Sig det med blomster

"Alt er det samme, præcis som før. Intet er ændret. Det er normalt, det hele er trivielt. Den samme smøre, den samme hverdag.
Det er i hvert fald det, jeg prøver at bilde mig selv ind, det jeg siger, for at få min naive hjerne til at forstå, at intet er hændt, intet er anderledes. Det er til og med også det omverdenen beskuer. Der er ikke mange ridser i glasset, nærmest ingen skår i porcelænet. Marmorstatuen står fint og elegant, som altid stort set foruden en flig. Udadtil er min ryg rank, jeg står oprejst, selvom jeg ikke burde og viser, at jeg er en kvinde, der står ved, hvem hun er, og hvad hun vil, men inderst inde, bag hele denne robuste, opsatte facade, der hvor kernen finder sted, hvor jeg ikke længere har mulighed for at ligge skjul på hændelsen, er jeg et nedlagt byttedyr, så krumbøjet at jeg udelukkende kan se mine egne fødder."

4Likes
0Kommentarer
743Visninger
AA

7. Kapitel 5

”De skal være røde,” siger jeg stille med fast betoning, for rød var din yndlingsfarve, rød står for kærlighed var det, du plejede at sige til mig, hver gang du forærede mig en af de mange buketter. Hvorfor du gjorde det, forstod jeg aldrig helt. Du fornyede ikke udvalget, en gammel traver. 

De duftede altid, kun svagt, men de duftede sødt, en sødme der stadig hænger i mine bihuler.

Jeg savner de buketter, dine mange smil og kys på kinden. Når det kommer til stykket, så var buketterne egentlig ligegyldige, men du, du var langt fra. For en gangs skyld må jeg være hudløst ærlig, det er dig, jeg savner. 

Nu kendetegner farven rød desværre noget ganske andet. Det blodrøde som havde lagt sig som dalmatinerpletter på trappen.
Jeg havde ikke magtet at tørre dem op efter episoden, jeg var for drænet, men allerede næste dag lå de indtørret. Selv Vanish kunne ikke få dem fjernet, selvom jeg skrubbede så ihærdigt med tårefyldte øjne og agtede aldrig at give op.        

”Vi har desværre kun hvide, går det an?”

Jeg tror jeg skuler, min anigstsmimik løber i hvert fald af med mig, for hvilken næsvished at spørge, når kontrasten hvid derimod står for uskyld, noget jeg så gerne ville tro på, jeg stadig var, uskyldig, men drømmetænkning har jeg nok af.

Jeg tager mig til hovedet. Det var ikke lige det svar, jeg havde håbet på, ikke lige den overvejelse jeg havde gjort mig. Hvorfor er alle mig da også imod? For en gangs skyld, kan det så ikke bare gå som ventet?

De skulle være røde, fordi rød var af betydning, fordi rød havde en historie, når det galt os. En historie der vedrørte det gode, og det der var straks værre.

Solnedgangen;  vi holdt picnic i Bringstrup skov, sad ved den store lysning, hvor en flok blå drengespejdere havde tændt et bål et par meter længere væk.
Flammerne var smukke, som de slugte bladene fra vinden og gnistrede mætte. Løvskoven blev en dybrød, da solen begyndte at gå ned. Himlen blev dunkel, men ved os lyste alt op.
Spejderne sad ved bålet og sang en lejrsang om Gud og hans omsorg til verdenen. Du syntes, det var sødt. Jeg var mere optaget af spejderlederen, der havde en pakke Cecil på låret. 


Den rødeløber; det var firmaaften, første gang jeg hørte dit navn. Ligesiden har jeg aldrig glemt det. Temaet var kendiser. Elvis havde tabt sig, Michael Jackson var stadig sort. 
Jeg ramlede ind i dig på den rødeløber, havde drukket for meget til at jeg kunne stå i mine stiletter. Hvilket spetakel jeg var.

Du begyndte at fnise, da hælen knækkede. Det så sjovt ud, når jeg humpede rundt på gulvet. Jeg tror, du havde medlidenhed med mig, men du ville ikke indrømme det. 
Du lånte mig dine sko og gik med sokker resten af aftenen. De var for store ude ved tæerne, men dejlige at gå med. Du fik dem tilbage ugen efter. Jeg forstod aldrig helt, hvem du skulle forestille. 

Min vinrøde kjole på dagen. Ja, rød har mange betydninger, mange minder gemt i sig. Farven rød er en helt lille billedbog i sig selv, en Bamse ville misunde.

”Ja, det er fint nok,” hører jeg mig selv sige lidt efter uden at have tænkt det igennem.

Hellere noget frem for intet, det er vel sådan det hele fungerer. Hellere gøre en god gerning, i stedet for blot at lade den leve i tankerne, der er lidt Robin Hood over det. Der er så meget andet, der alligevel svæver rundt derinde, så jeg tror slet ikke, at der vil være plads til endnu en.

Damen vralter med sin lille prop af en krop fra disken og hen til stativet, hvor de hvide roser står i en sort spand. Hun minder mig endda lidt om Prop fra Prop og Berta, umådelig klodset, forvirret og enfoldig. Der skal vist ikke de store kompetencer til for at blive blomsterhandler, bare en HG.

Hendes fyldige bagdel hopper op og ned til de tunge skridt, skriger efter luft og plads i de alt for stramme jeans. Selvom man lider, er det ikke alle, der lider for skønheden, det er hun dog et bevis på.

Jeg får en svag fornemmelse af opkast i munden, hvorfor udsætte sig selv og ikke mindst andre for sådan en lidelse. 

Der er mange andre slags blomster end blot de hvide roser; tulipaner, nelliker, violer, hyacinter. En hel flok at vælge mellem, men jeg har allerede bestemt mig, jeg står fast og vil ikke gi mig, og hvis du var her, havde du gjort det samme, for det er sådan, det altid har været, og derfor også sådan det altid skal forblive. Roser er et tegn på vores kærlighed.

Hun tager tre af dem op fra spanden og smiler godtroende over til mig.

Hvad tror hun dog om mig, jeg ryster på hovedet, ”Det skal være 5,” siger jeg.

Fem var dit yndlings tal, og du sagde, det skyldtes, at det var den femte, jeg blev ansat. Det var skæbnebestemt, skrevet i stjernerne. Jeg syntes derimod, at det var fjollet af dig, og jeg fik det til og med ilde af at høre på dit uendelig plapreri om, hvordan Gud ville give os en chance sammen. At ophæve lige præcis den dato, det er jo bare et tal, et ciffer, men når nu du mangler, ser jeg meget lettere betydningen bag det.

Hun gør tegn med tomlen, som i, at hun har forstået min bestilling og tager to ekstra op i hånden til de andre og vralter igen tilbage til disken.

Jeg kigger på hende, måske nærmest overvåger hende. Hun virker nysgerrig, påtaget, som om hun vil vide mere, end hun umiddelbart burde. Det er ikke alt, man skal stikke snuden i, unge dame.

”De skal pakkes ind, ikke?”

Jeg burde blive nervøs over hendes formodning, måske er jeg det endda også, for hvordan kunne hun vide det, har hun lurvet mig? Er jeg virkelig så let at se lige igennem? 

Men hun siger det rutineret, det er arbejde, det er penge, hun er bare ligesom psykiateren.

Jeg nikker, de skal pakkes ind, de er en gave, måske rettere en undskyldning.

Kan jeg tillade mig at kalde dem for en forsoningsgave? Hvilken latterlig tanke, for det er ikke alt, man er i stand til at tilgive, og jeg tvivler stærkt på, om du kan.

Hun river et stykke gennemsigtigt plastpapir af rullen. Det går lidt galt ude i kanterne, men hun forsøger at skjule det for mig. Mit falkeblik opfanger desværre alt, dog jeg undlader at påpege det. Selvom jeg så gerne vil have det hele til at være perfekt, ved jeg, at det ikke kan gøre sig muligt.

Ordet perfektion findes ikke længere i mit ordforråd, det er forsvundet, sporløst, for da jeg troede, at alt var det, det hele som det burde, endte jeg med at blive noget så grueligt skuffet.

Roserne bliver samlet med en hvid elastik rundt om stænglerne. De er egentlig pæne, på trods af de er hvide. Åbenbaringen kommer helt bag på mig.

Jeg kan ikke gøre mig klog på, om de dufter. Enten er det dem, eller så er det hende. Dog man ikke ligefrem går ud fra, at en kvinde af hendes kaliber kan udsende andet end en dunst af sved og overbelast.  

Hun svinger plastpapiret rundt om buketten, leger med et stort hvidt bånd og formår til min forbavselse at lave en helt professionel sløjfe. Jeg har nok undervurderet hende en anelse, skuet hunden på hårene, det må være en HF. 

”Skal der et kort til?” spørger hun med salgsstemmen. Kurser, kurser og atter kurser. Der er intet personligt over det, udelukkende en drift efter penge, indtægt.

Hun er noget så indfiltrende, påtrængende, efter min smag, en sælger ved døren, man ikke kan tillade sig at lukke ude.

Hun tager en skuffe frem og lægger den på disken. Den er fyldt med små til og fra kort i alle mulige varianter, farver, størrelser og former. Lidt patetisk at udvalget af kort egentlig er langt bedre end udvalget af blomster.

Jeg kigger på dem, snarere henover. De er sølle, kedelige i en vis forstand på trods af de mange forskelligheder. De er til overpris, jo større desto dyre, det er typisk.

Der er kun plads til enkelte linjer på de mindste af kortene, kvantitet frem for kvalitet.

Jeg er lidt usikker på, hvad jeg i det hele taget skulle skrive i sådan et kort, for hvad er der at sige? I hvert fald ikke noget, der er kortfattet og plads til.

”Det skal nok være det her,” siger jeg, imens stemmerne skriger, knipler mig som den sande forbryder jeg i virkeligheden er, og peger på et lille sort kort med et hvidt kors. Det vil du kunne lide.  

Hun tager det op, kigger selv nøje på det, ”Usædvanlig smag,” konstaterer hun og formår at støde kunden og miste sin bonus samt guldstjernen.

Jeg nikker, men siger ikke noget. Jeg forstår godt, at jeg er den eneste kunde i butikken med sådan en service, det bliver en stille dag.

”Vil du have, at der skal stå noget på det?”

Hun finder en kuglepen frem fra sin brystlomme, før jeg overhovedet når at agere.

Jeg spekulerer på, hvor svedig den ikke må være, når den sådan har siddet der mellem de springende kasser. Det må være forstyrrende at have dem svingende rundt om hovedet hele dagen.

Hvis jeg var hende, havde jeg overvejet en brystoperation. Ikke mindst er de egentlig en smule frastødende, men oven i købet må de også være tunge at slæbe rundt på. Hun må have hul i ryggen.

De er sikkert tungere end min taske. Nu forstår jeg snarere, hvorfor kortene er så dyre. 

Jeg tror, at hun kan se, jeg grubler. Over hvad er derimod en anden sag.

Men hun stillede spørgsmålet, det jeg ikke selv har svaret på og slet ikke er sikker på, at jeg nogensinde kan finde, for hvad er ord i min situation? Uanset hvad, så kan de aldrig blive nok.

De kan ikke beskrive min smerte, min sorg. De kan ikke få dig tilbage, få dig til at elske mig, som du engang gjorde.

Jeg får en klump i halsen. Min mund bliver tør. Sahara.

”Du kan også bare selv skrive i det senere,” bryder hun hurtigt ind og sætter det fast mellem båndet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...