More than happiness.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2014
  • Opdateret: 20 aug. 2014
  • Status: Færdig
5 år er gået siden Allison fik sin drømmeprins og sin datter. Eleanor og Louis lever det lykkelig familieliv, ligesom Liam og Sophia gør. Harry lever livet som single og som en far, da forholdet til Doniya ikke gik. Zayn og Perries forhold står forskud, da begges karrier tager til og de ikke længere kun står med Ashton, men en lille mere. Allison og Niall har fået deres eget lille lykkelige familieliv, de har fået en søn og har tre nye på vej, for Allison venter trillinger. One Direction er større end nogen sinde og har en større fanbase, de er noget toppen over Queen og Beatles.
Det kan være alt ser lykkeligt ud på overfalden, men inde i hvert et forhold er der problemer. Hvordan vil det gå for Nallison med 4 børn og Quinn? Hvordan vil det gå for Zerrie, vil de slå op? Hvad med de andre, er deres liv virkelig så lykkelig, som det ser ud? Vil Harry nogen sinde finde sin eneste ene? Dette er 4’eren til More than this, More than faith & More than death.

119Likes
575Kommentarer
54578Visninger
AA

16. Chapter 14.

 

Niall’s point of view.

”ALLISON!” skriger både Liam og jeg i kor, men hun reager ikke og alle lægerne er straks i gang, hvor de bare smider Liam og jeg ud, hvad kunne jeg forvente, selvfølgelig ville noget gå galt og nu er Allison død. Vi skulle have taget en abort og ikke gøre det her! Hvorfor skulle alt gå så hurtigt? Hun skulle have haft kejsersnit!
”Niall, hun klarer sig, gør hun altid!” siger Liam, selvom jeg kan se på ham, at han tror det modsatte og tror lige som mig, at vi mister hende. Hvilket hurtigt bekræftes, da lægerne kommer ud med hende og køre mod operationsstuerne.
”Sikker?” siger jeg og falder sammen på jorden, jeg kan ikke så meget andet.

”Niall” jeg ser hurtigt op på hendes doktor, som ser ret alvorlig ud, men jeg kan ikke rejse mig, jeg ved det godt, jeg har mistet min kone.
”Allison, har mistet den del blod og vi vil selvfølgelig gøre alt hvad vi kan”
”Hvad med børnene?” slår Liam hurtigt ind med.
”De er ved at blive undersøgt, hvis I vil vente på gangen, ude ved operationsstuen, vil jeg sørge for, at I får svar så hurtigt som muligt”.


Liam hjælper mig bare hurtigt op og støtter mig hele vejen derhen, eftersom jeg knap kan holde mig oppe og det er alt sammen pga. smerten og det gør virkelig ondt.
Da vi kommer derhen, hjælper Liam mig ned i en stol og holder armen om mig.
”Jeg skriver lige til Sophia og siger hvor vi er, hun venter nede ved kantinen, Nathaniel blev sulten” jeg nikker blot og gør ikke så meget andet, kun at være nervøs for min kone og jeg er forberedt, hun dør, altså så meget er der ikke at sige, er der?
”NIALL, LIAM!” begge vores blikke drejer sig til siden, da Harry dukker op og jeg sukker blot, for intet er lykke.
”Mr. Styles, godt du kunne komme” jeg ser forvirret på Allisons doktor, inden jeg ser på Harry, som hurtigt følger med ham og kan ikke rigtig forstå det, hvilket forvirrer mig, for Harry var på stationen og Allison fødte, så det giver ingen mening, dog finder jeg hurtigt ud af det, da en sygeplejeske kommer frem og ser på ham.
”Godt du kom så hurtigt du kunne” de har ringet efter ham og han skal atter redde Allisons liv, hvilket mand er jeg ikke lige? Harry skal redde hende og efter jeg har dræbt hende, for det her er jo min skyld! Jeg skød tre af sted og burde bare have skudt en af sted.

 

***

Efter flere minutter og ingen Harry, dukker endelig både Harry og doktoren frem, dog ligger Harry i en seng og jeg går ud fra, at han er blevet terpet for meget blod. Jeg ser dog ikke på dem længe, da en anden seng kommer og med en masse ledninger, Allison!
”Hun bliver okay Niall, hun er bare meget træt og Harry vil ligeså være meget træt. Hvad der angår dine to drenge og din pige, så er de raske og sunde, de er tre perfekte unger, dog holder vi dem under overvågning over nattet, bare for en sikkerhedsskyld. Men du kan gå ned og se dem, de ligger hvor andre børn ligger, som er under overvågning og I kan sagtens besøge Allison”
”Så min datter bliver okay?” ja alle er kommet og når jeg siger alle, så mener jeg alle, dog ikke mine forældre og Greg eller de andres forældre, men drengene, Helene og selv James. James har endda undskyldt over for mig og Amalie med, faktisk har Amalie det så dårligt og giver sig selv skylden, hvilket hun bør!

”Ja, din datter bliver okay Mrs. Higgings, de bliver de alle 5, dog vil Allison nok være meget udmattet det første stykke tid og det er jo klart, nu med trillinger og den manuale vej. Men alt skulle være i sin orden. Men jeg må sige, din datter er en stædig tøs og uheldig med de fødsler, men alligevel kommer alle unger altid, lige når de er klar til at komme ud” han griner kort og det synes jeg bare ikke er sjovt, selvom Helene selv fniser lidt, men han har ret, Allison er en stædig tøs og hun har været uheldig med alle fødsler.
”og når vi snakker om begge to og deres lunger?”
”Alt ser fint ud, dog bør Harry slappe af de første par dage, det er trods alt en del han har givet til Allison, men I er velkomne til at se hende og ham, bare mindst to af gangen, da begge vil være ret udmattet” jeg ser hurtigt på ham og mærker Pauls hånd på min skulder.
”Du og Helene bør gå ind først” siger han hurtigt og jeg skubber bare hans hånd af mig.

”Mig se mor!” jeg ser stille ned på min grædende som og Quinn, som jeg har glemt alt om, fordi jeg selv har været nede.
”James, det ikke en god idé, ikke lige nu. Du kan blive herude ved Onkel Liam, Onkel Zayn og Onkel Louis, det samme med dig Quinn, det er nok bedst far og mormor ser dem begge først” siger Liam hurtigt og Quinn kaster sine arme om ham, hun må være trist, for det er både far og mor, som ligger derinde. Sophia sætter sig hurtigt ned og tager James op.

Helene tager hurtigt min hånd og sammen går vi begge derind, nervøse for det vi nu endt vil ende med at se. Mit blik rammer hurtigt Harry, som svagt åbner hans øjne.
”Hey bro” siger han meget svagt, hvilket gør Helene tysser på ham.
”Tak Harry, men slap af” hun nusser kort hans kind og jeg ser stille på ham.
”Igen redder du hende og denne gang er alt min fejl”
”Niall, ikke sig sådan noget, intet er din fejl, sådan noget kan ske, du må ikke tænke sådan” siger Helene hurtigt, inden hun ser på din datter og sætter sig ved Alli, hvor hun kærtegner hendes kind.

”Hej min lille pige”
”Mor?” siger Alli svagt og Helene nikker bare hurtigt, inden hun kysser sin datter i panden og jeg ser bare på Alli.
”Niall?” jeg går hurtigt hen til hende og jeg ser stille ned på hende, hvor hun ser op på mig.
”Undskyld” hvisker hun svagt, hvor jeg bare hurtigt svarer hende.

”Du skal ikke undskylde, jeg bør” hun ryster svagt på hovedet og lukker øjnene i igen. Jeg ser stille ned på hende og mærker lidt mine tårer rammer mine kinder, igen. Det gør ondt at se hende svag, okay lidt ondt at sige, når Harry er lige ved siden af, men det gør ondt. Jeg kysser hende hurtigt i panden og sætter mig ned på stolen ved siden af hende. Jeg ser stille over på Niall, som svagt kigger herover og man kan bare se hvor slap han er, men det er klart, han har lige givet min kone en masse blod.
Jeg ser hurtigt på Helene, som kort nusser Harrys kind og putter ham under dynen, hvilket får mig til at grine, for det er lidt sødt.
”Du reder min datter så mange gange Harry, hvordan skal jeg nogen sinde takke dig?”
”Behøver du ikke, jeg redder bare min veninde, min bedstevens kone og min datters mor, min pligt” siger han svagt og ligger sin hånd oven på hendes.

”Kom Niall, lad os lade dem være alene” jeg sukker tungt og rejser mig op, selvfølgelig skal de være alene og hvile sig, men jeg vil så gerne se på min kone. Ja jeg gik glip af første barn blev født, men jeg besvimede ikke denne gang! Det er ej sejre i sig selv. Jeg kysser hurtigt Alli, inden jeg går hen til Harry og klapper ham på hovedet.
”Quinn og James, skal ikke herind, ikke forløbelig” hvisker han svagt og jeg nikker kort, for jeg forstår det godt, de er svage og Alli med ledninger, begge Quinns forældre ligger herinde og hun vil tænke det værste.

 

***

 

Harry’s point of view.

Mit blik rammer Allison, som desværre må forlade sygehuset i kørestol, en åndssvag regel der er. Der er gået 4 dage og jeg kom hjem for tre dage siden om morgen, selvom jeg sådan set bare har været på sygehuset og hjulpet Niall med trillingerne. Quinn og lille James har stadig ikke set deres mor, for Allison ville ikke have de skulle se det syn af hende, så de er blevet passet af Helene og Paul. Det var først i går, at hun kvikkede op, ellers har alt bare været at slappe af, hvor Niall og jeg har givet dem mad, skiftede bleer og ja alt, hun har dog holdt alle tre, men det har været hårdt for hendes krop og hun har været meget slap, så enten Niall eller jeg måtte støtte hendes arme.
”Så forlader du hospitalet” siger jeg stille og ser på hende, hun ser bare en smule på mig og det gør lidt ondt, for der er intet smil eller noget andet, faktisk har hun ikke været meget lykkelig, dog meget lidt. Lægerne mener det er pga. de smerter hun har haft og at hun er meget svag, men jeg tvivler og det gør mig nervøs.
Niall spænder hurtigt ungerne fast, som ligger i liften, der er to i den ene og en i den anden. Jeg hjælper Allison ind på passagersiden og spænder hende fast, inden jeg sætter mig over i førersiden. I starten måtte jeg ikke køre, hvis jeg fik bivirkninger eller noget, men nu kan jeg. Niall sætter sig selvfølgelig omme ved trillingerne og nu er det bare hjem. Hvilket bliver spændende, for Quinn og lille James kommer hjem senere, de vil helt klart overfalde deres mor og det er ikke godt.
James har straffet Amalie, for han er ret så sur og vred på hvad hun var i gang med, selv Amalie har set det forkerte i det, hun har villet snakke med Allison, men Alli nægtede at se Amalie og jeg forstår hende godt, Amalie er skyld i, at Niall slet ikke var der til at starte med eller kunne være der og det gør ondt på Allison, virkelig meget, det kan være hun næsten intet siger, men man kan se det på hende. Ja faktisk taler Allison næsten ikke til os, det som om hun har lukket sig selv inde og det skræmmer mig, specielt efter den aften.

Flashback:

Jeg ser lidt efter Niall, inden jeg ligger min arm til siden og gør tegn til Alli, hun tager hurtigt fat i min hånd og fingrene fletter sig straks, ikke på nogen forkert måde, bare venskabet. Jeg drejer stille hovedet og ser på hende, hendes ansigt stråler ikke meget og det er klart, hun er svag og man kan tydeligt se det, faktisk er jeg selv svag, men nok ikke så meget som hende, hun har trods alt presset tre unger ud, i træk og på en normal måde.
”Hvorfor?”
”Du er min veninde, Nialls eneste ene og mor til min datter”
”Det var jeg ikke sidst”
”Nej, der var du stadig Nialls eneste ene, den pige jeg var vild med og min veninde”

”Hvorfor?”
”Alli, vi skal ikke fortsætte den diskussion, det er vi begge for svage til” siger jeg med et svagt grin og hun ruller bare øjnene af mig.

”Hvorfor?” jeg sukker tungt, da hun langt fra stopper. Jeg giver hendes hånd et klem og kigger på hende.
”Den gang galte det dit liv og det gjorde det nu, jeg vil ikke miste dig og de vil ikke miste dig. Det er ikke mig der har bestemt, at vi har samme blodtype”
”Harry?”
”Ja?”
”Du er min engel, som er sendt fra himlen” jeg smiler lidt over hende og betragter hende en smule, hun trækker vejret tungt og ser faktisk rigtig smadret ud, forstår hende godt.
”Jeg vil se mine børn”
”Alli, du skal slappe af, det kan du ikke komme til, ikke nu”
”Jeg vil”
”I know, men kan du ikke” hun forsøger bare at rejse sig og dog uden at slippe min hånd, men man kan se på hende hvor stor en smerte er og hun ligger sig bare opgivende ned, da smerten tager over. Hendes blik er ikke til at tage fejl af, hun er bange og frygter det værste. Det værste er, det minder mig om den gang hun havde kræft og det skræmmer mig.

”Sov lidt”
”Ik’ slip mig”
”I wont” jeg klemmer hårdt om hendes hånd og betragter hende bare, hun lukker langsomt øjnene og trækker vejret tungt, man kan tydeligt se smerten. Jeg skimter hendes hånd langsomt ryger op på hendes bryst og normalt ville det nok tænde mig, men det var den gang jeg kunne lide hende, denne gang er det mere underligt og det skræmmer mig lidt, for sidst jeg så hende gøre som hun gør, var den gang hun fortalte, at hun mærkede en knude. Men de kaldte det hormoner, men der var en knude et andet sted. Hvert halve år har alt gået perfekt og ingen kræft var på vej, men så stædig som hun er, så tror hun der gør og jeg kan se det på hende, det kan være hun tror, at jeg ikke ser det, men jeg kan se hun mærker efter det og jeg siger egentlig ikke noget, for jeg tør ikke. For det kan ikke ske, ikke igen!

Flashback slut:

 

************************************************************************************************************************

Alle 4 er nu på vej hjem og alle har de godt! Eller har Allison det godt? Nu når man hører Harrys beskrivelse af hende?
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...