Novella

Noveller, skrevet af mig selv gennem den tid, jeg har skrevet historier. Blandede genre, alt fra fantasy og sci-fi, til kærlighed og abstrakte dyrefortællinger. Lidt for enhver smag. Nyd læsningen, kommenter gerne på de forskellige.

4Likes
3Kommentarer
934Visninger
AA

19. Fanget (Grøn/gul)

(Never Known uddrag, anden Movella)

Han skriger. Et højt, ulideligt, forfærdeligt, rædselsvækkende skrig, der skærer sig gennem marv og ben. Hvorfor? Hvorfor skriger du? Hvorfor står jeg bare her? Helt stille. Isoleret. Jeg kan ikke nå dig. Jeg kan aldrig nå dig. Du er så forfærdeligt langt væk. Jeg elsker dig. Kan du høre mig? Jeg elsker dig. Du er så smuk. Dine ravgyldne øjne, dit sorte hår... Hvorfor er du så tæt på, og alligevel så langt væk? Jeg vil hen til dig. Nu.

   Du skriger igen. Hold nu op. Det skader mig! Du må ikke skrige mere. Uanset hvor store dine lidelser er, så lad være, for min skyld, vil du ikke nok lade værre?

   Jeg kan se, at du bløder. Den røde væske løber ud fra dit bryst. Hvad er der galt? Jeg ved ikke, hvad du fejler. Du kan ikke tale. Dit ansigt er paralyseret i smerte og angst. Jeg ser det. Jeg mærker det. Du er så forfærdelig tæt på. Hvorfor vil du ikke komme hen til mig?

   Du er bundet. Lænket til en stol. Omkring dig står så mange væsner i hvide kitler, men du ser dem næsten ikke. Opfatter dem ikke. De er intet. Du er alt. Jeg vil hen til dig. Jeg har aldrig set et rigtig menneske som dig. De er falske. Du er ægte. Du er smuk. Både indeni og udenpå. Hvordan skulle jeg kunne være god nok til dig?

   De hvide kitler omkring dig snakker sammen, men du ænser dem ikke. Ser bare tomt hen mod den væg, der adskiller os. Den er så blank. Så fin. Så smuk og skinnende. Den kaster solens stråler tilbage, tifoldigt, som krystallers lys i natten. Men de er ikke smukkere end dig.

   Jeg har set på dig i timer. Dage. År. Jeg forstår ikke andet sprog end dit og mit. Du skriger igen. Hold nu op. Jeg vil ikke se dig lide.

  Jeg ved, hvad lidelser er. Det er det, de kaldte den sygdom, mor havde haft, lige før hun faldt i søvn. Ja, faldt i søvn. De sagde, at hun sov for evigt. Jeg kan mærke din lidelse. Du lider, ikke kun på grund af det, de hvide kitler gør ved dig, men fordi du ikke kan komme hen til mig. Kom hen til mig.

   En af kitlerne går hen til væggen. Ser på dig. Kitlens tvilling dukker op på den anden side. De ser lidt på hinanden. De to kitler går hen til os, dig og mig. Jeg smiler til dig, du skærer en grimasse, da du prøver at smile tilbage.

   En kittel slår dig hårdt i hovedet, så stolen falder ned på gulvet. Men du er lænket fast, og falder med den. Gør det ondt? Det tror jeg, det gør. Jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg kan ikke bevæge mig. Kitlen prikker dig i armen. Jeg smiler til dig.

   Pludselig løber noget gennem mig. Jeg skriger. Du skriger. Vi skriger. Nej. Du... Vi... Os... DER FINDES IKKE NOGET OS! Jeg er dig, du er mig. Jeg begynder at græde. Han er ikke ham, han er mig, min refleksion.

   Jeg er så bange. Hvor er du? Nej, ikke du. Du findes ikke! Lad mig være! Kom nu... kom hen til mig. Trøst mig. Sig, at det hele nok skal gå. Nej... Det hele vil ikke gå... Det vil forsvinde. Ikke med skridt, ikke langsomt gå væk fra mig, men forsvinde, bare sådan ud i den blå luft. Kitlerne hiver mig op. Det gør så ondt. Jeg kan mærke det. Du er væk. Verdenen er lige her. Lige ved siden af mig. Så tæt på. Alt for tæt på. Jeg vil væk! Hjælp mig! Så hjælp mig dog! Jeg kan ikke slå fra mig. Jeg kan ikke tale. Jeg er såret og mishandlet, et mislykket eksperiment. Kitlerne stikker ting i mig, spidse, kolde ting. I armene. I halsen. De gør ondt! Stop nu! Jeg vil ikke mere! Hvorfor gør I det!

   Jeg skriger. Vil slå fra mig. Vil skade dem. Hvorfor er du ikke længere hos mig? Min dyrebare livline til forglemmelse... Nej! Du findes ikke! Du er mig! Du er hos mig! Altid! Du er hos mig, uden rigtig at være hos mig. Hader du mig? Ja, du hader mig. Jeg hader mig. Vi elsker og hader hinanden. Jeg tager mig til hovedet. Hvor gør det dog ondt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...