Wolf Strike! {2}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2014
  • Opdateret: 15 aug. 2014
  • Status: Igang
"Jeg vil gøre alt for at rede min eneste ene.
Ham - den jeg elsker.
Den jeg er sammen med.
Den der hjælper mig op, når jeg ikke kan bunde.
Og den jeg er nød til at beskytte."

- Celina prøver stadigvæk at komme nærmere på drengen Alex, da hun finder ud af at han har en hemmelighed.
Hun finder dog også ud af at hun er lidt for afhængig af ham.

- Alex og Celina, har oplevet mange gode minder sammen, og der vil komme flere og flere.

- Læs den sidste Wolf Strike her!

3Likes
1Kommentarer
677Visninger
AA

1. Alex.

"Ja, Alex havde set mig i  ulve-skikkelse og det var det der så ikke måtte ske!"

 

Jeg var gået helt amok, efter det der var sket efter jeg havde mødt Alex.

Alt var indviklet, og jeg kunne næsten ikke engang finde ud af mit eget liv.

Var mit liv en joke? Eller var det bare noget "crap" alt sammen.

Jeg havde såret ham.

Forladt ham.

Hvad nu hvis der skete mere, efter det jeg havde oplevet den aften.

Jeg gøs, efter at tænke alle de tanker.

Jeg lå under nogle blade, henne ved mit store kobbel.

Jeg lå bare og tænkte.

Brugte min hjerne.

Men så blev jeg afbrudt.

En fin lille regndråbe, landede på mit bløde hoved. Det var dejlig køligt.

Jeg kunne høre at regnen trampede på alle træernes kroner, og løb hen af den kolde og fugtige skovbund.

Det var dejligt at kunne tænke på andet, end Alex. Bare lige et øjeblik!

Men så kom der menneskelyde.

Jeg rejste mig hurtigt. Knurrede lidt.

Og så kom fodtrinene tættere. 

Jeg blottede tænder. Og så kom Alex frem fra krattet.

Jeg skyndte mig tilbage i menneskeskikkelse.

- "Hej" Sagde Alex. Han var lidt nedtrykt. Og det havde han også en god grund til at være, siden at jeg smed alt lortet i hoved på ham her forleden.

- Da min krop var kommet på plads, og jeg var i menneske-skikkelse havde jeg tænkt mig at undskylde.

"Du må virkelig undskylde Alex!" Sagde jeg hurtigt.

Jeg lød ivrig. Jeg pillede ved mine fingre. Undskyld var ikke nok jo.

Alex stod og kiggede lidt på mig. Han drejede sit hoved lidt mere på skrå.

"Don't  worry Celina!" Sagde han med et smil.

Han gjorde mig glad indeni.

"Alex.." Nåede jeg kun at sige.

"Jeg elsker dig!" Sagde Alex, hurtigt.

Og så pressede han sine læber mod mine.

Mine øjne blev helt store, var det her en drøm? Eller.. Det var fantastisk.

Men.

Wouw. Hans læber var helt varme.

Og så forlod vi hinandens læber.

"Wouw." Sagde Alex grinende.

"Ja'er.. Wouw.." Sagde jeg og kiggede ned i jorden.

"Gjorde jeg noget forkert?" Alex kiggede på mig. Jeg kiggede direkte i hans øjne.

"Intet var forkert." Sagde jeg smilende.

"Lad os gå en tur!" Sagde Alex glad.

"Yea." Jeg begyndte at løbe lidt. Alex løb også. Jeg overhalede nemt Alex.

Vi løb hen til det sted, hvor vi altid sad. Ved det store træ.

"Hm. Du skal ikke bekymre dig mere. Jeg så dig som .. Ulv? Men du er den som du er. Alt er respekteret!" Sagde Alex, og satte sig ned på nogle grønne blade, henne ved det store træ.

"Tak Alex" Begyndte jeg. "Det må virkelig være kommet som et chok for dig.

Jeg er virkelig ked af det. Jeg ville ønske det aldrig var sket.

Men jeg vil ofre alt for dig.." Sagde jeg stille, og pillede ved et rødt blad.

Pillede det lidt fra hinanden.

"Celina, det er helt okay? Jeg kan tåle det." Sagde Alex. 

- Troede han, at han var meget bedre? Godt at han har selvtillid, men.. Han skal jo heller ikke overgå sig selv.

"Ja.. Det kan jeg se" 

"Alle har hemmeligheder!" Begyndte han igen.

"Jeg ved det.. Men det her er bare.. Ja noget helt andet."

Han tyssede på mig, inden jeg nåede at plapre videre.

"Ja, det kan godt være. Jeg forstår dig. Selv jeg har hem.." 

Og så sagde han ikke mere. Bare vendte hovedet.

Havde han voldsomme humørsvingninger? 

"Jeg håber du har forstået at du kan fortælle alt til mig!" Begyndte mine læber. "Nu da du har set en af mine.." Sagde jeg så mere dæmpet.

"Jo jeg ved det.." Sagde Alex stille.

"Hvis du kan blive en panda, eller noget. Det er da fint?!" Sagde jeg. Jeg ville næsten presse ham til at sige det.

Ellers var det i det hele taget dumt, at begynde at fortælle at han havde en hemmelighed.

Det gjorde mig bare endnu mere desperat.

"Hør Ale.." Nåede jeg at sige.

"Celina. Du forst.." Nåede Alex at sige og så afbrød jeg ham. Forhåbelig sidste gang, inden vi kom op i kamp.

"Jeg forstår det bare vis mig det?!?!?" Råbte jeg skingert.

Det var min store fejltagelse at råbe ham på den måde ind i hovedet.

Nu kunne jeg ikke tage det tilbage. Jeg måtte stå trofast fast på min faste vilje, og jeg ville ligne en der virkelig mente det.

Alex kiggede i jorden. Han tøvede, og det lignede at han spekulerede på om han skulle vise sin "Lille" hemmelighed. Intet kan overgå min hemmelighed.

Efter min mening, selvfølig.

Alex rystede.

- Og der kommer pandaen.. Sagde jeg med et lille grin inde i mig selv.

Eller måske er hans hemmelighed at han er tyggegummiafhængig?! 

Hvertfald. Jeg kunne berolige mig selv, med at intet kunne være så slemt som min hemmelighed.

Og så efter alle mine egne tanker havde løbet forbi min hjerne, kiggede jeg på Alex.

- Eller måske kan hemmeligheder blive størrer end mine?!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...