Sig det med blomster

"Alt er det samme, præcis som før. Intet er ændret. Det er normalt, det hele er trivielt. Den samme smøre, den samme hverdag.
Det er i hvert fald det, jeg prøver at bilde mig selv ind, det jeg siger, for at få min naive hjerne til at forstå, at intet er hændt, intet er anderledes. Det er til og med også det omverdenen beskuer. Der er ikke mange ridser i glasset, nærmest ingen skår i porcelænet. Marmorstatuen står fint og elegant, som altid stort set foruden en flig. Udadtil er min ryg rank, jeg står oprejst, selvom jeg ikke burde og viser, at jeg er en kvinde, der står ved, hvem hun er, og hvad hun vil, men inderst inde, bag hele denne robuste, opsatte facade, der hvor kernen finder sted, hvor jeg ikke længere har mulighed for at ligge skjul på hændelsen, er jeg et nedlagt byttedyr, så krumbøjet at jeg udelukkende kan se mine egne fødder."

4Likes
0Kommentarer
752Visninger
AA

4. Kapitel 2

Alt er det samme, præcis som før. Intet er ændret. Det er normalt, det hele er trivielt. Den samme smøre, den samme hverdag.

Det er i hvert fald det, jeg prøver at bilde mig selv ind, det jeg siger, for at få min naive hjerne til at forstå, at intet er hændt, intet er anderledes. Det er til og med også det omverdenen beskuer. Der er ikke mange ridser i glasset, nærmest ingen skår i porcelænet. Marmorstatuen står fint og elegant, som altid stort set foruden en flig.
Jeg er guldbelagt, skinner i skæret fra solen, hvis ikke ligefrem blænder. 

Udadtil er min ryg rank, jeg står oprejst, selvom jeg ikke burde, og viser at jeg er en kvinde, der står ved, hvem hun er, og hvad hun vil, men inderst inde, bag hele denne robuste, opsatte facade, der hvor kernen virkelig finder sted, hvor jeg ikke længere har mulighed for at lægge skjul på hændelsen, er jeg et nedlagt byttedyr, så krumbøjet at jeg udelukkende kan se mine egne fødder.
Jeg er dog kun messing indeni. 

”Hvorfor siger du ikke noget?” spørger han med irritabel stemme. Han har mistet sin tålmodighed med mig efter de mange gange foruden svar. Jeg er et håbløst tilfælde i hans øjne ligesom i mine egne. Man kan ikke redde alle udsatte, så glem mig dog.

Jeg lader som ingenting, undgår emnet og kigger blindt ud ad vinduet. Hvad laver jeg her?

Det er for latterligt, hvad skal jeg sige? Jeg har så uendelig meget på hjerte, men alligevel kan jeg ikke få et eneste ord ud. Jeg er stum, jeg har mistet mit mæle.

Jeg bebrejder ham ikke noget. Jeg er svær at samarbejde med, ikke ligefrem samarbejdsvillig, den har jeg hørt før. Alt for ofte. Det med kompromisser, det ligger ikke til min natur, langt fra derimod. Jeg er så unaturlig.

Han gør sit bedste, følger håndbogen, der gerne skulle kunne udrette mirakler, men han er ikke et orakel, kan ikke spå fremtiden og vide, hvor jeg vil ende henne. Mit dilemma indgår ikke i feltbogen. Jeg er ikke bare en af dem, man kan læse sig til. Han kan ikke sådan uden videre slikke på sin tommel- og pegefinger, fumle med siderne, bladre forbi og til sidst slå op på side 4 for at sige; ”Ja, du er vist ramt af depression”. Således fungerer det ikke her, så nemt er det ikke, børnehaveproblemer er ikke det, vi leger med, for mit problem er desværre langt mere avanceret end som så, det ved jeg, for jeg har selv været dum nok til at komme det til livs.

"Vi får jo ikke noget ud af det her, hvis du ikke gider at være engageret. Hvis jeg skal være ærlig, så spilder du min tid, og jeg spilder din, hvilket er en skam. Burde vi ikke bare få bearbejdet de egentlige problemer, i stedet for at stille nogle nye til skue?”

Han er frustreret ikke nogen tvivl om det. Han er indædt over, at jeg skal bringe så mange stridigheder i spil. Det behøves jo slet ikke, jeg skal blot bekende, vise mine kort, indse min synd og forstå mig på den, men konsekvenserne er ikke lige så lette at overskue, når det kommer til stykket, som det naturligvis gør.

I et større perspektiv, så har jeg heller ikke gjort noget, jeg er ren som duen, skyldfri som spædbarnet, så hvad er der egentlig at bekende? Jeg kan ikke stå ved noget, som aldrig har fundet sted. Det ville være uærligt, det ville være amoralsk, det ville ikke være noget, du ville bryde dig om.

Måske er han indædt, men jeg er langt mere over at tie, over at fortvivle.

”Jeg tror bare, at vi må lægge den her. Jeg har ikke et behov for at bearbejde noget. Jeg har det fint, og ser ingen forståelse eller nødvendighed i at være her.” Jeg er kold, kold i røven vil nogen måske mene, lige til en omgang forfrysninger, men forstår man sig nærmere på min situation, er jeg jo blot led og ked. Led og ked over hele episoden, over alt det hændte. Det glippede for mig, det hele gik skævt. Jeg joggede i det, trådte i spinaten. Mit liv er vist bare en af de dårlige komedier med dåselatter, platte jokes, bilscener hvor man kører på den samme landevej i timer. Jeg bliver aldrig en bestseller, jeg egner mig kun til discount.

Meget er jeg sikkert nok, men langt fra kold og endnu længere fra følelseskold.

Han ser måbende på mig, endelig har jeg fuldført en hel sætning, både med indskudte sætninger og foruden pause. Denne gang har jeg ikke tøvet, jeg har været bestemt, direkte, endda konkret. Jeg har ikke siddet forstenet og kigget den anden vej, jeg har brudt Medusas trolddom.
Sorgmodigt nok har min pludselige indsats desværre ikke gjort det lettere for ham som psykiater. Han er en af de kunder, man bare ikke kan tilfredsstille, uanset hvor ihærdigt man så end prøver. Kjolen er for kort, luder, pengene for små, bums. Er det en plet?

”Jeg forstår godt, at det her er vanskeligt for dig, du har mistet meget på kort tid, og det er selvfølgelig ikke et skånsomt emne at komme ind på, det er hårdt og tagende, så selvom du siger, at du ikke har behov for at bearbejde hele situationen med mig, var der nok en grund til, at din familie henviste dig til mig. Du har været trist og depressiv efter dødsfaldet, og det er ikke noget man lige umiddelbart kan lade gå uset hen. Du har brug for at få snakket om tingene, og jeg er her for at hjælpe dig med det og intet andet. Vi behøves ingen relationer til hinanden, et muligt bekendtskab, vi behøves blot at snakke om det, der tynger dig.”

På trods af hans milde ydre, at jeg kan forestille mig ham sidde og læse Peter Pedel op for sine børnebørn i den bekvemme, grønne lænestol og med en kop sortkaffe i hånden, er han en hård negl, der ikke er til at knække. Han får vist for mange vitaminer indenbords.

Jeg er arbejde, penge lige ned i lommen, som han helst ikke vil gå af med frivilligt. Han er timelønnet, og derfor ville det være frygteligt, hvis jeg gik før tid. Åh nej dog.

Penge er vigtige her i verdenen, det var engang let for mig at forstå, har man ingen, kan man intet. Konstant er man begrænset, når det vedrører summen på ens konto, konstant er det vores drift. Penge giver et godt liv, et dejligt liv. De ord har vi fået indlært fra fødslen sammen med kristendommen. Det er dog ikke længere helt samme rolle, de primitive sedler spiller i min tilværelse, for selvom min konto er på plus, selvom jeg kalder på forfremmelse og lige har fået en bonus, så har pengene ingen indflydelse på, hvad jeg længere kan og er i stand til. Jeg har ikke brug for dem, lyst til dem, nogen af dem. Ingen materielle goder er i stand til at eliminere det kaos, der så småt er i gang med at tage affære i mig.

Jeg er tom og ulykkelig, penge fører ingen glæder med sig, derimod gjorde du.

Kanden står stadig på bordet, præcis samme sted som sidst. Den er af plastik, brugt, ren ophørsudsalg og bestemt ikke fra Ikea. 
Små luftbobler stiger op fra vandet. Det er lunket, har stået her siden, jeg kom, hvis ikke endnu længere.
Jeg har ikke rørt mit glas, knap nok ænset det, selvom han har fyldt det op, til og med før jeg havde sat mig. Det er dog tydeligvis halvtomt.  
Selv har han drukket sig til en fuld blære, stilheden samt presset har taget på ham, og han har måttet udfylde de mange pauser.
Det står der bare, hver gang, uden en egentlig funktion. Den rene lokkemad. Jeg er dog aldrig faldet i, sænket mine parader og taget en tår, selvom min mund har været en hedeslette. Jeg ved ganske vel, at blot en slurk straks indikerer til en samtale, som jeg absolut ikke lyster at deltage i. 
Jeg tvivler på, om han overhovedet skifter det, selvom en ny klient træder ind gennem døren. Yderst indbydende. Genbrug er nu også blevet så moderne her for tiden.
Gad vide hvem der sidst har drukket af mit glas? Læbestiften på kanten typer på, at det var en kvinde eller en drag. 

”Jeg er ked af det, men jeg klarer det selv. Undskyld at jeg har spildt din tid, det var ufølsomt af mig.” Med de ord rykker jeg stolen ud og rejser mig op. Jeg skal ikke længere sidde i dette alt for klaustrofobiske rum med syntetisk lys, kunstigt hvide vægge og et topvindue med en misvisende skyfrihimmel, der tyder på, at en lys dag er mig i vente. Ren ironi, lyse tider er langt fra forude.

Han ryster opgivende på hovedet, ”Det er dit valg, jeg kan ikke tvinge dig til noget, som du ikke vil, selvom jeg synes, at du burde.” Han lukker øjnene i, han er træt og udmattet, ligesom mig, det har vi dog tilfælles.

Mon alle hans klienter er sådan, lige så vanskelige og uforståelige som jeg? Det må kræve meget mentalitet at lytte til andres problemer dag ud og dag ind, som en konstant form for tinnitus, en infernalsk larm. Bare mine egne er ved at tage livet af mig, så jeg kan slet ikke forestille mig at skulle lægge øre til andres oveni.

Han må have det hårdt, men han er i det mindste ikke ene om det, ellers havde han siddet i jobcenterets venteværelse sammen med præsten.

Jeg sender ham et påtaget smil i døråbningen, som han tilsyneladende ikke ænser på grund af de sammenknebne øjne. Alt jeg hører fra ham er et lille, udmattende støn.

Jeg vil ham jo intet ondt, det har jeg aldrig villet nogen, heller ikke dig, jeg vil bare ud, væk fra det hele, der minder mig om min egen skyldfølelse. Jesper Fåreskylling sidder og gnider salt i såret som min lille, rædsomme samvittighed. 

Jeg lukker døren i bag mig, stille, for ikke at larme, påføre mere harme end jeg allerede har påført verdenen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...