No, nothing - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Syttenårige Joanna, kaldet Joe, har altid set verden fra sit eget perspektiv og har sjældent oplevet tætte venskaber eller flirts. I stedet er det interessen for kunst, ikke mindst i hverdagen, der har fyldt hendes liv. Lige indtil den dag, hun under en rasende storm på en badebro møder Harry Styles, en dreng som viser sig at være mere forstående over for Joes idéer end nogen anden, hun har mødt.
Historien her er inspireret af musikvideoen og sangteksten fra "You & I" af One Direction, og Harry er ikke kendt.

73Likes
58Kommentarer
4129Visninger

6. 5

Det er mærkeligt, så let ens hjerne kan blive proklameret til at blive overbevist om ting: Flere gange da jeg var lille, nægtede jeg at spise ferskner, fordi min mor havde fortalt mig en historie fra hendes barndom, hvor hun havde kommet til at spise en overmoden en, så den var begyndt at gære.

Hvis bare jeg nærmede mig noget, der havde noget med ferskner at gøre, efter hun havde fortalt mig det, kunne jeg fornemme den spritagtige duft af alkohol i mine næsebor. Det ændrede sig selvfølgelig, da jeg en dag så kom til at spise en fersken, og fandt ud af, at det var en af de mest fantastiske frugter, der findes.

Det var lidt på samme måde nu. Efter at den paranoide følelse havde skyllet ind over mig første gang, kunne jeg ikke få den af mig igen. Harry besluttede sig at pjække sammen med mig, og sammen cyklede vi ned til huset på badebroen. Det var overskyet og stadig koldt, men vi havde medvind, så det gik hurtigt.

Da vi skulle ind i huset, var jeg overbevist om, at denne ukendte person, der udgav sig for at være mig, var i nærheden - jeg kunne først slappe af, da jeg havde fået Harry til at gennemtjekke skabet og alle hjørnerne, før jeg kunne bevæge mig indenfor.

"Jeg troede, du elskede dramatik," lo han, da jeg ville have ham til at tjekke, om der var nogen ude på badebroen. Han stak hovedet ud af en af vinduerne, mens jeg satte mig på en stol.

"Jeg fatter ikke, at du kan grine af det," sagde jeg. Mit humør havde dalet en del siden i morges, hvor jeg var kampklar. Nu havde jeg det som om, at skjoldet i mine hænder var blevet taget væk, og at jeg kunne blive angrebet fra alle sider.

"Lidt sjovt er det da," begyndte Harry, og satte sin stol over for mig. Vi sad ved vinduet igen, ligesom første gang vi mødtes, og det var helt mærkeligt at se bølgerne uden hvidt skum, og ikke være i stand til at høre andet end et par måger udenfor, i modsætning til dengang.

Jeg dækkede mine øjne med hænderne for at signalere, hvor uoverskueligt jeg havde det - hvilket blev opfattet på en anden måde af Harry.

Efter at jeg kunne høre, han havde drejet på radiatoren, så den begyndte at summe lidt og tænde op, rykkede han sin stol tættere på mig, og hans tonefald blev straks mere bekymret.

"Hey, Joe, er du okay?"

Jeg kunne mærke, han lagde sine hænder på mine knæ. Af overraskelse fjernede jeg mine hænder da det gik op for mig, at han troede, jeg måske ligefrem havde grædt.

Nu var det min tur til at le.

"Jeg er okay," nikkede jeg. "Men jeg er ikke ligefrem glad for situationen."

"Vi bliver nødt til at finde ud af, hvem det er. Jeg mener - pigen prøver jo åbenlyst at få os skilt ad på en eller anden måde." Han fjernede ikke sine hænder, hvilket var dejligt. Han var altid dejlig varm, helt ud til fingerspidserne, og det gjorde mig roligere, når han delte ud af denne varme.

"Hvem siger at det er en pige?" spurgte jeg. "Det kan være hvem som helst."

"Ikke hvem som helst. Det er en, du kender. Og så er det en, som prøver at skille os ad, jo," pointerede han med et glimt i øjet.

I et stykke tid var vi begge stille. Jeg prøvede at komme i tanke om, hvem der mon kunne finde på at gøre sådan noget imod både mig og Harry, men de eneste, jeg kunne komme i tanke om, var Iza og Nicole. De var de eneste, som kunne finde på at ty til så hårde midler. Men på den anden side - ville det så ikke være lidt for åbenlyst, at det var dem?

"Jeg ved ikke, hvem det kan være," mumlede jeg, og prøvede ikke at se ham i øjnene. Jeg var bange.

"Bare rolig - det nytter ikke noget at gå i panik. Vi må bare vente og se, om personen dukker op på et tidspunkt og afslører sig selv," sagde Harry, da han kunne se, jeg stadig ikke var tryg. Han gav mit knæ et klem.

Det hjalp at snakke om noget andet - og endnu mere at lave noget imens. Der var et gammelt spil dart ovre i hjørnet på væggen, men hvor pilene var, vidste vi ikke. Mens vi ledte, diskuterede vi lidt hinandens familieliv.

Jeg fortalte ham, at jeg var enebarn, at mine forældre stadig var sammen, og at vi på trods af at have et velfungerende familieliv godt kunne have en - ifølge mig - kedelig hverdag. Jeg lagde ikke skjul på, at jeg altid havde ønsket mig en bror eller en søster, og særligt de sidste par år, hvor jeg heller ikke havde nogen venner, var det begyndt at gå mig gevaldigt på.

Harrys forældre var skilt - noget, han fortalte, mens jeg ikke kunne se hans ansigt. Han ledte efter dartpilene bag nogle af stolene, og da jeg vendte mig om for at møde hans blik, lagde jeg mærke til, at han blev ved med at lede bag de samme stole, som for at skjule sig selv.

Han løsnede mere op, da samtalen førte hen mod hans søskende. I stedet for det lidt ligegyldige tonefald, som om han gerne ville have det overstået, talte han længe om sin søster, Gemma, og om deres had-kærlighedsforhold. På mig virkede det som om, at de havde gode og dårlige perioder med hinanden, sådan som de fleste med brødre eller søstre har det, og netop nu var de inde i en dårlig periode. Gemma mente åbenbart, at Harry burde være mere sammen med sin familie, hvilket han ikke havde tid til med venner, fester, skolen og musikken.

"Jeg har jo også dig nu," mumlede han, og ledte bag et af malerierne på væggen. "Tid med dig vil jeg også prioritere fra nu af. Og det er som om, at hun ikke forstår, at jeg er atten, ikke tolv."

På trods af alvoren kunne jeg ikke lade være med at smile en smule indvendigt, og svarede derfor kun med et lille nik.

Vi droppede eftersøgningen, men ikke snakken, og inden jeg nåede at opdage det, var der gået et par timer. Jeg skulle vidst til at vænne mig til, at når jeg var sammen med Harry, forsvandt tiden ligesom sand mellem mine hænder. Han havde hele tiden en lille historie parat, såsom dengang han og Gemma havde bygget en hule under spisebordet i deres barndomshjem blot et par minutter før en masse gæster ville ankomme til juleaften, og deres mor blev så stresset, at det endte med, at de måtte sidde omringet af tæpper, bamser og Anders And-blade.

Jeg elskede, når Harry kunne fortælle mig sådan nogle ting. Det gjorde mig glad at vide, at han havde lyst til at dele det med mig. Jeg ville med glæde være hans papirkurv, så længe jeg vidste, at det, han delte med mig, var nogle minder, der betød noget for ham, og dermed også gjorde mig involveret i hans liv.

"Shit, klokken er fem," udbrød han, efter at han i en doven håndvending havde taget et kig på sit armbåndsur. Han rejste sig op fra stolen. "Jeg har en aftale."

"En aftale?" spurgte jeg, overrasket.

"Drengene og jeg skal mødes," forklarede Harry. Jeg kunne se i hans ansigt, at han ikke rigtig vidste, hvad han så skulle gøre af mig - som om at jeg var noget, han ikke kunne efterlade, som et hjælpeløst barn, men efter festen i sidste uge, hvor jeg havde truffet Harrys "drengevenner", ville jeg hellere være alene end sammen med dem.

"Det er okay, gå du bare," sagde jeg, og viftede lidt med min hånd af ham. Den dårlige samvittighed lyste op som en pære i hans øjne. Jeg rejste mig op, skubbede lidt til ham med flad hånd. "Seriøst. Jeg er ikke ligeså bange mere."

"Du er ikke ligeså bange mere," citerede Harry, og himlede med øjnene.

Han sukkede. Det gik først op for mig nu, at mit forsøg på blidt at skubbe ham ud af døren havde slået fejl - jeg kunne ligeså godt have skubbet til en væg.

"Tag med," endte han med at foreslå. Nu virkede hans stemme mere sikker i det, som om at han blev overrasket over, hvor god en ide, det faktisk var.

Jeg begyndte at ryste overdrevent på hovedet.

"Tage med?! Harry, dine såkaldte venner har sagt, at du ikke skal tilbringe tid sammen med mig, fordi jeg er mig!" Jeg lagde mine arme over kors.

"De kender dig jo ikke. Jeg er sikker på, at det ændrer sig, når de har fået talt lidt med dig. Kom nu, Joe, jeg skal nok være der og holde dem i ørene. De plejer ikke at være sådan altid," sagde Harry. Han foldede sine hænder mod mig, som om at han skulle bede en bøn.

Nu var det min tur til at sukke og citere. "'Altid'," mumlede jeg spydigt.

"De plejer ikke at være sådan for det meste," rettede han sig selv.

Og efter at have kørt en krig med øjenkontakt i et par sekunder med hinanden, tog jeg min jakke på, lagde mine arme over kors, og fik mumlet et opgivende: "Okay."

***

Vi mødtes på en fodboldbane, som lå i Holmes Chapel. Jeg måtte indrømme, at jeg var ret nervøs, men det var kun fordi, at jeg var bange for at blive til grin - eftersom at vi skulle mødes på en fodboldbane, måtte det jo betyde, at vi skulle spille fodbold, og desuden, så var jeg jo stadig hende pigen, som de ikke ligefrem var åbne overfor.

Der var tre drenge. De var alle sammen iført shorts og gummisko, klar til at røre sig, også selvom februar jo ikke ligefrem var den måned, man viste sine ben frem.

Den ene var meget høj og tynd, og lignede en, der kunne løbe meget stærkt, mens de to andre havde samme kropsbygning som Harry, bortset fra, at de virkede mere brede i det.

"Der kommer Haza jo!" råbte de, da de fik øje på ham på afstand, og inden længe var jeg vidne til en vaskeægte drengevelkomst med hårde klap på skulderen og små brøl, der skulle udgøre en form for hilsen.

Jeg tror ikke, at de havde lagt mærke til mig, for i hvert fald blev jeg slet ikke kommenteret, og der var heller ingen af dem, som sendte mig så meget som et blik. Måske troede de, at jeg bare var ude og gå en tur. Det var først, da jeg nærmede mig dem, at det gik op for dem, at jeg var sammen med Harry.

Og så begyndte de at hviske.

"Guys, det her er Joanna," præsenterede Harry mig, og jeg smilte halvt. Drengenes hvisken stoppede.

Mine hænder hang stift ned langs siden. Jeg havde ikke glemt det fra sidst - det, at de havde fortalt Harry, at han burde finde sammen med piger som Iza og Nicole, og ikke mig.

Jeg stirrede på Harry. Han grinede bare og tilføjede med en armbevægelse, alt imens han kun kiggede på mig: "I skal kalde hende Joe."

Drengene sagde ikke noget i et stykke tid. Deres ansigtsudtryk afspejlede en form for chok, som om at jeg var den sidste, de havde forventet at se sammen med Harry - samme ansigtsudtryk, som man nok ville have, hvis man gik ind på en restaurant og så dronningen spise en burger i hjørnet.

For at fylde stilheden ud snakkede Harry videre. Han var stadig rolig - faktisk virkede det som om, at han slet ikke havde opdaget, at både jeg og de tre af hans bedste drengevenner ikke anede, hvad vi skulle gøre.

"Jeg mødte Joe for et par uger siden," sagde Harry.

Det endte med, at den høje af dem trådte et par skridt hen mod mig. Græsset var tørt og gulligt i det - det sukkede tydeligvis efter sol og sommer - og lød næsten som tørre grannåle, da han gik.

"Hej. Marc," hilste han. Hans hånd var tør og ru som en badesvamp.

"Joe," gentog jeg, og gav ham et smil, som han mærkeligt nok gengældte.

Derefter gik der ikke lang tid, før de to lyshårede også kom hen til mig. De skilte sig ud fra hinanden ved deres måde at præsentere sig selv på: den ene, Benedict, var meget selvsikker, næsten for selvsikker, mens den anden, Greg, lignede en, der var bange for, at jeg ville slå ham.

"Har I bolden med?" spurgte Harry, og trippede lidt rundt på banen som opvarmning, gik jeg ud fra. Det var ligesom at betragte en hund uden snor, ligeså snart at Marc sparkede en mellemstor, sort fodbold hen til ham. Den var slidt af slag og sikkert mange timer på denne fodboldbane, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så, hvor glad Harry var.

Jeg gik hen over banen, og satte mig ved siden af det mål, drengene havde tænkt sig at spille ved. På trods af, at stolpernes og overlæggerens hvide maling var skallet af, og at det flere steder lignede noget, som var bidt i stykker af en bæver, gjorde det relativ nye net, at målet så stærkt ud - så jeg var ikke bange for at blive ramt.

De startede ud med at spille et spil, som jeg ikke kunne finde ud af, hvad gik ud på. Det var ikke ligesom en almindelig kamp, for det første, fordi at de kun brugte det ene mål, og samtidig var de alle sammen på samme hold, mens de kæmpede om at være den, der scorede først.

Forvirrende? Ja.

Det var koldt at sidde på jorden, men da jeg så, hvor glad Harry var, kunne jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg mest af alt havde lyst til en stor kop kaffe og en dyne. Hver gang han vendte næsen mod mig, skyndte jeg mig at række tommelfingeren opad eller give ham et smil, men når han vendte sig om igen, gned jeg mine fingre mod hinanden, som om de var to sten, jeg prøvede at få til at danne gløder.

På et tidspunkt opdagede Benedict det, og han holdt sig ikke tilbage med at kommentere på det.

"Fryser du, Joe?" spurgte han - på en jokende måde, men ikke så jeg kom til at føle mig dum. Det var første gang, at en af drengene havde sagt noget til mig, så jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle svare.

"En smule," nikkede jeg bare.

"Kom og spil," sagde Benedict udfordrende. Han rodede lidt op i sit lyse hår.

Marc grinede for at bakke op om hans tilbud, og Greg nikkede bare genert i baggrunden.

Jeg rejste mig op. Mine ben føltes helt stive af at have siddet ned så længe. Dog gik der ikke længere end et par sekunder, så kunne jeg mærke, at mine tæer blev varme.

"Okay. Men så skal vi også spille rigtig fodbold denne gang." Jeg hev mine ærmer op over mine albuer, og så startede vi.

Faktisk var det overraskende nemt at spille fodbold med drengene. Jeg tror, at de var bange for ved et uheld at komme til at røre min røv eller mine bryster, så i begyndelsen holdt de en god afstand til mig, når jeg fik bolden - og det var selvfølgelig en fordel.

Jeg var kommet på hold sammen med Greg og Harry, hvilket passede fint i forhold til vores niveau. Greg var meget tilbageholdende på banen, og passede derfor perfekt som målmand. Harry var derimod ikke bange for at gå til den, og stod som angriber på banen, mens jeg ikke var noget bestemt - jeg løb bare rundt efter bolden.

Det stod 5-3 til os, da vi havde spillet i tre kvarter. Min puls var kommet i vejret, og jeg havde grinet en del, både af Marc og Benedicts kommentarer, når Harry af anstrengelse sagde en meget, meget sjov lyd, og da jeg scorede mit første mål.

Vi aftalte at stoppe, når det næste kvarter var gået. Marc havde bolden og kom driblende hen mod mig. Jeg gik op mod ham og satte med al min kraft min fod mod hans for at undgå, at han fik fri adgang til vores mål, og så skete uheldet.

Min fod vred om så langt tilbage, at jeg kunne høre knoglerne knage indeni. Det lød som et gammelt skib, der giver efter for en voldsom bølge, og de andre kunne åbenbart også høre det.

"Shit!" udbrød Marc, og hans lange krop standsede med det samme. Jeg lagde mig fladt ned på græsset og pustede tungt ud. Min fod dunkede og gjorde så ondt, at jeg ikke kunne sige et ord.

"Bolden!" hylede Harry pludseligt. Det hele gik så hurtigt, at jeg slet ikke tænkte over hans ord. Jeg kunne ikke se ham, kunne høre ham komme nærmere. "Bolden for helvede!"

Og så landede bolden med et ordenlig bump på min næse.

"Shit!" udbrød Marc endnu engang. "Jeg havde ikke set den! Jeg mener det, jeg havde ikke set den, ej, undskyld Joe!"

Det var faktisk ret dejligt at opdage, at mine fordomme om dem slog fejl: der gik ikke lang tid, før jeg kunne mærke en trøje mod min næse, en varm hånd på min pande og beroligende ord, der blev sagt på hver sin diskrete drengemåde.

"Det er bare næseblod, bare rolig. Det går over om lidt," sagde Benedict. Det var ham, der havde placeret trøjen på min næse.

"Det var ellers et godt forsøg på at tackle ham, Joe. Bolden røg jo mange meter op i luften," smilede Greg, som havde beholdt hænderne i lommen. Jeg kunne ret godt lide Greg. Han var så genert, at det gjorde ondt.

"Undskyld igen," mumlede Marc, som åbenlyst var flov, selvom intet af det - hverken uheldet med min fod eller næse - var hans skyld.

"Jeg tror, kampen er slut nu," sagde Harry lavt. På trods af, at han så en smule forskrækket ud, havde han stadig et smil om sine læber. Det var samme smil, som han havde, da jeg svarede ham igen, den første gang vi mødtes - som om at han var overrasket over, at jeg turde gøre det. Måske var han overrasket over, at jeg ikke havde råbt "av!" og forlanget at komme hjem med det samme, tænkte jeg.

Jeg sagde stadig intet og lå bare ned, til min næse ikke prikkede længere, og min fod slappede mere af. Jeg havde altid syntes, at det var et tegn på svaghed, hvis man begyndte at græde, og især over for Harry var det vigtigt for mig at vise, jeg ikke var sart.

Jeg blev hjulpet op og stå, også selvom jeg ikke ville have det. Harry placerede min arm rundt om sin hals og sin egen rundt om mit liv. På den måde kunne jeg lettere gå, uden at det støttede så meget på min fod. Med den anden hånd holdt jeg fast på trøjen mod min næse, som Benedict havde givet mig.

Da jeg rejste mig op, opdagede jeg, at det var hans egen.

"Tak for hjælpen," sagde jeg, inden vi gik. Harry virkede lettere utålmodig lige pludselig - som om at han ville have, vi skulle skynde os. "Det var sjovt at spille."

"Hyggeligt at møde dig!" svarede de tilbage, og endnu en gang blev jeg overrasket over deres venlighed. Benedict var helt upåvirket af kulden, i forhold til, at han stod i bar overkrop - ja, faktisk så han ud til at nyde at have fået en mulighed for at flashe sin veltrænede mave.

Efter vi havde gået et par meter, sukkede Harry. Jeg kunne ikke forstå hans utålmodighed og stoppede op. Jeg nåede dog ikke at sige noget, inden han kom mig i forkøbet, og mumlede noget i retning af, at "det gik for langsomt."

På under to sekunder havde han hivet mig op som et barn, så jeg lå i hans arme. Det var grænseoverskridende, men nu havde jeg i det mindste muligheden for at holde begge mine hænder fast om Benedicts trøje mod min næse, så jeg undgik at få blod ned på mit tøj.

"Hvad er der?" spurgte jeg, mens han gik med mig. Jeg var irriteret over, at han pludselig ville have, at vi skulle gå hurtigt. Hans ansigt var hårdt i det.

"Ikke noget," svarede han, og holdt lidt bedre fast om mig. Hans krop duftede af mild sved blandet med frisk luft og vaskepulver. En tryg duft.

Jeg vidste, han løj - der var noget, der gik ham på - så jeg fulgte hans blik, som fulgte hen til hjørnet af fodboldbanen, der var lige ved siden af, og fik en ubehagelig overraskelse.

Der stod de - Iza Wotch og Nicole Sharp med hævede øjenbryn og cigaretter i hænderne, med et blik, der udstrålede en blanding af misundelse, undren og værst af alt: lysten til at gøre noget mod os, som ikke var rart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...