After the death


0Likes
0Kommentarer
84Visninger

1. Himlen

Jeg var klar til tage afsked med alle.

Alle dem jeg holdt så meget af, skal jeg nu sige farvel til.

Alle dem der havde gjordt mit liv til det , det var nu.

Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, jeg begyndte at græde.

Jeg skulle miste alt det her, for min kærlighed.

Min mor kom løbende hen til mig og sagde "Jennifer! Du må ikke forlade mig! Ikke nu!".

Med de sidste ord , blev det hele sort. Sort som i død.

Jeg åbnede mine øjne stille og roligt. Jeg kunne stadigvæk mærke kniven som havde boret sig ind i min mave, men den var der slet ikke.

Det hele var tåget, eller rettere sagt mørkt. Det føles som om jeg var havnet i et andet verden.

Jeg fik et chok da jeg mærkede noget røre min hånd. "Hun er vågen" lød det fra en eller anden mand bag fra.

Jeg dreje mit hoved og lagde mærke til at jeg var placeret i en sal, en sal der var så høj og smuk dekoreret at man aldrig skulle tro at det var fra nutiddags designer. Det mindede mere som et palads, som var bygget fra de helt gamle dage, det hele var næsten lavet af guld.

Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, jeg var i himlen.

"Jennifer Haist! Kom her op!" Sagde en mand med hvid skæg, der prøvede på at vinke mig frem.

Jeg hoppede udad sengen, og tog det første skridt tættere på manden.

"Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget" sagde manden med det hvide skæg og skiftede sin stemme til en lidt mere blødere tone.

Jeg var en meter væk fra ham, da han rakte sin hånd mod mig. Jeg tog imod den. Hans hænder var underligt nok behageligt. Han fulgte mig ind i et andet rum, hvor det kun var ham og jeg. " Jennifer hvis du har noget sige må du meget gerne spørge" sagde manden med det hvide skæg, mens han smilede.

Jeg skulle til at stille en hel masse spørgsmål, men kunne ikke tvinge mig selv til at stille nogle af dem. Da han opdagede tilsidst at jeg ikke sagde noget, dukkede der pludseligt en scene frem.

Det var en dreng med smukke blå øjne, med brunt hår og det smukkeste solbrune øjne. Det var Chad.

Det var en scene fra første gang vi mødte hinanden.

Jeg havde taget min smukke hvide kjole på, som min mor havde syet til mig. For det var nemlig en speciel dag. Det var min fødselsdag. Min mor sagde at jeg skulle hen og købe en pak agurker til salaten. Da jeg kom ind i butikken var der ingen. Jeg gik frem og tilbage og råbte lidt på stedet. Der kom ingen. Men lige pludselig kom han. Chad. Han kom løbende hen til desken. "Undskyld! jeg havde slet ikke hørt dig!" kom det fra ham. Jeg svarede ham ikke. Han stod der i et øjeblik og betragtede min udseende. "Hallo!?" kom det fra ham, men denne gang smilede han til mig, fordi han havde fanget mit blik. Han havde opdaget atvjeg bare stod der og stirrede på hans smukke blå øjne og hans solbrændte hud. Da jeg kom til mig selv igen sagde jeg"øhh undskyld! Hvor har i agurker henne?". Han var ved at dø af grin, det kunne man ihvert fald se. Men han var venlig nok til at hente dem selv optil kassen. Jeg betalte 12kr og var på vej ud af døren. " Hey! Hvad hedder du?!" kom det fra ham. Jeg blev helt rød i hovedet og svarede "Jennifer".

Der stoppede scenen. Mine øjne var fyldt med tåre. Jeg kunne ikke klare det.

Chad. Jeg lukkede mine øjne og forestillede mig hans læber der altid rørte mine.

Mit indre begyndte at eksplodere. Tanken om at jeg havde mistet ham, gjorde helt ondt.

Han var den eneste der elskede mig.

Manden med det hvide skæg lagde sin hånd på min skulder og sagde at alt skulle nok gå. Jeg svarede ham ikke.

Pludselig knipsede han med hånden og vi var tilbage til det dekoreret sted.

Manden med det hvide skæg spurgte mig om min død. Jeg havde ikke lyst til at svare ham. Han skulle ikke tro at jeg svarede på alt det han spurgte mig om. Hvem var han egentlig?

''Hvem er DU?! spurgte jeg.

''Jeg er Peet'' svarede han.

Jeg havde aldrig lagt mærke til at hans ansigt forandrede sig hele tiden. Det skiftede sig fra en kanin til et kniv osv. Det var lidt mærkeligt...

''Du bliver nødt til at fortælle mig om hvordan du døde ellers kan du ikke komme videre i livet?'' Sagde Peet. hvordan skulle jeg fortælle ham det.

''Min død vedkommer ikke dig'' svarede jeg. ''Jeg er desværre nød til at fortælle dig, at man kan se på folks ansigter hvordan de døde, hvis du ikke har lagt mærke til det''.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...