Novella

Noveller, skrevet af mig selv gennem den tid, jeg har skrevet historier. Blandede genre, alt fra fantasy og sci-fi, til kærlighed og abstrakte dyrefortællinger. Lidt for enhver smag. Nyd læsningen, kommenter gerne på de forskellige.

4Likes
3Kommentarer
937Visninger
AA

8. Min bror, Hann (Grøn/gul)

”Uvanti!” Kommandoen rungede ud over paradepladsens solsvedne jord, og de tredobbelte geledder af mænd marcherede af sted i takt. De sømbeslåede sandaler ramte jorden og frem bragte en dump, rytmisk trampen, der efterfulgtes af den uregelmæssige klirren af våben og udrustning, når disse gned eller skramlede mod hinanden. Soldaternes marcherende føder, havde allerede frembragt en let støvsky.

   Fjenden kunne ses fra lang afstand, derfor var det ikke svært at råbe an til samuraierne i god tid. Nu marcherede de alle som én ud mod fjenden, klar til at ofre livet for landsbyen. Jeg så efter dem. Min bror var et eller andet sted blandt dem. Så længe han kom hjem, ville det være en sejr for mig. Min mor og far var døde, så min bror var min eneste familie. Hvis han ikke kom tilbage ville jeg blive sendt i plejefamilie, eller hen til mine ”bedsteforældre” i den anden ende af landet. De var ikke mine rigtige bedsteforældre, men et gammelt ægtepar der skulle passe på mig hvis min familie eller værge døde.

   Jeg stod på muren, og så de mange samuraier vandre ud. Jeg prøvede at finde min bror, men der var alt for mange mænd i rustninger.

   Jeg så tydeligt da vores tørnede sammen med Uvanti. Jeg kunne høre dødsskrigene, og fornemme rædslen fra de mange mødre og søstre i byen. Jeg så på det længe. Vandet på rismarkerne blev farvet rødt af blod, og jorden blev overstrøet med lig af faldne krigere.

   Der gik flere timer. Den sædvanlige larm fra markedspladsen var fuldstændigt forsvundet, ingen talte sammen, de fritgående høns klukkede ikke engang. Alt var dødt, bortset fra kampen der foregik på markerne.

   Da solen gik ned, kom mændene tilbage. De bar en masse hvide bårer mellem sig. På dem lå de sårede. Jeg stod uden for vores hus, og ventede på at min bror skulle komme hen til mig. Mændene gik gennem byens gader, og afleverede de sårede ved deres hjem. Kun halvdelen af dem var tilbage, og kun en tredjedel blev ikke båret. Nogle blev støttet af kammerater. Jeg spejdede efter Hann, ja, det er min brors navn. Han heder Hann, og mit navn er Riku. Jeg er tretten år gammel. Hann er atten, og hvis han ikke var min bror, ville jeg gifte mig med ham med det samme. Han er så vidunderlig smuk, hans ansigtstræk er perfekte, og hans øjne er som smukke skrå mandler. Hans hår er lige så sort som natten, faktisk er det næsten mørkeblåt, og han er lige så høj og stærk som den perfekte fyr burde være. Hans stemme er dejlig blød, han har et rent hjerte, og den eneste grund til at han kæmper som samurai, er for at beskytte mig. Som sagt, så er han som den perfekte fyr. Men desværre er han jo min bror, så jeg kan ikke gifte mig med ham.

   Onkel Lee kom hen mod mig, sammen med en del andre mænd. Jeg smilede. Onkel Lee er ikke min rigtige onkel, men han er som en onkel for mig. Han plejede at få et krus jasminte når han kom hjem fra et slag, og det troede jeg han også ville have denne gang. Men det var kun fordi jeg ikke havde set båren endnu.

   Mellem sig bar mændene en hvid båre, og på den lå Hann. Jeg løb hen til dem, og tog Hanns hånd. Han drejede hovedet, og så på mig. Jeg fik tåre i øjnene.

   Onkel Lee og de andre bar Hann ind i huset, og lagde ham i hans seng. Så bukkede de for mig, og gik ud til resten af byen. Jeg satte mig på knæ ved hans seng og græd. Han lagde en hånd på mit knæ, og bad mig lade være. Jeg holdt tårerne tilbage, og så på ham.

   De mørke hår var farvet rødt af blod, og hans hvide hud var så bleg at jeg blev helt bange. Jeg hjalp ham af med rustningen. Kimonoen var revet stykker, og rustningen var blevet bulet og ridset. Jeg lagde et tæppe over ham, og løb ud i byen for at finde hjælp. Desværre havde hver tredje familie modtaget en såret mand eller søn, så der var ikke én eneste healer tilbage. Til sidst søgte jeg hjælp hos Lin, troldkvinden i byen. Ingen var gået til hende, fordi mange var bange for hende. Men hun var min sidste udvej. Jeg bankede på døren, og ventede på at blive lukket ind. Lin åbnede døren, og så på mig. Hendes hår var sat op i en knold, og hun havde en blodrød kimono på.

   Jeg bad hende desperat om hjælp, og hun lovede at komme med for at se til Hann. Jeg forstod ikke hvad der var så uhyggeligt ved hende.

   Da Lin havde tilset Hann, bad jeg hende om at lave en kur der kunne hjælpe ham. hun svarede at det ville være farligt, men jeg plagede hende indtil hun sagde ja. Hvor var jeg dog tåbelig.

   Hann var blevet ramt af et sværd over brystet. Jeg forbandt såret, og ventede på at Lins kur ville blive færdig, men der gik flere dage. Den tredje dag efter at Hann var vent hjem, vågnede jeg op med en isnende kulde omkring mig. Jeg stod op, klædte mig på, og gik ud i vores lille køkken for at lave morgenmad. Der lød en hosten fra Hanns værelse, og jeg skød døren til side, for at se hvad der var galt. Hann lå vågen i sin seng, og stirrede direkte op i loftet. Han hostede en gang imellem voldsomt. Jeg gik hen til ham, men han vendte ikke ansigtet. Jeg lagde hånden på hans pande. Han var brændende varm, trods koldsveden der fik hans hud til at glinse.

   Jeg hentede en kold klud fra køkkenet, og lagde den på hans pande. Hans øjne glinsede. Han vendte hovedet mod mig og smilede.

   ”Du bliver nok nød til at tage hen til bedstemor og bedstefar et stykke tid,” sagde han hæst. Jeg rystede på hovedet.

   ”Jeg gider ikke hen til vores bedsteforældre,” klagede jeg. ”De kan ikke lide mig!”

   ”Det er ikke kun dig,” sagde Hann. Jeg hævede øjenbrynene. ”De gamle tosser kan ikke lide nogen overhovedet.” Han tog min hånd. Jeg havde mest lyst til at trække hånden til ham. Hans hånd var klam og febervarm. I det samme bankede det på døren. Jeg skyndte mig ud for at lukke op. Udenfor stod Lin. Hun havde en kur under armen, og tre mænd stod bag hende. Kuren var færdig.

   ”Hvorfor har du dem med?” spurgte jeg, og pegede på mændene.

   ”De skal holde din bror,” svarede Lin. Mit hjerte slog et slag over.

   ”Vil det komme til at gøre ondt på ham?” spurgte jeg. Lin nikkede med et undskyldende udtryk.

   ”Måske skulle du vente udenfor,” sagde hun. ”Eller hos en af dine veninder.” Jeg rystede på hovedet. Hann var min eneste familie, så hvis det kom til at gøre ondt på ham, ville jeg stensikkert være ved hans side.

   Lin og mændene gik ind i Hanns værelse. Han så på dem, men sagde ikke noget. Lin trak tæppet af ham, og tog forbindingerne af. Såret strakte sig fra den ene skulder, hen over brystet, og endte omkring livet.

   ”Hann,” sagde Lin. ”Er du sikker på at du vil det her?” Hann nikkede. ”jeg kan ikke stoppe når et først er begyndt,” advarede hun.

   ”Begynd ny bare,” sagde Hann. Han tog let på det hele, men han vidste jo heller ikke om det ville gøre ondt. Mændene tog fat om hans arme og ben, og holdt ham ned mod jorden. Han så forvirret på mændene der holdt ham. Jeg tror nok det var på omkring det tidspunkt, at han fornemmede, at der var noget galt. Lin bad mig gå hen til væggen, og jeg gjorde som hun sagde.

   Lin frembragte et lille glas fra inderlommen i kimonoen, og begyndte at hælde en underlig rød væske over Hanns overkrop. Han gispede da den røde væske ramte hans sår. Han spændte musklerne i armene, og vred sig for at komme fri af mændenes tag. Lin hældte endnu en væske over såret, denne gang en gul. Hann skreg, og jeg holdt mig for ørene. Jeg fik tåre i øjnene, da jeg så hvordan min bror led. Jeg ønskede at jeg havde lyttet til Lin, og var gået hen til en veninde, i stedet for at se Hann blive pint. Lin hældte en sidste væske over Hann, en mørklilla. Hann skreg af sine lungers fule kraft, og mændene der holdt ham fik sved på panden.

   Endelig stoppede Lin. Jeg løb over mod Hann, men Lin holdt mig tilbage. Hun vendte mig, så jeg så hende direkte ind i øjnene.

   ”Lov mig,” sagde hun, ”at du gør alt hvad du kan for at holde ham væk fra andre.” Det var da noget mærkeligt noget at sige. Hann var samurai, hvorfor skulle jeg holde ham væk fra andre? Men jeg nikkede til Lin, og hun slap mig, så jeg kunne løbe hen til Hann. Han stønnede i smerter, og gispede efter vejret. Han så på mig med tårer i øjnene. Det var første gang jeg havde set min bror græde, og min mave gjorde ondt da jeg indså, at det kun var på grund af mig.

   Lin sagde farvel med et kort nik, og gik ud af døren, efterfulgt af de tre mænd der havde holdt Hann.

   ”Riku,” gispede Hann. Jeg lagde tæppet over ham igen. ”Kan du hente noget at drikke?” Jeg smilede til ham, og løb ud i køkkenet.

   Der gik et par dage hvor Hann bare lå i sengen. Lins eliksirer havde kun gjort alting værre. Om natten når jeg lå min seng, kunne jeg høre Hann stønne i smerte, og det gjorde ondt helt ind i sjælen på mig.

    En morgen gik jeg ud i køkkenet, lige efter jeg var vågnet. Der stod Hann, han så stadig meget syg ud. Jeg lagde hånden på hans skulder, og skulle til at bede ham ligge sig i seng igen, men han slog ud efter mig, og ramte mig hårdt på siden af hovedet. Han så vredt på mig.

   ”Fortæl ikke en samurai hvad han skal gøre!” sagde han vredt. Jeg så på ham. Havde Lins eliksirer mon bivirkninger? Vi kom op at skændes, og det endte med at jeg sad inde på mit værelse og græd. Hann lå inde på sit værelse, og jeg vidste at der var mere galt med ham, end at han bare var syg. Det var helt sikkert Lins eliksirer der havde gjort noget ved ham, men jeg vidste ikke hvad, s der var ikke noget at gøre ved det. Jeg ville have min bror tilbage! Min sidste familie. Lin skulle få det betalt hvis det var permanent.

   Tidligt næste dag gik jeg ind i Hanns værelse, for at se hvordan han havde det. Det jeg så inde på min brors værelse, var ved at skræmme livet af mig.

   Blod. På væggene, gulvene, loftet og sengen. Hanns samurairustning stod på sin plads, men hans katana (det lille korte sværd) var væk. Ikke langt væk, nej, meget tæt på. Op ad væggen sad Hann. Han så på mig. Hans øjne genspejlede blodet på væggene, og katanaet stak ud fra hans brystkasse. Jeg gik langsomt hen til ham. Hans øjne fulgte mig, han var altså i live.

”Hvorfor!?” udbrød jeg rasende med tårer i øjnene. Hann åbnede munden, og en strøm af blod løb ned ad hans ansigt. Jeg gik forskrækket et stykke væk fra ham.

   ”Lins eliksirer… ændrer folk. Jeg vil ikke…” Hann hostede voldsomt, og en strøm af rødt blod løb ud fra hans mund. ”Jeg vil ikke blive en anden,” hostede han. Jeg satte mig på hug ved Hann, og hørte hans rallende åndedrag. ”Riku,” sagde han. ”Dræb mig!” Jeg rystede på hovedet. Jeg nægtede at gøre Hann ondt. Han tog fat i min kimono, og trak mig ned til sig. ”Træk sværdet ud, og giv mig det!” Jeg så på hans ansigt. Han var indsmurt i sit eget blod, og hans blik var hårdt som stål. Jeg trak bange sværdet u af min brors krop. Han skar tænder, og slog sværdet væk fra ham og mig. Såret blødte, og det undrede mig efterhånden at han ikke var død.

   ”Hann, du må ikke forlade mig,” sagde jeg. ”Jeg beder dig.” Hann smilede til mig, og aede mig på kinden.

   ”Beklager søs." Så forlod han mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...