Forrådt

Jeg opretter denne nye movella for at få blottet mine følelser... Det er lidt som en dagbog... Du skal ikke tage dig af det, jeg skriver. Det er mine egne problemer og jeg må selv ordne dem.
Jeg har givet personerne i min dagbog nye navne, for at beskytte de rigtige personer. Det håber jeg ikke, I har noget imod...

2Likes
1Kommentarer
163Visninger
AA

2. 14-06-2014

Kære dagbog

Det med at have venner er meget sjovt, ikke? Især hvis man har bedste venner. Alle har vel en bedste ven. Eller også tror de, de har en. Jeg troede, jeg havde en bedste ven. Men det viser sig så at min "bedste ven" godt kan lide at sidde og bagtale mig sammen med mine andre "venner". 

Ser du, jeg var til en fest og mig og min ven gik ud og lede efter nogen af vores andre venner som også var med til festen. Så vi gik lidt rundt og hørte pludselig nogen stemmer, der snakkede om nogen med mit navn.

Okay, så min ene ven gik lidt længere frem for at smuglytte, og bagefter gik hun tilbage til mig og "rapporterede". Mine andre "venner" sagde bla. at jeg var et tudefjæs og overdramatisk og sad og snakkede om hvor irriterende jeg var og hvor meget de ikke kunne fordrage mig. Mine venner fra folkeskolen. Mine venner fra børnehaven. Mine venner fra dagplejen. Mine venner fra modergrupper. Hele mit liv har jeg gået og troet, at jeg kan stole på dem. Og så siger min ven noget der gør mig en anelse tvivlsom...

"Jeg kan godt gå hen til dem og komme lidt med i snakken. Bare i cirka 5 minutter eller sådan noget." Jeg begyndte at tvivle på min ven, men gav hende alligevel lov, for hvad havde jeg at miste?

Jeg sætter mig hen og venter i et par minutter mens jeg lige så stille lader tårene få frit løb. Så rejser jeg mig op og gør noget, der stadig holder mig vågen om natten. Jeg løber. Jeg løber væk.  Jeg har ikke sko eller ordenligt tøj på, men på det tidspunkt var jeg ligeglad, jeg måtte bare væk.

Så dér løber jeg, med bare tær, korte bukser og en tynd nylon-top. Jeg løber ikke et bestemt sted hen, nej, jeg løber simpelhent bare. For fuld fart, igennem skoven og over grusvejen. Jo, der er da enkelte gange hvor jeg må ømme mig, og hvor jeg overvejer om mine fødder bløder, men jeg stopper ikke før mine lunger brænder og mit hoved dunker af Helvede til. Da jeg stopper ser jeg, at jeg er endt på legepladsen ved mine folkeskole. Jeg sætter mig inde i et legehus og efter 3 sekunder bryder jeg ud i gråd. Det hjælper ikke rigtigt på vejrtrækningen og der kommer sorte pletter over det hele.

Det næste jeg husker er et sort hul af intethed og så at jeg ligger henover et bord med våde kinder. Jeg ligger stadig i legehuset. Altså har ingen ledt efter mig. I hvert fald ikke særligt grundigt. Hurtigt kommer jeg rystende på benene og spæner tilbage til festen med håbet om, at man ikke kan se, jeg har grædt. Da hører jeg mine venners stemmer og drejer en omgang rundt. De sidder lidt bag mig og snakker om et eller andet. En af dem får øje på mig og jeg vender om og skal til at løbe, men mine ben ryster for meget og hun indhenter mig.

"Bente," siger hun, men jeg vender mig ikke om. Jeg står bare og stirrer ned i jorden med ryggen til.

"hvad er der galt?" Jeg siger ingenting. Hvad er der galt..? Nå, ikke andet end at mine "venner" lige har bagtalt mig. Og for resten, du er en af dem! Jeg står bare og tænker til jorden, for mig selv.

"Hvem var det I snakkede om?" spørger jeg direkte, stadig uden at vende mig om.

"Hvad mener du? Nå, det Karla hørte? Det var ikke om nogen..." Med sammenbidte tænder vender jeg mig pludselig om og ser min ven direkte i øjnene mens hun bortforklarer sagen. Hun fortæller mig, at det ikke var om nogen, men om noget de snakkede om. Men hvordan kan jeg stole på hende? Jeg kan ikke vide om det er løgn. Jeg kan ikke vide om det bare er noget, hun siger. Hele livet har jeg stolet på hende, og så hører jeg hende bagtale mig. Det kan godt være, det ikke passer, men jeg kan ikke vide det med sikkerhed. De bagtalte mig jo og havde, så vidt jeg kan forstå ingen planer om, at sige det til mig. De ville bare lade som om, de kunne lide mig. Men den går ikke. Så let slipper de ikke. Det ville være snyd.

"Okay," siger jeg, og lader som om jeg tror hende. Men det gør jeg ikke. Og den dag i dag, lader jeg som om jeg har det sjovt. Jeg faker et smil og tvinger en latter frem. Men det er ikke ægte. For sandheden er, at jeg føler mig forrådt. For jeg kan ikke stole på dem. Men det tror de, jeg kan. Jeg er ikke andet end en tom skal. Med små, enkelte følelser tilbage. De forrådte mig. De rev mine følelser væk, flåede halvdelen af mit hjerte væk.

De resterende følelser og den anden halvdel af mit hjerte tilhører drengen, jeg kan lide.

Men det er en helt anden historie...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...