Still Falling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2014
  • Opdateret: 25 jan. 2015
  • Status: Igang
Mit liv, var ikke normalt. Det var hvad jeg forestillede mig. Jeg havde ville kende verden udenfor, så længe som jeg kunne huske, men håbet var langsomt begyndt at svinde ind, og blevet mindre end nogensinde før. Hvis bare jeg ikke havde overlevet. Hvis bare jeg var død, da de havde fundet mig, så ville jeg ikke have været igennem alt dette. Men èn meget usædvanlig ting hændte, der fik mig til at ville have gjort det hele om, flere gange. Og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ville gøre alt i verden, for ikke at glemme igen.

0Likes
0Kommentarer
155Visninger
AA

2. Død Eller Levende

 

    Jeg kunne mærke solen bag mine lukkede øjne. Hele lejren var stille, og kun et par fugle kunne høres i trætoppene, til tider afbrudt af et par lavmælte stemmer.

    Her havde været dårlig stemning lige siden Isaac forsvandt sporløst en nat.

    Ingen havde hørt noget fra ham siden, og vi havde brugt hele den første uge, på at lede efter ham. Isaac havde været her som en af de første. Han var ankommet på samme tid som Dean, og det var dem, som havde bygget hele lejren op fra bunden. Vi var toogtredive drenge på lejren. Ingen af os kunne huske, hvor vi kom fra, eller hvad vi hed, før den dag vi hver især vågnede op i skoven, fordelt over otte år. Og det var altid samme sted. På en førhøjning lidt inde i skoven. Engang havde den sikkert været frodig og blomstrende, inden vi kom, men nu var det en stor bar plet, der virkede helt kold og øde. Men vi havde aldrig set nogle andre. Hver gang der ankom en, var tilstanden kritisk, og det var hver gang et spørgsmål, om han ville overleve eller ej. Nogle var allerede døde, når vi fandt dem, mens andre døde under behandling. Det var derfor, der flere gange om dagen blev sendt en patrulje ud til forhøjningen.

    Vi var kun drenge på lejren. Alle sammen drenge i alderen fjorten til femogtyve. Og det var det underlige. Det absolute eneste vi kunne huske om os selv, når vi vågnede på bakken, var vores alder. Jeg var blevet fundet, allerede som otteårig på bakken, af Dean. Dengang var han sytten, men idag var han den ældste som femogtyve årig. 

    De var alle forbavsede, da de fandt mig. En lille og uskyldig dreng, der umuligt ville kunne have gjort nogen noget forfærdeligt, og deres teori smuldrede hurtigt. De troede dengang, at vi alle var forbrydere. Ungdomsforbrydere, der fik slettet hukommelsen, og blev flyttet ud i en skov, hvor ingen nogensinde ville komme og forstyrre os, og hvor vi ikke ville kunne komme væk. Men der havde heller ikke været mange dengang. I forhold til nu.

    Der var ingen vej væk. Det var som om skoven aldrig stoppede. Det havde patruljer afsløret flere gange, men Dean opgav ikke, og han blev ved med at sende flere af sted. Og det var risikabelt, for man vidste aldrig, hvad der lå gemt i det nærmeste krat. Selvom jeg havde ødelagt deres teori, da jeg blev fundet, havde de alle deres egne, også jeg. Men jeg tvivlede på dem alle. Nogen var endda begyndt, at lave sjov med det. Måske, ifølge dem, var vi kongelige af en art og skulle passes på, eller også var vi hemmelige agenter, der havde oplevet noget vi ikke skulle, og derfor blev sendt herud. Midt ud i ingenting, men helt ærlig. En agent... på otte?

    Og hvordan var vi kommet herud? Her var ingenting. Det var som om vi levede i vores egen verden, hvor der ikke fandtes andre. Og hvad nu hvis vi gjorde? Hvad nu, hvis der ikke fandtes andre?

    Men det var jeg overbevist om, at der gjorde. Hvordan ville vi ellers være endt her, og vide så mange ting, undtagen hvem vi var? Og Isaacs forsvinding. Han var måske ikke den bedste med en kniv, men han var ikke helt fortabt. Et dyr ville aldrig kunne slæbe ham med om aftenen. Jeg havde ikke sagt det til nogen, men jeg havde på fornemmelsen, at det var nogle andre mennesker, der var skyld i, at han var forsvundet.

    Jeg rejste mig langsomt op, og prøvede at få mine tanker hen på noget andet. Jeg så Thomas, der sad nogle meter væk på en træstub, og var igang med at studere sine pile. Thomas var lejrens bedste bueskytte og Deans tætteste ven. Dagligt lærte han os andre at skyde med en bue, men der var aldrig nogen, som var nået op på niveau med ham, langtfra. Heldigvis opgav han os ikke. Han blev ved, selvom vi virkede helt håbløse.

    Jeg gik hen imod ham, og satte mig ned på en træstub ved siden af. Thomas drejede den fejlfrie pil i sine store hænder, og vurderede den grundigt, fra den ene ende til den anden og tilbage igen. 

    "Hva´ så, knægt? Kunne du alligevel ikke holde dig væk fra buen?" Spurgte Thomas, uden som meget som at skæve til mig. En masse små, brune skægstubbe voksede på hans hage, og fik ham til at se endnu mere barsk ud, end han var i forvejen. Hans tøj var slidt, og selvom han sad ned, kunne man tydeligt se, at han var den fysisk største på lejren.

    "Du... Hvad laver du?" Spurgte jeg, selvom jeg udemærket var klar over, hvad han sad og lavede. Men han brød sig ikke om, at man afslog en bueskydningstime eller generelt sagde noget, der kunne forståes negativt om hans sportsgren. Og jeg var virkelig ikke i humør til en misforståelse lige nu. Det havde jeg prøvet nok gange imod Thomas, som en af de eneste på lejren. De fleste andre var bange for ham, og jeg vidste at de så mig som dumdristig hver gang jeg sloges med ham, men når det skete, de få gange, kunne jeg ikke gøre meget. Det var altid mig, der blev skadet hver gang, mens Thomas slap væk med et par blå mærker. Vi havde endnu ikke sluttet fred, så alle vores samtaler var ret korte. 

    En uhyggelig lyd kom ud fra Thomas, som jeg kort efter fandt ud af var hans grin. "Dean leder efter dig." Sagde han, smed pilen, som han havde siddet med over til de andre gode, og tog en ny frem. Jeg tøvede, men rejste mig så op. Thomas havde allerede lukket mig ude, og sad igen i sin egen verden. Jeg sukkede, og begyndte at trave langsomt over græsset, til jeg kom til et rundt telt, hvor Dean holdt til. 

    Jeg trak dugen til side og gik ind. Der var ikke meget i teltet, men mere end der var i vor andres. Dean havde sit eget træbord, og et helt stativ fyldt med diverse våben. Der var også et sammenrullet tæppe ved siden af noget halm, og et bundt fakler, der blev tændt hver aften. Dean stod bøjet over sit træbord, og studerede et gammelt og slidt kort, som vi selv havde tegnet og målt op. Jeg rømmede mig, og han kiggede straks op.

    "Ah, Samuel. Godt du kom." Sagde han. Dean rullede kortet sammen, og puttede forsigtig det skrøbelige dokument ned i den runde boks. Hver gang en patrulje fandt nye områder, blev det tegnet ind på kortet, så med årerne var kortet vokset en del, og havde fået mange nye kløfter og bakker indtegnet.

    "Sir,"

    "Ja," Han gik hen imod mig, og højdeforskellen mellem os, blev nu mere irriterende. "Du tager vagten med mig i aften." Ingen diskussion, sådan var det. Dean betsemte alt her på lejren, og det ville han blive ved med. Der var intet, som blev besluttet uden han havde haft en stor indflydelse i det. Ingen havde nogensinde sagt ham imod, men jeg havde tit haft lyst til det. Problemet var bare, at så ville jeg hurtigt få alle på lejren til at hade mig, og hvis det skete, så var man sikker på at løbet var kørt.

    "O-okay." Sagde jeg tøvende. Dean og jeg havde aldrig kommet godt ud af det med hinanden, så det overraskede mig alligevel, at han valgte mig. "Hvad er der sket med Carl?"

    Carl plejede at gå patrulje sammen med Dean, og det var ikke noget som man bare kunne aflyse.

    Dean rystede på hovedet, så hans halvlange, kastanjebrune hår, blev bevæget af vinden. "Det er ligegyldigt. Mød mig her ved solnedgang. Til tiden." Hans dybe stemme rystede, inden han vendte sig om, og gik om bag bordet igen. Hans grå øjne var blevet endnu mere kedelige og livløse med årerne, og nu så de helt forladte og uhyggelige ud. Han tog hænderne på det tomme bord, og bøjede sig halvt ind over det med blikket fæstet på de slidte brædder. Pludselig kiggede han direkte op på mig.

    "Træd af."

    "Javel, sir." Sagde jeg, og nikkede en enkel gang med hovedet, hvorefter jeg vendte mig om og gik ud af teltet, mens jeg kunne mærke hans blik følge mig, indtil jeg var ude.

    Solen lyste orange op bag træerne, og gav det flotteste skær. Thomas sad ikke længere på træstubben, og alle stemmerne, der havde været der før, var blevet stille. Det var som om alle var forsvundet. Og det kunne kun betyde èn ting. Mad.

 

    Alle drengene var samlet nede ved søen, hvor et stort bål var tændt. Her duftede dejligt af stegt kød, som det var meget sjældent, at vi fik. Jeg tog noget brød og et stykke stegt kød, og satte mig hen til Anthony, som var den yngste af alle drengene, og Victor, der var nogle år ældre end mig.

    Anthony lyste straks op, da jeg slog mig ned ved dem. Hans brune øjne, som altid var så legesyge og forventningfulde, strålede.

    "Hej, Sam!" Sagde han smilende med mad i munden. Jeg blinkede til ham, og tog en bid af mit brød, hvilket bare fik ham til at smile endnu mere. Jeg vendte mig mod Victor.

    "Er der sket noget med Carl?" Spurgte jeg. Han stivnede midt idet han tog kødet op til munden. Vi var alle blevet lidt paranoide efter Isaac var forsvundet.

    "Hvorfor spørger du om det?" Hans øjne virkede straks urolige, som om jeg havde opdaget en hemmelighed.

    Jeg trak på skuldrene, og Victor rystede grinende og lettet på hovedet. "Du burde ikke lade andre bilde dig sådan nogle ting ind. Det ender med at give dig problemer, Sam. Specielt her. Stol ikke på dem. Jeg ved du har kendt de fleste langt længere tid end mig, men her prøver alle på at få lov til at bestemme, og du må ikke bukke under."

    Jeg tog endnu en bid af brødet. "Nej, det var ikke sådan. Der er ikke nogen, som har sagt noget. Jeg har bare ikke set ham." Sagde jeg overbevisende. Victor kiggede indtrængende på mig, men nikkede så, inden han endelig førte armen helt op til munden.

    "Hey, Sam," Brød Anthony ind. "Fortæl hvad du fandt!"

    Jeg smilede skævt. Næsten hver aften, når vi sad her, bad han mig fortælle om de ting jeg havde set, og hver gang lyttede han lige interreseret som den forrige.

    Men jeg fik en ubehagelig knude i maven. Anthony var den sidste, som var dukket op på bakken, hvilket var ret usædvanligt. Det var den længste periode, hvor her ikke var kommet nogle nye.

Død eller levende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...