Novella

Noveller, skrevet af mig selv gennem den tid, jeg har skrevet historier. Blandede genre, alt fra fantasy og sci-fi, til kærlighed og abstrakte dyrefortællinger. Lidt for enhver smag. Nyd læsningen, kommenter gerne på de forskellige.

4Likes
3Kommentarer
938Visninger
AA

7. Labyrinten (grøn/gul)

Natel drejede til højre. Det mørke lys i labyrinten gjorde det svært at se. Han famlede sig frem, klar til at støde ind i noget eller nogen. Nogen. Han gøs. Han var glad nok for at være alene, nu hvor det kom til stykket.

   Den mystiske lyd kom igen. Som en hvislen i bladene. Han holdt sig for ørene, nægtede at høre den.

   Det var sjette gang siden han var gået ind i labyrinten, at den mystiske lyd havde lydt. Den måtte ikke komme igen, ikke før han kom ud. Men hvornår var det? Stentaget gjorde det umuligt at se om det var dag eller nat, og de lange gange strakte sig milevidt, indtil de endte i et uendeligt mørke. Faklerne på væggene blaffede da han gik forbi dem. Kvælende varme var ved at overmande ham. Han tog sig til armen, og så sig over skulderen. Blodsporet var stadig tydeligt, og det lyste i skæret fra faklerne. Han trak vejret hurtigere og hurtigere, gispede efter det. Han måtte snart komme ud, det var efterhånden livsnødvendigt.

   Natel så på sin arm. Det røde blod trængte igennem det flænsede ærme, løb ned over hans arm, og endte på jordgulvet, hvor det dannede det efterhånden milelange spor af blodpletter.

   Lyden kom igen. Natel krummede sig sammen, stønnede i smerte. Såret på armen gjorde ondt, som om kulden der fulgte med lyden fik blodet til at løbe hurtigere. Han lænede sig rystende ind mod muren. De kunne komme når som helst for at tage ham tilbage til start. Han ville blive pint og tortureret, og sikkert dø inden for en uge. Han lukkede øjnene, og prøvede at lade være med at tænke på det der var hændt.

   Nogen kaldte på ham. Han åbnede øjnene igen. Gangen var lige så øde som før. Stemmen kaldte igen. Den lød bekendt. Han støttede sig til muren, og fortsatte ligeud. Stemmen blev kraftigere, og han skyndte sig hen mod den. Da stemmen lød til at være tæt på, stoppede Natel op.

   Noget koldt lukkede sig om hans hals. Han gispede efter vejret, og prøvede at fjerne det med den hånd han endnu kunne mærke. Lyden kom igen, og han skreg. Stemmen der havde kaldt på ham lo ondt, og hvad der end sad om hans hals blev strammere. Hans syn blev sløret, og hans sanser svækkedes.

   Noget ramte hans arm, og lyden kom igen. Men denne gang reagerede han ikke. Han var for afkræftet, træt eller bare ligeglad. Først blev hans krop helt varm, så blev den lige så kold som is. Følelsen gentog sig igen og igen, og til sidst var der en eller anden der bekendtgjorde, at han var død. Men det var han jo ikke. han var lige her, ude af stand til at reagere, men han var her. Det der var om hans hals blev fjernet, og han faldt ned på jorden. Hans krop summede, men han kunne ikke reagere.

   Han lod øjnene liste sig opad, og så på to store mænd. Nej, den ene var en mand, men den anden var mere dyr. Han havde et udskudt øje, et ar der gik tværs over ansigtet, og kun enkelte totter af hår voksede spredt på hans isse. Den anden havde sort tøj på, sort hår på hovedet, og et hånligt udtryk i ansigtet. De to mænd vendte sig om, og begyndte at gå væk fra Natel. Deres fodtrin ekkoede i labyrintens mange gange. Endelig var han alene. Hvis den mystiske lyd kom tilbage, ville han sikkert ikke overleve. Han huskede første gang han havde hørt den. En lyd, en maskine og et hvidt lyn der fór gennem kroppen. Langsomt rejste han sig op, prøvede at støtte sig ind mod væggen, men hans ben nægtede at bære ham. Hans ene arm var helt følelsesløs, og hans ben summede. Han lagde sig ned på den kolde jord. Nu ville han gerne dø. Det var okay hvis livet sluttede nu. Men det skulle blive meget værre.

   Natel så sløvt ned ad gangen, og forventede egentlig ikke at se noget. Men det gjorde han. Et kridhvidt ansigt med store, kuglerunde og tomme øjne. Det ene øje sad næsten helt nede på kinden, mens det anede næsten sad oppe i panden. Munden havde ingen læber, og var blottet i et stort hæsligt smil. Munden var fuld af skarpe tænder. Skelettet var fuldt synligt, og skindet var næsten gennemsigtigt. Natels første tanke var levende død. Men så gik det op for ham, at dette ikke var levende død eller dyr. De rallende åndedrag afslørede at det var et levende væsen. Det der stod foran ham var ikke en levende død, men et levende menneske!

   Men Natel lå helt stille. Ville væsnet æde ham, så måtte det gøre det. Så ville han i det mindste dø, og komme væk fra arbejdslejren. Væsnet kom helt hen til ham, prikkede til ham med en lang kold finger, og så ham ind i øjnene. Normalt ville hans hjerte nok slå dobbelt så mange slag, men et slog kun halvt så mange som normalt. Væsnet snusede til ham. Hvis han havde haft energien til det, ville han nok have undret sig over hvor dens næse egentlig var henne.

   Han lukkede øjnene, og var klar til at dø. Men lige da væsnet bøjede sig ned over ham, klar til at bore de lange hvide fingre ned i ham, kom noget over ham. Han slog ud efter væsnet, og ramte det i tindingen. Det faldt overrasket til jorden, og Natel rejste sig besværligt op. Han pustede som et vilddyr, og glemte alt om smerterne der fór gennem hans krop. Han sprang hen mod væsnet, og det sprang hen mod ham. Han slog det med al den kraft han kunne mønstre, og det kradsede ham med de lange fingre. Men trods Natels smerter var han stærkest, og snart faldt væsnet dødt til jorden. Natel så på sine hænder. De var indsmurte i blod. Han så på sit tøj. Det samme. Blod.

   Det døde væsen lå me et stift udtryk i ansigtet. Natel så med afsky i blikket på det. Han tog en sten fra jorden, og hamrede det ned i hovedet på det. Bare for at være sikker på at han havde slået det ihjel. Blodet fløj fra hovedet og landede på både væggene, loftet, jorden og ham, men han var ligeglad. Arbejdslejren havde gjort ham kold. Til en kold person, der kun levede for at dræbe sin modstand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...