Demons

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2014
  • Opdateret: 15 jun. 2014
  • Status: Igang
Alex er en dreng der holder sig meget for sig selv. Han har aldrig været guds bedste barn, og har en ualmindelig lyst, som ingen må vide noget om. Men Dina presser på for at gennemskue ham. Her er en mørk kærlighedshistorie til de der gerne vil læse om andet end "og de levede lykkelig til deres dages ende"
Novellen er inspireret af Imagine dragons - demon. For hver kapitel er der et vers. Og for den vågne læser finder man ud af at kapitlet og det tilhørende vers spejler hinanden.

3Likes
5Kommentarer
481Visninger
AA

1. Lysten til blod.

When the days are cold
And the cards all fold
And the saint we see
Are all made of gold.

 

Den kom skyllende over mig, som en af de der store og pludselige bølger fra vesterhavet. Jeg var uden forsvar. Blod. Lysten til blod. Lysten til at få blod på mine hænder. Ikke mit eget, men en andens. 

Jeg sukkede, drak det sidste af min øl og forlod baren. Det var koldt udenfor, en tynd lag sne dækkede fortorvet. Klokken var halv tre om natten og de fleste anstændige mennesker var gået i seng for længst. Det var tirsdag og de skulle tidlig op på arbejde. 

Jeg gik hen ad en sidegade. Ovre i et hjørne af en blindgyde sad en ældre mand med sin hund. Jeg gik med langsomme skridt hen til ham, til jeg stod lige overfor og kiggede ned på ham. Ikke bare var han gammel, han var også syg. Man kunne se det i de trætte øjne og de blege læber. Hans hænder rystede og han kiggede bare hjælpeløs op på mig. Ingen vil savne ham eller hans loppebefængte hund. 
Mine hænder greb om knivskaftet, under min jakke. Min puls var steget og jeg kunne mærke sveden så småt begynde at dryppe fra min pande. Jeg elskede det.

Jeg gik ned på knæ så jeg kom i øjenhøjde med den hjemløse. Jeg smilede skævt til ham og viskede et godnat. Inden han kunne når at opdage hvad der foregik, havde jeg jaget kniven dybt ind i brystkassen på ham. Han skreg og jeg stak til igen. Igen. Igen. Igen. Igen.
Selv lang tid efter han havde sluppet det sidste åndedræt blev jeg ved. 

Jeg skubbede liget fra mig og rettede mig op. Hunden snusede til dens ejermand, og begyndte så at pibe da der intet respons var. Jeg så til med foragt hvordan hunden blev ved med at puffe til den hjemløse og pibe mere og mere fortvivlet. Det var begyndt at sne, og snart ville den nye sne dække den røde sne der lagde omkring liget. Måske vil liget også blive begravet i sne. 
Jeg vendte mig væk fra scenen og fandt et lommetørklæde frem fra en af mine bukselommer. Jeg tørrede blodet af mine hænder og lod det derefter falde til jorden. Et signatur. 

 

Min lejlighed var lille. Den havde et lille køkken og et badeværelse der ikke så ud af meget. Stuen bestod af en gammel sofa, der kunne foldes ud som en seng. Fjernsynet var en lille kasse jeg havde fået billig af en lusket drugdealer der forlangt en alt for stor pris. Jeg fik den gratis.
Jeg tændte for den eneste lampe der hang slidt i midten af stuen. Lampen blinkede urytmisk. 
Værelset var beskidt Opvasken var ikke blevet taget den sidste måned og vandhanen dryppede konstant. Stuen var et kæmpe rod af tøj og fast food rester. På væggen længst væk fra hoveddøren hang der nogle få billeder. Personerne på billedet havde efterhånden som årene var gået, blevet mere og mere fremmede for mig. Engang var de tæt knyttet til mig, men det var i et andet liv. Mit blik faldt på et af billederne. Der stod en kvinde midt i 30'erne sammen med hendes mand der var betydelig ældre. Hun havde langt og løst kastanjebrunt hår og en sød blå kjole der var lidt for stor til hendes tynde og slidte krop. Allerede dengang kunne man se hun var syg, hendes krop havde krummet sig sammen og hendes smil var stramt. Men livskraften var tydelig i hendes øjne. 
Foran parret stod en kejtede lille fyr. Han havde himmelblå øjne og meget mørkebrunt hår. Hans markerede øjenbryn understregede tristheden bag blikket i øjnene. Hans markerede læber var i et lige så stramt smil som kvinden på billedet havde. 
Manden på billedet havde statur som en soldat, hele hans ansigt var i strenge folder og hans blik var fast. Jeg havde altid synes det billede var uhyggeligt. 

Jeg gik ind på badeværelset og trak mit tøj af. Det var plettet af blodet fra den hjemløse, så jeg smed det direkte i skraldespanden. 
Jeg sukkede og kiggede op i spejlet. Jeg så en ung mand midt i tyverne. Hans uhyggelige himmelblå øjne kiggede lige ind i mine, og hans mørke brune hår stod vildt til alle sider. Han så træt ud. Nej. Han så ødelagt ud. Jeg lukkede mine øjne, og vidste at manden bag spejlet gjorde det samme. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod sådan der. Det kunne have været sekunder, minutter... timer. Da jeg åbnede øjnene igen var manden der stadig. Jeg gik ind under bruseren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...