Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
6023Visninger
AA

21. Show time, battle on

“Og hvad er din plan? Hvordan har du planlagt at komme ud i ét stykke?” Stefan stod op med sine arme krydset over brystet, den selvsikre stilling jeg havde set mange gange.

 

”Åh, bare med sædet af mine bukser.” sagde Klaus med et suk og et kedsommeligt blik. Stefan kiggede blankt på ham.

 

”Bare gå fremad, ingen rigtig planer…” forklarede jeg og rullede med øjnene.

 

Klaus smilede til mig. ”Goody; en tolk der snakker engelsk.” jeg rullede med øjnene og gik hen mod køkkenet efter et glas vand.

 

”Du bliver nød til at stoppe med at gøre det der!” Damon’s stemme inde i køkkenet fik mig til at stoppe ude foran døren.

 

”Gøre hvad?” Elena lød overrasket.

 

”Antage jeg vil spille den gode fyr bare fordi du ber’ om det.” snerrede Damon af hende. Jeg havde misset deres samtale, men havde fornemmet spændinger imellem dem efter samtalen om Lexi.

 

Jeg åbnede døren og gik ind, lød som om jeg ikke havde hørt noget.

 

”Hej søde, har du hørt noget?” jeg afledte opmærksomheden. ”Omkring alle problemerne der kommer rullende.”

 

”Nej, ikke endnu, men det er ikke langt væk nu; jeg kan mærke det kommer.” han tog sine arme om mig og kyssede mig på håret.

 

Vi gik ud af køkkenet og ind på biblioteket hvor Klaus og Stefan diskuterede. Stefan havde et ultimatum; hvis de skulle slås mod varulvene, havde de brug for noget af Klaus’ blod, selv før kampen bare i et tilfælde af en af dem skulle blive bidt. Klaus rullede med øjnene og hev en brevåbner op fra en af hylderne og på et øjeblik havde han skåret sig i hånden og blodet dryppede ned på gulvtæppet.

 

”Jeg tror du har brug for noget at have det i, medmindre du vil lægge dig ned og suge det ud af tæppet.” Klaus havde sin sædvanlige sarkastiske tone.  

 

Stefan var hurtig og Klaus’ blod dryppede ned i et whisky glas før såret havde mulighed for at hele. Damon gik ud for at finde en flaske blodet kunne være i, i et tilfælde af hvis de skulle bruge det senere. Jeg krympede da Klaus smed brevåbneren på hylden igen. Såret var helet og Stefan og Damon gik ud i køkkenet for at hælde ’kuren’ ned i en flaske i stedet.

 

Jeg foretrak absolut at tænke på det som en kur i stedet for blod, hvilket fik mig til at flippe ud.

 

Jeg blev ved med at gå rundt i huset og kunne ikke finde ro nogen steder. Klaus og Tyler skiftes til at holde vagt udenfor for os, for at være forberedt når hybriderne dukkede op. Jeg gik ind på biblioteket på min vej ind i dagligstuen; Black Mustang’s sang ’Between the devil and the deep blue sea’ lød fra stereoanlægget og Klaus sad, nærmest lå ned i en af lænestolene.

 

”Gør du dig klar til kampen Klaus?” jeg prøvede mit bedste på at være sød.

 

Han smilede. ”Ja. Det er den perfekte sang til det, syntes du ikke?”

 

Vent lige et øjeblik; prøvede han rent faktisk på at være sød? Jeg grinede lidt. ”Det vil jeg ik’ kunne vide; det her er min første kamp.” afslørede jeg. ”Men jeg kan godt lide sangen.”

 

”Hvis det er din første, så må du hellere nyde den!” sagde han med et smørret smil. Jeg kiggede bare på ham med et løftet øjenbryn og gik forbi ham ind i det andet rum.

 

Lucy og Bonnie havde sat sig ned i dagligstuen, med stearinlys tændt og begyndte med at sig en masse ord jeg ikke forstod hvad betød. Det kunne tydelig mærkes spændingen steg; jeg kunne mærke hårene på mine arme rejste sig. Jeg fandt Elena og hun fortalte mig hun havde den samme uhyggelige følelse. Kampen kom tættere på. Stefan og Damon mødtes os i gangen.

 

”Jeg vil gerne at I to går nedenunder og låser jer selv inde i cellen.” sagde Damon, mens vi kiggede forbløffet på ham. ”Jeg har sat en lås op indefra, så ingen kan komme ind til jer.”

 

”Det vil vi ikke!” udbrød mig og Elena.

 

”Er I klar over hvor hurtigt I kunne få revet hovedet af?” tilføjede Stefan og han viste glimt af the Ripper, da hans overlæbe krøllede en smule opad; han vidste det nok ikke engang selv. ”Jeg vil have du er i sikkerhed.” Det blik han gav Elena, med sin hånd på hendes kind, var fuld af medfølelse og skyld for det han havde udsat hende for og jeg havde lyst til at smile og råbe ”Ja!” for gennembruddet. Var han endelig ved at genskabe forbindelsen til sin samvittighed igen; med hans menneskelighed? Det var en masse smerte at gå igennem, kunne de virkelig klare det sammen, eller vil det drive dem fra hinanden?    

 

Klaus gik forbi os. ”De har ret, mennesker lever ikke længe.” sagde han og jeg havde en voldsom trang til at række tunge af ham. Der var bare et eller andet ved ham, der gav mig sådan en lyst til at kradse øjnene ud på ham.

 

”Hvorfor går du ikke bare ud og tar dig af dine hvalpe…” mumlede jeg og Damon fniste, men snurrede mig rundt og holdt mig bag hans ryg i tilfældet af Klaus’ blikke kunne dræbe.

 

”Vil du ikke godt være sød at holde hende i kortere snor?” hans øjne var iskolde og hans stemme spejlede det. ”Måske i et fangehul nede i kælderen?” foreslog han sarkastisk, da hans øjne gled over på mig. Jeg følte endnu engang trangen til at række tunge af ham.

 

Damon tog os med nedenunder. Han viste os den ny installeret lås på indersiden også lukkede han døren og bad os låse den. Der var placeret vandflasker i det ene hjørne og han sikrede sig vi havde vores mobiler i tilfældet af tingene gik galt.

 

”Vær forsigtig!” sagde jeg og han kyssede mig gennem tremmerne også låste han døren udefra.

 

”Damon!” råbte Elena. ”Nu kan vi ikke komme ud!”

 

”Præcis! I ville være ude herfra så snart jeg ville være væk, det kan vi ikke have!” hans tone var meget omsorgsfuld og han strøg hende på kinden. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle kigge væk, men Stefan dukkede op ved siden af Damon udenfor det lille spærret vindue.

 

”Har du det fint derinde?”

 

”Jeg vil hellere hjælpe jer ovenpå. Du skal være forsigtig Stefan!” medfølelsen i hendes stemme var tydelig.

 

Han kiggede tilbage på hende med bekymring og omsorg. ”Det lover jeg, og jeg er ked af I skal låses inde, men vi bliver nød til at holde jer her i sikkerhed.”

 

Lyde ovenpå fik brødrene til at forsvinde hurtigt også var der stille. Nede i cellen havde vi ikke andet at lave end og snakke og snakke.

 

”Jeg er ked af samtalen i køkkenet; Damon og jeg snakkede bare…” Elena så virkelig skyldig ud.

 

Jeg lød stadig som om jeg ikke havde hørt dem. ”Elena, jeg ved Damon betyder meget for dig… og han holder også meget af dig.” jeg smilede til hende, prøvede at få hende til at have det bedre.

 

”Men Emma, han kyssede mig for et par uger siden, og jeg kyssede tilbage.”

 

Åh…

 

”Men jeg vidste det var forkert og da jeg havde fortalt Stefan hvad der var sket, skred han bare. Han ville ikke snakke med mig om det.” hendes øjne blev våde og jeg lagde min arm om hende. ”Og nu føler jeg mig skyldig over for jer, det ser ud til Damon virkelig godt kan lide dig.”

 

Jeg kiggede lamslået på hende. ”Men Elena… du hører til her, ikke jeg, det ved vi godt begge to.”

 

”Hold op med at sige det!” hun så vred ud. ”Jeg har ikke særlig mange venner tilbage. Hele min familie er væk, Damon tvang Jeremy til at rejse.”

 

”Hvad?”

 

”Det var min ide, så du skal ikke bebrejde Damon. Jeg ville bare gerne have Jeremy havde en nogenlunde normal barndom, uden vampyrer, hekse, spøgelser og hybrider rendende.” jeg kunne mærke hendes smerte, da hun næsten faldt sammen ved siden af mig.

 

”Jeg kender følelsen Elena. Det med ikke at have en familie, følelsen af at være alene. Lige meget hvor mange venner og mennesker du har omkring dig, så er du stadig alene.” hun løftede sine tårefyldte øjne og kiggede på mig. ”Ja, jeg tror du kender følelsen.” Vi blev ved med at kigge intenst på hinanden og derefter fangede lydene fra ovenpå vores opmærksomhed. Det var i hvert fald lyde af en kamp der var i gang med knald og smadrende lyde blandet med skrig og støn. Jeg havde troet, at det her sted af huset var fjern, at vi ik’ ville kunne høre hvad der foregik, men når vi var stille var det alt for hørbart.

 

Uden nogen mulighed for at gøre noget som helst andet end og sidde her og kigge på loftet, gled vi ind i vores egne tanker for en stund.

 

”Stefan undskyldte for næsten og ha’ kørt mig ud over Wickory broen…” hendes stemme var tynd og næsten en hvisken. ”Jeg kunne se den gamle Stefan i hans øjne, dengang.”

 

”Han trøstede mig, da jeg stod ovenpå og næsten græd.” afslørede jeg. ”Jeg tror den gamle Stefan er derinde, lige bag overfladen. Men du bliver nød til at give ham tid til at komme over kysset mellem dig og Damon; de har allerede været igennem rivaliseringen med Katherine, husker du det?”

 

Hun satte sig op og kiggede direkte på mig. ”Jeg tror på han stadig er derinde.”

 

”Måske har han bare brug for at ordne det hele og få en slags hjælp…” overvejede jeg.

 

Vi kiggede intenst på hinanden igen. ”Hvad hvis Lucy og hendes heksevenner kan bringe Lexi tilbage? Jeg er sikker på hun ved hvad der skal til.”

 

Vi sad og blundede op ad væggen i stilhed i vores egne tanker.

 

”Kan hun virkelig komme tilbage i god behold?” spekulerede Elena højt. ”Måske er hun helt ødelagt?”

 

Vi sukkede begge to og sad i stilhed, overvejer potentialet i om hun er okay, eller at det overhovedet ville virke. Stilheden føltes truende og vi var bekymret for de mennesker der betød meget for os og igennem stilheden kunne vi høre kampen ovenpå. Hver en lyd fik os til at krympe.

 

Det var mere tåleligt at have en samtale i gang, så vi blev ved med at snakke om alt muligt. Elena fortalte mig og hendes liv, da hendes forældre levede, at hun havde været en forkælet møgunge, cheerleader og alt det. Jeg fortalte hende om alle de forskellige plejefamilier jeg havde været hos, før jeg fyldte elleve og var adopteret af den familie jeg kaldte min familie nu.

 

Vi havde ikke opdaget der var blevet stille i huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...