The Darkness in me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2015
  • Opdateret: 31 aug. 2015
  • Status: Igang
#Sat på pause#

Allison er en helt normal pige, eller det troede hun i hvert fald.
Pludselig begynder de mest underlige ting at ske for hende. Døde fugle falder ned fra himlen, spejle revner når hun går forbi dem, men det mest underlige af det hele er, at hun kan få folk til at føle smerte, ved bare at kigge på dem....
Allison ved ikke hvad der er galt med hende, men det vil hun finde ud af. Og måske er det ikke dårligt at have overnaturlige kræfter, eller er det?



8Likes
6Kommentarer
4093Visninger
AA

12. Hvad er jeg?

Lyset og mørket skiftes til at vise sig for mine øjne. En voldsom smerte skyder igennem mig, og jeg tager mig automatisk til mit hoved. Min pande har det fint, så jeg kører min hånd om på baghovedet. En varm væske rører min hånd.  Jeg gnider lidt i det, og beslutter mig for, at det nok er blod.

’’Ja, du slog hovedet ret slemt. ’’ Jeg slår øjnene op med et sæt. Jeg kigger hen mod kontorstolen, men der sidder ikke nogen. Et prik på min skulder får mig til at vende hovedet, og lige der sidder han. Skikkelsen med de blå øjne. Det slår mig lige pludselig, at jeg har set det ansigt før. Drengen på forsiden af avisen. Simon Herondale.

’’Var du ikke forsvundet?’’ Jeg kigger undrende på ham og trækker min dyne over mine ben for at føle mig lidt mere sikker. Jeg ved ikke hvorfor, men fornemmelsen af min dyne på min hud får mig altid til at slappe af.

’’Jo, og det er jeg stadig. Jeg er forsvundet for alle andre udover dig.’’ Han lægger sine hænder bag sit hoved og smider sig ned i alle mine pyntepuder, som ligger i en stor bunke.  

’’Nå hvordan er skolen så, nu hvor jeg er væk. Er alle kede af det eller er de fuldkommen ligeglade. Jeg var ikke særlig populær, så jeg regner med, at de fleste er ligeglade.’’ Han hejser sit hoved op; ’’Er de ligeglade?’’ Han ser på mig med et næsten sørgende blik, som straks bliver erstattet af et smil.

’’Der er selvfølgelig dem, der ikke kender dig som ikke er påvirket af det, men Hr. Stone virker meget ked af det. Jeg har ikke rigtig snakket med nogle, så jeg ved ikke helt, hvad folk synes om din ’forsvinden’.’’  Jeg laver gåseøjne, da jeg udtaler ordet forsvinden, og det får ham til at løfte det ene øjenbryn.

Han åbner sin mund, men der kommer ingen lyd ud. Han bider sig i læben og lægger hovedet ned i mine puder igen.

’’Hvorfor er du her?’’ Jeg kigger spørgende på ham; ’’Vi kender jo slet ikke hinanden. Vi har aldrig mødt hinanden. Besluttede du bare for at vælge et tilfældigt hus på gaden og bryde ind i det? For jeg vil gerne have en forklaring på, hvorfor du er her, og hvad du vil.’’ Jeg trækker min dyne længere op ad mine ben; ’’ Det er ikke for at lyde sur, jeg synes bare, det er ret underligt, at du besluttede dig for at bryde ind i nogens hus, som du ikke kender og så sidde i et mørkt hjørne og overfalde dem, når de kommer hjem. Jeg vil bare gerne have nogle svar.’’ Min stemme ryster lidt, og jeg prøver på at tage mig sammen og virke selvsikker.

Jeg kan ikke rigtig se hans ansigt, da han ligger begravet i alle puderne. Der lyder en rumsteren, og Simon dykker op.

’’Jeg er her kun, fordi du er blevet min opgave. Alex bakkede ud ,og så gav han opgaven til mig.’’ Simon ligger ikke mere nede i puderne, han går rundt på værelset og kigger i alle mine skuffer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg holder bare min mund. Det spørgsmål der irritere mig mest, er hvem han er. Simon nævnte ham med en hvis respekt, så han må være magtfuld.

Jeg kan ikke holde min mund, og ordene springer ud; ’’Hvem er han?’’ Jeg lægger tryk på han, og det får Simon til at kigge direkte på mig.

’’Ved du ikke, hvem han er? Din mor har vist ikke fortalt dig noget om din fars side af familien. Jeg vil fortælle dig, hvem han er, når du først får styr på, hvad du selv er.’’

’’Hvad mener du med ’hvad jeg selv er’?’’ Jeg kan ikke fatte, hvad det er han siger. Jeg er jo et menneske, og det har jeg altid været. Der findes ikke overnaturlige væsner. Det ved jeg, eller det tror jeg i hvert fald.

Jeg rejser mig og går hen til døren; ’’Jeg vil gerne have, at du går NU!’’ Min stemme er bestemt, og jeg kigger alvorligt på ham. Jeg vil ikke høre på hans vrøvl mere, jeg vil bare ham til at gå.  Jeg kigger ud på gangen, og duften af nybagte boller kommer mig i møde. Sengen knirker, og jeg kigger automatisk hen mod den, men der ikke er nogen. Han er væk. Jeg går hen til vinduet, men det er låst. Han gik ikke forbi mig, så hvor er han. Jeg tjekker hele værelset, men han er væk. Nu er jeg helt sikker på, at det bare er min hjerne som leger med mig. Man kan ikke bare forsvinde ud i ingenting. Jeg har også lidt ondt i hovedet, så måske er jeg syg.

Tankerne flyver rundt, og jeg ved ikke, om jeg skal tro på Simons ord, eller tro på at Simon rent faktisk var på mit værelse.

Jeg går ned i køkkenet, og duften af de nybagte boller fylder min næse. Jeg ånder ind, og den spreder sig til resten af min krop. Jeg hiver en stol ud og sætter mig ned på det bløde pudebetræk.  Min mor står med ryggen til og er i fuld gang med at lave en ny portion. Hun er så langt væk fra virkeligheden, at hun ikke engang har lagt mærke til, at jeg sidder her. Jeg hoster lidt for at få hendes opmærksomhed, men der sker ikke noget, så jeg beslutter mig for at gå hen og prikke hende på skulderen. Det ser ud til, at hun får et kæmpe chok, for hun taber nemlig dejen og hopper mindst en halv meter op i luften.

’’ALLISON! Du må ikke forskrække mig sådan.’’ Hun kigger vredt på mig og bøjer sig ned for at samle dejen op; ’’Nu må vi lave en ny dej!’’ Jeg kigger på hende; ’’Vi?’’ Hun sætter hænderne i siden, og så ved jeg, at jeg ikke skal spørger ind til det mere.

’’Men jeg har noget, jeg gerne vil spørger dig om.’’ Hun kan se, at jeg bliver alvorlig: ’’Hvad er der skat?’’ Hun holder om mine skuldre og fører mig hen til køkkenstolen. Jeg dumper ned på den, og hun hiver en anden stol hen foran mig:’’ Hvad var det så, du gerne ville spørger om?’’ Hun smiler og tager min hånd i hendes. Hun klemmer den lidt, og jeg kan se på hende, at hun begynder at blive rigtig nervøs.

’’Mor…’’ Jeg stopper. Jeg kan ikke få mig selv til at spørger hende, men det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt: ’’Ja skat. Du ved, at du kan spørger mig om alt.’’ Hun smiler forsigtigt og giver min hånd endnu et klem. Jeg lukker øjnene: ’’ Hvad er jeg?’’ Hun slipper min hånd, og jeg åbner mine øjne. Hendes ansigt har ændret sig fra bekymret mor til undrende mor: ’’Hvad mener du skat.’’ Hun smiler. Jeg slapper af i hele kroppen: ’’Jeg ved, at jeg ikke er noget normalt menneske. Så hvad er jeg?’’ Hun rejser sig brat op: ’’Og hvem er min far?’’ Hun begynder at gå hen mod døren: ’’Jeg er ikke klar til at have denne her snak med dig Allison, og det må du bare forstå!’’

Jeg kan høre døren smække, og jeg synker sammen: ’’Men mor…’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...