She was a Diana

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2014
  • Opdateret: 18 jun. 2014
  • Status: Færdig
Livia Caine er en 20 årig pige,hun har mange gange fået sit hjerte knust, er blevet snydt af drenge. Hun følte aldrig at hun hørte til nogen steder, og hun har haft problemer med sin vægt i over 10 år, hun kan ikke huske den sidste gang, hun ikke var overvægtig, og hun har meget lavt selvværd, men hun har haft en facade oppe omkring sig så længe, at det er meget svær at se. Hun er begyndt at give op på kærlighed, og selv da hun møder en dreng fra det kendte boyband One Direction, åberner hun ikke op i starten, fordi hun har svært ved at stole på denne dreng. Denne dreng er Harry Styles, og han gør alt hvad han kan, for at vi hende, at han er anderledes fra de andre.

6Likes
1Kommentarer
286Visninger

2. Kapitel 1

Der lå hun igen. Hun lå på sin seng og græd. Det var sket igen, hun var blevet snydt af endnu en mand, han havde fået hende til at tro, at han var anderledes, og at han virkelig elskede hende, de var ikke engang officielle, han havde aldrig sagt det, men hans øjne havde sagt til hende, at han ikke kunne leve uden hende. Men det var ikke tilfældet.

   Hun var lige flyttet ind til London, og ikke engang en uge senere, fik hun en besked fra sin veninde, om at han havde prøvet at flirte med hende. Hun sendte også et billede af samtalen, og da hun konfronterede ham med det, blev det til et stort skænderi, hvor han brugte alle hendes svagheder imod hende, og sagde at han kunne jo ikke vente på at hun kom tilbage, for der var ingen som vidste hvor lang tid at det ville tage.

   Hun rejste sig langsomt, og slæbte sig selv hen til hendes fryser. ”Hvis der er noget som hjælper, så er det da i hvert fald chokolade is” tænkte hun. Hun tog låget af, og fandt en ske frem. Men lige da hun tog en skefuld i munden, fik hun en pludselig kvalme, og huskede at hun i forvejen var overvægtig, eller som andre mennesker havde kaldt hende, fed. Hun havde altid trøstespist, men som hun var blevet ældre, fik hun kvalme hver gang hun skulle til at gøre det igen, for hun hadede i forvejen sin krop, og det ville kun gøre det værre. Disse tanker stoppede hende aldrig, for hun følte at det forstod hende, hun følte at det var det eneste, som kunne gøre hende glad igen. Det og så musik.

   Meget modvilligt puttede hun isen tilbage i køleskabet, og skeen i vasken. Hun kiggede på uret, og hun så, at hun kun havde 30 minutter til at hun skulle ud af døren.Hun gik ud på badeværelset, og kiggede sig selv i spejlet. ”Hvorfor er det altid mig?” spurgte hun sig selv. Hun tog nogle øjendråber frem, og håbede på at det ville gøre hendes øjne mindre røde. Hun lagde sin makeup, neutral som altid, når hun altså brugte makeup engang imellem. Hun kiggede på hendes håbløse hår, super krøllet og puffet, med spaltede spidser. Hun kom noget hårolie i for at prøve at rede det en smule.

   Hun gik ind på sit værelse, og tog sin taske, og greb sin mobil og høretelefoner på vejen ud af døren. Hun skulle prøvede desperat på at få en taxi, men det lykkedes hende ikke, efter 10 minutter besluttede hun sig for at gå i stedet. Det ville være hurtigere at gå, siden der ikke var en undergrund som gik tæt på.

   Hun gik over sin monolog til castingen igen og igen. Hun ville være helt sikker på at hun nu kunne den, for der havde været flere gange, hvor hun var gået i stå, og hun ikke havde en måde at komme i gang på igen. Hun havde altid drømt om at være en skuespiller, men det var meget sværere end man skulle tro, rent faktisk at få en rolle, ikke bare i en film, men også i en reklame, for det var der at alle tænkte at det var bedste at starte. Hun havde aldrig fået et call back, og det var alt hun ønskede at få.

   Hun ville bare have en til at give hende en chance, en chance for at vise hvad hun var i stand til at gøre. Hun ville have en chance for at bevise overfor alle, og sig selv, at hun kunne det her, at hun var god nok, og at alle de ting som folk havde sagt til hende, ikke var sande.

_______________________________________________

Der var så mange mennesker her. Og de så alle sammen meget bedrer ud end hende selv, tænkt hun. Hun sad henne i et hjørne, og prøvede at undgår at kigge på de andre håbefulde mennesker. Hun ville ikke have at de skulle lægge mærke til hende, de ville bare tænke, hvad laver hun her, hun er for fed til at være her. Hun var lige ved at gå, da hun hørte sit navn blive kaldt.

   ”Livia Caine, du er on deck. Vil du være venlig at komme hen til døren, så vi kan få ting til at gå lidt hurtigere?” Han var højere end gennemsnittet, og han så egentlig ikke helt dårligt ud. Hun rystede sine tanker af sig, han ville aldrig være interesseret i hende.

   Hen lukkede døren da han så at hun var på vej. Hendes skridt blev langsommere, og hendes vejrtrækning blev hurtigere. Hun kunne mærke sit hjerte slå, og hun håbede at alt nok skulle gå.

   Hun fandt sit cv frem, og gav det til manden i døren, da det bliv hendes tur. Hun tog sin maske på igen, og trak vejret dybt, og gik så hen og stod foran bordet, hvor produceren, og en masse andre vigtige mennesker. Hun ventede på at de gjorde tegn til at hun skulle starte. ”Hej, mit navn er Livia Caine, and jeg vil optræde en monolog fra Mean Girls”

   Hun gjorde det uden at begå en fejl, og hun var stolt af sig selv, for at gøre det. Chokket kom først da de spurgte hende, hvad hun ville synge. Hun havde ikke set nogle steder, at man skulle have forberedt en sang. De kunne fornemme hendes nervøsitet da hun startede.

   ”Jeg vil gerne synge Diana af One Direction..

he front pages are your pictures,

They make you look so small,

How could someone not miss you at all?

I never would mistreat ya,

Oh I’m not a criminal,

I speak a different language but I still hear your call.”

   ”Tak” Jeg blev afbrudt af en eller anden dame ”Vi ringer”.

   ”Tak” sagde jeg og gik ud af rummet. Jaja, den havde jeg hørt mange gange før!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...