The Perfect Twist

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Igang
Clary er en 17 årig pige, og bor med hendes velhavende familie i Danmark. Oprindeligt kommer Clary og familien fra USA, men de er flyttet til Danmark for godt et halvt år siden på grund af hendes fars arbejde, hvilket hun er godt træt af. Clary og hendes mor kan virkelig gå hinanden på nerverne, de er to vidt forskellige personer. Det bliver sommer ferie, og Clary og hendes mor har aftalt at hun kan komme til at bo hos sine bedsteforældre i New York. Den tur tager en uventet drejning. Hun skal sammen med hendes bedsteforældre ud at sejle som altid, men dennegang kommer der flere personer med på båden ind forventet. Nemlig selve popsangeren Justin Bieber. Hvordan kommer det til at se ud når Clary skal tilbringe en uge på et skib med Justin som hun overhovedet ik kan lide, men samtidig er han ret charmerende? Hader Justin og Clary hinanden? Eller er der følelser? Find ud af det hele i 'The Perfect Twist'

16Likes
30Kommentarer
1164Visninger
AA

14. UD!

Kulden kom som et tæppe over mig, da jeg trådte op på dækken igen. Den kolde brise susede rundt om mig. Tusmørket var faldet på, og de andre sad ved bordet, alle undtagen mig, som lige have været nede og blive vasket, og fået tørt tøj på. Min bedstefar stod ved styrbordet og sejlede båden frem. Mit blik gled fra de andre til min bedstefar. "Hey bedstefar." Jeg satte mig ned ved siden af ham, da der var to stole ved styrbordet. "Clary," hilste han. "Jeg stod lige og spekulerede på hvad vi skal når vi kommer hjem igen."

"Hvad fandt du så ud af?" Jeg studerede mine negle, som var dækket med en hvid neglelak. "Ikke så meget, jeg har tænkt mig at spørge dig." Hans blik lagde på mig, som et beroligende sove middel. Jeg gabte, og tænkte på min indre kalender.

"Jo på søndag skal jeg til sophias fødselsdag, og den 16 juli skal jeg til endnu en fødselsdag." Han nikkede.

"Du er træt, skal du ikke snart i seng? Vi skal op imorgen klokken seks, der kommer vi cirka ind."

"Jo jeg går i seng nu," jeg rejste mig fra stolen. "Godnat." Jeg kyssede ham på kinden, og råbte til de andre: "godnat, sov godt."

Flere svar kom tilbage, men jeg orkede ikke at skælde mellem alle de forskellige stemmer, og hvem der sagde hvad, som Ismael lige havde sagt: jeg var træt.

Hurtigt fik jeg taget mit tøj af, og Justin kom brasende ind af døren. "Godnat skat," sagde jeg, og kyssede ham hurigt på kinden. "Du kan tro nej... Jeg ligger mig også til at sove."

Jeg lagde mig ned, og ikke kort tid efter kom Justin ned i min seng. "Justin din seng er da den anden."

"Ja men nu ved alle at jeg elsker dig, så hvorfor ikke sove med dig?" Jeg smilte for mig slev, og havde kun et ting at sige: den dreng kunne virkelig finde ud af at smigre en...sødt.

"Har du kun bh, og trusser på?" Hviskede Justin.

"Øh ja, jeg regnede ikke med at vi skulle sove sammen," svarede jeg ærligt. "Skal jeg tage en trøje på?"

"Det behøver du ikke, det er fint for mig," hans hvisken skar i mine øre. "Hvorfor spurgte jeg?" Sagde jeg til mig slev, men alligevel sådan Justin kunne høre det.

Jeg lukkede øjnene, og mærkede svagt en hånd komme listende op mod min bh. Hånden blev lagt på mit ene bryst, men jeg fjernede hånden ned til min mave, hvor den hørte til. Den kom igen bare hurtigtere.

"Justin!" Vrissede jeg.

"Ja okay men det er tiltrækkende," beklagede han. "Drenge." Hviskede jeg.

Langsomt kom hånden igen. Hvor hære bevares, han var trods alt min kæreste, og på et tidspunkt må han jo lidt mere. Jeg lod hånden ligge, da det faktisk var lidt dejligt, jeg lod bare som om jeg sov, så han ikke vidste at jeg gav han lov frivilligt. Men hvad kunne der også ske ved det?

"Turtelduer og Alfredo! Op!" Den skarpe lyd kom fra Scooter. Jeg vendte mig om og prøvede at sove videre. "Clary?" Justins gaben fyldte hele rummet. "Vi skal op nu, klokken er lidt i seks." Så tideligt? Omg jeg kunne jo ikke stå op nu. Mine trætte øjne åbnede sig stille. Jeg mærkede vægten ved min side forsvinde, og der med Justin. Jeg rejste mig fra sengen, og kom hurtigt i tanke om hvad jeg var iført i. "Ups, jeg håber i kan bære over med mig," lige nu var jeg lidt ligeglad, mit træthed fyldte for meget.

Jeg fandt et par sorte skiny jeans, en hvid bluse, og samme højhælede sandaler som igår. Mit hår redte jeg igennem, og lod det hænge naturligt. Efter tog jeg lidt blush for at se bare lidt mere frisk ud, jeg tog mascara og lipgloss, ellers var jeg færdig, og jeg begyndte langsomt at pakke alle mine ting sammen.

Vi kom i land, og jeg ventede bare på at de andre havde ordnet noget på båden. Alt var pakket ind i bilerne, og vi var næsten klar til at køre hjem. Jorden under mig føltes underlig. Underlig men dejlig. Jeg følte igen tryghed, og skulle ikke være bange for at skibet sank eller noget, jeg nød det.

"Clary! Kommer du lige og siger farvel?" Blev der råbt af mig. Jeg svarede ikke men gik over mod de andre.

"Hey Adam, kan du have det godt?" Sagde jeg. Han svingede mig op i luften, og hviskede: "I lige måde. Jeg håber ikke at det er sidste gang vi ses, jeg syntes virkelig godt om dig."

Jeg smilte. "I lige måde Adam."

"Clary mus! Nyd ferien," sagde Scooter. "Hyg dig, det har været en fornøjelse at møde dig." Jeg trak ham ind i et stort kram, og gik hvidere mod Alfredo. Han rakte sin hånd frem, i tegn om at jeg skulle tage hans hånd. "Nu er du fjollet." Jeg trak ham ind i et kram. Først efter noget tid kramme han igen. Det var en akavet følelse at stå og kramme en, som man tideligere havde haft et skænderi med. Heldigvis snakkede de andre så de så os ikke. "Farvel, jeg håber ikke det er sidste gang vi ses." hans stemme lød såret. Jeg nikkede og trak mig ud af krammet.

"Scooter?" Sagde jeg. "Hvor er Justin?"

"Han kommer lige om lidt, han skulle vidst købe noget vand til turen, vi har jo lidt længere ind jer." Jeg nikkede og havde forstået. Rigtigt nok. Ikke længe efter kom Justin gående. Jeg betragtede ham og hans tøj. Han bar en hvid t-shirt, et par sorte hænge røv bukser, som blev holdt oppe med et bælte. Jeg var sikker på at hvis han ikke havde bæltet i ville de bukser ikke sidde i lang tid, men han havde altid sine bukser næsten helt nede om røven. På hovedet var en rød cap, og matchenende røde sneekers. Om halsen hang en guld kæde, som han næsten altid gik med. Jeg lod som om det var helt normalt, men jeg havde bare lyst til at springe i hans arme. Mærke hans blod som kørte i hans åre mod min hud. Mærke hans bankende hjerte mod mit.

"Clary." Sagde han da han stod overfor mig. Jeg lod mærke til at de andre holde op med at snakke, og rettede deres blik mod os. Men lige nu generede det mig ikke. Det eneste jeg havde i hovedet var Justin...min Justin. Justin trak mig ind i et kram. Jeg pressede mig ind mod hans brystkasse. "Jeg elsker dig Clary! Jeg ved ikke om vi må være sammen, men jeg vil kæmpe for at vi må, for et liv uden dig vil ikke blive noget værd."

"Justin gør hvad du kan, jeg beskylder ikke dig hvis det ikke lykkes, men du skal vide at jeg er klar til at være sammen med dig, og stå frem med det for hele verden...jeg ved hvad det indebære." Sagde jeg.

"Nej du gør ej, men det vil du finde ud af!" Justins stemme lød ubehagelig nervøs.

"Jeg elsker dig!" Hviskede jeg. Vi trak os, og kyssede hinanden inderligt, og intimt på munden. Han pressede mig helt ind mod ham, så jeg næsten ikke fik luft. Kysset var forbandet, dejligt. Det var noget man kunne blive ved med, ligesom at side i en hængekøje på stranden med en drink. Man blev aldrig træt af det.

"Justin...vi må videre," afbrød Scooter os.

"Hvornår ser jeg dig igen babe?" Hviskede Justin forpustet.

"Inden længe, ring til mig." En tåre pressede på. Jeg stod og kikkede op mod Justin lige i øjnene. Tåren ville ud. Den faldt blidt ned af min kind. Justin tørrede den væk ved sin finger. "Ikke græd skat! Jeg er lige her."

"Det er du ikke om 2 minutter," jeg kikkede ned i jorden.

"Lad vær og sig det! Vær i nuet! Kys mig." Jeg gjorde som han sagde. Jeg kyssede ham og vores overkroppe blev spildt op i to igen. "Jeg elsker dig Clary! Jeg mener det," Justin snøftede og hans læbe dirrede. "Jeg elsker også dig skat." Min stemme knækkede over. Den var spinkel og skingrende.

"Kom med." Det var min bedstemor, som talte. Hun tog en arm om mine skuldre og førte mig hen til bilen. Jeg tænkte på Justin. Jeg elskede den dreng. Mere ind jeg forventede. Bilen var kølig at komme ind i. Ikke lang tid efter var Justin ude af syne. Tavsheden var dyster i bilen. Det eneste lyd der kom var bilens brummen, og Audrey, som prøvede at slå en flue ihjel, med de bare hænder. Uden held.

Jeg lå i sengen derhjemme, eller det var ikke mit hjem. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogle, jeg ventede bare på at Justin ville ringe. Værelset var lille, men stort engang. Jeg huskede første gang jeg var på ferie her. Jeg var tre og fik dette værelse. På turen herover fik jeg nogle farveblyanter, som jeg var ret stolt over. Så stolt at jeg tænkte at jeg kunne dekorere dette kedelige værelse, og give det noget farve. Der var stadig en smule på vægen, da vi ikke kunne få det af. En skingrende lyd afbrød mine tanker. Det var min mobil. Der stod Justin, så det måtte være ham. Jeg tog Mobilen op til øret.

"Clary?" Sagde han. Jeg blev glad ved stemmen. "Justin. Jeg er glad for du ringer."

"Det var heldigt, for du sagde jeg skulle ringe når jeg kom hjem og havde talt med Scooter om tingene."

Jeg rystede. "Hvad talte i om?"

"Om os," sagde han. "Om vi måtte være sammen." Jeg sagde ikke noget. "Det måtte vi ikke," sagde Justin. "Være sammen."

"Hvorfor ikke?" Jeg så ind i vægen, som om det sket noget spændene på vægen, men det var bare helt hvid.

"Scooter tror ikke jeg kan koncentrere mig nok om karrieren, hvis du kommer ind i billedet." Der opstod en pludselig pause. Så sagde jeg: "Men... men Justin."

"Jeg er så ked af det Clary, jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at få ham overtalt." Jeg hævede øjenbrynene. "Justin," sagde jeg. "Jeg elsker dig alligevel, du skal ikke tro at det har ændret noget."

"Det har det jo."

"Giver du nu også op?" Jeg så stadig ind i vægen. "Igen kan bryde kærlighed."

"Clary jeg elsker dig okay, men vi kan ikke være sammen."

"Så vi slår op?" Jeg rystede på hovedet. "Er det, det du vil?"

Justin var tavs, men sagde: "Nej det gør jeg ikke, min kamp er ikke færdig. Jeg vil stadig kæmpe for at være sammen med dig."

Jeg rystede langsomt på hovedet. "Det tror jeg ikke på." Jeg så Justin for mig. Jeg forestillede mig om at han rettede sig lidt op, og knyttede næverne. "Clary! Det må du aldrig sige, du er mit liv. Jeg elsker dig mere ind noget andet." Jeg hørte forundringen i hans stemme, og krympede mig. Selvfølelig vil han kæmpe for det. Det havde stået klart fra første dag på skibet. "Undskyld Justin. Jeg ved godt du prøver."

"Jeg forstår godt hvorfor du ikke stoler på at jeg prøver."

"Jeg stoler på dig," sagde jeg. "Jeg savner dig bare, jeg er forvirret."

"Jeg savner også dig."

"Hvad gør vi?" Jeg tav med blikket rettet fast mod vægen. "Jeg mener... Hvad gør vi hvis vi ikke må være sammen?" Spurgte jeg. "Skal vi bare ignorer det, eller adlyde?"

"Det ved jeg ikke, men jeg vil ikke droppe dig på grund af det." Sagde Justin.

Jeg lod mit blik falde ned, og kikke over mod sengen, som var lidt mere beroligt. "Jeg kan ikke bare droppe dig, ikke nu."

"Ikke nu? Hvad mener du?" Mit blik gled fra side til side, som om jeg ikke kunne hold ud at se ligeud. "I starten kunne jeg nok godt droppe dig, men nu betyder du for meget. Jeg elsker dig."

"Clary babe." Sagde han. "Jeg lover dig, vi vil aldrig blive skilt fra hinanden. Vi elsker hinanden, og det er spørgsmålet. Som du sagde før: Igen kan bryde kærlighed."

"Kommer vi nogle sinde igennem det her?" Jeg bed mig i læben. "Hjælp Justin."

"Det gør vi, ingen tvivl." Sagde Justin. Jeg overvejede hvordan hans ansigt så ud. Jeg fandt intet svar. Jeg lagde fingerspiderne mod min ene tinding og masserede den, som om jeg havde ondt i hovedet. "Det sker nok en dag," sagde jeg nærmest til mig selv. "Men hvorfor ringede du enlig?"

"Jeg ville faktisk bare advare dig," sagde Justin. Jeg lod min hånd falde. "Mod hvad?" Spurgte jeg.

"Din bedstefar." Sagde han. "Scooter vil ringe til ham og fortælle hvad mig og ham har snakket om. Din bedstefar kommer nok snart ind til dig og siger at vi ikke må være sammen. Jeg syntes bare du skulle høre det fra mig." Jeg drejede hovedet og så på døren, og overvejede om han ville komme ind nu, men jeg slog tanken væk. "Tak for det," sagde jeg. "Det er jeg glad for, jeg vil hellere høre det fra dig ind ham."

"Alt for dig skat," sagde Justin.

"Og lige over skat," sagde jeg. "Har du set hvor lang tid vi har snakket?" Jeg havde lige kikket på mobilen, som viste 15 minutter. "Justin er du der?" Der gik et øjeblik, og et mere. "Undskyld, jeg spiller et spil."

Jeg grinte. "Kan du spille nu?"

"Hvad regner du mig for? Jeg kan sku da altid spille."

"Ja okay slevfølelig kan du det. Men farvel Justin." Jeg fik en kopperagtig smag i munden.

"Farvel skat, elsker dig, alt for meget." Sagde Justin.

"Jeg elsker også dig," sagde jeg. "Og jeg savner dig." Jeg rystede på hovedet. "Men det ved du godt jeg gør." For første gang så jeg mit ejet spejl billede i det lille spejl. Jeg så en anelse af tristhed i mine øjne. Jeg lagde på inden Justin nåede at svare. Jeg vidste at jeg bare ville savne ham for meget, hvis han fik det sidste ord.

Nu var det bare at vente, jeg kunne ikke gøre andet. Jeg vidste at Ismael ville komme. Jeg vidste at vi ville være uenige. Jeg vidste at jeg ville komme til at hade det øjeblik, så jeg kunne ligeså godt forberede mig. Jeg listede ud på badeværelset, som var lige ved siden af mit badeværelse. Her fandt jeg det glas, som Audrey altid stalte på det badeværelse, til når jeg kom. Hun gjorde det altid rent, så jeg var lykkelig over at det var rent. Jeg lod mine fingre holde et stramt tag om glasset, da jeg listede tilbage på det lille værelse. I min taske havde jeg en flaske vin. Ikke fordi jeg kunne lide vin, for jeg hader vin, men jeg fik den deri fra Adam. Han syntes jeg skulle til at drikke vin, så jeg fik den med hjem af ham. Glasset var ikke et vinglas, men det gjorde da heller ikke så meget. Jeg fik åbnet vinen, og var lykkelig over at det var en skrueprop, og ikke en korkprop, for ellers havde jeg aldrig kunne fået den åbnet.

Vinen smagte hæsligt, det fik mig til at tænke på i børnehaven, da jeg kom til at bide et stort hul i min tunge, så min mund blev fyldt af blod. Jeg tog en stor slurk, og tvang mig slev til at synke. Jeg havde set voksne drikke af det, de tog det langsomt og nød det. Men det havde jeg ikke tid til. Efter et glas, hændte jeg op igen. Jeg fik en pludselig kvalme, og fik tvang til at ligge mig på sengen, men jeg gjorde det ikke. Istedet lod jeg mig falde ned på gulvet. En banken på døren gav genlyd. Nu skete det. Tænkte jeg. "Må jeg komme ind?" Spurgte Ismael og lod fingrene køre igennem sit grå hår, selvom der ikke var så meget. "Vi skal lige snakke." Jeg lå på knæ på gulvet, og så nervøst og irritabelt op på ham. "Kom bare ind," sagde jeg selvom han allerede var inde i rummet. "Tak."

Tæt på var det nemt at se at han ikke var så gammel forhold til at han var morfar til en på 17. Hans hårde ansigt var alvorligt, huden var så rynket, og hans blik var klart og roligt. Jeg gjorde en synkebevægelse. "Hvad ville du tale med mig om?"

"Det handler om dig og Justin, men du skal være helt rolig." Jeg sagde ikke noget. Sveden perlede på min pande, og jeg strøg mit lange hår tilbage. "Spændene," sagde jeg omsider, og rejste mig fra gulvet med et gisp. "Det lyder spændene."

"Du ved godt hvad det drejer sig om Clary." Ismael lød tilfreds. "Ikke?"

"Jo det tror jeg..."

"Scooter har lige ringet og sagt, at dig og Justin ikke skal være sammen, og dermed heller ikke må ses igen." Jeg rettede mig op og rystede mine lemmer. Ismael så væk fra mig, som om han fik det skidt. Han stak en hånd i lommen, og smilede til mig. Ind af døren bag ham kom min bedstemor. Med det sammen da hun kom opdagede hun vinglasset og flasken, som Ismael tydeligvis ikke havde set, for da han blev opmærksom på det, forvandlede hans smil til et forskrækket blik. "Hvem drikker vin her?" Forlangte Audrey at få af vide, med en stemme, som lød som skrøbeligt glas. "Hvem drikker vin?"

"Bedstemor," sagde jeg. "Det var mig, som drak vin." Et kort øjeblik var der helt stille. Så grinte Audrey, hvilket jeg fandt besynderligt. "Clary du ved udemærket at du ikke skal drikke vin," hvæsede hun. "Ryd det op med det samme."

"Du ved udemærket at du ikke kan bestemme over mig." Sagde jeg, men min stemme skælvede. "Jeg er over 16."

"Ja men i mit hus drikker du ikke uden at have fået lov!" Sagde Audrey.

Ismael så med i vores skænderi. Jeg blev pludselig forvirret. Jeg havde forventet at jeg skulle skændes med min bedstefar om mig og Justin, men jeg skændes med min bedstemor om jeg må drikke. Jeg havde mest lyst til at stikke af.

"Hold nu op bække to," råbte Ismael. "I opføre jer som pattebørn."

"Du skal blande dig helt uden om, hvis du ikke var kommet her ind ville vi ikke havde skændes!" Skreg jeg.

"Hvad snakker du om?" Råbte han af fulde kraft.

"Jeg snakker om dig! Du ville have kommet her ind og fortælle mig at mig og Justin ikke skal være sammen. Jeg elsker Justin! Jeg vil være sammen med ham!" Tårnene pressede på.

"Hold din kæft! Det ville alligevel aldrig have holdt. Nu forstår jeg pludselig hvorfor din mor ikke kan døje dig. Du er umulig." Råbte han. Jeg var tavs et øjeblik. Ordene ramte mig hårdt.

"UD BÆKKE TO! UD!" Min stemme knækkede over. Jeg kunne ikke sige noget mere.

"Clary, undskyld. Det var ikke sådan ment," hans stemme blev blød, og han kunne godt se at det var dumt sagt. Jeg flyttede ikke mit blik fra ham. Han nikkede undskyldende. De gik ud og lukkede døren efter sig.

Jeg ville væk. Det var de eneste ord jeg fandt i mit hovede. Jeg ville ikke være her længere. Ikke når de behandlede mig som mad. Jeg havde lyst til at rettet op op det, jeg havde inderligt lyst.

9 timer var gået, og jeg havde ikke brugt dem på andet ind at ligge i min seng. Flere gang havde jeg overvejet at gå op og drikke mere vin, men jeg kom fra det igen. Klokken var ni, så det grålige lys var ved at komme frem. To gange have jeg hørt Audrey råben: 'Clary vil du have noget mad?' Jeg havde ignoreret det bække gange, men jeg havde hver gang opdaget hvor sulten jeg faktisk var. Min mave rumlede, og smerten slog mig flere gange, lidt som menstruationsmerter. Forfærdeligt.

Ikke med fri vilje rejste jeg mig op. Hvorfor jeg gjorde det var uklart. Mine fødder føltes ømme at gå på, efter 9 timer ubrugte. Jeg gik ud af værelset, og ned i stuen hvor mine bedsteforældre sad og så tv. Jeg sagde ikke noget, bare stod. Lang tid gik inden de opdagede mig.

"Er du stadig sur på mig?" Spurgte Ismael i det han så mig. Jeg stod og lænede mig op af dørkarmen, og stirrede på ham. "Jeg er ikke sur på dig."

"Jo du er så," sagde han. Hver celle i min krop var i smerter. Inden i skreg jeg af fuld kraft. Men uden på lod jeg som ingenting. Jeg er ikke sur," sagde jeg, imellem sammenbidte tænder. "Bare skuffet."

"Det forstår jeg fuldt ud."

Jeg prikkede i luften med en finger. "Tak for din forståelse," sagde jeg, mens min stemme dirrede af raseri. "Men det hjælper ikke."

"Det ved jeg godt," sagde Ismael. "Jeg ville ikke såre dig, det fløj bare ud af mig, jeg mente det ikke."

"Ingen af os mente det," sagde Audrey, som brød ind i samtalen. "Det kom forkert ud." Hun smilede strålende. Som om det vil hjælpe. "Undskyld hvis jeg brød ind." Jeg så på hende og rystede med hovedet. "Hvorfor blev du så sur?"

Audrey trak på skuldrene. "Jeg blev nok bare overrasket, du er 17 og må gerne drikke, men måske skal du sige det til næste gang."

Ismael pustede ud. Hun vende sig om og kikkede på ham. Han så forskrækket ud. "Har jeg gjordt noget?"

Audrey skulle lige til at svare, men ombestemte sig. "Undskyld Clary, det sker ikke igen," sagde hun. "Er du sulten? Du har ikke spist i lang tid."

"Ja jeg tror vi skal give hende noget. Det ville være klogt." Sagde Ismael "hvad ville du have Clary?" Jeg svarede ikke, men stirrede bare ud i luften med et koldt blik. "Bare giv hende noget," lød det køligt fra ham.

"Jeg går lige hurtigt ud og henter noget." Lød det fra Audrey. Da hun var gået sluttede jeg mig til min bedstefar i sofaen, som blev siddende hvor han sad. Efter en tid kom hun tilbage.

"Her Clary, det er et æble." Sagde hun og satte sig ned i sofaen. Jeg tog imod det, og min mave rumlede. "Og et til dig Ismael."

Der opstod en mærkelig tavshed. Så svarede Ismael: "Tak for det."

Mig, som normalt var bedre til at fange stemningen ind min søster, Viola, tøvede. "Kan vi ikke glemme det, for det har jeg mest lyst til."

"Jo det syntes jeg lyder som en godt ide," min bedstefars tonefald var tørt. "Hvad fik dig på de tanker?"

"Jeg..."

Jeg fik ikke lov at svare før Audrey trådte til: "Lad det ligge, og nyd at vi er ovre det."

"Lad hende dog tale ud," vrissede Ismael. Audrey tav og så spørgende på Ismael. Jeg ønskede at de snart holde op, og begyndte på et andet emne. Jeg kunne ikke klare tanken om at jeg skulle være her så længe hvis vi alligevel skændtes, så jeg valgte bare at betro dem igen. Jeg vidste at under igen omstændeligheder måtte jeg tage hjem. Det ville hverken de eller min mor tillade.

"Okay fint." Ismael så ud til at have svært ved at koncentrere sig, og det han sagde passede heller ikke ind i situationen.

"Bedstefar, hvorfor må jeg ikke se Justin?" Jeg så lige ud, og håbede på et fornuftigt svar.

"Justin har ikke tid i livet til kærlighed. Du ved ikke hvad du går ind til, Justin er ikke et normalt menneske. Du vil blive berømt. Du vil blive hatet på." Men det fik jeg ikke.

"Jeg vidste det spørgsmål ville komme." Sagde Audrey lavmælt.

"Selvfølelig ville jeg det, det handler om mig," vrissede jeg.

"Tror du på at det kan lade sig gøre?" Spurgte jeg. "Bedstefar?"

"Det ved jeg ikke helt," svarede Ismael tøvende. "Du skal nok bare holde dig til hvad Scooter siger."

"Du lyver, du vil ikke sige din egen mening, fordi du faktisk mener at det kan lade sig gøre. Du mener at Justin kan håndtere det, og jeg kan, men alligevel vælger du at gøre som Scooter bare fordi..." Jeg tav da jeg var bange for at jeg var gået over stregen. Audrey knep læberne sammen til en lige streg. "Så er det nok Clary."

Jeg drejede hovede og kikkede underligt på hende. "Undskyld."

"Det gør ikke noget Clary, jeg forstår godt du er sur over det, man kan ikke slev bestemme hvem man forelsket sig i." Sagde Ismael. "Og heller ikke timing, det er en af de få ting du ikke kan styre ved dig slev." Der var en anspændthed i min stemme. "Clary er du okay med det?" Spurgte han.

"Nej, jeg ville ønske jeg kunne glemme ham og skubbe ham væk. Jeg ville ønske det, jeg prøver, men det virker ikke," sagde jeg og så fra min bedstemor til min bedstefar og tilbage igen. "Mine tanker kan ikke få ham ud, han fylder for meget."

"Du er forelsket ikke?" Jeg mærkede klodsveden på rykken, da Ismael sagde det.

"Du behøver ikke sige noget," sagde han imellem sammenbidte tænder. "Kærlighed er kompliceret."

Jeg sagde: "Jo jeg er forelsket..."

"Det tænkte jeg nok." Ismael havde en advarende klang i stemmen, og han kastede et blik på mig.

"Er det for meget Clary?" Spurgte Audrey. "Jeg ved hvor svært der er at tale om følelser."

"Er du træt?" Spurgte Ismael. Jeg nikkede lydløst, mens tårerne pressede på. "Kom her min pige." Jeg tog imod hans tilbyd og lagde mig med hovedet i skødet på ham. Hans hånd nussede mig beroligende i håret. En dejlig følelse at falde i søvn med. Jeg lukkede mine øjne, og inden længe faldt jeg hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...