Uventet

Cecilie finder ud af, at hendes bedste veninde Sam stjæler, og ved ikke hvad hun skal gøre.

1Likes
2Kommentarer
135Visninger

1. Uventet

                                                             Uventet

                                                            af S. Ingemann

De satte sig på Cecilies seng. ”Cecilie, du er min bedste ven,” sagde Sam og hendes skarpe, grønne øjne lyste op. Cecilie smilte hendes perfekte smil med de kridhvide tænder: ”Du er også min bedste ven!” ”Lad os fortælle hinanden ALT!” Sam tog Cecilies hænder: ”Engang ikke?...”

 Det havde været en god dag for deres venskab. De havde været bedste venner lige siden. Cecilie tænkte på dagen, mens hun kiggede på en flot kjole i H&M. ”Prøv den dog,” sagde Sam og gav Cecilie et venligt skub hen mod prøverummene. ”Jeg venter her.”

Cecilie prøvede kjolen og hang den direkte på plads, da hun gik ud af prøverummet.

Da Cecilie kom ind i butikken igen, mødtes hun af et uventet syn. Sams lange, tynde fingre, som altid bar grøn neglelak, snuppede et iPhone-cover fra en skål fyldt med dem og puttede det i lommen. Sam med sin rimeligt spinkle krop slentrede hen mod Cecilie. Hun svingede sit lange lyse hår med de honningfarvede striber i: ”Skal vi gå?!”

Da de gik ud af butikken, kørte der alle mulige tanker rundt i hovedet på Cecilie: ”Hvorfor gjorde hun det? Hvorfor fortalte Sam ikke Cecilie, at hun havde problemer med at stjæle? De skulle jo fortælle hinanden ALT! Og hvad hvis tyverialarmerne gik i gang, når de gik ud af butikken? Hvad hvis ekspedienterne opdagede det og troede, at Cecilie også havde været med til at stjæle? Hvordan kunne Sam gøre det mod hende? De var jo bedste veninder!”

De kom ud af butikken i god behold, men Cecilie var stadig rystet, sur, skuffet og ked af det, over at Sam kunne gøre sådan noget. Cecilie var blevet helt bleg i hovedet over alle de tanker og følelser, Sam havde sat gang i hende. ”Er du ok?” spurgte Sam og kiggede ind i Cecilies chokoladebrune øjne. Cecilie rettede lidt på sit hår: ”Nej, jeg tror, jeg er blevet dårlig. Jeg må nok hellere tage hjem” ”Ok, vi ses i morgen!”

Cecilie bankede på hendes storesøster Dianas dør: ”Må jeg komme ind?” ”Ja, selvfølgelig!” svarede Diana og gjorde tegn til at Cecilie skulle sætte sig ved siden af hende. ”Diana… I dag så… så jeg…” Cecilie blev i tvivl, om det nu var en god ide at fortælle hendes storesøster om episoden. Det var jo hendes storesøster. Diana gav hende et blik fuld af tillid: ”Hvad så du?” Cecilie fældede en tåre: ”Jeg så Sam stjæle!” ”Åh gud! Er du sikker?” spurgte Diana. Cecilie fik ekstra tårer i øjnene: ”Ja. Hvad skal jeg gøre?” Diana tog Cecilies hånd: ”Du bliver nødt til at fortælle Sam, at du så hende stjæle, forsikre hende om, at det ikke er det rigtige og sige, at du nok skal være der for hende!” ”Tak,” sagde Cecilie og gav hendes storesøster et knus. Dianas parfume beroligede Cecilie og forsikrede hende om, at det var det rigtige at gøre.

Det blev næste dag og det eneste, Cecilie kunne tænke på var, hvordan hun skulle sige det til Sam. ”Cecilie, følger du med?” spurgte hendes lærer. ”Ja,” svarede Cecilie, mens hun kiggede ned i bordet. Hendes lærer smilede: ”Så kunne du måske svare på det spørgsmål, jeg lige har stillet dig?” Cecilie rettede sig op: ”Jeg… ved, eller jeg tænker…” Alle de stirrende blikke, der hvilede på hende. De deprimerende, halvt nedfaldne plakater på væggene. Og så lugtede der stadig af madpakker fra spisefrikvarteret. Cecilie kiggede rundt: ”Jeg…” ”Kom nu!” råbte Karl. Læreren kiggede strengt hen på Karl: ”Lad være med at stresse hende! Men måske kunne du snart svare Cecilie?”

Cecilie fulgtes med Sam hjem fra skole: ”Det var hyggeligt i går Cecilie!” Cecilie tog sig sammen. Det var nu, det skulle siges: ”Ja, det var det. Men Sam jeg så dig… Stjæle” Sam stoppede op: ”Jeg er ked af det!” ”Det behøver du ikke at være. Men der er noget, jeg ikke forstår…” ”Hvad er det?” Sams intense, grønne øjne stirrede nysgerrigt på Cecilie: ”Sam, du mangler jo ikke penge! Det er det, jeg ikke forstår! Hvorfor stjæler du?” Sam var nervøs, da hun svarede: ”Jeg ved det ikke… Men det er måske følelsen af selvsikkerhed, når jeg går ud af butikken og det lykkedes! Jeg ved det lyder mærkeligt, men…” Cecilie rystede langsomt på hovedet: ”Det er ok. Bare du kan love mig, at det ikke sker igen?” ”Det lover jeg!”

 

 ”Cecilie…” Sam lød alvorlig. Cecilie vendte sig om: ”Hvad er det, Sam?” ”Tak for at du fik mig til at indse, at det er forkert at stjæle. Du er en god veninde,” sagde hun og krammede Cecilie. ”Det var da ikke noget,” sagde Cecilie og smilede hendes venlige, perfekte smil. Sams mor afbrød: ”Piger, der er aftensmad!” ”Lad os gå ned!” foreslog Cecilie, og de gik ned af trappen. Sam stoppede hurtigt op: ”Endnu engang tak”.

De gik ned af Strøget, da Sam fik øje på en butik: ”Lad os gå der ind!” Cecilie kiggede på Sam: ”Er du sikker på, du kan klare det?” Sam grinede lidt: ”Ja, det var jo ikke noget med, at jeg var afhængig af det, vel?!”

De gik ind i butikken og styrtede i hver sin retning for at kigge på det, de havde fået øje på. Cecilie så på et par øreringe. De var æggeformede med en hel masse forskelige mønstre på hver ørering. Men et bestemt mønster fangede Cecilies øjne. Det var et neongrønt bånd, der gik rundt om øreringen med sorte takker på langs. Det mindede Cecilie om engang for mange år siden, hvor Sam havde været med Cecilies familie på ferie i Grækenland. Ved hotellets restaurant havde der været en sandkasse, som hende og Sam legede i hver aften, mens de ventede på, at Cecilies forældre havde spist færdigt. I sandkassen havde der været en neonpink spand med de samme takker som på øreringene. Det havde været en super god ferie.

Sam kom hen til Cecilie med en gul sommerkjole. Hun hviskede: ”Cecilie, du har en stor taske. Tag min kjole ned i den, og så tager jeg dine øreringe.” ”Hvad?! Vil du have mig til at stjæle?” hviskede Cecilie højt. ”Kom nu bare! Der sker ikke noget,” forsikrede Sam. Cecilie så skuffet hen på Sam: ”Du sagde jo, du var færdig med at stjæle!” ”Ja, okay! Men vil du betale 70 kr. for de der?!” lokkede Sam. ”Jamen.. Jamen… Det er jo forkert!” råbte Cecilie. Sam gav Cecilie det der slap af! - udtryk: ”Så du vil ikke?” ”Nej, selvfølgelig vil jeg ikke det!” råbte Cecilie, mens hun lavede en masse armfagter. Sam udbrød: ”Hvis du går ud af den her butik uden mig, er vi ikke venner mere!” ”Hvordan kunne hun sige det?” tænkte Cecilie.  ”Så er vi ikke det!” råbte Cecilie, lagde øreringene og styrtede ud af butikken.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...