På kanten af loven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2014
  • Opdateret: 29 aug. 2018
  • Status: Igang
Blaine havde bestemt ikke forventet at tingene skulle tage en så dramatisk og ny drejning.

8Likes
2Kommentarer
909Visninger
AA

1. Kurt Hummel

”Er den her virkelig nødvendig?” spurgte Blaine irriteret og rettede på den skudsikre vest som sad stramt om hans brede skuldre og gik ned og dækkede lige til over starten af hans sorte jeans. Vesten var tung og virkede malplaceret til denne simple mission.
Alt de skulle i dag, var at fjerne et barn af en mafiaboss og aflevere ham til de social myndigheder. Barnet havde åbenbart været overladt til sig selv i snart en uge og nu skulle specialafdelingen i politiet rykke ind.
Hele situationen virkede dog stadig latterlig. De var fire mand på sagen, alle udstyret med pistoler, skudsikre veste og øresnegle så de kunne kommunikere med hinanden på lang afstand. Fire specialuddannede politienheder mod et tiårigt barn.
Blaine var lige fyldt tyve år og dette her var hans første opgave nogensinde, men han fandt alligevel situationen en smule overdrevet.
Det gjorde hans chef Sam åbenbart ikke. Med et blik der kunne dræbe, kiggede han hen på Blaine.
”Ja den er nødvendig, denne dreng er søn af en mafiaboss, han ved hvordan man bruger en pistol, selv i en alder af ti” snerrede han.
Bilen de alle fire sad i stoppede og de steg alle ud på en øde vej og kiggede rundt. Det første Blaine fik øje på var det eneste hus der var at finde på dette forladte sted. Det var ikke så stort og så forfaldent ud. Selve huset var malet hvidt, men malingen var gammel og skallede af mange steder. Vinduerne var alle sømmet til med brædder og trappen op til verandaen så gammel ud og lignede at den kunne brase samme hvert øjeblik det skulle være.
”Kom drenge, vi rykker ind, hold kontakten hvis i går væk fra hinanden og husk nu hvem i har med at gøre, undervurder ikke drengen bare fordi han kun er ti” sagde Sam og kiggede indtrængende på Blaine inden de alle fire gik hen mod huset. Blaine sank en klump der føltes på størrelse med en stor sten og fulgte efter de andre, kun ganske få skridt bag dem.
For at berolige sig selv trak Blaine den lille seddel op af sin bukselomme, som de alle havde fået før missionen.
Der var ikke mange informationer om denne dreng ved navn Kurt Hummel. Der var ikke engang et billede af ham som der normalt var. Alt der stod var hans fulde navn, hans familieforhold og adresse. Helst nederst på papiret stod der med store bogstaver: ”Yderst farlig” hvilket Blaine havde svært ved at kæde sammen med en tiårig.
Kurt var et specielt barn, netop fordi hans far var mafiaboss i en kæmpe gruppe af dødsensfarlige mennesker. Kurts far, Burt Hummel havde mistet sin kone kort tid efter deres søns fødsel og derfor var Kurt nu enearving til hele Burt Hummels klan.
Politiet havde forsøgt i mange år at fange Burt Hummel, men hver gang endte det med flere politimænds død og at Burt forsvandt fra jordens overflade igen.
Normalt var Kurt altid med sin far og derfor var det til stor undring at man havde fundet frem til at Kurt nu var alene i et tomt hus. Måske var det derfor at Sam var ekstra forsigtig i dag.
Blaine krøllede hurtigt sedlen sammen og proppede en i lommen igen. De andre havde allerede taget deres våben frem og var på vej op af trappen til huset. Blaine skyndte sig at gøre det samme.
”Så er det nu” næsten hviskede Sam og uden et eneste varsel, sparkede han døren ind med et brag.

 

Rummet de kom ind i var mørkt og det tog Blaine et par sekunder at vænne sig til det. De kom ind i hvad der lignede en gammel stue med slidte møbler. Køkkenet var lige ved siden af og havde også set bedre dage.
Der så fuldstændig mennesketomt ud og det eneste tegn på liv var en halvspist skål med cornflakes på bordet i stuen og tv’et der var tændt. Alle hørte de løbende skridt ovenpå og sammen alle fire gik de hurtigt op af trappen. Ovenpå var der præcis fire værelser. Sam lavede tegn til at de alle tog et værelse hver og gennemsøgte det.
Blaine fik det sidste værelse for enden af gange og med bankende hjerte tog han fat i håndtaget til værelset og skubbede døren op. Midt på gulvet sad drengen og han forsøgte ikke engang at gemme sig. Han kiggede ned i gulvet, men da han hørte døren gå op, kiggede han op og direkte ind i Blaines øjne.
Uden at vide hvorfor, mistede Blaine pusten. Barnets ansigt var ualmindelig kønt af en tiårig at være og hans øjne var helt isblå. Han kunne intet andet end at stirre tilbage på barnet, der næsten var overnaturlig kønt. Han følte sig fanget i det iskolde blik drengen sendte ham. Da Blaine endelig fik trukket sine øjne til sig, kiggede han ned over barnets krop. Han så ikke ud til at være kommet til skade og hans krop så sund og rask ud. Han havde et par mørke jeans på og en hvid t-shirt, der dog var en anelse beskidt hist og her. Hans mørkebrune hår var en anelse for langt og noget hår faldt ned i drengens pande. Han var dog hurtig til at stryge det væk igen.
”Hvem er du?” spurgte drengen og hans lyse stemme lød kold og fjendtlig.
”Mit navn er Blaine, jeg er kommet for at hjælpe dig” fik Blaine fremstammet og forsøgte at gemme pistolen han havde i hånden bag sin ryg.
Blaine spærrede øjnene op da barnet, til Blaines store overraskelse, begyndte at grine.
Bag sig hørte han hvordan de andre råbte ”Clear” og kom hen imod det værelse Blaine og Kurt var i.
”Det er sjovt, det siger alle politimændene altid” mumlede Kurt tørt og inde Blaine fik set sig om trak Kurt en pistol frem fra baglommen og sigtede hen mod Blaines hoved. I samme sekundt kom de tre andre mænd stormende ind og alle spærrede øjnene op da de så Kurt med en pistol i hånden. Kurt derimod så roligt på dem alle sammen og rykkede pistolen hen mod den første politimand der lige var kommet ind i rummet og trykkede på aftrækkeren.
Kaos brød løs og et højt råb kom fra politimanden som blev ramt i låret af Kurts kugle, men Blaine kunne ikke tage blikket fra Kurt.
I en hurtig bevægelse smed Kurt pistolen på gulvet og rejste sig elegant op og løb hen mod det eneste vindue i rummet. Uden at se sig tilbage hoppede han ud i en glidende bevægelse og landede på taget over verandaen.
”EFTER HAM!” råbte Sam og løb hen mod vinduet, men den anden politimand ringede efter hjælp til ham der var blevet ramt. Først der kunne Blaine bruge sin fødder igen. Han stormede ud af rummet og ned af trappen og ud af huset. Ude på grunden kunne han se Kurt løbe på taget med Sam efter sig, en smule mere klodset end Kurt.
Blaine fulgte efter Kurt nede fra jorden af og da Kurt nåede veranda tagets ende, stod Blaine nede foran og afventede Kurts næste træk.
Inden Kurt nåede at gøre noget, sprang Sam på ham og landede oven på drengen. Veranda taget var desværre gammelt og gav efter og med et brag landede de begge to på jorden foran Blaine. Kurt vred og drejede sig for at komme fri, men Sam var hurtig og fik fanget drengens arme og samlet bag på drengens ryg.
Hvis øjne kunne dræbe, havde Blaine været død, da Kurt sendte ham et isnende blik med de isblå øjne.
”Jeg hader jer” mumlede drengen da Sam slæbte ham med hen og ind i bilen som han låste udefra.
Blaine stod helt stille, stadig en smule i chok. En tiårig dreng havde skudt en betjent.
”Jeg sagde jo at han ville blive lidt af en mundfuld” sagde Sam da han stillede sig hen ved siden af Blaine og gav ham et hårdt klap på skulderen.
”Inderst inde kan man ikke andet end at være en smule imponeret” sagde Sam tænktsomt og Blaine kunne ikke andet end at nikke i tavshed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...