Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
5996Visninger
AA

5. Old acquaintances - Gamle bekendte

Vi rejste os fra bordet og forlod the Grill. Elena og Stefan gik én vej, og mig og Damon den anden. Jeg så hans lyseblå cabriolet på afstand, stående 3 biler væk fra min lille sorte leje bil, men da jeg stoppede ved min bil, tog Damon min arm og trak mig med.

 

"Du kan tro nej; du kommer med mig. Klaus er derude et sted og jeg ved ikke hvad han har gang i."

 

Jeg kiggede overrasket på ham. "Hvad vil han med mig?"

 

"Du ved ting. Måske vil han have dig, fordi du kender os, eller måske bare fordi han er sulten." mine øjne blev bredere og bredere mens han snakkede. "Måske vil han bare have dig, fordi du er lækker." tilføjede han, mens han hviskede i mit øre. Det sendte kuldegysninger ned af ryggen og jeg kiggede forvirret på ham.

 

Han holdte døren for mig, så jeg kunne stige ind, jeg var sikker på jeg havde et forvirret ansigt og at mine øjne stadig var limet til hans, da han lukkede døren. Her sad jeg i en bil som ikke eksisterede, med en fiktiv mand der lige satte sig i førersædet.

 

Toppen var oppe på hans 60 Camaro, og da Damon drejede nøglen, kom der sød stille musik ud af højtalerne. Jeg genkendte med det samme sangen Make It Without You. Han skyndte sig og skifte sang til Bravery.

 

"Please, ik' skift; jeg elsker den sang." sagde jeg stille. Han kiggede forundret på mig, men skiftede tilbage igen til Andrew Belle og var stille i et stykke tid.

 

Pludselig begyndte jeg med at snakke som om vi havde kendt hinanden i rigtig lang tid; som om han var ægte. "Jeg ved de andre nok ikke ved det, men jeg ved hun betød noget for dig."

 

"Hvem, min lade som om-kæreste?" sagde han arrogant.

 

"Andie..." sagde jeg blidt.

 

"Hun var bare en distraktion." sagde han hård.

 

"Men det var Rose ikke."

 

"Hvad ved du om det?" han så forundret på mig, men var stille i lidt tid. Det så ud til, at han debatterede om jeg kunne blive stolt på med sandheden.

 

"Jeg tror ikke det var så meget mine følelser for Andie, som det var en ide for et forhold; et liv." hans tone var blid og havde intet af det kæphøje sarkasme i det, som jeg havde vent mig til. Så kiggede han på mig med furet øjenbryn. "Hvorfor fortæller jeg dig det her?"

 

Jeg blev pludselige klar over at jeg ikke skulle være her.

 

Da vi kørte op ad indkørslen, begyndte jeg med at blive nervøs igen; var vi virkelig tilladt og være her? Den pragtfulde mand ved min side, der insisterede på at jeg skulle kalde ham Damon, parkerede og var næsten øjeblikkeligt rundt om bilen og åbnede min dør.

 

"Vi kan ikke være her." hvæsede jeg. "Come on; Jeg har mødt Joseph Mason, der ejer det her sted."

 

Han kiggede forvirret på mig.

 

"Vi kan ikke bare gå direkte derind..." hviskede jeg.

 

"Jeg har ejet det her sted sammen med min bror siden 1908." sagde han og kiggede på mig, som om jeg havde fået en hjerne-nedsmeltning.

 

Lige pludselig vidste jeg ikke vis liv der var ægte; hans eller mit.

 

Stefan parkerede hans gamle Porsche ved siden af Damons bil og ham og Elena gik ud; de åbnede døren samtidig og gik ind i huset.

 

I et øjeblik for hurtigt for mig at registrere, holdte Stefan nogle stift op mod væggen. Damon gik med det samme ind foran mig og Elena, for at beskytte os.

 

Stefan fløj pludselig midt igennem rummet og lå sprudlende på gulvet, mens der var en der sagde; "Troede du virkelig at du kunne klare mig?" spyttede en Britisk pige ud. "Jeg er meget stærkere end dig Stefan, det burde du vide!"

 

"Hvem trak dolken ud af din ryg, søde?" spurgte han og hun grinte mørkt.

 

Det var noget velkendt ved den latter, og jeg genkendte stemmen. Jeg kiggede rundt om Damons ryg og så hvem det tilhørte. "Rebekah?!"

 

Hendes ansigt skiftede til en mere hvidere nuance af bleg, da hun kiggede på mig. "Em?!"

 

"Hvad laver du her?" røg det ud af os begge og vi blev ved med at stirre på hinanden. Pludselig gik jeg forbi Damon og vi krammede hinanden.

 

"Kender du hende?!" sagde Damon til mig og tog et par skridt tættere på mig.

 

"Vi gik i skole sammen i Oxford." forklarede jeg. Også slog det mig. "Du er en vampyr?!" og jeg bakkede væk fra hende.

 

"Fortalte jeg dig ikke det? Åh, glem det." hun lavede bare et skuldertræk. "Hvordan kender du Salvatore brødrerne?"

 

Jeg kiggede på Damon og vi begge sagde; "For nylig.."

 

"Hvordan kender du dem?" tilføjede jeg.

 

"Rebekah er Klaus' søster." forklarede Stefan raskt.

 

"Klaus' søster?!" næsten skreg jeg og mit hoved begyndte med at snurre igen. Jeg tror alt min farve i hovedet forsvandt, for Damon var hurtigt ved min side og greb mig, mens jeg begyndte med at besvime. Han førte mig til sofaen og bøjede mig forover med mit hoved mellem mine ben.

 

"Hey!" prøvede jeg og protestere. Jeg følte mig som en kat da Damon holdte ved min hals. Han trak mig op og kiggede mig i hovedet, og skubbede mig ned igen. "Please, jeg har lige spist." hvinede jeg.

 

"Så du var ikke boxed op i 90 år alligevel?" Stefans stemme lød ru.

 

"Ups..."

 

"Din lyvende, manipulerende kælling!"

 

"Oh well, tit for tat..." skuldertrækkede hun. "Jeg tror hellere du burde holde øje med den der.." sagde hun koldt og skulede på Elena.

 

Damon var endelig tilfreds med min farve og lod mig stå op. Jeg lænede mig tæt op ad ham og hviskede; "Jeg var venner med hende i et år, og hun er en vampyr." Jeg var ikke bevidst om at mit liv pludseligt smeltede sammen med denne virtuelle virkelighed og jeg tvivlede ikke mere. Han kiggede intenst på mig, mens hans øjne begyndte med at blive røde og alle hans åre rundt om dem kom frem; han åbnede hans mund blot det mindste, for at vise hans hugtænder. Mine øjne blev store.

 

"Og du sagde?" spagde han kæphøjt også smilede han, mens hans øjne blev is blå igen, glitrende af fortrydelse endnu engang. Jeg blev nød til at lukke min mund, jeg havde ikke noget at sige.

 

"Hvorfor er du her?" spurgte Stefan Rebekah.

 

"For at advare jeg mod Klaus, det ser ud til at hans flok er kommet tilbage og han er på vej herover for jeres hjælp."

 

Stefan kiggede på hende med et mørkt blik. "Hvad kan vi gøre? Jeg troede de var uovervindelige."

 

"Ikke hybriderne, kun Klaus."

 

"Men hvorfor tror han vi vil hjælpe?"

 

"Jeg tror du er det eneste han havde mod og have en ven." afslørede Rebekah.

 

Stefan overvejede det i et øjeblik. "Og alligevel fik han mig til at glemme det hele, og slog min kæreste ihjel." sagde Stefan hårdt med et blik mod Elena der stod ved hans side.

 

"Well, han er en idiot med tillidsproblemer." sagde hun og lavede et skuldertræk. "Jeg vil virkelig ikke se ham, hvis der er ham der virkelig har slået vores mor ihjel."

 

Rummet var stille i et øjeblik og alle så ud til at overveje hvordan den drama ville være hvis man havde levet i 1000 år.

 

"Men til sagen. Jeg ville bare advare jer." hun var pludselig væk igen og vi var alene i huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...