På kanten af loven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
Blaine havde bestemt ikke forventet at tingene skulle tage en så dramatisk og ny drejning.

8Likes
7Kommentarer
859Visninger
AA

2. Gnister

Ti år senere

Blaine gik med hurtige og faste skridt ned mod sit kontor bagerst i bygningen. På sin vej kiggede han ned på de mange rapporter han havde i sin favn og skimtede hurtigt overskrifterne. De fleste navne havde han set op til flere gange før og han vidste hvad der skulle gøres og hvem der skulle på sagen med det samme.
I en alder af tredive år var Blaine blevet chef for sin egen lille afdeling i politiet der tog sig at specialtilfælde af kriminelle. De fleste af dem var psykisk syge og derfor kom de over til Blaines afdeling.
Da Blaine nåede til den sidste rapport, stoppede han brat op i sin gang og det løb ham koldt ned af ryggen.
”Kurt Hummel” stod der med store blogbogstaver og Blaine genkendte straks navnet og så de isblå øjne for sig.
Blaine var aldrig stødt på navnet han havde lært at kende for ti år siden igen før i dag. Kurt Hummel havde været dødsensfarlig for ti år siden som tiårig og havde såret en af hans kollegaer voldsomt så han stadig i dag, ti år efter, havde besvær med at gå ordentligt.
Kurt Hummel som tyveårig måtte være endnu mere frygtindgydende og Blaine mærkede alt blodet forsvinde fra sit ansigt. Ingen sager havde nogensinde før gjort ham så på vagt som Hummel sagen i sin tid havde og selv nu ti år efter kom den samme fornemmelse tilbage. Hvis der var noget Blaine havde lært i sine tidlige år, var det at Kurt Hummel ikke var en man skulle undervurdere, selv i en alder af ti.
”Er du okay Blaine, du ser lidt bleg ud?” sagde en stemme ved hans side og han kiggede op og ind i Rachels øjne. Hun så en anelse bekymret, imens hun stirrede på Blaine.
”Jeg har det fint, alt er fint” mumlede han og stormede ind på sit kontor og lukkede døren efter sig. Hurtigt smed han de andre rapporter ned i en skuffe og satte sig til rette med Kurts rapport mellem hænderne.
Lige inden han skulle til at åbne den, kom Sam brasende ind på Blaines kontor. Sam var stadig hans chef og var stadig lige så irriterende.
”Har du fået rapporten om Kurt Hummel?” spurgte han og Blaine nikkede og pegede ned på rapporten i sin hånd.
”Den er her, det vækker virkelig gamle minder hva?” svarede han og smilede op til Sam, som ikke smilede tilbage.
”Grunden til at vi har sendt den op til dig er faktisk ikke fordi han er kriminel, tvært imod” og med de ord hev han en høj muskuløs mand ind på Blaines kontor og Blaine glemte hvordan man trak vejret.
Manden der stod foran ham var intet mindre end overvældende attraktiv. Blaine vidste at det var uhøfligt, men han kunne ikke lade være med at lade sine øjne køre ned over mandens skikkelse. Han var høj og havde tydeligvis muskler som gjorde at hans t-shirt sad en smule stramt ved ærmerne og hen over brystkassen. Ellers var han slank og hans sorte bukser sad stramt rundt om hans ben. Blaine ville gøre alt for at se mandens røv i de bukser, den kunne ikke andet end at være perfekt. Blaine lod sit blik glide op igen og op til mandens ansigt. Håret var klippet halvkort og var sat perfekt på hovedet, ikke et eneste hår faldt ned i øjnene. Hans ansigt var utrolig smukt og til sidst kiggede Blaine ind i de hypnotiserende øjne, der stadig var så utrolig blå at Blaine havde det som om at han tog en dukkert i et isblåt hav.
Kurt Hummel var i den grad blevet voksen.

”Kurt, dette her er Blaine, din nye chef” sagde Sam og Blaine rejste sig klodset op. Sam vendte øjne af ham og vendte sig om mod døren.
”Du klarer resten Anderson!” råbte han efter sig da han gik. Stilheden i rummet var rungende.
Kurt kiggede ham stadig intenst ind i øjnene, som om han prøvede at huske noget vigtigt.
”Hej, ehm, jeg er Blaine Anderson” fik Blaine fremstammet og rakte hånden ud mod ham. Et lys kom frem i Kurts øjne og han spærrede øjnene op.
”Dig kan jeg godt huske” næsten hviskede han og Blaine smeltede en anelse indeni ved lyden af hans stemme der føltes som honning for han ører.
Kurt rakte også hånden ud og lod sin hånd glide ind i Blaines. Lige så snart deres hud rørte hinandens, gik der et elektrisk stød igennem Blaine og han mærkede hvordan han pludselig åndede tungt og fik det utroligt varmt. Straks trak de begge deres hænder tilbage og Kurt brød øjenkontakten. Blaine havde aldrig prøvet noget lignende.
”Jeg kan også godt huske dig” fik Blaine hæst fremsagt og han rømmede sig.
”Du var den første der fandt mig og det var dig der stod i vejen for min flugt. Jeg burde nok sige tak. Hvis i ikke havde fanget mig, var jeg nok ikke endt her nu ti år efter. Så havde jeg nok stadig været sammen med min kriminelle far” sagde han og et smil brød frem på Kurts meget indbydende læber. Blaine kiggede hypnotiseret på hans læber, men sled hurtigt sit blik væk og kiggede ind i Kurts øjne igen. Han kunne ikke lade være med også at smile. Kurts smile var utrolig smittende.
”Det gør ingenting, det er trods alt mit job” mumlede Blaine og det fik Kurt til at smile endnu mere.
Der var en lille pause imellem dem hvor da bare stod og smilede til hinanden. Da det pludselig gik op for dem at de bare stod og stirrede smilende på hinanden, hostede Kurt diskret og de sled blikket væk fra hinanden og kiggede alle andre steder hen end på hinanden.
”Nå men hvordan endte du her, hvad skete der efter vi afleverede dig til myndighederne?” spurgte Blaine henkastende og Kurt gik hen til bogreolen der stod op af væggen og tog en tilfældig bog ud.
”Jeg blev sat af hos en familie og blev deres plejebarn. Det er et mirakel at jeg fik lov til det, når man tænker på min baggrund og hvordan jeg dagen inde jeg blev afsat, havde skudt en politimand i benet” sagde hen henkastende og åbnede bogen på en tilfældig side.
Blaine kunne ikke andet end at stirre hen på Kurt igen.
”Ja du var en farlig tiårig” mumlede Blaine og han så hvordan Kurt kiggede op fra bogen og smilede med et glimt i øjet.
”Jeg er stadig meget farlig” halvhviskede han og Blaine mærkede noget mørkt lægge sig neder i sin mave. Noget farligt og han forsøgt at få fornemmelsen til at forsvinde, men det var svært når Kurt stirrede så intenst på ham.
Døren til Blaines kontor gik op igen og Rachel kom ind. Kurt og Blaine brød straks deres øjenkontakt og Blaine kiggede hen på Rachels ansigt.
”Jeg ville lige høre om du faktisk var okay.. hvem er det?” spurgte hun da Kurt højlydt smækkede bogen sammen og stillede den på plads igen.
”Jeg er ny her, lige ansat” sagde Kurt hårdt inden Blaine kunne nå at sige mere og Rachel kneb øjnene en anelse sammen.
Blaine sukkede. Rachel var altid fjentlig over for nye i deres afdeling. Noget sagde ham at Kurt ville blive Rachels fjende nummer et nu.
”Rachel, jeg kommer om lidt og giver jer en opsummering over dagens sager, jeg skal bare lige vise Kurt hvor han skal være” Sagde Blaine bestemt og Rachel nikkede og forsvandt igen.
”Din kæreste?” hørte han Kurt spørge og hans stemme lød en anelse sammenbidt selvom han prøvede at lyse henkastende, hvilket næsten lykkedes. En grimasse kom frem i Blaines ansigt.
”Tak skæbne nej, for guds skyld, nej nej nej, vi har aldrig været sammen og det kommer vi heller aldrig til!” udbrød han meget mere voldsomt end egentlig ment. Et stort smil pyntede Kurts ansigt imens Blaine snakkede.
”Kom lad mig vise dig rundt” fik Blaine fremstammet og sammen gik de ud af døren.            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...