et farvel der har sat sig spor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2014
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
Dette er en stil jeg engang skulle skrive om et farvel der har sat sig spor, derfor har historien samme titel. Dengang valgte jeg at skrive om det værste tidspunkt i mit liv. Alt der er skrevet er 100% sandt. Det er skrevet om den dag min mor blev taget fra mig.

Kommenter gerne om min måde at skrive og opbygge en historie på, så blir jeg glad :)

1Likes
0Kommentarer
394Visninger
AA

2. et farvel der har sat sig spor

 

At skrive om noget man har mistet, kan være temmelig svært. Fordi der kommer en masse følelser frem i en. Følelser man måske helst vil glemme. For mig er det oplagt, hvilket farvel jeg vil vælge. Jeg vil skrive om det, der nok var den værste dag i mit liv. Den dag for mere end tre år siden.

Det var en helt almindelig lørdag. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Min lillebror skulle til fødselsdag samme formiddag. Så blev min far ringet op. Jeg tror klokken var 10 om morgenen. De havde ringet fra det sygehus, min mor lå på. Min mor havde i mange år lidt af kræft i bryst og lunger. De havde fortalt ham, at i dag nok var dagen, hvor det var forbi.

Jeg kan huske, at der ikke gik meget mere end ti minutter, inden jeg sad i bilen. Angsten pumpede i mig, som om nogen slog på tromme i min krop. Jeg vidste ikke helt, hvad der skete, men jeg kunne da mærke, at noget var galt. Turen til Aalborg føltes uendelig lang. Vi ankom, og gik ind på sygehuset, og det var ligesom først der, at det gik op for mig, hvad det var der skete.

Der lugtede af kemikalier, og læger og sygeplejersker gik rundt på gangene med hastige skridt. Men selvfølgelig gjorde de det. Der var jo mange mennesker på sygehuset. Vi kom op med elevatoren. En lille melodi blev spillet i radioen. Den var helt malplaceret, i den triste stemning vi alle var i.

vi kom op, og på gangen udenfor stuen sad min mors søstre. Jeg kunne mærke gråden i halsen, da jeg så deres tårevædede øjne. Jeg kunne ikke klare det mere, greb min moster om livet, og hulkede ned i hendes skulder. Hun duftede dejligt. Så normalt. Så hyggeligt og hjemmeligt i modsætning til der senarie der udspillede sig. Jeg kunne mærke tårerene, der trillede om kap ned af mine kinder, og min mosters trøje der efterhånden var ved at blive gennemblødt. Jeg var kun 10 år gammel, så jeg forstod det jo ikke. Hvorfor skulle hun tages fra mig.

En sygeplejeske kom ud, og sagde, at det nok var nu, hvis vi skulle nå at sige farvel. Jeg kom ind i det indelukkede rum. Der så jeg min mor sidde der med kanyler i armene og iltmasker for munden. Hun var ligbleg, og hendes nu korte hår var filtret og vådt af sved. Jeg gik over til sengen. Mine øjne var stadig slørrede af tårer. Jeg fik kejtet sagt et stille farvel, og fik mærket hendes varme hånd i min en sidste gang. Jeg ved hun vidste, at jeg var der, for hun klemte min hånd svagt.

 Derefter gik jeg væk fra sengen, jeg kunne ikke holde ud at se hende lide sådan. Min ene moster, som havde taget sig af hende i stedet for at arbejde, i de sidste mange år, kyssede hendes pande og sagde, det jeg tænkte, men som jeg alligevel ikke kunne få frem. 'vi elsker dig', sagde hun. Det var det sidste, jeg hørte før jeg gik ud af rummet. Jeg kunne simpelthen ikke klare, at se hende sådan. Hun lignede slet ikke sig selv. Hun var så bleg og så tynd, og lignede virkelig en, der bare ikke kunne mere.

Min far sad lidt derinde med hende alene, og det kunne jeg da også godt forstå. Det var jo hans kone, som han havde elsket i så mange år. Jeg sad bare ude på gangen, i min mosters skød, og græd, og græd en flod af tårer. Jeg hørte lyden af døren der gik op, og min far kom ud. Han lignede en, der bare ville lægge sig til at dø. Hans øjne var røde, og fulde af tårerne der trillede ned af hans kinder. Hun var død.

Derefter gik der noget tid, før jeg måtte se min mor igen. Jeg vidste ikke, hvad der skete derinde, men jeg sad bare stadig, og græd. Nogle sygeplejersker, kom ud, og sagde, at vi godt måtte gå ind og se hende. Mens jeg havde siddet og grædt ude på gangen, havde de fået hendes hår til at sidde pænt igen og givet hende noget pænt tøj på. Men hun så stadig forfærdelig ud. Hendes hud var bleg som et lagen, og hendes læber var blevet blå. Jeg vidste, at det var fordi, at blodet ikke længere løb rundt i hendes krop. Hun var virkelig død. Død og borte og tilbage havde hun efterladt os. Sin familie, som stadigvæk elsker hende højt.

Dette er det farvel, der har sat de dybeste spor i mig. Det er et forfærdeligt farvel, jeg aldrig vil glemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...