Amnesia - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2015
  • Status: Igang
En overraskelse er det da One Directions trommeslager Josh Devine siger op midt i deres "Where we are" tour. Som en erstatning ansætter de Autumn - en 21-årig pige fra Nordengland. Da hun søger jobbet er det uden høje forventninger, men en samtale bliver til et håndtryk og pludselig sidder hun bag trommesættet på en scene. En barndomkæreste er hun for en af drengene i bandet, men hun flyttede og var efterfølgende en del af en voldsom ulykke, der forsagede at hun led af hukommelsestab. Efter syv år har hun bygget nye minder, og har ingen idé om hvilken betydelse hendes nye kollega har haft for hende - men det har han.

9Likes
2Kommentarer
498Visninger
AA

1. Prolog

Sort fylder mit sind. Mit hovede, mine tanker; mine lunger. Små prikker dannes og der kommer flere nuancer. Jeg tænker på kaffemærket Noir; nuancer af sort. Jeg tænker på Mulberry tasker. På genudsendelsen af Michael Jacksons begravelse, der blev sendt i søndags. Har ikke nogen mening om, kan bare forstille det. Prøver at danne farver, men det sorte dominere stadigvæk. Kan mærke en hvid snige sig op, fanger den sorte, knuger den ind til sig til den forsvinder.

Jeg blinker øjnene åbne. Det hvide bliver, det sorte er væk. Alligevel virker det hvide farligere nu hvor det ikke kan ændres. Har lyst til at lukke øjnene igen, men kan ikke få mig selv til det. Et bip lyder, så et til og så et tredje. Jeg irriterer mig over at jeg ikke kan fremstille en selvstændig tanke. Ved ikke engang hvem jeg er. Ved jeg befinder mig på et hospital på et lille værelse med kridhvide vægge og store bippemaskiner. Ved det er et forholdsvis nyt hospital.

Døren til venstre for mig åbnes og en ung sygeplejerske træder ind. Hans smil er forsigtigt og han bærer en bakke med piller. Jeg fastslår at hans hårfarve er gyldenbrun med et skær af tisgul. Synes det er afskyeligt, tror han har farvet det og fryder mig over at jeg kan tænke selv igen.

"Jeg har noget til dig," siger han. Det slår mig pludseligt at jeg ikke har sat spørgsmålstegn ved at jeg sidder i ildelugtende tøj på et trist hospital.

"Hvem er jeg?" spørger jeg hæst og han fortæller mig modvilligt svaret. Skriger lidt. Bliver beroliget. Skriger lidt mere. Får en sprøjte og jeg falder tilbage til det sorte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...