

23Likes
227Kommentarer
5705Visninger
AA

23. Kapitel 22

 

Kapitel 22

 

Den næste dag var han træt, og han havde knap nok lyst til at slæbe sig ud af sengen. Det eneste der fik ham til faktisk at gøre det, var Lu Hans løfte om et fælles bad. Der var ikke sket noget mellem dem udover at vaske hinanden og nogle kys, men det havde alligevel været intimt.

Dette var endnu en ting, Sehun ikke havde prøvet før. Han havde aldrig taget sig af nogen dagen efter og da slet ikke vasket nogen på den måde.

Han havde ikke kunnet lade være med at tænke på dengang, hvor Lu Han lige var kommet ind i deres verden. Dengang hvor Sehun havde forklaret ham, hvordan han skulle vaske sig. Det føltes som meget lang tid siden efterhånden.

Faktisk var han ikke sikker på, hvor lang tid siden det helt præcis var. Der var bare sket så meget i hans liv siden da, så han havde glemt at følge op på tiden. Lu Han havde været hans verden – så meget, at han næsten havde glemt den virkelige verden omkring dem.

De sad senere på sofaen sammen og så en film på tv’et. Ingen af dem var dog rigtig opmærksomme på, hvad der skete på skærmen. Lu Han var faldet i søvn, og Sehun var for langt inde i sine egne tanker til virkelig at vide, hvor der foregik i filmen. Det han havde set af den, havde alligevel ikke været ret godt, så det gjorde ham ikke så meget.

Han sad lænet op mod det polstrede ryglæn, mens Lu Han brugte hans skød som hovedpude. Sehun strøg fraværende sin ene hånd gennem det blonde hår og måtte endnu engang konstatere, at han virkelig burde tage Lu Han til frisøren for at få hans hår farvet igen. Han havde tænkt over det før, men det blev bare aldrig til noget.

Han trak hånden væk for i stedet at lægge den på armlænet. Han kunne ikke lade være med at beundre Lu Han, for selvom han havde poser under øjnene, var han stadig utrolig smuk. Sehun var ikke sikker på, om det bare forholdt sig sådan i hans øjne, eller om andre havde den samme mening, men han var ligeglad.

Sehun vendte endelig opmærksomheden over på skærmen, selvom han ikke fik ret meget ud af det nu. Tanken om de lektier han havde liggende ovenpå trådte ind i hans hjerne, men han havde ikke lyst til at gøre noget ved det. Han ville helst bare have lov at slappe af. 

Pludselig rykkede Lu Han rundt på sig og kom med en utilfreds lyd. Sehun så ned og fik et chok. Hjertet hoppede op i halsen på ham og panikken fyldte ham på et slipsekund.

Lu Han var ikke Lu Han, som han kendte ham. Han var halvgennemsigtig og blev skiftevis mere og mindre utydelig. Sehun greb desperat efter ham, men hans hånd gik lige igennem. Han kunne bogstavligt talt se Lu Han forsvinde mellem sine hænder.

”Lu Han!” Han kunne selv høre den hysteriske tone i sin stemme. Han følte sig magtesløs, og for første gang nogensinde havde han slet ikke styr på situationen. Han anede virkelig ikke, hvad han skulle gøre – han kunne mærke verden ramle sammen over sig. Skete dette virkelig? Var Lu Han ved at forsvinde? Hans hænder rystede, og en ordstrøm af tiggende og bedene ord fløj ud.

Pludselig vendte Lu Han tilbage til sin oprindelige form og slog øjnene op. Sehun kom med et halvkvalt hulk og trak ham ind til sig, glad for at han nu kunne mærke den anden mand, præcis som før.

Tingene var bare ikke som før, og det kunne de heller ikke blive igen. Måske var Lu Han ikke forsvundet denne gang, men han vidste at det kun var et spørgsmål om tid. Endnu et hulk boblede op til overfladen, da han var ude af stand til at få styr på sig selv.

”D-du gjorde m-mig s-så bange,” hikstede han, og Lu Han sukkede, mens han lagde armene om Sehun.

”Så du så det..” mumlede han lavt og aede forsigtigt Sehun over ryggen. Sehun stivnede. Så det? Han trak sig hastigt væk fra den anden mand og så ham ind i øjnene.

”Er det sket før?” spurgte han foruroliget, og Lu Han vendte sit blik ned. Sehun kunne mærke sig selv gå endnu mere i stykker. Hvis det ikke engang var første gang, det var sket, var det endnu mere kritisk, end han først havde troet.

”Ja, det er sket et par gange før. Det er blevet værre. Det kommer oftere. Jeg kan ikke mærke, når det sker, så jeg opdagede det ved et tilfælde,” svarede Lu Han med en trist stemme, og Sehun lod sine hænder falde. Hvad skulle han gøre?

Han kunne slet ikke overskue situationen. Han håbede inderligt på, at det bare var et mareridt, men han vidste godt inderst inde, at det var den hårde og kolde virkelighed. Han begravede hovedet i hænderne. Han følte sig så lille og magtesløs. Som om han var faldet ned i et dybt, sort hul, som han ikke havde nogen mulighed for at komme op fra igen. Han tog en rystende indånding, idet han kunne mærke Lu Han trække ham ind i endnu en omfavnelse. Pludselig kom han i tanke om noget.

”Var det derfor du.. var det derfor vi var sammen i går?” mumlede han uden at løfte hovedet. Lu Han sagde ikke noget, men hans stilhed var svar nok. Sehun røg længere ned. Det havde været så perfekt dagen før. Nu var det hele ødelagt. Han og Lu Han havde endelig virkelig fået hinanden, kun for så endegyldigt at miste hinanden igen kort tid efter. For evigt.

”Er der ikke noget, vi kan gøre?” spurgte han og så endelig op på den anden mand, som så ud til at være i lige så meget smerte, som han selv var.

”Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, hvorfor det pludselig sker,” svarede han. Sehun rystede på hovedet for at klare sine tanker, men det hjalp ikke noget. Han kunne slet ikke komme på en grund til, at det skete så pludseligt, når alt ellers havde været så fint i så lang tid.

Han kunne mærke tårer prikke i øjenkrogen, men han lod dem ikke falde. Han blev nødt til at være stærk, både for sin egen og Lu Hans skyld.

Idet samme kunne de begge høre hoveddøren gå. Han så op lige i tide til at se Min-Young komme ind i stuen med et smil. Smilet forsvandt dog hurtigt, da hun så dem og mærkede den trykkede stemning.

”Hvad er der dog sket?” spurgte hun undrende, og Sehun vendte blikket mod gulvet for ikke at give sine følelser væk.

”Lu Han er ved at forsvinde,” svarede han så tonløst som muligt og kunne høre sin søster komme med et gisp.

”Forsvinde? Hvordan kan I vide det med sikkerhed?” Hun var en del mere samlet, end Sehun selv var, men han kunne alligevel høre den skingre undertone. Han var ret sikker på, at hun havde meget svært ved at tro på det – eller også ville hun bare ikke tro på det. Benægtelse.

Der var ikke nogen, der sagde noget. Ingen af dem havde lyst til at sige det højt, for det gjorde det mere virkeligt, end det var i forvejen.

”Hvad er der sket?” spurgte hun igen, da hun ikke modtog noget svar. Lu Han svarede denne gang, hvilket Sehun var glad for. Han var ikke sikker på, at han ville være i stand til at forklare det.

”Jeg er ved at forsvinde, Min-Young. Næsten som om jeg er ved at blive udvisket. Slettet,” mumlede han. Pigen vaklede hen til en stol og lod sig synke ned på den. Der herskede en rungende stilhed i noget tid, hvor de alle tænkte over situationen uden at ane, hvad de skulle gøre. Endelig brød Min-Young den.

”Vi bliver nødt til at tage over på museet. Vi må finde ud af, hvad der er gået galt, siden det er sket så pludseligt.” Sehun og Lu Han nikkede, men forholdt sig begge tavse.

”Jeg foreslår, at vi gør det med det samme,” sagde hun, og Sehun sukkede, før han endnu engang nikkede. Han havde bestemt ikke lyst til det, men de kunne jo lige så godt få det overstået.

De var alle meget stille på vejen derhen. Der var ingen af dem, der ønskede at sige noget, og selv hvis de ville, var der ingen af dem, der havde noget at sige. De tog bussen derhen, da Lu Han var for træt til at gå – også selvom der jo ikke var så langt derhen. Desuden var det bare nemmere at tage bussen.

Da de nåede over til museet, tog det dem lang tid at komme ind, for der var en del mennesker. Min-Young kastede et blik over skulderen mod de nærmeste andre gæster for at se, hvor tæt på de var, før hun begyndte at tale.

”Hvad er planen? Er vi her bare for at undersøge, eller skal vi prøve at komme så tæt på, at Lu Han kan røre portrættet?” spurgte hun lavmælt. Sehun så over på Lu Han, som trak på skuldrene.

”Først og fremmest undersøger vi bare,” svarede Sehun lige så stille. Selvom Lu Han allerede var ved at forsvinde nu, ville han ikke sige farvel til ham lige nu. Det var alt for hurtigt og for tidligt. Han var stadig ikke kommet sig over det chok, han havde fået tideligere.

Min-Young nikkede som svar, og de blev endelig lukket ind. Sehun viste målrettet vej til de lokaler, der rummede udstillingen. Han havde kun været der to gange, man han havde alligevel ikke nogen problemer med at finde derhen.

Da de nåede indgangen til udstillingen, standsede han så brat op, at de to andre næsten brasede ind i ham. Min-Young brummede irriteret.

”Hvad laver du? Hvorfor går du ikke?” spurgte hun og kastede et blik forbi ham på billederne. Sehun rystede på hovedet uden selv at kunne tro på det, han så.

”Den er væk. Udstillingen er væk. Den plejede at være her,” sagde han stille. Ganske rigtigt var alting væk. Nu hang der en udstilling med moderne kunst fra Japan. Alle de gamle, elegante malerier var væk.

”Er du helt sikker på, at det var i dette rum? Det er et stort museum. Kunne det ikke tænkes, at du har taget fejl?” spurgte hun, men han rystede på hovedet. Han var helt sikker på, at det havde været her.

Min-Young så ikke ud til at tro på ham, så hun satte i stedet kurs mod en af de ansatte. Sehun så på Lu Han og lagde mærke til de modløse øjne, før de begge fulgte efter den yngre pige. De nåede hen til hende tids nok til at kunne høre hendes spørgsmål.

”Undskyld mig? Hvor er den udstilling med de kinesiske portrætter?”

”Den har vi desværre ikke mere. Udstillingen blev pakket sammen og malerierne blev sendt tilbage til Kina for noget tid siden,” svarede manden venligt, og Min-Young bukkede let hovedet for ham.

”Tak. Undskyld ulejligheden,” mumlede hun. Så gik de tre hen til en lille bænk og satte sig ned. Min-Young sank helt sammen, og hvis Sehun ikke selv havde haft det så dårligt, ville han have trøstet hende, men det havde han ikke overskud til. Det havde Lu Han dog tilsyneladende.

”Det skal nok gå alt sammen, Min-Young. Du skal ikke være ked af det,” sagde han stille og lagde en arm om hende. Sehun vidste, at det var småligt, men han kunne ikke lade være med at blive jaloux over handlingen – og Lu Hans ord irriterede ham endnu mere.

”Hvordan kan du sige sådan, hyung? Vi er ved at m-miste dig, og du siger, at det nok skal gå? Hvordan kan du overhovedet sige sådan noget?” sagde han. Han havde lyst til at råbe det ud, men det kom ikke som mere end en hvisken. Han havde det værre end dengang hans far havde forladt familien. Dengang havde han følt sig forrådt og efterladt, men denne gang følte han sig fuldstændig knust, som hvis han var gået i en million stykker, der ville være umulige at sætte sammen igen. Han havde inderst inde vidst, at det ville komme på et eller andet tidspunkt, men alligevel havde han fortrængt det. Han havde ikke ville tænke på det. Derfor slog det endnu hårdere nu.

Lu Han svarede ham ikke, men Min-Young brød endnu engang stilheden. Modløsheden var tydelig i hendes stemme.

”Sehun, der er ikke noget at gøre. Stop med at snerre af ham.” Sehun sukkede. Han vidste jo, at hun havde ret.

”Undskyld, Lu Han hyung,” mumlede han derfor, og Lu Han sendte ham bare et blegt smil, før han rettede sin opmærksomhed over på Min-Young.

”Har du nogen idé om, hvilken forbindelse nedlukningen af udstillingen har til det, der sker med mig nu? Hvordan kan det være, at jeg forsvinder?” spurgte han. Min-Young var ikke lang tid om at komme med et svar. Hun tænkte altid så logisk, selv i svære situationer som dette.

”Jeg tror, at der har været en usynlig forbindelse mellem dig og maleriet, som har gjort det muligt for dig at være her, selvom du egentlig ikke findes mere. Det kan være, at forbindelsen er blevet brudt, nu hvor maleriet er blevet transporteret så langt væk.”

”Så hvis vi tog til Kina og var i nærheden af billedet ville Lu Han kunne leve videre?” spurgte Sehun så. Han vidste, at det var et latterligt spørgsmål, som ikke ville blive aktuelt alligevel, men han kunne ikke dy sig for at spørge. Min-Young så bare på ham med et misbilligende blik.

”Som jeg har sagt før, oppa, er det ikke meningen, at Lu Han skal være her. Han hører ikke til her. Jeg vidste, at der ville ske et eller andet på et tidspunkt. Vi bør ikke forhindre det i at ske, selv hvis det var muligt,” svarede hun belærende. Sehun var godt klar over, at hun havde ret, men han kunne ikke lade være med at drømme lidt om det alligevel.

Lu Han blev endnu engang udvisket i nogle blink, før han igen materialiserede sig. Sehun så væk, så han ikke blev nødt til at overvære det og holdt samtidig øje med, at der ikke var nogen andre mennesker, der lagde mærke til det. Heldigvis lod det ikke til, at der var nogen som helst, der havde øjne dem. Deres fokus var rettet mod kunsten omkring dem.  

Han hadede at indrømme det over for sig selv, men der var ikke noget at gøre. Lu Han var ved at forsvinde. For evigt.

~*~

Angst, angst.. jeg underskylder for at udsætte jer for dette.. ^^

HunHan til jer i dag - personligt kan jeg virkelig godt lide dette billede <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...