My Life ... The Bad Book

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2014
  • Opdateret: 21 jul. 2014
  • Status: Igang
Jeg har længe tænkt, om jeg skulle fortælle om mig selv. Men jeg ... har været bange. Bange for at blive genkendt. Men jeg er ikke bange mere, det eneste jeg ikke vil er sige hvem jeg er. Det er det gode ved denne her side, ingen behøver at vide hvordan man ser ud eller vide hvad personen hedder.

Dette er nogle tanker og følelser jeg haft (nogle få har jeg stadig) gennem mit liv. Det er om mig, som den person jeg er (og er blevet til). Læs den eller lad være, det betyder ikke noget for mig. Det eneste der betyder noget for mig, er hvis der ingen onde kommentarer kommer frem, det vil gøre mig glad.

Det skal lige siges, at noget af det jeg fortæller i denne movella, har jeg ikke engang fortalt mine tætteste venner eller min familie. Noget af det er meget personlige oplysninger.

Eftersom mit navn (her inde) er Morgana, har jeg brugt billeder af Katie Mcgrath, for bedre at symbolisere, hvad der bliver fortalt i hvert af kapitlerne.

10Likes
4Kommentarer
615Visninger
AA

2. Fear and scars


"Jeg var næsten hele tiden bange. For jeg viste aldrig, hvad der ville ske. Ville det blive en god dag, hvor de ville lade mig være og bedre kunne koncentrere mig om skolen. Eller ville det blive endnu en dag i helvede. Jeg vidste det ikke, jeg vidste det aldrig. Og når det skete ville jeg væk. Gemme mig. Men jeg havde ikke nogen gemme steder, det eneste jeg rigtig havde (har) var mine forældre, som altid var der for mig."

"Når jeg ville gemme mig, så var det godt nok ikke hos dem. Jeg havde en hel anden taktik. Jeg lagde mig altid på min seng, over eller under min dyne, det kom an på hvor ked af det jeg var. Var jeg meget ked af det, gemte jeg mig under dynen, for at græde. Jeg græd altid lydløst, tårerne løb bare ned af kinderne på mig. Det fik min indre smerte væk, som græd jeg den ud."

"Men der lå jeg så, krøllede mig sammen til en kugle og ønskede at jeg ville forsvinde. Hvilket jeg gjorde, eller ikke helt præcist. Men jeg forsvandt nærmest ind i min hjerne, ind i min fantasi. Og dagdrømte mig væk fra det onde, væk fra smerten, væk fra alting.  Man kan sige at jeg fandt på historier. Nogle gange faldt jeg i søvn og vågnede først ved at min mor vækkede mig. Som regel, var det når jeg havde grædt meget eller/og ønskede at dø."

"Nu går jeg rundt med ar fra det hele. Hvilket irritere mig, især fordi det hele er ren reaktion og ikke bevist. Hvis nogen vil ligge armen om mig eller give mig et knus (som jeg ikke selv er forberedt på) dukker jeg mig, fordi jeg er bange for at blive slået. Hvis nogen siger noget til mig, som jeg kommer til at misforstå til noget ondt, så er det ikke fordi jeg søge kamp, men fordi jeg var van til at høre det."

"Med andre ord, så var (er) jeg skrøbelig og sårbar. Selvom man ikke rigtig kan se det på mig længere, så er jeg det stadig. Og jeg kæmper for at få det til at forsvinde. Problemet er bare, at ar forsvinder ikke. De vil altid være der. Man kan arbejde på dem, lærer at leve med dem. Men de vil aldrig forsvinde."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...