Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
6018Visninger
AA

10. Teasing the eavesdroppers - Driller lytterne

Jeg havde taget et bad og skiftede tøj efter træningssessionen, som var en smule pinlig; gå nøgen ind i hans bad, hvor alle kunne gå ind, siden den ikke havde nogle døre der kunne låses. Hvad for en form af ekshibitionist (at vise sig/at optræde, vil gerne være nøgen for andre) var han?

 

Nå ja, han havde en god hørelse og jeg vidste hvis der kom nogen, som der ikke gjorde.

 

Det var en varm dag og jeg fik virkelig anerkendende blikke fra Damon da jeg kom tilbage til dagligstuen i en kort skrigende pink summer kjole og høje hæle. Der var en simpel spagetti trøje nedenunder og jeg havde en tynd kortærmet lag over med blonder og dikkedarer. Den var virkelig ude af karakter fra hvad jeg plejede og have på, dette føltes som en speciel lejlighed. Når jeg bar kjoler, hvilket var sjældent, var det mere en stil som indie, og det her var Ralph Lauren. Jeg havde endda taget min perle halskæde på og mine solbriller.

 

"Wow, baby, baby!" sagde han. "Gjorde du det, bare for mig?" 

 

"Selvfølgelig!" sagde jeg og følte mig helt nervøs da han gav mig elevatorblikket. 

 

"Jeg kan lide det." han gled hans arm rundt om mig og jeg gjorde det samme rundt om hans muskuløse krop. "Og jeg elsker dine ben i de høje hæle." hviskede han, som fik en kuldegysning til at løbe op af ryggen og jeg bed i min læbe.

 

Damon foreslog at vi skulle tage hen til the Grill; hvis Klaus ville finde os, ville han gøre det lige meget hvor vi var. Vi tog hans blege blå Camaro, solen skinnede og vi havde toppen nede. Jeg kunne ikke gøre for det, men jeg kunne ikke lade være med at stirre på Damon da vi kørte væk, langs den grusede indkørsel. Med hans solbriller på, lignede han virkelig den Damon jeg havde set i fjernsynet; ham jeg havde savlet over, men realistisk godt vidste, at jeg aldrig ville få.

 

Bare for to dage siden var jeg tilfreds med at gå rundt inde i Glenridge Hall, fordi det var beliggenheden for mit yndlings TV-show. Hvordan er det her sket, eller hvad fanden sker der egentlig?!

 

Fra radioen sang Ida Maria om 'Home Sweet Home Ain't Sweet Anymore' og jeg kunne relatere til det. Mine blonde krøller blæste rundt om mit ansigt, og jeg kiggede stille ud af vinduet.

 

"Hvad er der galt?" spurgte Damon.

 

Jeg vendte mig rundt for at kigge på ham. Han så virkelig bekymret ud og det var den side af ham der var godt gemt i TV-showet.

 

"Åh, jeg tænkte bare på mit hjem." sagde jeg, og prøvede at undvige emnet.

 

"Savner du dit hjem... eller måske en vis person?" han kiggede næsten mistænksomt på mig. 

 

"Nej! Jeg er single." sagde jeg med et smil. "Jeg ville aldrig gøre sådan noget her, du ved, sove i din seng..." tilføjede jeg med et indelysende smil. "... hvis jeg havde en derhjemme. Jeg tænkte blot på at jeg ikke vil hjem." sagde jeg mere stille og kiggede ud af vinduet igen.

 

Han sagde ingenting, men jeg så fra hjørnet af øjet at han kiggede intenst på mig. Måske vidste han ikke hvad han skulle sige, ligesom mig. 

 

Radioen skiftede sang til Bravery, 'Out of Line' og vi smilte begge to. Jeg tænkte først på at det var sjovt vi havde den samme smag for musik, men jeg indså hvor påvirket jeg havde været af serien. Pludselig slog det mig at han har været her i lang tid, i hvert fald hvis denne virkelighed var nøjagtig ligesom den i serien. 

 

"Hvad for noget musik lyttede du til da du var yngre?" spurgte jeg.

 

Han brød ud i latter. "Hvad mener du, da jeg blot var hundred og ti?"

 

Jeg kiggede flovt væk. "Undskyld, jeg ville ikke snage." 

 

"Det okay søde, du må snuse rundt lige så meget du vil. Du har ingen ide om hvor befriende det er og have mødt nogen du ikke behøver og overbevise om du er 172 år gammel, også påvirke dem bagefter, for at få dem til at glemme det."

 

Jeg smilede til ham igen. 

 

Vi nåede til the Grill og steg ud af bilen.

 

"Stadig ikke hurtig nok for dig?" sagde han under hans åndedræt, da jeg endnu engang havde gået ud af bilen før han nåede og åbne den.

 

"Undskyld, jeg er ikke van til og blive ledsaget af sådan en gentleman." sagde jeg.

 

Endnu engang grinede han. "Selvstændig psykopat, er hvad jeg som regel bliver kaldt." svarede han. "Vil du gerne følges med mig, Frk. Palm?" han tilbød mig sin arm.

 

"Det vil jeg elske Hr. Salvatore." jeg puttede min hånd i krogen af hans arm. Han havde sådan en stolt kropsholdning og jeg var fyldt med deprimeret latter da jeg tilpassede hans holdning og gik med ved hans side i mine høje hæle igennem døren til the Grill. Jeg lagde mærke til at jeg var næsten lige så høj som ham i mine høje hæle og i mellem os var der stadig en strømmende nynnen, der fik mig til at føle mig helt nervøs.

 

Vi satte os ned ved et bord og han trak stolen ud for mig. Han var stadig i hans høflige, stolte gammeldags holdning og jeg sagde til mig selv, at jeg skulle lade som om jeg var en dame fra 1864; og spille den del, var den eneste ting der ikke fik mig til at bryde ud i latter. Damon spurgte hvad jeg ville have og drikke og gik op til baren for at bestille.

 

Jeg sad ved bordet med mine ben krydset, spekulerende over hvad menneskerne i 1860'erne ville tænke om den måde jeg gik klædt; skinny sorte jeans, hvid skjorte og støvler. Måske skulle jeg bare spørge Damon?

 

Jeg kiggede rundt i rummet med et smil på mine læber og fandt en blond pige ved poolbordet, der ikke tog øjnene fra mig. Jeg genkendte hende som Caroline og følte mig en lille smule irriteret over at hun tydeligvis stirrede på mig. Jeg følte jeg skulle nikke mod hende, siden jeg kendte hende, men kom i tanke om at det ikke var meningen jeg skulle kende hende.

 

Damon kom tilbage til bordet og satte glasset foran mig. "En Southern Comfort og Ginger Ale til Frk. Palm." sagde han høfligt, og jeg huskede vores skuespil.

 

"Mange tak Hr. Salvatore." svarede jeg høfligt og overdrev med min britiske accent så meget jeg kunne. "Det er et dejligt vejr I har her." 

 

"Åh ja Frk. Palm, det er det virkelig." svarede han tilbage med hans syd accent.

 

Jeg skævede over mod hjørnet hvor jeg havde set Caroline, for at signalerer til ham om at kigge diskret; Tyler var nu kommet over til hende ved poolbordet. Damon kiggede rundt og så dem.

 

"Var din rejse herover behagelig, Frk. Palm?" spurgte han mig og jeg forstod øjeblikket at han ville drille dem der kiggede og aflyttede os på det her offentlige sted.

 

"Ja, Hr. Salvatore. Det er så nemt og rejse de her dage." jeg bestemte mig for, at hvis de ville have et show, hvorfor så ikke bare give dem det. "Det er ikke det samme som Titanic." sagde jeg smilende og lænede mig over mod ham, som om det var en hemmelighed jeg lige havde afsløret. "Men meget bedre end den første gang jeg kom til dette land." Damon skulle lige til at grine, men holdte det inde, med et lille smil på læben. 

 

"Åh nej, og rejse i dag er helt anderledes, Frk. Men jeg hørte at servicen var rigtig god på Titanic; indtil det uheldige møde med isbjerget."

 

"Åh ja." jeg fniste lidt og tog en tår af min drink, ikke sikker på hvad jeg ellers skulle sige.

 

"Og indkvarteringen er tilfredstillende? Frk. Mi... jeg mener Frk. Palm." rettede han og jeg ønskede virkelig at jeg kunne høre samtalen ved poolbordet. Jeg kunne se deres afspejlning i en af vinduerne og smilede, da jeg så Caroline krympede og missede billard bolden med køen.

 

"Altså, det er ikke ligesom slottet i Bulgarien, men det er bedre end da Rebekah og jeg boede i Klaus' hus i Transsylvanien." spillede jeg og Damon fik næsten hans whiskey galt i halsen. "Har du set min nevø her?"

 

"Ja Frk. Palm, han er på vej herover nu. Han skulle lige noget først." han kiggede ned i bordet.

 

"Og dobbeltgængeren?" spurgte jeg stille, og lænede mig lidt tættere på ham. 

 

"Hende har jeg også Frk. Palm." 

 

"Fremragende, Hr. Salvatore, jeg vil personligt sørge for at det er værd og bruge din tid." 

 

Jeg kiggede rundt og både Caroline og Tyler var væk. Det tog et lille stykke tid, men så begyndte Damon med at grine. "Girl, du er vild! Hvor lang tid tror du det tager før Stefan ringer til os?" 

 

Jeg begyndte også med at grine. "Det var bare sjovt! Og hey, poolbordet er frit, vil du spille? Eller skal vi ringe og advarer Stefan og Elena først?" 

 

"Det er meget sjovere og lade dem selv finde ud af det. Kom, lad os spille noget pool..." han rejste sig pegede med sit hovede og arm om at komme med. 

 

"Hr. Salvatore! Hvad skete der med ridderligheden?" bebrejdede jeg ham, stadig drillende.

 

"Åh, jeg er så ked af det Frk. Emma!" han var ved min side øjeblikkeligt, trak min stol ud og tilbød sin arm. Jeg grinte og vi gik over til poolbordet, hvor han begyndte med at lægge boldene. Da var det at Damons mobil vibrerede og 3 sekunder senere gjorde min også.

 

"Hvad?!" sagde Damon.

 

"Hej Elena!" sagde jeg. "Ringede Caroline til dig?" 

 

"Ja, hvad sker der? Hvor er du, er du med Damon, eller ved du hvor han er?" hun lød bekymret for min sikkerhed.

 

"Ja, Damon og jeg er ved the Grill. Caroline var her og hun stirrede på mig, jeg blev en smule irriteret også blev jeg revet med i min og Damons drillende samtale. Undskyld."

 

"Hvad sagde du?" forlangte hun og hendes tone var ikke i nærheden af munter.

 

"Jeg antydede at jeg er meget ældre end jeg er. Så smed jeg Klaus' navn ind og sætning 'dobbeltgænger', kun fordi det var så tydeligt at de aflyttede os. Jeg kunne bare ikke gøre for det, du skulle have været her, jeg fik næsten Damon til at grine." sagde jeg, Damon skulede over på mig. "Elena du har ingenting og bekymre dig om, jeg ville aldrig såre dig! Du er den eneste ven jeg har i den her skøre virkelighed; det ved du godt." tilføjede jeg frusteret.

 

Damon havde allerede afsluttet hans samtale - og hans whiskey. Han gestikulerede at han ville gå hen til baren, mens jeg prøvede og overbevise Elena om at alting var okay. Det tog noget tid, men med tiden troede hun på mig også lagde hun på.

 

Damon kom tilbage med en ny whiskey og begyndte med at lægge boldene på poolbordet. Han tog en kø og begyndte med at spille.

 

"Jeg tror det er bedst hvis jeg står bag ved dig når du spiller med den korte kjole." hviskede han, da det var min tur til at spille.

 

"Ej come on, så kort er den heller ikke." prøvede jeg og forsvare mig selv. 

 

Han lagde sit hovede til siden og tjekkede. "Jo den er." sagde han med et smørret grin.

 

Jeg slog hans arm. "Nej den er ikke! Jeg ville ikke have købt den, hvis den var." 

 

"Jeg tror du skulle have købt den kortere..." 

 

Det resulterede i endnu et slag på armen. "Selvfølgelig ville du have det! Kan jeg spille nu?" jeg skulede på ham og han tog nogle skridt tilbage og lagde hovedet til siden for at få en god udsigt, når jeg lændede mig forover. "Damon!" sagde jeg skarpt, men han trækkede bare på skuldrene og smilede. Jeg stirrede på ham; jeg vidste den ikke var så kort, men hans handlinger fik mig til at tænke alt for meget over det og jeg lagde selv mærke til det.

 

Vi spillede lidt og jeg arbejdede hårdt på at koncentrere mig på spillet i stedet for hans blikke og det hjalp. Jeg havde aldrig været så god til pool, men som Stefan sagde: Jeg kunne godt selv.

 

Damon lagde hans arm om mig og hviskede i mit øre; "Jeg synes vi skal gå hjem og gå i seng i stedet." jeg trak vejret ujævnt og en strøm af varme kom igennem min krop. 

 

Han grinede; "Jeg kan se du også har tænkt på det..." hviskede han og fik mig til at rødme. Han skød med sin kø og tre bolde fløj i hullerne. 

 

"Har du travlt?" mumlede jeg.

 

Han gik tæt på mig og lagde en hånd på mit lår og den anden på min kind. "Ja." sagde han og kyssede mig. Jeg gøs og min hjertebanken blev hurtigere, som den gjorde hver gang han var tæt på. "Mouth-watering... (mine tænder løber i vand)." hviskede han og kyssede mig på kinden.

 

Det var lige da nogen rømmede sig ved siden af os, og vi vidste det var tid til at vi skulle forklare os selv.

 

"Hej Elena, og hej Caroline, jeg er ked af at jeg narrede jer, det var bare så fristende da I tydeligt lyttede efter hvad vi snakkede om. Jeg er Emma." sagde jeg og rakte min hånd ud til hende. 

 

"Hej, jeg er Caroline." sagde hun og det var tydeligt at hun ikke stolede på mig. "Men, hvem er du?" 

 

"Bare en pige på ferie, på udgik efter noget sjov... jeg er ked af at det blev dig."

 

"Jamen jeg undskylder ikke; det er ikke høfligt og aflytte Barbie!" sagde Damon skarpt og Caroline rødmede en lille smule. 

 

"Undskyld; jeg holdte bare øje med hende, fordi du er sådan en jack ass." hun var defensiv (forsvare sig selv). 

 

"Du har brug for lidt mere øvelse med at være listig; dig og hybriden!" sagde Damon.

 

"Er Tyler en hy..." brølede jeg, men hviskede i stedet til Damon. "Er Tyler en hybrid?!" mine øjne var store af overraskelse. "Lykkedes det Klaus og lave hybrider?" 

 

Caroline kiggede chokeret på mig over at jeg vidste alting om emnet og hendes øjne flakkede mellem Elena og Damon, for at se deres reaktioner. De vidste selvfølgelig allerede at jeg var godt informeret og var meget cool omkring det.

 

"Ja, det var åbenbart mit blod der gjorde det." sagde Elena, kiggede rundt og fortsatte diskret. "Det var meningen jeg skulle dø, men hvis jeg gjorde, ville han ikke have mit blod til at lave dem. Det viste sig at vi gjorde ham en tjeneste med at holde mig i live, i stedet for at ødelægge tingene for ham..." hendes tone var sur. 

 

"Hvad end det er værd, så er jeg virkelig glad for du overlevede." sagde jeg og strøg hendes arm. Jeg mente det virkelig.

 

Hun smilede til mig. "Tak, og jeg er virkelig glad for du kom." hendes øjne flakkede over til Damon. 

 

"Jeg er her ikke for at bedrage hende Caroline; Elena er den eneste ven jeg har her." Damon rømmede sig og jeg vendte mig mod ham. "Jamen selvfølgelig er hun det, sweetie pie!" jeg kunne se Caroline rullede med øjnene. 

 

"Endnu en påvirket falsk kæreste..." mumlede hun. 

 

"Hun er faktisk ikke påvirket, ikke falsk overhovedet." sagde Damon og puttede hans arm om min talje. 


"Oh em gee, betyder det at det her er officelt?!" jeg puttede min hånd op foran munden i falsk overraskelse, drillede ham og jeg hørte Caroline gispe, men så begyndte hun med at grine højt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...