The Darkness in me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2015
  • Opdateret: 31 aug. 2015
  • Status: Igang
#Sat på pause#

Allison er en helt normal pige, eller det troede hun i hvert fald.
Pludselig begynder de mest underlige ting at ske for hende. Døde fugle falder ned fra himlen, spejle revner når hun går forbi dem, men det mest underlige af det hele er, at hun kan få folk til at føle smerte, ved bare at kigge på dem....
Allison ved ikke hvad der er galt med hende, men det vil hun finde ud af. Og måske er det ikke dårligt at have overnaturlige kræfter, eller er det?



8Likes
6Kommentarer
4141Visninger
AA

9. Egetræet

Jeg springer skoven over og går ned af en sidevej. Det er en lille sti med firkantede fliser, hvor græsset næsten har overtaget det hele. Op af hver eneste sprække i fliserne er der græs. Fuglene sidder pænt på det næsten rådne træstakkit og synger. Jeg nynner lidt med, og svinger rundt om et hushjørne, og kommer ud på en gade fuld af gamle huse. Et stort egetræ står med midt på vejen omgivet af en lille græsplet, eller rettere sagt en græsplet, der er stor nok til træet, og til at der kan sidde nogen under det. Jeg går derhen og sætter mig op af den hårder bark. Jeg smider min taske ved siden af mig og hiver min tegnebog frem.

Min blyant ligger klemt op af siderne, så der er kommet et lille mærke, men ikke et der irriterer mig. Med fine strøg tegner jeg huset til højre for mig. Trappen der fører op til døren. De fire vinduer som er fordelt ud på forsiden af huset. Potteplanten i det ene vindue. Alt tegner jeg ned. Selv det lille hul i trappen. 

Solen begynder at gå ned og himlen bliver lyserød. Jeg bladrer om på en ny side og begynder at tegne det. 

Jeg kigger på min mobil som er smidt i græsset, og dens skærm lyser op. Det er en besked fra min mor. Jeg lægger bogen og blyanten fra mig, og tager min mobil. 5 opkald og 7 beskeder fra min mor. Jeg kigger på klokken og opdager, at den er kvart over syv. Jeg har sat herude i over 4 timer. Jeg skynder mig at pakke mine ting sammen. 

Vores hvide hus er oplyst af alle havelamperne, som min mor fik sat op igår. Jeg skynder mig op af trapperne, og så lydløst som overhovedet muligt åbner jeg døren. Jeg tager mine sko og min jakke af, og går ind i køkkenet med min taske i hånden. Min mor sidder med en kop i hænderne, og kigger surt på mig. 

''Du kunne i det mindste skrive, at du blev sent ude.'' Hun drejer koppen og fører den op til munden.

''Jeg glemte helt tiden. Det må du undskylde mor.'' Jeg prøver at lave et undskyldende blik til hende, men jeg tror det går lidt i vasken, for min mor rejser sig op og går ind i stuen. Jeg kan hører at fjernsynet bliver tændt, som er et tegn på, at jeg garanteret bare skal gå op på mit værelse. 

Med tunge skridt går jeg op af trappen. Min bror kommer ud fra sit værelset, og i det samme han åbner døren, suser teenagerlugten ud og slår mig i hovedet. Føj for den! Jeg holder vejret og løber ind på mit værelset. 

Jeg smider mig på sengen og lukker mine øjne. Prøver på at tænke på noget godt, men de grønne øjne dukker op, og lige meget hvor meget jeg prøver på at få dem væk, bliver de. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...