Still Falling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2015
  • Status: Igang
Mit liv, var ikke normalt. Det var hvad jeg forestillede mig. Jeg havde ville kende verden udenfor, så længe som jeg kunne huske, men håbet var langsomt begyndt at svinde ind, og blevet mindre end nogensinde før. Hvis bare jeg ikke havde overlevet. Hvis bare jeg var død, da de havde fundet mig, så ville jeg ikke have været igennem alt dette. Men èn meget usædvanlig ting hændte, der fik mig til at ville have gjort det hele om, flere gange. Og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ville gøre alt i verden, for ikke at glemme igen.

0Likes
0Kommentarer
156Visninger
AA

3. Patruljen

 

"Shit!" Mumlede jeg, da solen næsten var forsvundet ned bar træerne. Jeg rejste mig hurtigt op, og begyndte at løbe, mens Anthony og Victor, sad og kiggede underligt efter mig. Jeg proppede resten af maden i munden, selvom jeg godt vidste, at det var dumt. Jeg sank maden, lige idet jeg nåede frem til teltet. Dean stod udenfor, og han så ikke glad ud, selvom jeg ikke kom meget for sent. Han havde et sværd spændt fast til sit bælte, i et skæfte, så det ikke skar ham, hver gang han tog et skridt. Og jeg var ret sikker på, at han havde flere våben på sig, som kun han selv vidste hvor var. Jeg skjulte min hurtige vejrtrækning, så den blev lavere, og så mere regelmæssig ud. Jeg sagde ikke noget, men ventede på at han ville begynde. Han var længe tavs, og stod bare og kiggede på mig, mens solen langsomt forsvandt helt bag træerne. Kulden begyndte at snige sig ind på mig, langsomt med at brisen blev køligere, og blæste i bladene på træerne, der normalt gav mig en beroligende følelse. Men det lod ikke til at virke nu. Man kunne svagt høre de højrøstede stemmer nede fra søen, og lidt efter råbte Anthony op, hvilket bare fik de andre til at grine. En fugl fløj lavt over mit hovedet, og jeg var tæt på at bukke mig.

Dean rakte et kort sværd hen imod mig, mens han irriteret prøvede at undgå mit blik. Jeg tog tøvende imod det, og prøvede på ikke at røre ham.

"Du dræner mig for energi, allerede inden du kommer." Sagde Dean til sig selv. Han sukkede, og begyndte at gå mod skoven. "Det bliver en lang aften." De sidste ord, kunne jeg kun lige akkurat høre, men jeg var sikker på, at det var meningen. Jeg trippede kort på stedet uden at vide om jeg skulle følge med. Frustreret, skar jeg ansigt, og løb op til ham. Det var svært at holde trit med hans lange skridt, men jeg var blevet bedre til det.

Kort efter lukkede træerne sig om os, og her blev pludselig mørkere. Jeg var nødt til at holde øjnene åbne, hvis ikke jeg ville risikere, at støde ind i en lavthængende gren eller snuble over en lille træstub. 

Vi gik længe i tavshed. Dean havde hurtigt sat farten ned, da han fandt ud af, at det ville blive meget vanskeligt at komme igennem en hel nat i det tempo, når vi travede rundt i skoven. Vi havde været forbi den tørre forhøjning et par gange, men der lå ikke nogen. Jeg vidste ikke om jeg håbede på at finde nogen, eller om jeg helst ville være fri. Jeg havde stadig en ubehagelig fornemmelse af, at der var noget galt, og det vendte sig i min mave hver gang jeg tænkte på det. Det var ikke fordi, der ikke måtte komme nogen nye til lejren, men hvad nu hvis hele bakken pludselig flød med lig eller lemmer. 

Samtidig var det også sørgeligt, hver gang her kom nogen. Men det var ikke ligefrem sådan at vi sørgede med dem. Det ville også være lidt dumt, når de ikke ville kunne huske, hvad de burde være kede af det over. 

Dem der blev efterladt, når vi hver især kom, måtte have det forfærdeligt. Selvom vi ikke kendte dem, nogen af os havde måske ikke engang nogle, måtte det ikke være rart for de efterladte. Da jeg var omkring tolv år, begyndte jeg at tænke meget på min familie, mere end jeg havde gjort sammenlagt i de tidligere år. Og det gjorde mig mere bekymret og lettere at få ram på. 

Det var der, hvor jeg første gang stillede mig op imod Thomas.

Jeg havde siddet ved søen det meste af dagen, mens jeg havde set køerne gå fredeligt rundt omkring. Carl, den nyeste dreng, gik og passede dem, hvilket var det mest afslappende arbejde, som man kunne få tildelt. Dean havde givet mig fri i dag, og det irriterede mig. Troede han ikke, at jeg kunne arbejde hårdt? Regnede han med, at min far var en svag mand, der havde ligget syg halvdelen af sit liv, og jeg ville ende med at gøre ham `kunsten´ efter? Dean irriterede mig grænseløst. Han havde aldrig brudt sig om mig, og han behandlede mig altid som en lille dreng. Måske var jeg den mindste på lejren, men jeg havde oplevet mere, end alle de andre, som var herinde. Det virkede bare til, at Dean hele tiden overså det. Så jeg var blevet efterladt alene med mine åndsvage tanker og idéer, der aldrig stoppede, men blev ved med at komme tilbage i massive strømme, som bier til deres dronning. Bortset fra at mine tanker langt fra prøvede på at beskytte mig. Tværtimod. De tog livet af mig.

Selvom vejret var varmt, havde jeg ikke overvejet, at hoppe i søen. Engang ville jeg have gjort det, lige så snart chancen bød sig, men nu havde jeg siddet ved bredden en halv dag, og jeg havde stadig ikke haft løst til det.

Jeg rejste mig modvilligt op, og strakte mine ben, der var ømme af at have været bøjet i så lang tid. Jeg begyndte langsomt at tumle tilbage, inden Carl ville komme før mig, for så ville der blive fyret en masse spørgsmål af og underlige, dumme bemærkninger, som jeg bare ikke gad høre.

Græsset var tørt, og kildede under mine bare fødder, mens solen stadig stod ned på min, i forvejen, varme krop.

Jeg slog blikket ned i jorden, da jeg gik forbi Thomas, og et par af hans venner. Jeg havde sjældent forsøgt at tale med dem, og kun meget modvilligt. Selvom Dean og Thomas generede mig, var de næst-værdste, dem der gik lige i hælene på dem, og regnede med at få en sikker plads. Og de var villige til at gøre alt, hvilket betød at de nedgjorde mange på lejren og drillede dem. Det gik specielt ud over mig. Som den yngste, og mest spinkle, var jeg et nemt offer. Og der var ikke noget de elskede mere, hvilket egentlig var lidt ynkeligt.

I denne måned gik teorien, det vil sige deres egen forhutlede, ud på at vores forældre var mordere og havde snydt for en masse penge, nogens var endda hustlere, og vi derfor var endt her, så de ikke kom til at gøre os noget. Ja, dræbe os. Men mon ikke, at de så ville sende de myndige hjem. Det havde jeg engang læst i en gammel bog, som der havde været i en af de tasker, der var her, da lejren blev opbygget, og der stod at ligeså snart man var fyldt atten, bestemte ens forældre ikke længere over èn, og en masse andre fordele, desværre også ulemper, men dem sprang jeg over. Mange af drengene her kunne ikke læse, så jeg havde hele `biblioteket' for mig selv,og jeg kunne mærke, at det gik mere jævnt fremad nu, end da jeg var mindre. Men jeg havde ikke sagt til nogen, at jeg kunne læse. Jeg skjulte det for dem.

"Hva´ så, Samuel!" Fyrede en af drengene provokerende af. Jeg knyttede hårdt mine næver og gik videre, mens jeg prøvede at lukke dem ude.

"Slap af, Robert." Sagde Thomas. "Han har brug for lidt tid alene, nu hvor han har fundet ud af, at hans mor dræbte faren. Det tager hårdt på enhver." Jeg vidste, han gjorde det med vilje. Jeg burde være gået videre. Jeg skulle have sat tempoet op, og ignoreret deres latter bag mig. Men så langt kom jeg ikke.

 

"Burde vi ikke tænde nogle fakler nu?" Spurgte jeg, da jeg for syttende gang snublede. Her var næsten helt mørkt, og jeg havde aldrig været stor tilhænger af mørket. Det klamrede sig tæt op af mig som et køligt tæppe, en forræder i færd med at snyde, en bjørnetjeneste. Dean fortsatte, som om jeg ikke havde sagt noget. Han havde været helt stille siden vi forlod lejren

"Dean, om lidt kan vi ikke se noget længere, og så er den her tur nytteløs. Vi kunne gå lige forbi et dyr eller et spor, uden at ane det var der!"

"Der er ikke nogle fakler!" Sagde han barskt. Jeg kunne fornemme på hans kropssprog, at han var sur, og hans brede skuldre var spændte, som om han var klar på et angreb.

Det var her, hvor jeg burde stoppe, men aldrig havde lært det.

Hvad jeg ikke gjorde, for at slippe for en nat i en bælgmørk skov. Dumt.

"Hvorfor? Har du glemt dem? Jeg kan godt løbe tilbage efter dem. Det tager ikke lang tid, og så kan du bare blive her og hvil-"        Jeg var allerede på vej tilbage til lejren, da han pludselig vendte om.

"NEJ!" Brølede han, så højt, at hele skoven måtte have hørt det. Jeg stivnede, og brød mig pludselig ikke om at have ryggen til ham. Nogle fugle, lettede forskrækket fra trækronerne, og et krybdyr bevægede sig hurtigt ind i en busk, i sikkerhed fra rovdyret.

Jeg vendte mig langsomt om, og så at han stod og kiggede koncentreret på mig, mens hans byrstkasse hurtigt hævede sig op og ned. Han lukkede langsomt øjnene hårdt i, og åbnede dem efter et par sekunder.

"Nej, Samuel. Vi skal ikke have fakler med i dag."

Jeg stod uforstående med armene over kors, da lidt af det hele begyndte at gå op for mig. Og så alligevel ikke. "Så lige om lidt, hiver du mig med ned i en underjordisk grotte, hvor Isaac sidder, begravet i papirer og udregninger, og så siger du, at nu er det min tur at forsvinde. For han frosvandt jo også, da det var nat, ikk´? Var det dig, Dean? Hvor er Isaac? Hvorfor skal vi ikke have fakler med? Hvorfor skal jeg med herud og ikke Carl?"

Det var tydeligt, at Dean prøvede at styre sig og tage det roligt, men i så mange år var han en af de eneste, der havde vidst noget, og nu var jeg træt af at være fyldt med spørgsmål, som de andre enten ikke kunne besvare eller ikke ville.

Han bed tænderne hårdt sammen, og trådte et skridt frem. Jeg blev stående hvor jeg var, og veg ikke tilbage. Jeg kunne se, at han tænkte længe over hvad han skulle sige, inden han til sidst åbnede munden.

"Jeg ved ikke, hvor Isaac er. Derfor er du med herude." Begyndte han lavt. "Jeg tror, at hvem end der er skyld i Isaacs forsvinden, kan de fornemme, ligeså snart der er lys, og så holder de sig væk. Derfor kommer de kun om natten."

"Så du er sikker på, at der er nogle som har taget Isaac? Hvad nu hvis han bare gik i søvne ned til søen, og så faldt i? Kunne det ikke være en mulighed?" Jeg tvivlede selv, men nu hvor jeg endelig havde fået ham til at snakke, måtte jeg ikke forspilde chancen.

"Kom nu, Samuel, det ved vi begge godt, ikke er sket, og selvfølgelig ville jeg aldrig have taget Isaac! Vi har brug for ham. Sam, jeg har virkelig brug for din hjælp. Du er den kvikkeste vi har her på lejren, nu hvor Isaac er væk. De andre er kun rene muskler, de har svært ved at tænke selv. Du må hjælpe mig. Lejren." Bad han.

Jeg tabte kæben. Havde han virkelig kaldt mig for lejrens kvikkeste, og bagefter bedt mig om hjælp? Jeg lukkede øjnene kort, og åbnede dem igen, men han stod der stadig, ligesom før.

"Var det et kompliment? Det er sgu første gang!" Sagde jeg tørt, og fik ham til at lyde endnu mere grusom. Det brød Dean sig tydeligvis ikke om, og facaden kom hurtigt frem igen.

"Det, jeg har fortalt dig nu, må du ikke sige videre til andre, forstået?" Spurgte han.

Jeg måtte blinke et par gange, for at vende mig til den nye Dean igen, så svaret kom noget senere end han havde tålmodighed til.

"Ja..."

"Er det forstået?!" Råbte han igen.

"Javel, sir." Mumlede jeg lavt, og slog blikket ned i jorden. Han gik helt hen til mig, så hans brystkasse ramte mig, og han kiggede ned på mig med sine kolde grå øjne. 

"Jeg mener det, Knægt. Det her er ikke for sjov." Sagde han alvorligt og truende.

"Hvornår har det være det?" Jeg så et tilfredst glimt i hans øjne, men det var kortvarigt, og jeg var næsten usikker på, om jeg havde set rigtigt. Men det havde været der, og det var langt bedre, end alt det han nogensinde havde sagt til mig.

En gren knækkede til højre for os, og vi drejede begge hovedet på samme tid. Først så jeg det ikke, men pludselig kunne jeg ænse en bevægelse. En mørk skikkelse kom langsomt haltende imod os. Hverken Dean eller jeg vidste hvad vi skulle gøre med det samme. Men så satte jeg i løb.

 

Jeg stoppede hårdt op, og vendte mig mod den lille gruppe. Thomas smilede skævt, og de to andre trådte ud på hver sin side af ham, så de dannede en halvcirkel.

"Min far er ikke død, og min mor er heller ikke nogen morder!" Snerrede jeg vredt, og bed tænderne sammen.

"Og hvor ved du så det fra? Du kan måske huske dem?!" Drengene brølede af grin, og overdrev måske en smule. Men det var lige nok til, at mit blod kogte over. Jeg knyttede min højre hånd, og sprang frem imod Thomas mens jeg svang min hånd lige mod hans kæbe. Jeg nåede at ramme inden han kunne reagere, og selvom jeg ikke kunne få ligeså meget kraft på som ham, vidste jeg, at det ville give et blåt mærke, hvilket vakte en hvis tilfredstillelse, men også dumdristighed, så jeg blev ved. Men nu var Thomas klar efter ydmygelsen, og tog fat min hånd, og stoppede midt i mit slag, hvorefter han hamrede sin næve ind i min mave, og slog luften ud af mig. Jeg gispede efter vejret, og han slog mig igen, hvorefter blodet begyndte at løbe ned fra min næse. Jeg havde gjort ham sur, men adrenalinen fjernede næsten min smerte, og jeg følte ikke at det gjorde ligeså ondt, som det nok burde. Jeg kunne ikke skjule mit smil, og da Thomas så det, hamrede han, så hårdt han kunne, sin knytnæve ind i min brystkasse. Jeg hørte det sagde knæk, hvorefter jeg straks mærkede den forfærdelige smerte. Som om der lå noget tungt over mig, og pressede alt flat. Det sved og stak så forfærdeligt, at alt det andet der skete, virkede som ingenting ved siden af denne bankende smerte, der fortsatte med samme kraft, i stedet for at aftage. Min øjne blev blanke, og selvom jeg prøvede at stoppe tårerne, begyndte de straks at falde ned over min kinder. Men Thomas var ikke færdig, selvom jeg stod forsvarsløst tilbage. Hele hans ansigt var fortrukket i en arrig grimasse, da han igen ramte mig på kæben. Men det føltes som et lille klap i forhold til smerten ved mine ribben. Han hævede armen igen, og jeg prøvede på at trække vejret roligt, så smerten blev mildere, mens jeg ventede på at slaget ville ramme. Men det gjorde det aldrig. 

En hånd tog fat i mig bagfra, og hev mig beskyttende tilbage. Dean stillede sig bagefter mellem Thomas og mig, og jeg kunne kun forestille mig hans blik. Men jeg havde ikke flere kræfter tilbage, og den brændende smerte var nu det eneste jeg kunne konecentrere mig om. Dean tog sin arm om mig, og kiggede bekymret ned. Han bandede lavmælt, inden han tog mig op i sine arme.

Jeg skreg smertefuldt, og forbandede Thomas for evigt tid, mens smerten bare blev værre, til jeg følte, jeg var ved at besvime.

 

    Noget virkede anderledes, da jeg kom hen til skikkelsen, og blodet i mine årer begyndte at hvirvle endnu hurtigere rundt, da jeg lagde en arm om den nyankomne. Kroppen blev straks slap, og jeg holdt den lette vægt oppe. Mine næsebord dirrede svagt, og min vejrtrækning blev høj og ustyrlig. Dean reagerede straks, og kom hurtigt hen til os.

"Hvad er der?" Mimede han lydløst. Min hals var blevet helt tør, og jeg kunne ingenting sige. Nu blev Dean for alvor bekymret, og rodede sig rådvildt i håret. Jeg sank en stor klump.

"Det... er en pige."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...