Wolf Strike! {1}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2014
  • Opdateret: 14 jun. 2014
  • Status: Igang
"Jeg vil gøre alt for at rede min eneste ene.
Ham - den jeg elsker.
Den jeg er sammen med.
Den der hjælper mig op, når jeg ikke kan bunde.
Og den jeg er nød til at beskytte."


- Celina er nød til at rede sin eneste ene, da der forandres nogle ting, fra den normale hverdag.
Det er en kærligheds historie, med ulve og jaolusi.

Celina kan ikke finde ud af hvad hun skal gøre, da der sker forandringer, og hun er nød til at lave om på det.
- Der kommer flere serier, i Wolf Strike. Jeg vil arbejde på det, og gøre mit bedste!


- Filippa

7Likes
2Kommentarer
870Visninger
AA

2. Maybe I'm Lucky?

Jeg gik en tur, kun for at få frisk luft. Det ligner ikke mig. Men idag havde jeg virkelig brug for det.

Jeg gik og gik. Indtil jeg så en fantastisk blomst. Den var lyserød, og den var virkelig charmerende.

Og så opdagede jeg at jeg faktisk var omgivet af dem. Overalt! Jeg elskede dette sted. Så jeg satte mig ned ved dem.

- Og så kom han, var det virkelig ham? Eller svigtede mit syn, da jeg var så afhængig af ham? Man kunne vist sige "I'm addicted to you!" Hvilket jeg også var..

Han satte sig. 

"Hey. - Har jeg ikke set dig eller sådan noget?"

- Hvordan kunne han huske mig? Sidst han så mig, var i min ulve-skikkelse.

Det her øjeblik var lidt akavet, men jeg gjorde det endnu mere akavet, hvis jeg ikke svarede.

"Jo.. Eller.. Det tror jeg da?" Fremstammede jeg..

Jeg kunne ikke få øjnene væk fra ham. Men da han kiggede på mig, drejede jeg automatisk hovedet væk.

Han var så perfekt! Han var den eneste jeg virkelig ville ofre alt for.

 

Ville gøre alt for ham. 

"Hvor var det jeg sidst så dig?" Spurgte han så, med et lille smil på læben.

- Hvad skulle jeg sige? Jeg kunne ikke bare sige: "Jo du så mig sidst i skoven, da jeg ledte efter *biller og larver* da jeg var en ulv. Ja det er mig!" - Det ville jo virke sindsygt.

 

"Ja. Det ved jeg faktisk ikke." Sagde jeg så, og vendte mit blik ned mod jorden.

"Hm. Hvad hedder du?" Spurgte han så. "Jeg hedder Alex."

- Endnu mere fantastisk! Han hed mit ynglings navn!!

"Jeg hedder Celina.." Jeg var ikke særlig stolt over mit navn.. 

 

"Smukt.." Sagde han stille.

Nu blev det akavet, det føltes som om han ikke kunne lide mit navn. Man kunne føle bare en lille smule ironi. Men så alligvel ikke.

"Vil du hænge ud eller noget?" Spurgte han så. "Jeg bor tæt på.. Ca. en halv km. Her fra?"

 

Altså jeg ville jo ikke bare kunne forlade min kobbel, men min kobbel var jo ved vores sted, så jeg regnede da med de ville blive der.

 

"Ehm, jo okay da. Men jeg skal snart smutte igen.." 

 

Vi gik lidt tavst igennem skoven. Uden rigtig at sige noget til hinanden.

Men så ligepludselig tog han min hånd.

Jeg blev helt varm.

Skulle jeg betragte det her som hans kæreste eller hans veninde? Det var pænt akavet, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Men så slap han min hånd igen. "Her er det." Han pegede hen ved et hvidt hus.

- Det var lang tid siden jeg sidst havde set, og havde gået rundt i et hus, så det var lidt spænende.

"Hm, det er smukt." Sagde jeg så og smilede til ham. 

"Hehe, du behøver ikke at sige det." Sagde han så.

Jeg vidste ikke helt hvad han mente. Om han selv synes det var grimt? Eller om han selv mente det var "gude" smukt.

"Jo, kom inden for." Sagde han så.

- Det var stadigvæk lidt akavet, jeg kendte ham jo ikke.

 

"Undskyld, min kusine er lige på besøg" Sagde han smilende.

"Nåår, det gør ikke spor" Sagde jeg og prøvede at lyde glad. Men jeg havde intet at være jaolux over. Det var jo bare hans kusine.

 

"Hun hedder Katarina." Sagde han så og grinte. "Okay jeg kan lige vise dig rundt"

Jeg stod bare ved siden  af ham, og over for Katarina.

Det måtte være ret pignligt for ham, at en fremmed skovpige, kom med ham hjem.

Han kendte mig knap nok.

"Cecillia er kommet på besøg" Sagde kusine. Hun smilede skævt.

Hvis det var et kodeord, forstod jeg det ikke.

Og det navn mindede om mit?

"Uff, er hun det?" Stammede han.

Det lod til at han måske kunne lide hende, men først måtte jeg lige undersøge tingene.

Jeg hader når folk dømmer en, ud fra.. Ingenting?

 

Cecillia kom ind.

Hun var ikke min type. Overhoved! Hun var blondine, blå øjne, og en skæv mund.

"Hejsa!!" Råbte hun næsten til mig. Hun vinkede halvt. Jeg tog bare min hånd op i luften som.. Ja ikke et rigtig vink.

Alex og Cecillia krammede.

Jeg kunne mærke jeg begyndte at blive jaolux igen.

"Nåmen.." Sagde jeg. Jeg fortrød med det samme jeg sagde det. Normalt ville man afbryde stilheden, men jeg afbrød bare alting.

Og så skete der ingenting.

Jeg klarede mig ikke særlig godt, uden min ulve-skikkelse. Det var lang tid siden jeg havde gået på to ben, og lang tid siden at jeg havde talt rigtigt med mennesker.

"Vil i.. Gå en tur?" Spørger jeg så om.. Jeg holder mine hænder sammen. Jeg så nok ret nervøs ud.

Cecillia kiggede lidt mærkeligt på Alex.

"Selvfølgelig!" Sagde Alex, glad. Det lod til han måske godt kunne lide naturen, ligesom mig.

"Jeg bliver her" Cecillia satte sig ned i en stol.

"Fint, mig og. Ehm." Begyndte Alex.

Alex kunne nok ikke huske mit "mærkelige" navn.

 

"Celina" Hostede jeg.

"Mig og Celina er tilbage om lidt!" Sagde han, og så gik vi. Jeg tror han vidste hvor vi var. Eller det håbede jeg. For jeg havde ingen anelse.

Imens vi gik, var vi begge tavse.

"Jamen.." Sagde jeg så. Endnu mere dumt. Jeg skulle altid afbryde alt og alle.

 

"Hvis du har et spørgsmål bare stil det." Sagde han smilende. "Lad os sætte os her."

Jeg satte mig.

Han satte sig.

Akavet!

"Hm. Hvad er.. Altså. Hvad er Cecillia, for dig?" Spurgte jeg så. Et totalt dårligt spørgsmål.

"Hm, vi har ikke noget sammen.." Sagde han, jeg vidste ikke om han var nedtrykt eller glad for det.

- Dumt spørgsmål!

 

"Du må virkelig undskylde men jeg tror.. Jeg må komme hjem af.." Jeg tænkte det var på tide, alt var så akavet, og jeg sad og talte med en dreng. Mit naturlige jeg var nu at være ulv, det var det jeg bedst kunne lide, men jeg kunne ikke bare skifte.

"Skal jeg følge dig hjem?" Hans stemme var blid.

"Det.. Må du godt? En lille del af vejen." Sagde jeg så. Han skulle ikke se hvor jeg boede.

 

- Ved et stort træ jeg kunne genkende, sagde jeg bare til ham at han ikke behøvede at følge mig mere. Men at vi kunne mødes her næste dag. Ved midnat. Det var nok den bedste tid for mig.

 

- Så vi sagde farvel. Og jeg skyndte mig hjem. Løb og løb. Men det var for hårdt. Ulve-skikkelsen manglede jeg, og det var meget hurtigere at løbe i ulve-skikkelsen.

Så jeg mærkede rystelserne i min krop igen, og at jeg slap ud med en lille hvæsen.

Og så kom tranformationen i et langt hop jeg lavede, og så løb jeg nemt afsted igen.

 

- Om natten kunne jeg knap nok sove, da alle mine tanker kørte rundt. Jeg skulle møde ham ved midnat imorgen. Hmf, romantisk?

 

Jeg havde vist været oppe hele natten!? Solen var allerede ved at stå op. Det gik pænt hurtigt, efter min mening.

Men nu ventede jeg bare. 

Jeg lå hele tiden på den samme plads under et lille træ, med læ.

Min kobbel var allerede stået op, og var gået ud for at jage.

Så jeg vendte tilbage til det store træ han ville møde mig ved.

Jeg var virkelig afhængig af ham. Måske lidt for meget. Jeg skyndte mig tilbage til menneske-skikkelse, og sad og ventede tavs ved træet.

 

- Ved midnat, som lovet kom han igen.

Hans perfekte ansigt var vendt mod mig, og jeg sad bare og kiggede på ham. Indtil han afbrød det romantiske øjeblik.

Han vendte sig om. 

"Skal vi gå lidt i skoven? Det er sjovt når det er nat." Sagde han grinende.

Jeg vidste ikke helt om det var sikkert. Hvad nu hvis der skete noget? Men jeg ville ikke ødelægge stemningen nu.

"Jo.. Da?" Sagde jeg så.

Grinede lidt af mig selv inde i mit hoved.

Vi gik. Tavst igen.

Og så kom der en lyd.

En ulve knurren, men det var ikke en kendt lyd? Jeg kunne ikke genkende hvem det var fra min kobbel? Hvis det overhoved var fra min kobbel. Hvilke jeg ikke troede. Så jeg gjorde mig parat til kamp. Men hvordan? Jeg var i menneske-skikkelse, og jeg kunne ikke hoppe på nogle, og angribe med kløer nu.

Jeg måtte slappe af.

Alex stod lidt og kiggede.

"Ehm, er der ulve her?" Spurgte han så stille. Nærmest en hvisken. "Altså, jeg så en ulv forleden" 

- Uha, det var jo mig?

 

"Ja, det tror jeg der er.." Jeg håbede ikke jeg var nødt til at vise min ulve-skikkelse foran ham. Men jeg måtte finde på noget, for at beskytte ham.

 

- Og der skete mit mareridt. En stor grå ulv kom frem. Og Alex trådte til siden. Men jeg gik dog bare tættere på den. 

"CELINA!!" Råbte han.

Men jeg prøvede at ignorere, måtte finde på en hurtig løsning, skulle jeg blive til en ulv nu? Det var et dårligt tidspunkt, men jeg ville kæmpe for Alex.

 

"Celina, træd tilbage!!" Råbte Alex. Jeg kunne høre hans stemme ryste, og hans nervøsitet, i hans stemme.

 

- Men det var nu. Nu bed ulven ud efter ham, og jeg ville ikke tænke mere, bare gøre!

Jeg mærkede rystelserne i min krop. Og en snærren, kom ud. Dybt inde fra min krop. Og så var jeg der. Som en ulv.

Alex gik tilbage.

Og jeg kunne mærke jeg var nødt til at kæmpe.

Så jeg hoppede på ulven der var 2x større end mig selv.

Lille mig. Mig med de brune øjne, og rød ulve-pels.

Men så bed jeg ud efter ham. Men ulven var for stor.

Den overfaldt mig.

Og jeg faldt.

Jeg havde risikeret Alexs liv. Men jeg forsvandt. Dybt inde i mig selv.

Jeg var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...