Sig det med blomster

"Alt er det samme, præcis som før. Intet er ændret. Det er normalt, det hele er trivielt. Den samme smøre, den samme hverdag.
Det er i hvert fald det, jeg prøver at bilde mig selv ind, det jeg siger, for at få min naive hjerne til at forstå, at intet er hændt, intet er anderledes. Det er til og med også det omverdenen beskuer. Der er ikke mange ridser i glasset, nærmest ingen skår i porcelænet. Marmorstatuen står fint og elegant, som altid stort set foruden en flig. Udadtil er min ryg rank, jeg står oprejst, selvom jeg ikke burde og viser, at jeg er en kvinde, der står ved, hvem hun er, og hvad hun vil, men inderst inde, bag hele denne robuste, opsatte facade, der hvor kernen finder sted, hvor jeg ikke længere har mulighed for at ligge skjul på hændelsen, er jeg et nedlagt byttedyr, så krumbøjet at jeg udelukkende kan se mine egne fødder."

4Likes
0Kommentarer
755Visninger
AA

11. Kapitel 9

”Hun er sindssyg,” konstaterer han halvkvalt i et gab og lukker protokollen i.

Hans ånde stinker af indestængt kaffe, flere krus med brune kanter står tomme foran ham, og den blander sig med lugten af desinficeringsmidlet.

Han har ikke barberet sig i dage, har ikke haft tid. I stedet for har han kæmpet med sagen, først skimtet, dernæst gennemlæst alt igennem flere gange. Som skulle han læse korrektur på en roman, har han gennemtjekket hvert eneste ord i en uendeldighed, men der er ingen stavefejl, værket er fejlfrit.

Han har gjort mere end de andre, mere end blot en almindelig indsats for at finde frem til nogle resultater, et svar på hvad det i virkeligheden er, han har at gøre med. Men det er håbløst. Der er langt flere papirer, end der er information.

Han har skrevet stikord ned på en gul notesblok, ganske få ord, har forsøgt at samle op på det hele, strege over og indsætte, men de kan ikke bruges til noget, de er fritsvævende, tilfældige og ikke efterfulgt af noget brugbart.

Skrivebordet er rodet. Fyldt med mapper og diverse papirer. De ligger i bunker, flyder så man slet ikke skulle tro, at der var en orden. Stakke så høje og skæve som tårnet i Pisa.

”Hvad mener du?” spørger hun.

Hun er ny, har ikke været ansat ret længe. Hun er der bare, men desværre ikke som en behjælpelig brik i puslespillet.

Han ryster opgivende på hovedet, tager sig til tindingen med den ene hånd og åbner igen protokollen, der ligger foran ham, op.

”Hun findes slet ikke. Jeg har kigget overalt, i vores database, i vores register. Der findes ikke nogen Elizabeth Stesse. Jeg ved ikke, hvor hun har fået det fra. Vi fandt heller ikke noget lig. Der er ikke noget af alt det her, der giver mening. Huset var fuldstændig tomt, ingen spor og slet ikke på et mord. Jeg er i tvivl om, det i virkeligheden bare er noget hun siger for at holde os for nar, skjule den egentlige sandhed.”

”Hvad snakker du om?” Hun lyder lige så forvirret som han selv.

”Jeg ved det snart ikke. Jeg har aldrig været ude for noget lignende før.”

Han klør sig i skægget.

”Sagde hun noget, da du var inde at tjekke til hende?”

Hun tænker sig om.

”Bare det sædvanlige. Hun ævlede løs om sine cigaretter, at hun var ked af det, og at hun elskede mig. Hvis det ikke var så absurd, ville jeg føle mig helt flatteret.”

Han rydder pladsen foran sig af, ”Hun troede altså, at du var hende?”

”Ja, igen. Jeg ved slet ikke, hvad der går af hende. Det er som om, at pillerne overhovedet ikke hjælper, og hun tager dem ellers fast hver dag. Jeg har endda øget dosissen for at få en mere effektiv effekt.”

Han sukker, ”Hun er og bliver et mysterium, som jeg virkelig ikke kan gøre mig klog på. Sherlock Holms ville sikkert heller ikke kunne finde hoved eller hale i denne sag.”

Uniformen klæber til huden, han sveder, det er varmt. Airconditionanlægget gik i stykker i går, men han har ikke haft tid til at kigge på det eller ringe til en reparatør. 

”Hun var ikke aggressiv, vel?”

Hun ryster på hovedet, ”Nej, langt fra, nærmere kærlig.”

Han kradser sig på næsen, så en lille hudflage falder af. Neglebåndene er nedbidte og slidte. Alt for meget arbejde, på alt for kort tid.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op?  Det er som om, at jeg er kommet på vildspor, men jeg har slet ikke fundet noget, der ellers kunne vildlede mig.”

Han har store, svulmede poser under øjnene. Langt mere blå end Atlanterhavet.

”Eller om der i det hele taget er noget at stille op. Måske er hun bare tosset? Det ville være så meget lettere, så kunne jeg holde fri, og hun kunne blive siddende.”

Han drømmer, drømmer om frihed, en shardaferie på Hawaii med hele familien. Matchende Hawaii-skjorter, de skulle slikke solen, bunde cocktailsene. 

”Men alligevel, at opdigte et helt liv. Det virker dog for sygt til at være sandt. Jeg tror slet ikke, at det er muligt. Så er man da helt sikkert langt ude at sejle. Det er drømmetænkning, du gør dig, og jeg forstår dig godt, du må have misset meget søvn og være fuldstændig udmattet.” 

Hun tager ham på skulderen og giver den et nænsomt klem.

”Men tab ikke modet. Du skal nok finde løsningen på problemstillingen før eller siden.”

Han har tabt gejsten, bukker sig ned for at samle den op, men kan ikke finde den.

”Men hvordan? Hun findes jo slet ikke. Jeg kan ikke finde noget, der slet ikke eksisterer. Giv hende nogle flere piller uanset udfald, jeg orker ikke mere.”
Maven rumler. Han har måttet springe frokosten over igen i dag.

”Vi må bare fortsætte indtil da,” det er tydeligt at høre, at hun er ny og uerfaren, for godtroende og håbefuld.

”Jeg går ind med frokost til hende om en halv time og håber på det bedste.”

Han rejser sig fra kontorstolen, knækker ryggen og strækker arme og ben.

”Jeg tager en rygepause og tænker videre over den,” siger han søvnigt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...