The Darkness in me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2015
  • Opdateret: 31 aug. 2015
  • Status: Igang
#Sat på pause#

Allison er en helt normal pige, eller det troede hun i hvert fald.
Pludselig begynder de mest underlige ting at ske for hende. Døde fugle falder ned fra himlen, spejle revner når hun går forbi dem, men det mest underlige af det hele er, at hun kan få folk til at føle smerte, ved bare at kigge på dem....
Allison ved ikke hvad der er galt med hende, men det vil hun finde ud af. Og måske er det ikke dårligt at have overnaturlige kræfter, eller er det?



8Likes
6Kommentarer
4122Visninger
AA

13. Forsvundet sporløst

Jeg kigger ud ad vinduet og ser min mor komme frem, fra de mørke træer som rejser sig fra jordens dybeste. Jeg har aldrig set hende så smuk, som hun er der. Det mørke lys fra månen og dampen som stiger op fra søen, giver hende en smuk mystik.

’’Mor!’’ græder jeg højt ud ad vinduet; ’’Mor det er mig Allison. Åh hvor har jeg savnet dig. Mor kan du høre mig?’’ En tårer triller ned fra mit våde øje, og det er det sidste glimt, jeg får af min mor, før en stor sort skikkelse stiger op fra den mørke tågede sø og omsluger hende.

Jeg sætter mig brat op, så sveden løber hurtigere ned af mit ansigt. Mit hår klistrer sig til min pande, og jeg tager spidsen af min dyne og prøver at tørre noget af det væk. 

Mit åndedræt er helt sindssygt lige nu. Jeg prøver på at slappe af, men det kan jeg ikke. Jeg springer ud af sengen og glider i mine hjemmesko som flyver til hver sin side. Jeg kaster min krop op fra gulvet og river døren op. Hun kom ikke hjem igår. Det skal nok gå Allison. Dyb indånding og pust ud. Hun ligger i sin seng. Det kan være du ikke hørte, at hun kom hjem i nat. Det skal nok gå Allison. Mine tanker flyver rundt. Er hun kommet til skade, ligger hun trygt i sin seng, eller er hun stadig derude et sted. Jeg står nu ved min mors dør, og jeg kan ikke få mig selv til at åbne den. Jeg får styr på mit åndedræt. 

1 2..... 3

Jeg river døren op. Fumler efter lyskontakten og falder næsten over min mors kasser, som hun ikke har fået pakket ud endnu. Mine fingre glider hen over væggen og prøver ihærdigt at finde knappen. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, og jeg kan ikke få det under kontrol. Det eneste jeg kan tænke på er min mor. Hun kom ikke hjem efter vores diskussion, og jeg kan ikke stoppe med at tænke på alle de forfærdelige ting, der kan være sket med hende. Mine fingre falder over kontakten, og jeg trykker hårdt på den. Lyset strømmer ud af lampen og lyser rummet op.  Mit blik søger efter hende i hele rummet men der er ikke nogen. Hun har ikke engang lagt i sin seng, den står bare der helt perfekt, ingen folder og ikke engang en forkert placering af nogle af puderne. Åh Gud, jeg savner at se hende, når hun går rundt i huset og retter på alting. Jeg får en stor klump i maven og kan mørke en ånden i min nakke. Hårene rejser sig, og jeg stivner.

’’Hvor er mor?’’ Min krop løsner sig, og jeg vender mit ansigt, og Jonas kigger underligt på mig.

’’Er du okay. Du ligner en der har set et spøgelse eller i hvert fald… glem det du ser bare underlig ud.’’ Han går hen imod mig og lægger sin arm om min skulder:’’ Kom så.’’ Jeg har aldrig oplevet at min bror rent faktisk gad hjælpe mig med noget. Det får mig til at smile og min arm lægger sig på hans skulder. Han vender sit hoved, og vi kigger på hinanden. Vi smiler begge to, og i det sekund bliver båndet imellem os en smule tættere.

 

•.¸¸.•´´¯``•.¸¸.•´´¯``•.¸¸.•´´¯`•

 

Jeg ved ikke hvordan, men på en eller anden måde, fik min bror mig altså i seng. Jeg ved ikke hvordan han klarede det, og for at være ærlig, har jeg faktisk ikke lyst til at vide det. Det er som om en stor torden rumstere indeni mit hoved, og den har i hvert fald ikke tænkt sig at falde til ro. Jeg får taget mig sammen, og rejser mig op, men sætter mig hurtigt igen. Kan mærke at min krop ikke kan klare det, så beslutter mig for at læne mig tilbage og bare slappe af. I hvert fald i nogle minutter.

Efter 5 sekunder begynder jeg allerede at kede mig, så bruger alle mine kræfter og får rejst mig op. På vej hen til døren stopper jeg op, og får et kig på mig selv i spejlet. Jeg fører min hånd op til mine øjne. De sorte rander, er blevet tydeligere.

Et lille knas efterfulgt af flere, får mig til at dreje blikket op mod hjørnet, hvor en lang flænge, efterfulgt af flere springer frem, og skyder ned gennem spejlet, og før jeg når at blinke falder det sammen. Små stykker af glas rammer gulvet, så små splinter suser igennem luften. Store stykker river sig løs fra rammen og laver endnu høje knasende lyde, som de rammer gulvet, og på et splitsekund er det eneste der hænger på væggen, rammen som engang var fyldt med glas, som nu ligger overalt på gulvet. Mit hoved lukker helt ned. Jeg står der som en statue og ligner en total idiot. Hvis min bror ikke var vågen før, var han det i hvert fald nu. Og gæt hvad. For en gangs skyld har jeg faktisk ret, for der er han jo. Med munden på hvidt gab, står han der i døråbningen og kigger rundt på de små stykker af glas, som ligger spredt ud over hele gulvet. 

’’Hvad fanden har du lavet Allison! Åhh hvor vil mor blive gal på dig, når hun ser det!’’

’’Vent hvad. Har du set mor i dag?’’ Mit åndedræt bliver hurtigere, og jeg går hen imod Jonas.

’’Ja?’’ Han kigger på mig, som om jeg var dum;’’ Hun var ude i går aftes og kom sent hjem, så hun sov på sofaen, så hun ikke vækkede os. Har du ikke talt med hende endnu? Så vidt jeg ved, er hun inde i stuen lige nu.’’

Jeg nærmest vælter Jonas omkuld, da jeg spurter ud af døren og skrider i det skarpe dør sving, som alligevel ikke er særlig skarpt, når man tænker over det. Det skimler lidt for mig, men jeg får klaret trapperne ret godt, og som jeg kommer hen til stuen, kan jeg høre tv’et som er på fuld skrue, og lyset fra den som skinner og oplyser hele rummet. Jeg tænker ikke, men kaster mig ind i hende, med sådan en fart, at jeg ikke kan nå at tænke over, hvor stor skade det kunne have medført, hvis jeg havde ramt hende, men hun nåede heldigvis at flytter sig tilbage i sofaen som et skræmt dyr.

’’Hvad laver du Allison. Prøver du på at sende mig på skadestuen?’’

Jeg ignorerer hendes spørgsmål og krammer hende, så hårdt jeg kan.

’’Du må aldrig gå sådan igen mor!’’ Tårerne triller ned, og jeg strammer mit greb om hendes spinkle krop.

 

Jeg undskylder meget, for at der er gået så lang tid til at dette kapitel kom, men tiden har bare ikke været min ven. Men håber på at jeg vil få strammet lidt mere op og komme i gang igen.

Mvh Movie Geek

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...