Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
6015Visninger
AA

24. Long gone - For længst væk

”Emma, hvor har du været?!” Elena kom over og krammede mig. Bekymringen var tydelig i hendes øjne. ”Du var bare lige pludselig væk!”

 

”Jeg har åbenbart være Klaus’ kæreste for en dag…” sagde jeg gnavent.

 

”Hvad!?”

 

Jeg forklarede kort hvad Rebekah havde fortalt mig. ”Hvor er Damon?” spurgte jeg, men Elena så undskyldende på mig. ”Han har været væk hele aftenen; vi ved ikke hvor han er.”

 

Jeg tog min mobil op og skrev til ham:

 

HVOR ER DU? KOM HJEM!

 

Der gik et stykke tid, men så fik jeg et svar:

 

IKKE SÅ LÆNGE DU HAR HENDE, IDIOT!

 

Hvad? Troede han Klaus havde min mobil? Det betyder han ved hvem jeg har brugt dagen sammen med. Jeg kom pludselig i tanke om nogle tågede øjeblikke, hvor jeg havde mødt en høj, mørk fremmede på the Grill.

 

Jeg tastede Damons nummer ind og hørte ham svare: ”Jeg vil ikke snakke med dig Klaus!”

 

”Det er Emma.” sagde jeg og hørte han blev stille.

 

”Han har sikkert tvunget dig til at ringe til mig, så jeg ber’ dig om ikke at ringe til mig igen.” også lagde han på.

 

Hvad!? Hvad skulle jeg gøre nu? Det var tydeligt jeg havde brug for at overbevise ham om at jeg var tilbage, men hvordan kunne jeg gøre det, når jeg ikke vidste hvor han var?

 

”Kan jeg låne din bil Elena?”

 

Hun gav mig nøglerne og jeg kørte afsted i hendes bil. I mobilen lød det som om Damon var på en eller anden bar. Ingen overraskelse der…

 

Jeg kørte rundt i håbet om at fange synet af hans blå Camaro. Ikke ved the Grill, ikke ved hotellet og ikke ved nogle af de andre steder. Jeg tænkte på Bree’s Bar hvor vi mødtes den første gang, men hans bil var heller ikke der. Jeg begyndte med at køre rundt i cirkler i byen og endelig fik jeg synet af hans isblå bil. Jeg parkede med det samme bilen ved siden af hans og gik ind i en bygning der lignede en stripklub.

 

En halv nøgen pige kom op til mig og spurgte om jeg ville have en drink, mens hun gav mig elevatorblikket. Jeg skulle lige til at sige nej, da jeg indså at jeg sikkert ville blive smidt ud, hvis jeg ikke købte noget.

 

”Ja, jeg vil gerne have en øl.” sagde jeg og gik op til baren. Jeg kiggede rundt i den mørke klub, da jeg fik min drink. Det tog en del tid for mine øjne at vænne sig til mørket. Alt jeg kunne se først var baren og scenen hvor piger dansede langsomt til blød musik.

 

Resten af stedet havde mørke kabiner, hvor folk kunne gemme sig fra nysgerrige øjne. Hvordan skulle jeg kunne finde ham?

 

”Damon?” sagde jeg, godt klar over hans superhørelse. Jeg lagde mærke til bevægelse i én af de mørke kabiner og jeg gik tættere på.

 

”Damon Salvatore, få øjeblikkeligt din røv herud!” sagde jeg skarpt, også selvom jeg ikke brugte en stærk volumen.

 

Jeg så en mørkhåret hoved poppe op og jeg gik direkte over til kabinen. Han sad mellem to piger, der virkelig gerne ville have han blev. Der var bidemærker på begge piger og Damon var fuld.

 

”Jeg kan se hvor meget du har savnet mig.” sagde jeg spidst.

 

”Emma?” hans ansigt var urolig og hans øjne mørke; jeg kunne ikke rigtig sige om det var fordi han var ked af det eller fordi jeg havde opdaget ham. Vi stirrede bare på hinanden.

 

”Jeg kan se du er kommet over mig…” sagde jeg og gik ud derfra. Da jeg kom hen til bilen, stod han lige pludselig foran mig.

 

”Lød han dig gå?” det så ud som om han ikke troede på det.

 

”Ja, Rebekah fik mig fri. Heldigvis for mig havde jeg da én ven der passede på mig.” min stemme var spids og jeg var virkelig såret over at se ham med de piger. Selvom jeg godt vidste jeg ikke havde nogen ret over ham, så ville jeg stadig gerne se ham som min.

 

”Kan du ikke huske du mødte mig på the Grill? Der var ikke noget jeg kunne gøre.” endnu et fragment af en erindring kom frem, der handlede om en hø,j mørk fremmede der så utrolig trist ud, men erindringen var stadigt pakket ind i en sky af svimmelhed.

 

Vi kiggede endnu engang på hinanden i stilhed. ”Det var ikke min mening at forstyrre dig og cheerleaderne.” sagde jeg og pressede mig forbi ham, kom ind i Elenas bil og kørte hen til hotellet. Da jeg kom til min dør, stod Damon allerede ude foran den.

 

”Emma…”

 

”Kørte du herhen? Du er fuld!” belærte jeg ham.

 

”Selvfølgelig blev jeg fuld, jeg troede jeg havde mistet dig!” vrissede han og tog fat i mine skuldre. ”Og angående spirituskørslen, jeg har bedre reflekser end nogen af jer mennesker når I er ædru, så du skal ikke bekymre dig!”

 

”Tak fordi du pointerede at jeg blot er et simpelt menneske.” jeg skubbede mig forbi ham og åbnede døren.

 

”Emma vent!”

 

”Stop med at diskutere med mig, jeg har ikke gjort noget!” råbte jeg ad ham. ”Det var dig der gav op på mig!” jeg smækkede døren med et brag.

 

”Åben døren Emma; jeg sværger ved Gud at jeg smadre den i stykker.” bjæffede han.

 

Jeg sukkede, trampede over til døren og åbnede den. Han tog sine hænder op til mit ansigt og kyssede mig voldsomt. ”Du kyssede ham.” mumlede han mod mine læber.

 

Endnu en erindring susede forbi. ”Det var ikke mig! Det var en dukke med tvangstanker der gjorde hvad hun fik besked på.” protesterede jeg. ”Et simpelt menneske.” tilføjede jeg surt.

 

”Det er intet simpelt ved dig!” hans vrede udtryk ændrede sig til et smil.

 

”Det er dig der har fået menneskeligheden tilbage i mig, noget Stefan har prøvet om og om igen. Så kommer du bare valsene herind og…” han smed hans hænder ud i en opgivende gestus. Vi stod der og bare kiggede på hinanden.

 

Jeg var såret, men jeg indså han også var såret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...