Novella

Noveller, skrevet af mig selv gennem den tid, jeg har skrevet historier. Blandede genre, alt fra fantasy og sci-fi, til kærlighed og abstrakte dyrefortællinger. Lidt for enhver smag. Nyd læsningen, kommenter gerne på de forskellige.

4Likes
3Kommentarer
935Visninger
AA

15. Min elskede... (Grøn/gul)

Pisken slog mod jorden, og hvirvlede en hel støvsky op. Han stod over for hende, slikkede sig om munden med den spidse tunge. Hun åndede ud, lukkede al solidaritet ude. Hun svingede pisken en sidste gang som advarsel – hvis han ikke forsvandt nu, ville det blive værst for ham selv. Hun kunne ikke holde en tåre tilbage.

   Monsteret over for hende, havde engang haft følelser. Nu var det bare en del af landskabet. Goldt, koldt, ensomt. Bjergene var væk, ikke én eneste plante kunne vokse i miles omkreds. Alt var væk. Få kilometer væk, lå New York som en ruin, ødelagt, selv havet var buget under og tørret ud.

   Han hvæsede af hende. Hun knurrede af ham. Ironisk. Ligesom den første gang hun havde set ham.

 

Det var godt fem måneder siden. New York var allerede ved at falde sammen, men halvdelen af byen stod stadig Frihedsgudinden var blevet brun af rust, men mange af de høje bygninger skulle have holdt et par år mere.

   Hendes navn havde dengang en plads. Anna. Enkelt, ubesværet, nemt. Ligesom hendes liv. Hun trænede til De Regionale Mesterskaber i Karate, var nummer ét i træneren øjne. Hun var på vej hjem fra træning, da hun første gang så ham.

   Alle undgik ham, fordi mutationen nærmest osede ud af ham. Han vaklede, øjnene var åbne, men han så ikke. Menneskene på gaden gik i en stor buge omkring ham, nogle sendte afskyende blikke, andre ignorerede ham helt og holdent. Hun gik uden om ham. Mutationen, forårsaget af forurening, var ikke smitsom, men hvorfor tage chancen?

   Derhjemme havde hun spist med sine forældre. Bulgursalat og kylling, et helt normalt måltid. De boede i en lille lejlighed i et sikkert kvarter. Efter maden havde hendes far tændt for fjernsynet. Nyhedsoplæserens dystre ansigt dukkede op, og læste navnene på nye Mutanter op.

   ”Og husk, at hvis nogen derude ser en potentiel smittet person, ring på dette nummer.” Et nummer dukkede op i bunden af skærmen. Alle tre familiemedlemmer havde taget deres telefoner frem. En kølig kvindestemme lød i den anden ende af røret. Anna prøvede at beskrive hvem hun havde set, dagligdags rutine. Hun kastede et blik på kalenderen. 6/8/2167. Det var snart hendes fødselsdag.

   Hun var gået tidligt i seng. Lå vågen et stykke tid, og så bare op i loftet. Som sædvanligt, gnavede den dårlige samvittighed over, ikke at hjælpe en smittet, dybt nede i maven. De smittede var mennesker, i hvert fald til forureningen nåede hjerte og hjerne. Så begyndte de at mutere, og blive til foruroligende monstre.

   Omkring et om natten bankede hendes mor på døren. Døren blev åbnet.

   ”Anna? Er du vågen?” Anna satte sig op, og så på sin mor.

   ”Ja. Er der noget galt?” Hendes mor satte sig på hendes sengekant, og strøg det brune krøllede hår.

   ”Kan du huske Jack?”

   ”Jack? Ham fra Tv-avisen?” Hendes mor nikkede. Jack Richdale var blevet berygtet for mutant-udbrud. Hans mutationer brød bare ud blandt almindelige mennesker, men siden han ikke var permanent, kunne han ikke blive spærret inde på anstalten for mutanter.

   ”Han er blevet observeret i vores område.” Et lyn slog igennem hende. Hvordan kunne hun have været så dum?! Jack! Det var ham hun havde set!

 

Den næste dag regnede det, himlen være lovet. Regn var det eneste der holdt mutanter væk, men siden halvdelen af jorden var tørret ud, var de begyndt at brede sig. Hun gik i skole. Normalt tog hun bussen, det var sikrest, men takket være regnen, kunne normale mennesker frit gå i gaderne.

   Nok var jorden ved at blive overtaget af mutanter, men skolen var lige så dødkedelig som altid. Lærerne snakkede, eleverne lod som om de lyttede, uret lod som om det var gået i stå. På vej hjem hørte hun sirener, og satte straks i løb. Sirener kunne betyde tre ting: Et, det sædvanlige, et tyveri her, en brand der. To, en mutant var gået amok i gaderne. Tre, nogen var blevet skadet på grund af en mutant. Det hele på én gang.

   Den bygning, lejligheden lå i, stod i flammer. Brandfolk prøvede at rygge ind, men de hæse rædselsvækkende skrig, indikerede, at en mutant var gået amok derinde.

   ”MOR!” skreg Anna. ”FAR!” En brandmand kom hen til hende, og gennede hende væk fra den brændende bygning. Glas blev smadret. Et skrig flængede luften. Hendes liv stoppede.

   Ligene af forældrene lå helt stille. Hun mærkede kulden sænke sig over sindet. Langsomt så hun op.

   Øgle. Det var det, der havde været den egentlige hensigt med mutationen. En lang skællet hale, spidse tænder, grøn hud… Jack Richdale krøb ind i bygningen.

   Jeg slår dig ihjel, tænkte hun i sit stille kolde sind.

 

Fra da af trænede hun mere end bare karate. En særlig gruppe støttede hævngerrige ofre for mutantangreb, og lærte dem at bruge våben. Da hun første gang kom, valgte hun pistolen som sit våben. Kugler fyldt med vand kunne dræbe en mutant, hvis den ramte et livsvigtigt punkt. Hun bar den altid på sig, og fik snart kaldenavnet ”Skyggen”, fordi hun altid dukkede op efter et mutantangreb, og dræbte den inden for fireogtyve timer.

   Central park var dækket af sne, da hun så ham for tredje gang. Hun var på patrulje i området, da hun hørte skridt bag sig. Hun vendte sig om, sigtede med pistolen, og stod ansigt til ansigt med Jack. Hadet lyste ud af hende. Men et eller andet fik hendes hjerte til at bløde op. Den ærlige anger og frygt, der stod malet i hans ansigt? De rystende menneskelæmmer. Det faktum, at han ikke var muteret?

   ”Dræb mig.” Hans ånde var hvid i den kolde luft. Hun så forvirret på ham. ”Jeg beder dig. Dræb mig.” Hun rystede uforstående på hovedet.

   ”Hvorfor? Hvorfor skulle jeg?”

   ”De kommer efter mig.” Hun lagde mærke til hans påklædning. Hans bukser var grå og plettede, trøjen var ødelagt efter at kroppen efter flere gange var muteret til et øgle-lignende væsen. Han havde armene slået omkring sig selv, rystede af den bidende kulde. ”Jeg beder dig!” Hans stemme var grødet. Gøen gjaldede bag en klynge træer. ”Kom nu! Gør det nu! De må ikke finde mig!”

   ”Jeg…”

   ”DRÆB MIG!” Hundene kom løbende mod ham, efterfulgt af mænd i uniform.

   ”DER ER HAN!” råbte de. Han så bedende på hende.

   ”Kom nu!”

   ”Nej…” sagde hun stille. Hun lukkede den ene del af et par håndjern om hans håndled, og stak i løb hen ad stien. Den anden del sad om hendes håndled. Hundene var ved at hale ind på dem. En skinger tone peb over parken. I næste øjeblik løftede noget hende op på sin ryg, og de fór igennem byen. Jack var muteret, og pilede af sted. Hun råbte hvor han skulle hen, og han fulgte hendes instrukser.

   I hovedkvarteret blev han sendt til afhøring, så snart hans mutation aftog. Anna ventede udenfor. Da han var kommet ud igen, var han blevet ført til sin celle. Forvirringen fór rundt i hendes hoved.

   Den mutant, der havde dræbt hendes forældre, var ikke ond. Hun forstod det ikke. Hendes ben bar hende ned til Jacks celle. Hun tog fat om tremmerne, og så hårdt på ham.

   ”Hvorfor?” Han så på hende. ”Hvorfor dræbte du mine forældre?” Hans øjne fyldtes med tårer.

   ”Jeg har dræbt så mange…” sagde han stille, og stirrede på sine hænder.

   ”Hvorfor?”

   ”Jeg ved det ikke. Det er dem. De vil have mig til det?”

   ”Hvem?” Han så på hende.

   ”De har ikke noget navn. De er bare dem. De styrer mig. Hvornår jeg muterer, hvornår jeg dræber, hvornår mit hjerte stopper…”

   ”Er det derfor du gør det? Hærger gaderne, mener jeg?” Han nikkede.

   ”De sætter mig ud i et befolket område, og når de er på sikker afstand, starter de mutationen.” Han lagde armene og sig selv, og trak benene op under hagen. ”Det gør så ondt. Men hvis jeg prøver at flygte, så…” Han tav.

   ”Hvad?” spurgte Anna strengt. Hans ene hånd lagde sig på brystet, lige over hjertet.

   ”De stopper det. Mit hjerte. Det holder op med at banke. Hvis bare du vidste, hvor mange gange de har ’dræt mig’, blot for at genoplive mig igen bagefter.” Hun så ned i jorden. Gåsehud løb over hende.

   ”Hvor forfærdeligt.” Han nikkede. Så på hende.

   ”Vil du ikke nok stoppe det?” Han nikkede mod hendes pistol. ”Skyd mig.” Hans læber bevægede sig knap nok. Hun tænkte sig om. Rystede på hovedet.

   ”Nej.” Så skridtede hun væk.

 

Han var fange i to måneder. En aften blev Anna vækket af et højt brag. Jack var muteret igen, og var brudt ud fra sin celle. Hun greb det nærmeste våben, en pisk, og fulgte efter ham ud i natten.

   Ild. Smuk, vild, ild. New York, hele byen, var i brand. Hun bed det skrækkelige syn i sig, og løb den vej hun formodede han var løbet. Eftersøgningshold blev sendt ud, mange mutanter blev fundet, men ikke Jack. Hvilket leder historiens handling til vores start.

   Efter at have ledt efter Jack i flere uger, besluttede Anna at tage væk fra hovedkvarteret. På sletten, der lå lidt væk fra New Yorks ruiner, besluttede hun sig for at slå lejr. Fuldmånen stod højt. Natten virkede rolig, det samme med hendes drømme.

   Men nogen flåede hende ud af drømmenes søde verden. En klo blev sat mod hendes strube. Gispende greb hun fat om den skællede arm.

   ”JACK!” To stemmer på én gang. Annas, og… En høj mand i jakkesæt kom hen mod hende. Bag ham gik et slæng af blandede typer – hårdkogte forbrydere og tilsyneladende forretningsmænd. Manden trykkede på en knap på en fjernbetjening. Den skingre tone peb igen, og Jack vaklede væk fra hende. Han faldt gispende samme på jorden, som menneske. ”God dreng.” Manden så på hende.

   ”Hvem er du?” spurgte Anna.

   ”Mig? Jeg er din fremtidige overherre.” Hun så forvirret på ham. Bag hende kom Jack op at stå.

   ”Han er ’dem’.” Hun trådte et skridt tilbage. Manden smilede.

   ”Så du kender mig? Godt. Og gå så. Og glem alt det her, hvis du ved hvad er bedst for dig selv.”

   ”Men jeg…” En af de hårdkogte rettede en AK47 mod hende. Hun stirrede på våbnet. ”Vent, jeg… Hvordan skal jeg kunne glemme det her?”

   ”Du har ret. DU har set for meget.” Der lød et højt skud. ET råb. Jack faldt på knæ foran hende. Han blødte fra den ene side af brystet. Manden trykkede på en knap. ”Jeg har ikke brug for dig mere, Jack.” Jack begyndte at ryste, sorte streger, der måtte være hans blodårer, begyndte at dukke op overalt på hans krop. Han hostede blod op.

   ”HVAD GØR DU, DIN PSYKOPAT!” Anna faldt på knæ ved siden af ham.

   ”Anna…” sagde han hæst. ”Gå væk fra mig!” Grønne skæl voksede frem over alt. Det næste der skete, var blod. Blod overalt. Jakkesættene og De Hårdkogte var ikke til at kende. Jack stod med blodet dryppende fra kløerne bagefter. Han så på hende. Hun svingede sit våben. Piske slog mod jorden, og hvirvlede en hel sky af støv op. Nu var det kæmp for dit liv, eller mist det for altid.

   Kampen var hård. Han var hundrede procent rent dræbermaskine, så da hun endelig fik overtaget, var det noget af en sejr. Pisken var viklet om hans hals, og hun trak så hårdt hun kunne. Han faldt om på jorden. Så meget for sejr. Så meget for et hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...