Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
5995Visninger
AA

22. Victory - Sejr

Vi vidste ikke hvor længe vi havde været nede i kælderen, da Stefan og Damon kom ned og åbnede døren. Vi var hurtig ved døren og jeg havde Damons arme om mig i et split sekund. Uheldigvis missede jeg øjeblikket hvor Stefan tog Elena i sine arme. Jeg ville virkelig gerne have tingene skulle fungere mellem dem.

 

”Er du okay?” sagde jeg og trak mig væk fra Damon og så hans trøje var revet i stykker og med blod på hænderne. ”Er det dit blod?” min tone var bekymret og jeg kiggede på Stefan, som så lige sådan ud. Han havde endda blod i hovedet. Klamt!

 

”Det er ikke vores blod… vi er okay!” sagde Stefan. Elena og jeg udåndede lettet.

 

Da vi kom ovenpå opdagede vi at huset var fuldstændig ødelagt. En af de store vinduer var knust i flere stykker og møblerne var smadret. Tyler var ved at samle en persons hoved op og smed den udenfor. Jeg kiggede væk. Folk var ved at tørre blod op fra gulvet og møblerne.

 

”Disse hybrider… de får virkelig nabolaget ned med nakken.” sagde Damon med et ansigt.

 

”Ja. Du bliver nød til at tage dig af det Klaus; de er overalt, som lopper…” Stefan smilede smørret til Klaus, som kom gående ned ad entreen. Han skulede bare og gik lige forbi ham.

 

”Bonnie!” udbrød Elena. ”Hvor er Bonnie og Lucy?”

 

”På mit værelse.” sagde Stefan og Elena skyndte sig op for at se til sin bedsteveninde.

 

Jeg var rædselsslagen over det der var sket, mens mig og Elena havde været sikre nede i kælderen. Caroline sad lænet tilbage i sofaen og jeg satte mig ved siden af hende, undrende over om hun var okay.

 

”Ja, jeg har det fint; jeg kunne dog godt bruge noget blod, så jeg heler hurtigere.” sagde hun med et svagt smil, jeg gik øjeblikkeligt ned i kælderen for at hente et par blodposer og delte dem ud til dem der nu behøvede det. Rebekah var den ene af vampyrerne der rakte ud efter en.

 

”Rebekah, er du okay?” spurgte jeg bekymret min ven. ”Jeg har ikke set dig siden dagen før i går.”

 

”Nej. Jeg skulle lige ordne nogle ting.” hun var hemmelighedsfuld omkring hendes tilholdssteder. ”Men jeg kom lige i tide for at få noget aktion.” sagde hun smilende.

 

Jeg sukkede. ”Du er seriøst mærkelig!”

 

Hun grinede. ”Nej Emma, jeg er en vampyr!” sagde hun med et smil og øjnene store ved det sidste ord. ”Jeg har brug for noget aktion, jeg kommer så nemt til at kede mig.”

 

Jeg grinede, lettede over hun var okay. Fra hjørnet af mit øje, så jeg Klaus satte sig på sofaen ved siden af Caroline. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde, men hun nikkede og smilede. Han lagde sin hånd på hendes knæ og de smilede til hinanden. Hvad i alverden skete der lige her?

 

Klaus’ øjne flakkede op og tog mig i at kigge på dem. Han pressede sine læber en anelse sammen og hjørnet af hans læber lavede en antydning af et smil, da en af hans øjenbryn lavede en spørgende lune. Jeg kiggede hurtigt væk.

 

Stefan kom ind i rummet med en flakse whisky. ”Jeg foreslår en skål for vores sejr!” udbrød han.

 

”Mange tak Stefan, fordi du redede mine brødre.” sagde Rebekah og rakte sin tommeltot i vejret; Stefan smilede og trak på skuldrene. Hun gik over til ham og kyssede ham på kinden, lige hvor Elena kom gående ind i rummet med Bonnie.

 

Ikke godt!

 

Hun så lidt såret ud, men det så ud til at forsvinde, eftersom Rebekah gik væk fra Stefan igen, uden og give ham mere opmærksomhed.

 

Rebekah gik over til Elijah og startede en samtale med ham. Jeg hørte de snakkede om hvordan han havde lavet aftalen med Stefan og at han gerne ville have sin familie sammenkomst. Rebekah så ud til at være entusiastisk efter og møde flere af sine søskende.

 

Stefan gik op til Elena og strøg et par af hendes hår fra hendes ansigt og så ud til at spørge om hun var okay. Jeg så Bonnies ansigt lyse op bag Elenas ryg, vores øjne mødtes og vi smilede til hinanden.

 

Katherine slentrede ind fra terrassen; hun havde virkelig taget en stor bid af nogen. Hendes ansigt var smurt ind i blod og hun havde et stort smil i hovedet, men det forsvandt da hendes øjne faldt på mig. Hvad havde jeg gjort hende?

 

Elijah sagde hendes navn og hun gik op til ham og Rebekah. Jeg så han pegede på hendes ansigt og jeg læste det som om hun skulle vaske sit hoved. Jeg smilede, men var forsigtig med ikke og lade hende se det. Jeg tror ikke det ville have givet mig ekstra point.

 

”Katherine, har du mødt Emma, min veninde?” spurgte Rebekah lige pludselig og gestikulerede til mig, at jeg skulle komme over.

 

Har de virkelig ikke været i huset på samme tid? Jeg kunne ikke huske det, der havde været så mange mennesker der kom og gik.

 

”Det ser ud til du har fået dig en masse venner i løbet af de her uger.” fnøs Katherine.

 

Rebekah kiggede overrasket på hende. ”Emma og jeg har været venner i… hvad er det, tre år?” spurgte hun mig.

 

Jeg smilede til hende. ”Ja, men vi har ikke rigtig holdt kontakten, med dig død og det hele…”

 

Hun grinede. ”Ja, det kunne lægge et pres på ethvert forhold.” hun rullede med øjnene. ”Jeg kan huske du havde den her sang du hele tiden spillede… hvad var det for én?”

 

”Ja… hvad var det for én? September? Nej, det var Amanda Jenssen!” sagde jeg og grinede. ”Jeg har ikke hørt den i flere år. Det var ’Amarula Tree’.”

 

”Jeg var træt af den.” sagde hun og kiggede på sin bror, der smilede til os.

 

”Det var dig der altid hoppede op og ned til Septembers ’Cry for You’, når vi var i byen.” afslørede jeg. Vi grinede begge to, huskede på en tid hvor jeg troede vampyrer kun eksisterede i gyserfilm.

 

Damon kom op bag mig og tog sine arme om mit liv.

 

”Jeg kan ikke tro jeg ikke vidste du var en vampyr.”

 

Hun grinede af mig. ”Du ville ikke kunne håndtere det!” og jeg nikkede. Hun havde fuldstændig ret, jeg ville være hylet ud af den!

 

”Heldigvis kan du håndtere det nu…” sagde Damon og kyssede mig på tindingen.

 

Jeg grinede. ”Yeah, right!” sagde jeg sarkastisk. ”Jeg er stadig hylet ud af den!"   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...