Novella

Noveller, skrevet af mig selv gennem den tid, jeg har skrevet historier. Blandede genre, alt fra fantasy og sci-fi, til kærlighed og abstrakte dyrefortællinger. Lidt for enhver smag. Nyd læsningen, kommenter gerne på de forskellige.

4Likes
3Kommentarer
981Visninger
AA

13. Skjul (Grøn)

Regnen silede ned. Lyset fra kroen var varmt og ulmende, selvom stanken af øl og vin desværre ødelagde sceneriet. Der lød glad sang fra krostuen. Jeg vidste han var derinde, men jeg blev herude, i skjul for verdens kolde øjne. Han ville bare så mig, det var ikke svært at regne ud.

   En dreng kom løbende forbi mig, og ind på kroen. Snakken forstummede kort da døren blev åbnet. Der lød vrede stemmer, festens deltagere var åbenbart utilfredse med hvad end drengen havde bragt dem. Det næste der skete, var at døren smækkede op, og drengen blev kastet eller slået udenfor, så han havnede i det klamme mudder. Jeg trippede hen til ham.

   ”Er du okay?” Han vendte sig om og lo. Han var omtrent på min alder, og blødte fra næsen. Han nikkede, men blev liggende på den klistrede våde jord.

   ”Jeg har det fint. Bare jeg kan blive liggende her til jeg dør.” Hans smil forsvandt. ”Vel har jeg ej! Hvad med dig?” Han betragtede mit våde tøj og pjuskede hår. ”Hvad laver en stump som dig her?” Skønt, nu gjorde han også nar af min alder. Jeg rakte en hånd ud mod ham, men han tog ikke imod den.

   ”Jeg hedder Manna. Dig?” Han satte sig op, og så på sine hænder. Så trak han på skulderne.

   ”Jeg missede den dag der blev givet navne.” Jeg lo, og han så forvirret på ham. Jeg tav. ”Åh. Du mente det. Er du seriøs?” Han nikkede.

   ”Jeg har ikke noget navn, endnu.”

   ”Hvor gammel er du?” Han trak på skulderne.

   ”Dig?”

   ”Fjorten.”

   ”Så cirka fjorten.” Regnen var løbet gennem mit tøj, det fik det til at klistre til kroppen. Pludselig begyndte drengen at le igen, og lagde sig ned i mudderet. Nu forstod jeg.

   ”Du har drukket, ikke?” Han nikkede.

   ”Jo. Min mester bad mig hente noget hjemme hos ham. Som om jeg skulle adlyde sådan en rapkæftet overvægtig mand.”

   ”Men han er din herre,” sagde jeg forundret. ”Du skal adlyde ham.

   ”Jeg ’skal’ aldeles ikke noget!” bed han forurettet. ”Jeg er et menneske som alle andre i den her rådne by, jeg er lige så meget værd som de andre!” Jeg tøvede, og vippede lidt på tæerne.

   ”Hvorfor kommer du ikke med hen i ly for regnen?” Han trak på skulderne.

   ”Fordi jeg er for træt til at rejse mig op.” Jeg himlede med øjnene.

   ”Sådan går det når man tømmer en vinkælder.”

   ”Det var kun tre glas… Eller var det fjorten..? Nå, det er lige meget.” Der var det igen. Fjorten. Lige siden jeg var kommet til den her mærkelige by, var tallet fjorten gået igen og igen. Jeg var pludselig ikke treogtyve mere, men fjorten, jeg havde ikke en stor sten i min ring, men fjorten små, og det var ikke en lille gruppe der havde stjålet den, men FJORTEN. Ikke mennesker, nej, det var fjorten skader der havde taget min ring! Hvordan hang det sammen?

   ”Hvad er der med fjorten her?” spurgte jeg. Drengen trak på skulderne.

   ”Der er fjorten regler her. Den første: Fjorten er alt. Den anden… Ja, jeg kan kun huske den første. Hvordan kom du hertil?” Han satte sig op. Jeg rystede på hovedet, det våde hår slog mod min kind.

   ”Det rager ikke dig! Jeg skal bare have husly, så rejser jeg i morgen.”

   ”Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med,” sagde han, og rejste sig op. Mudder og vand løb ned ad han ansigt.

   ”Selvfølgelig kan du ikke det! Du er bare en tjener. Desuden kom jeg her for at lede efter min bror.” Han smilede.

   ”Jeg er din bror.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...