Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
6025Visninger
AA

8. Inner feelings - Indre følelser


Jeg vendte mig rundt og kiggede på ham. Han så såret ud, med hans øjenbryn presset tæt sammen, som kun han kunne. Lige så hurtigt som et lyn satte han ved siden af mig på sengen og overraskende nok, blev jeg ikke forskrækket denne her gang. Vi kiggede på hinanden i et stykke tid. Pludselig kyssede han mig hårdt og jeg kyssede ham tilbage med den samme intensitet; alt der eksisterede i denne verden var ham og jeg liggende på ryggen i hans seng. Hans læber på min krop var alt jeg ville have. 

 

"Du må ikke gå." hviskede han i mit øre.

 

"Hvorfor ikke?" åndede jeg.

 

"Jeg vil ikke have du skal gå." 

 

"Hvorfor ikke?" sagde jeg igen, jeg kunne stadig ikke tro denne surrealistiske virkelighed.

 

"Forstillede du dig en kærlighedserklæring i det her hus fyldt med vampyrer?" hvæsede han.

 

Jeg kiggede på ham, forvirret. Det havde jeg overhovedet ikke forventet, hvorfor ville jeg?

"Selvfølgelig ikke; ikke her, og heller ikke andre steder." 

 

Han kiggede på mig, forbløffet.

 

Du kan ikke elske nogen efter en dag, det er sindsygt; specielt sindsygt når den person ikke eksistere. Han føltes meget ægte, med hans krop presset mod mig, og med hans læber på mine. 

 

Vær positiv! Tænkte jeg og prøvede at joke med det. "Jeg vil virkelig ikke være endnu en af dine udnytnings piger efter den 'Kælling'..." jeg hviskede det sidste ord. 

 

Han begyndte med at smile. "Åh, den udnytning er for længst væk! Der er gået 145 år og jeg har ikke været cølibat." han løftede en af hans øjenbryn og smilede sit skæve smil, der fik min puls til at løbe stærkt igen. Det var underligt og tænke på, at ham sammen med en anden, gjorde mig jaloux.

 

"Besættelse er ikke kærlighed."  begyndte han, højt og tydeligt. Jeg begyndte med at smile; jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om den sidste sætning var for mine eller Katherines øre? 

 

"Hvor meget kan jeg stole på dig?" spurgte jeg og så han prøvede at svare tilbage. "Når der er så mange mennesker i det her hus der kan høre vores private samtale." tilføjede jeg i et hviskende volume. 

 

"Det ændre ikke på hvad jeg føler. Selvfølgelig kan du stole på mig!" sagde han og nikkede langsomt med hovedet på en meget indlysende måde. Hans ansigt lyste op i en af de vidunderlige smil.

 

"Det er jeg glad for at høre." sagde jeg og nikkede også med hovedet, smilende.

 

"LØGNER!" selv jeg kunne høre stemmerne der råbte fra forskellige steder i huset. Jeg fniste.

 

"Troede I virkelig at vi ikke vidste I hørte på hvert et ord?" kaldede jeg ud til dem. Der kom ingen respons, men Damon fniste.

 

"De bander." forklarede han. "Well, ikke Sankt Stefan, selvfølgelig, han er bare eftertænksom." 

 

"Idiot! Kat' og jeg tager ud og får en drink." hørte jeg Stefan råbe ud igennem hele huset. "En rigtig en!"

 

Jeg kiggede spørgende, ikke helt sikker på hvad Stefan mente. Damon viste sine tænder for at forklare og jeg kiggede stor øjet på ham og spekulerede over hvad Elena lavede.

 

"Okay, så tager jeg mig af Elena!" råbte Damon til hans bror og lyttede intenst efter hvad der skete nedenunder. Endelig smilede han, lagde sig tilbage på alle puderne i sin seng og trak mig ned til ham. Jeg lagde med mit hovede hvilende på hans bryst, mens han hvilede hans hage på mit hår. Vi sagde ikke noget i et stykke tid.

 

"Hvordan er dit liv?" spurgte han blidt, langt væk fra den sarkastiske måde alle var van til at se ham. 

 

Jeg smilede. "Jeg er meget sammen med min veninde Anna, høre musik eller ser fjernsyn." sagde jeg, tænkende på mit liv der føltes så utrolig langt væk, næsten surrealistisk lige i dette øjeblik.

 

"Hvad er dit yndlings TV-show?" spurgte han, og mit hjerte hoppede et slag over. Det var det ene spørgsmål jeg ikke ville have. Jeg begyndte langsomt med at forklare. "Den handler om to brødre... de bliver forelsket i den samme pige... hun forrådte dem. De blev til vampyrer i 1864..."

"Ha ha, meget sjovt!" sagde han og kildede mig indtil jeg grinte. "Hvad for noget musik høre du?" spurgte han blidt, da han flettede hans fingre ind i mine. Det var en lille smule nemmere og holde pulsen nede, når jeg ikke kiggede på hans vidunderlige ansigt, men hans berøring sendte kuldegysninger ned af min ryg.

 

Jeg smilede, men kunne ikke komme op med nogle yndlingssange. Jeg grinede og tog min iPhone op fra min bukselomme. Jeg klikkede på min playliste og vi diskuterede Bravery og Coldplay. 

 

Jeg blev nød til at spille en smule ad mine yndlings Svenske sange i øjeblikket, som Timbuktu og Towe Styrke. Jeg smilede til Timbuktus sang og blev nød til at forklare den Svenske lyrik, hvor han ønskede hans ven blev ramt af et lyn, ville komme ud for alle mulige ulykker, aldrig mere huske en pinkode i hans liv og at hans harddiske altid ville blive ødelagt.

 

"Jeg ville nødig være hans fjende." sagde han og grinede blidt. "Men den Svenske lyd lyder cool." hviskede han i mit øre. "Sig noget på svensk." 

 

Jeg grinede. "Vad vill du att jeg ska säga, att du är snygg som F och att jag är tokig som inte hoppar på dig." sagde jeg smilende og vendte hovedet for at kigge på ham.

 

"Grrr..." hans sexede brummen gav mig kuldegysninger over det hele og da jeg vendte hovedet mod ham, smilede han sit skæve smil. Jeg var glad for jeg ikke havde spillet Towes sang som hed "Fuck my brains out." Eller måske skulle jeg.

 

Han tog hans finger og tegnede dovne mønstre på min hud. Mit hjerte begyndte med at slå som om det var var at bryde ud. Hans finger blev ved med at tegne en linje på min hud langs min kæbe også ned til min hals langs min halspulsåre. Jeg skælvede og min vejrtrækning begyndte med at blive ujævn og hård.

 

"Du må hellere stoppe med det, jeg bliver sulten..." mumlede han langsomt.

 

"Du stopper." hviskede jeg og begyndte næsten med at tigge. Jeg var ikke helt sikker på om jeg bad ham om at stoppe eller om han skulle fortsætte. "Jeg skal vel ikke kalde på din bror, leder af sikkerheden, skal jeg..." hviskede jeg nu mod hans læber.

 

"Måske skal du..." sagde han og kyssede mig.

 

Jeg var på toppen af ham med hans hænder på min røv, da døren blev smækket åben og Stefan farede ind for at redde mig. Jeg ville ikke reddes.

 

"Kommer jeg brasende ind til dig og Elena?" sagde Damon uden at kigge på ham; hans stemme var hæs. Stefan undskyldte, forsvandt hurtig og Damon smilede. "Altid gentlemanden; frelseren." 

 

 

Jeg bestemte mig for lige i det øjeblik ikke og hoppe på ham, ikke i det her hus... det føltes som om jeg var 16 og at mine forældre udspionerede mig og min første kæreste. "Det føles som om vi har en tendens til at være en flok babysittere." mumlede jeg frustreret.

 

Han grinede blidt og jeg faldt ned på puderne igen med et suk. Damon stod ud af sengen. 

 

"Jeg vil have noget at spise, vil du have noget? Jeg har en smule fodbold mor nede i fryseren." tilbød han.

 

"Eww!" sagde jeg med et ansigt, men han smilede bare.

 

"Jeg tror også skal have et koldt bad." mumlede han og forlod rummet.

 

Jeg stod ud af sengen, børstede mine tænder og tog min tank top og boxershorts på. Jeg var lige kommet under dynen, da han kom tilbage.

 

"Skat, jeg hjemme!" sagde han smilende. "Jeg kunne godt vænne mig til det her, komme hjem til en smuk pige, ventende i sengen." 

 

"Du må hellere gå ud og børste dine tænder; du skal ikke komme i nærheden af mig, lugtende som blod! Jeg vil helt sikkert besvime." advarede jeg. Jeg kunne ikke engang få taget en blodprøve hos lægen uden og få kvalme.

 

Han grinte højlydt. "Hvor ironisk." han grinede, men han børstede hans tænder som jeg spurgte om, før han kravlede ned til mig i hans boxershorts. 

 

Åh, åh gud, i sengen med Damon, kun i hans boxershorts... burde jeg ringe til Anna? Nah!


Vi puttede os tæt sammen og det tog en evighed om og falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...