Novella

Noveller, skrevet af mig selv gennem den tid, jeg har skrevet historier. Blandede genre, alt fra fantasy og sci-fi, til kærlighed og abstrakte dyrefortællinger. Lidt for enhver smag. Nyd læsningen, kommenter gerne på de forskellige.

4Likes
3Kommentarer
978Visninger
AA

1. Z99 (Grøn)

”Jorden - beboet af flere millioner af livsformer. Indtil videre den eneste beboede planet i universet, velsignet med intelligens. Den regerende art kaldes ’mennesket’, der har været i stand til at bygge utrolige ting. Mennesket har evnen til at undertvinge naturen, men også til at ødelægge den. Mennesket tager sin begyndelse for…” I det samme stod den femte sol op. Ach [A-h-shii] Ni Sahr sprang op, ligesom alle de andre Mauronere. Ach løb væk fra forsamlingen af mauronere, hørte kun fjernt Den Ældstes stemme runge bag sig: ”Husk at holde øje med jordens bane til næste Saruthir!” Ach gled ned ad en skråning, og hørte ikke mere til de andre.

   Floden strakte sig i uendelighed foran ham. Båden lå hvor han havde forladt den. Sandet klistrede under hans bare fødder, da han sprang ud i vandet, og skubbede træbåden længere ud på det blanke vand. Han sprang op i den, og lod strømme føre den væk.

   Bjergene i det fjerne var frodige og grønne. Den femte sol var på vej op bag Azar bjerget. Ach lagde armene over kors på bådens ræling, og betragtede sit spejlbillede i vandet. De blanke sorte øjne stirrede tilbage på ham, håret faldt i natsorte lokker foran det blå ansigt. Han kiggede opad. Jorden var i en fjern bane mange lysår væk. Hvordan kunne han se den? De mørke øjne fjernede stjernernes lys, tilsidesatte det, og stillede skarpt på Den Blå Planet.

   Dumme mennesker. Selv fra en afstand af tusinde lysår[1] kunne han se det forfald der udfoldede sig på den engang frodige planet. At de oven i købet troede at de var alene i universet, i noget univers, var til gengæld til at dø af grin over.

   En gylop, en kæmpe stor fisk, svømmede forbi under hans lille båd. Den ville være god til aftensmad, hvis han da nåede hjem i dag.

   For at være ærlig, så havde han ikke et sted der kunne kaldes ”hjem”. Han flyttede fra sted til sted på Mauron, det var ikke svært at komme frem og tilbage, det eneste man skulle passe på var dyrene. En blomst sejlede forbi ham. Det var en Virata, de lysrøde blade var våde af små dråber. Gylopen sprang op over vandets overflade et stykke fra ham, han holdt godt fast i båden, da bølgerne fra det gigantiske spring nåede ham. Gylopens orange og røde skæl glitrede i skæret fra de fem sole, den tredje var ved at gå ned. Lagunen kunne anes et stykke fremme, et vandfald skjulte indgangen. En flok niires fløj over ham, deres skingre skrig skar i ørene.

   Skyerne på himlen fløj dovent rundt. Himlen var næsten alt for blå. Ach lagde sig ned i båden, foldede hænderne bag hovedet, og lukkede øjnene.

 

Båden slog mod kysten, og han vågnede med et sæt. Han satte sig op.

”Velkommen hjem! Velkommen hjem!” Den pokker fugl. En Hytrode, halvanden meter høj, tredive centimeter bred, Jordmål. Han kaldte den A17, samme nummer som Mauron havde i universet. Jorden var S13, deres forurening spredte sig i hele universet, de kylede det endda ud i rummet! Ach gik hen til A17, og strøg den over det skællede næb. De grønne, blå, gule og orange fjer var nypudsede.

   ”Nå, har du kedet dig gamle ven?”

   ”Velkommen hjem! Velkommen hjem!” Han smilede. Fuglen hoppede op på hans skulder. Kløerne prikkede lidt i den bare hud. Ach trak et par lianer til side, trak båden op på bredden, og skjulte den i skyggerne. Han gik hen til det brusende vandfald, og snoede sig ind bag vandmuren. A17 skræppede op, da de nypudsede fjer kort blev ramt af det pressende vand.

   ”Klap i, din forpjuskede fjerboldt.” Det var ment kærligt, men fuglen var så tomhjernet at den kun forstod direkte ordre.

   Grotten var stor og rummelig, de mange krystaller på væggene udsendte varmestråler, hvilket gjorde vandet behageligt.

   Vandoverfladen bevægede sig unaturligt. Han smilede.

   ”Kom nu op, det er bare mig.” En smuk Sejler kom op til overfladen. Hendes lange lysegrønne hår klistrede til den bare ryg. Hun lagde armene på klippegrunden, og smilede til ham. Halen sprøjtede vand op på ham, og han skærmede sig med armene. Hun var en del mindre end ham, var stum, og levede under vandet, men hun var det dyrebareste på hele Mauron. Han satte sig på kanten af bassinet, og hun tog hans hånd.

   Hvordan gik det? Hendes tanker flettede sig sammen med hans.

   ”Jordskoler virker meget mere spændende,” mukkede han.

   Det kan du ikke vide.

   ”Det er lige netop det!” udbrød han frustreret. Han rejste sig op. ”Jeg ville gerne prøve at gå i jordskole, her lærer vi kun om Jorden. Jeg vil lære Jorden.” Hun svarede ikke, men så bare på ham. ”Åh, undskyld…” Han tog hendes hånd.

   … tilfreds her? Han så forvirret på hende. Hun himlede med øjnene. Er du da ikke tilfreds her? Han trak på skulderne. Hun lagde en hånd på hans kind. Du må ikke rejse. Jeg ville savne dig så ulideligt. Han nikkede stille, og slog blikket væk. Hun tog fat om hans ansigt, og så vredt på ham. Du vover på at rejse væk fra mig, hører du! Hun hvæsede vredt gennem tankerne, og det normalt venlige ansigt blev hårdt og koldt. Det var én af grundende til at han ikke turde forlade hende – de to andre var at hun var en sejler, og at hun normalt var så god som dagen var lang. Når han da ikke overvejede at rejse tværs gennem universet, for at etablere sig på en fremmed planet. Hun trak sig op til ham, lagde armene om hans hals, og kyssede ham så hendes kolde våde hud gjorde hans ansigt fugtigt. Du må aldrig forlade mig. Han smilede.

 

 

Selve jorden brændte. Flammerne dansede i hans øjne, han så vandet fordampe. Han kunne ikke komme igennem ildmuren, hun var fanget derinde! A17 cirklede rundt over klipperne, hans skingre skrig genlød blandt ildens knitren. Ach var som stivnet. Han stod i vand til knæene, i modsætning til hende. Hun var fanget på en klippe, vandet var lavt i hulen om natten. De fandens mennesker!

   For kort tid siden var en satellit styrtet ned i junglen, en Jordsatellit! Han kunne mærke vreden ulme i sig. Nu var der krig!

 

Først troede han at han stadig sov. Presset, som den atmosfæriske sfæres havde frembragt, havde slået ham bevidstløs. De små stjerner glimtede ud af forskærmen, knapperne på kontrolpanelet blinkede i svage farver. Han gned øjnene, og prøvede at strække sig, men den lille kapsel var trang, så han slog næven mod det lave loft. Han så på de fire ure – det ene viste tiden på Mauron, det anede viste tiden på jorden, det tredje viste hvor længe han havde været væk, og det fjerde viste hvor lang tid der var til at han nåede jorden. Hvad skulle han dog lave indtil da? Han trommede på kapslens vægge, stilheden var næsten larmende. De mange planeter udenfor skinnede i skæret fra deres respektive sole. Han kunne klart se Z99, den mindst egnede planet i alle galakser. Lige nu fløj han igennem Karamin, den goldeste galakse i hele rummet. Z99 var især forfærdelig, der var ilt og vand, men på landjorden var der så koldt, at man ikke kunne overleve, mens vandet næsten var i kog.

   De andre planeter i galaksen var Z99, Z32, Z47, Z09, V01, Y38, Z07 og Z22 – mange Z’er, men Z var det laveste nummer. A-D var frodige planeter, hvor man aldrig ville lide nogen nød eller komme ud for naturkatastrofer. E-M var beboelige planeter, der ikke kunne ødelægges, og som ville overleve nogle milliarder af år. N-T var beboelige planeter, svære at overleve på, og nemme at ødelægge. U-Z var stort set umulige at overleve på, der var kun ilt på fem ud af hundrede.

   En meteor kom mod ham, den var ikke stor, så der var ingen grund til at undvige. Den ramte kapslen med et lille BUMP. Radaren pippede, og den lille grønne skærm viste flere meteorer på vej i Ach’ retning. Han lænede sig frem, og greb styrepinden, og trykkede den lille røde knap ned. En laser skød mod den første meteor, de små sten plirrede på kapslens skal. Han spærrede øjnene op. En skygge gled over kapslen. Skrækken løb gennem ham som en gysen.

   Han var på vej ind i en meteorstorm. Enorme sten var på vej mod ham, den lille kapsel havde ikke energi nok til at skyde dem og rejse videre. Det var mast, kvast og pulveriseret, eller svæve rundt i rummet i flere lysår uden energi. Han bed sig i læben, og tog fat om styrepinden. Et lille rødt kryds dukkede op på forruden, han kunne se meteorerne. De var umulige at undvige, så han tog sigte, koncentrerede sig, og skød! Den første meteor eksploderede med en kæmpe eksplosion, lydbølgerne fik kontrolpanelet i kapslen til at bippe og brumme.

   ”Åh nej! Det er bare løgn!” udbrød han, og så rædselsslagent ud af forruden. Stenene kom lige imod ham. Han bed sig i læben, og lukkede øjnene. Sigtede ikke, affyrede per instinkt. En sky af støv og stentåge indhyllede kapslen. Han lænede sig skræmt tilbage i sædet, tog en dyb indånding. I det samme flakkede lyset, kontrolpanelet gik ud, og kernereaktoren holdt op med at brumme. Han stivnede. Støvskyen lagde sig. Han var på vej mod Z99! Desperat prøvede han at rette op, han hev og sled i styrepinden, men forgæves! Atmosfæren hev ham til sig med sin magnetiske tyngdekraft. Han fumlede efter knappen til reservemotorene, men nåede det ikke.

   I næste nu blev kapslen drejet, og Z99’s golde overflade blev synlig. Fra denne højde så overfladen næsten lysende rød ud, enkelte steder var karterne fyldt ud med vand, hvis damp dannede grå skyer som gas over planeten. Han gøs.

   Det rykkede i kapslen, og den begyndte at styrte hurtigere mod Z99. En svag gløden blev stærkere og stærkere, svedperler dukkede op på Ach’ pande. Kapslen blev ulidelig varm, skroget knirkede, og en hale af ild blev dannet bag den. Panikken begyndte at stige op i ham, han trykkede på knapperne i kontrolpanelet, men en hæslig hvislen forkyndte i stedet hans brændte kød. Han så sig panisk omkring, hvorfor havde en flugtkapsel ikke en flugtkapsel?!

   Kapslen fløj gennem dampen, kom hurtigt ud på den anden side. Han var på vej mod en kratersø! Ironisk. Hele hans liv havde han elsket en Sejler, en af vandets vidunderlige skabninger. Og nu skulle han dø i en kogende sø? Ha, livet var pudsigt. Hans hjerte hamrede, alle tre slog bag den blå hud. Han snappede efter vejret, og lukkede øjnene, da den kogende og boblende sø kom nærmere og nærmere.

 

Døden gjorde ikke ondt. Eller jo, da kapslen eksploderede i atmosfæren. Han besvimede under trykket, og vågnede først da ham hamrede ned i klippegrunden. Skælvende rejste han sig op, han rystede over hele kroppen, trods de varme dampe. Okay, han fik altså nogle få minutter ekstra – OG HVAD SÅ! Den Kogende Sø dannede en enorm boble, da den sprang fløj kogende olie ud over det hele. Den ramte ham, og ætsede sig ind i hans hud. Han gispede af smerte.

   Der lød latter et sted. Han så sig omkring. Øen var ikke engang stor nok til at ligge på, rundt om ham var der kogende vand så langt øjet rakte. Han svedte, det var ulideligt!

   ”Du er fra Mauron,” lo en stemme. Han kunne hverken identificere det som en pige eller en dreng.

   ”Og hvad så hvis jeg er?!” råbte han op i luften. Havet boblede op.

   ”Huiiiiiiii!” hvinede stemmen. ”Det er så længe siden der har været fremmede her? Hvor længe bliver du?” Han fnøs, og lo hånligt.

   ”Jeg ville ikke være her, hvis det stod til mig selv! Desuden dør jeg sikkert snart,” mumlede han. Stemmen lo igen.

   ”Så du bliver altså lidt endnu? Hvor skønt! Så kan vi rigtig lege sammen! Der kommer sjovt nok aldrig så mange forbi…” Han slog ud med hænderne og sukkede. Hvem det end var, var vedkommende åbenbart sanseløse.

   ”Hvad skulle vi lege her? Vi er jo på Z99, den goldeste og mest ubarmhjertige planet i universet!”

”Neeeeejjjjjjj,” sang stemmen. ”Det er bare noget folk siger!” Han rystede forvirret på hovedet.

   ”Jeg står her jo…” mumlede han. ”Jeg er ved at blive sindssyg, vanvittig, selvfølgelig, jeg ved jeg skal dø, så jeg er gået fra forstanden!” Det måtte han være, og for i samme øjeblik sprang tre store bobler, og en elefant, en gylop og en yeti sprang ud over vandet, hvor de begyndte at danse stepdans, og himlen fik en unaturlig grøn farve, samtidig med at stemmen begyndte at synge en gammel folkevise.

 

”Richard, vi skal af sted om lidt!” Han slog øjnene op, idet Camilla bankede på døren. Han så sig om i det rodede drengeværelse, kravlede hen til vinduet, og så ud. Han smilede. Resterne af rumkapslen var der stadig. Han åndede lettet op. Planen var lykkedes. Han var kommet væk fra Z99, de få dele af kapslen, han havde kunnet tage med sig, lå i skjul bag nogle buske. For én gangs skyld kunne han takke Jordsatellitter for noget. Han gik hen til spejlet, og påførte sig sit menneskelige ansigt.

 

 

 

Mission Fuldført -

For nu…

 

[1] Ca. 9.500.000.000.000.000 (billioner) km

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...