Øjne i himlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2014
  • Opdateret: 29 jun. 2014
  • Status: Færdig
Erica voksede op i et hjem med en masse kærlighed til hendes familie, musik, og venner. Da hendes far så går hen og dør, da hun blot er 12 år gammel, skrider både Ericas og hendes mors verden sammen. Ericas far var førhen manden i huset, og det var ham der tjente pengene. Da Ericas familie i forvejen var fattig, bliver de næsten hjemløse. Ericas mor bliver truet af skattevæsnet, og den eneste chance for at de ikke skal blive hjemløse, er, hvis Erica gør noget ved det. Hun beslutter sig for at starte et band op med hendes venner. [Til inspireret af en sang- konkurrencen. Happy Home er min inspiration]

0Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

4. Talentkonkurrencen

Da jeg kom hjem fra skole, havde jeg det elendigt. Min mor havde været oppe at skændes med inspektøren, og det førte bare til en endnu længere eftersidning. Alt dette for at redde en ven (med en utrolig god stemme), i nød. Jeg havde aldrig forestillet mig blive ven med en, som man skulle tro hældte olie i håret, og en som Joseph. Jeg havde altid tænkt, at det var utroligt hvordan han kunne holde sit liv ud, så elendig han var, men efter den audition indså jeg hvorfor han ikke havde begået selvmord endnu: han havde stadig én ting at leve for, nemlig musikken. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men hans stemme var bedre end min rustne, anden stemme-vokal. Jeg følte mig dårlig i forhold til ham. Ad, hvor var jeg dårlig. Tænk at jeg engang troede at jeg havde talent. Aldrig i livet. Joseph skulle være stjernen i bandet. Jeg ville bare sidde i baggrunden, spille keyboard, og synge en smule kor dertil. Jeg kunne ikke tillade mig at stjæle Josephs rampelys. Det ville være direkte ondt. Alle måtte se hvem han også var: en stjerne. Det var også en af grundene til at jeg meldte vores band til en lokal talentkonkurrence. Måske ville bøllerne på skolen ændre mening med drillerierne i forhold til Joseph, hvis det var, at de hørte hvor meget følelse han havde i stemmen. Vinderen vandt en pladekontrakt, som kunne være fantastisk at få fingrene i, selvom det ikke var verdens bedste pladeselskab. 

Da jeg skulle i seng, kyssede min mor mig godnat, og gik ud i køkkenet. Jeg knugede min hjertehalskæde til mig, som om det var min far jeg havde i hænderne. Så foldede jeg hænderne sammen, og gjorde noget, jeg ellers aldrig i hele mit liv havde troet jeg ville gøre: jeg bad. Jeg bad til gud om, at det ville gå os godt i talentkonkurrencen, og at ingen ville mobbe Joseph igen. Jeg spurgte endda gud, om han ikke ville hilse min far fra mig, og sige til ham, at jeg stadig elskede ham, og at jeg lovede at jeg nok skulle komme og besøge ham. I det øjeblik jeg sagde "Amen", følte jeg pludselig at der var mere mellem himmel og jord. At der måske var en over os, som beskyttede os, og passede på os. At min far var der, og drak øl med sine nye kammerater. Han festede, hyggede sig, og nænnede ikke i et eneste sekund at tænke på sin familie. Det skulle han heller ikke. Så længe han havde det sjovt. Tanken om ham danse, morede mig, og den nat faldt jeg i søvn, med en drøm, hvor min far var hovedperson. Vi havde vinger, og fløj rundt deroppe. Da jeg vågnede op, blev jeg skuffet over, at drømmen ikke var virkelighed. Hvis bare jeg kunne se ham, når han nu kunne sig mig. Hans øjne var i himlen, og han kiggede ned til mig og mor hver eneste dag. Jeg ville bare også ønske, at han kunne se Hannah, Joseph, William, og mit band. Hvordan vi sang for en god sags tjeneste, nemlig at stoppe mobning, selvom jeg godt vidste at det ikke kunne lade sig gøre.

Skoleklokken ringede ind til første time. Jeg sad og trillede tommelfingre, for jeg kunne næsten ikke vente på at fortælle bandet, at jeg havde meldt os til konkurrencen. Da klokken endelig ringede ud, skyndte jeg mig at hive fat i Joseph og William, som skulle hjælpe mig med at lede efter Hannah. Der gik ikke lang tid før vi fandt hende, eller i hvert fald hørte hende, for hun sad i et hjørne af skolen og græd. Jeg gik hen til hende.

"Hvad er der galt Hannah?", spurgte jeg, og satte mig ned til hende. Hun tog en dyb indånding, og fortalte så, hvordan de andre piger holdte hende udenfor, og at hun for tredje gang i timen, skulle være sammen med hendes lærer. Jeg lagde en hånd på hendes skulder.

"Det er jeg ked af at høre, Han. Men vi skal vise dem, skal vi. Jeg har meldt os til den lokale talentkonkurrence, hvor man kan vinde en pladekontrakt, altså hvis man stiller op som sanger eller band. Du er en fantastisk dygtig trommeslager, og med dig i bandet, så skal vi nok vinde", sagde jeg trøstende. Joseph og William gloede på mig, med munden halvt åben. 

"A'hva' har du?!", spurgte William chokeret. 

"Meldt os til dden lokale talentkonkurrence. Vi skal nok vinde", forklarede jeg. 

"Hvornår er konkurrencen?", spurgte Joseph. 

"Øhh… på lørdag, i overmorgen", svarede jeg. Både William og Joseph slog sig hårdt i panden. Hannah lo af deres reaktion. 

"Men vi har jo slet ikke øvet nogen sange, Erica. Vi kan umuligt vinde!", sagde William stresset. Jeg kom også til at le lidt af deres reaktion. 

"Jeg kender da en sang, som jeg ved at Joseph kan.", sagde jeg. Joseph rynkede panden, og så forvirret på mig.

"Hvilken sang kan jeg?", spurgte han, og så hen på Hannah, som også så forvirret ud.

"Den du sang til din audition. "Dancing With Myself" af Billy Idol. Du var super til den, og din version af den, var jazzet, og mindst ligeså god som den rigtige version. Jeg kan den allerede på keyboard, så vi mangler bare at lære Hannah og William den. Så sidder den lige i skabet, det lover jeg.", forklarede jeg, og Joseph så igen forvirret på mig.

"Mener du, at jeg er bandets forsanger? Du er da dobbelt så god som mig, så hvorfor er det mig der skal?", spurgte han, og prøvede at lyde oprevet, men jeg kunne tydeligt høre lidt begejstring i hans stemme. 

"Din stemme er den mest unikke jeg har hørt. Hvis du er forsanger, er der intet der kan slå os ud.", svarede jeg, og Joseph lod være med at svare, men han nikkede kort. 

Tiden gik som en gepard i fuld fart, og tiden var inde til den store konkurrence. Vi havde kun øvet sangen helt færdig én gang, men den ene gang lød faktisk godt. Jeg kunne godt forstå hvorfor Joseph bed negle, og Hannah krummede tær af nervøsitet, men jeg vidste at det ville gå godt. William prøvede at virke afslappet, men jeg kunne godt se nervøsitet snige sig ind på ham. Da de nævnte vores bandnavn, "Unstoppable Warriors", kunne jeg tydeligt mærke hvordan nervøsiteten også snigede sig ind til mig. 

"Nu går det løs", sagde Hannah, og havde et godt tag om sine trommestikker. Joseph, William og jeg nikkede bekræftende. 

"Ligesom vi øvede, husk på det. Så er vi en klar vinder", sagde jeg. De andre nikkede, og vi løb op på scenen. Idet sangen gik igang, tænkte jeg på min far. Hvis bare han kunne se os nu. Se hvordan vi spillede for et kæmpe publikum. Hvis han kunne se det, ville han være stolt. Det vidste jeg bare.

"Well there's nothing to lose and there's nothing to prove, I'll be dancing with myself", sang Joseph, så flot, at man næsten fik tårer i øjnene. Publikum hujede, og det var en fantastisk oplevelse. Også selvom vi kun kom på anden pladsen. Vi fik en masse succes ud af det. I klassen, på skolen, ja faktisk i hele landet. Nu sidder vi her, i vores eget lille øvelokale, og hører os selv i radioen. Så lidt for så meget. Tænk hvad to dage og én sang kunne gøre ved fire håbløse teenageunger. Utroligt. Det eneste jeg tænker på nu, er, at hvis min far har øjne i himlen, vil han være stolt. Jeg savner ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...