Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
6000Visninger
AA

9. A good day to die - En god dag og dø

Jeg vågnede op den næste morgen med hovedepine der truede med at smadre mit kranium. Jeg rørte mig i sengen og prøvede at åbne mine øjne, men lukkede dem hurtigt og stønnede.

 

"Hvad er der søde?" hørte jeg Damon spurgte.

 

Åh nej! Hvor er det pinligt og være sådan en tudedukke. "Migræne..." stønnede jeg.

 

Han stod op og lukkede de tunge gardiner, badede rummet i beroligende mørke. Jeg trak været langsomt og kæmpede mod kvalme; jeg ville ikke kaste op når han var her og overhovedet ikke i hans seng.

 

"Hvad kan jeg gøre?" spurgte han bekymret.

 

"I min taske er der en boks med piller, der hedder Zumo. Jeg skal have én og et glas med vand." jeg fokuserede på min vejrtrækning, da jeg hørte han undersøgte min taske, ude af stand til at finde dem.

 

"Åh nej!" pludselig huskede jeg, at jeg havde flyttet dem over i den anden taske, den jeg lod stå på hotellet da jeg hurtigt pakkede min taske. Jeg forklarede kort og prøvede at tænke på hvor lang tid en migræne varer. Jeg huske noget med op til 48-72 timer. Åh nej, skud mig en eller anden! 

 

Han var hurtigt ved min side, og prøvede at trøste mig. "Er der noget jeg kan gøre?" hans stemme var fyldt med bekymring.

 

"Nej." sagde jeg stille, det var virkelig ikke det svar jeg ville give ham, og det her var ikke det indtryk jeg ville give. Jeg klynkede og havde lyst til at græde, jeg kunne bare ikke fordi jeg nok højst sandsynligt ville kaste op eller mit hovede ville eksplodere.

 

Jeg kravlede i fosterstilling og havde lyst til at dø. Damon lagde bag min ryg i et stykke tid, han var stille og sagde ingenting; jeg var taknemmelig for hans hensyn.

 

Pludselig bevægede han sig og jeg kunne mærke noget blive presset mod mit ansigt. Jeg prøvede og protestere og åbnede mine øjne, men det føltes som om mit hovede skulle eksplodere endnu mere. Jeg stønnede, men hans arm var stadig presset mod min mund. Jeg tog fat i hans arm og prøvede at vride mig væk. Hvad var der galt med ham, kunne han ikke forså min smerte? 

 

"Drik op skat!" mumlede han i mit øre. 

 

Hvad mente han med at drikke? Jeg kunne mærke noget der var vådt mod min mund, men hans arm var i vejen og jeg forstod ingenting. Så slog det mig; han ville have mig til at drikke hans blod? Bvadr! Nu var det helt sikkert at jeg ville brække mig.

 

"Kom så søde, drik op!" 

 

Jeg åbnede min mund med væmmelse og opdagede af forbavselse at hans blod ikke havde smagen af kobber som jeg frygtede. Det her var ikke så dårligt, underligt nok, med det var helt sikkert underligt! 

 

"Ikke savl på mit hvide lagen." mumlede han og jeg kunne høre humoren i hans stemme. "Sådan, jeg tror du har fået nok nu søde." sagde han og trak hans arm væk, holdte den oppe og jeg kunne se at hans sår helede. 

 

Vent lige et øjeblik, kan jeg se? Yes, min hovedepine var væk! Jeg vendte mig rundt og kiggede på hans ansigt. "Wow!" åndede jeg. "Det er helt væk!"

 

Han smilede og analyserede mit ansigt. "Du savler, vampire girl..." sagde han smilende og tørrede hjørnet af min mund med hans tommelfinger. 

 

Jeg kiggede stadig på hans ansigt i forbløffelse. Så slog det mig. "Vent lige et øjeblik, vil det her ikke omvende mig? Nej, jeg skal dø for at blive en vampyr, ikke?" 

 

Han smilede. "Joh, du har lært din lektie. Nu skal vi bare sørge for du ikke dør i dag..." sagde han med bekymrelse i hans ansigt. Hans ansigt skiftede pludseligt udtryk. "Eller måske endnu bedre, lad os dræbe dig i dag, så jeg kan beholde dig som kæledyr." sagde han smilende. 

 

"Wow, jeg har aldrig fået en dødstrusel før..." sagde jeg og trækkede mine øjenbryn op, og tænkte over hvad han sagde. "Du vil være sammen med i al evighed, kun efter og ha' kendt mig i en dag?" sagde jeg forbløffet. "Du er en sand romantiker!"

 

"Shh!" tyssede han mig. "Nogen høre det måske!"

 

"Åh, undskyld. Det kan vi ikke have..." sagde jeg fnisende og rullede med øjnene.

 

"Se, der er det smukke grin igen, det var en god ting  jeg fik dig fikset!" sagde han og kyssede mig. 

 

"Jep, veludført arbejde og tak. Fodre mig Seymour, jeg sulten!" sagde jeg kæphøjet og grinede. 

 

Han bøjede bare hans hovede til siden og tilbød hans halspulsåre med hans skæve smil og en af øjenbrynene højt oppe. "Kom nu vampire girl!" hviskede han og jeg blev bare nød til og sætte mine tænder i hans hals, altså kun en lille smule. Hurtigt som et lyn havde han mig fastspændt i sengen med hans hugtænder mod min hals og jeg var dødstille, endda bange for at trække vejret. 

"Morgenmad..." åndede han.

 

Han kyssede min hals og trak mig op på fødderne, så hurtigt at mit hovede snurrede. "Gør jeg dig svag i knæene?" han fejede mig op i sine arme og var på vej hen mod døren, da jeg protesterede. 

 

"Stop, slip mig!" bjæffede jeg.

 

Jeg skulle bruge badeværelset og vi skulle begge to have noget tøj på før vi gik nedenunder. Det var heldigt at jeg gik på badeværelset, for da jeg kiggede i spejlet havde jeg blod i hele hovedet. Jeg gad vide hvordan Elena havde reageret, hvis jeg havde mødt hende sådan, eller Stefan. 

 

Damon ventede på mig, siddende på sengen og så fjernsyn og lige i det øjeblik bestemte jeg mig for at gøre det. Jeg ville ikke dvæle mere over hvad for et liv der var virkeligt og hvad der var fiktion. Den vidunderlige mand smilede selvtilfreds mod mig og min mave blev fuld af sommerfugle; jeg skulle bare gå direkte ind i den her fantasi. 

 

"Jeg synes du ser lidt for anstændig ud nu." han smilede selvtilfreds, slukkede fjernsynet, tog min hånd og gik ned til Stefan og Elena.

 

"Hey, du overlevede natten!" sagde Stefan smilende da han mødte os i dagligstuen. "Ikke engang et bide mærke?" sagde han, mens han undersøgte min hals.

 

"Ikke på mig..." fnisede jeg da vi gik ind i det store gamle køkken, hvor alle apparater var nye, men stilen klædte den her store gamle bygning perfekt. Jeg havde aldrig set køkkenet i fjernsynet, men jeg havde husket mig selv på ikke og tænke på 'det rigtige liv'. 

 

Damon begyndte med at lave bacon og æg til min morgenmad, men jeg klagede. "Har du ikke bare noget brød eller kornsorter? Jeg er ikke van til den form for morgenmad." forklarede jeg. "Men det var meget sødt af dig." jeg fortrød mine klager og følte mig omgående dårlig.

 

Elena kom ind i det store køkken. "Wow, det dufter fantastisk." hun åndede aromaerne ind. 

 

Damon lagde hans arm på hendes skuldre. "Og det er kun til dig, min kære." sagde han til hende smilende. Hun var pludselig opmærksom på min tilstedeværelse og trak sig ud af hans omfavnelse med et skyldigt blik mod mig. Stefan så en smule barsk ud og jeg spekulerede over hvordan de havde det, hvordan de klarede den med alt det drama rundt omkring, hele tiden.

 

Det var tydeligt at der var sket en masse, som jeg ikke vidste noget om. 

 

Stefan tog noget havrekryn, mælk og en skål fra skabet til mig. "Tak." sagde han og smilede. Han virkede stadig anderledes og jeg spekulerede over hvad der var sket, da han var hos Klaus. Det virkede næsten som om der var en ond kant ved ham, som jeg ikke havde opdaget før; han gik endda anderledes. "Jeg har bestemt mig for at vi skal have noget selvforsvarstræning til menneskerne i dag; hvad siger I?" 

 

Elena og jeg kiggede på hinanden og smilede; selvforsvarstræning kunne være en god ting, i det mindste interessant. Vi satte os alle fire ned ved bordet; pigerne spiste morgenmad og drengene fik en kop kaffe. 

 

"Det er ret svært at forsvare sig selv." fortalte Elena mig. "For de er rigtig hurtige." smilede hun og gav Damon et charmerende selvtilfreds smil. 

 

"Jeg kan gøre Emma rigtig hurtig også." sagde Damon og i det næste sekund stod han bag mig med armen om min hals, som om han skulle til at brække nakken på mig. "Jeg gav hende noget blod." hviskede han.

 

"Nej!" gispede Stefan og Elena. "Det gjorde du bare ikke!" 

 

"Joh, hvis hun dør i dag, kommer hun tilbage som en vampyr." han lød stolt af ham selv og jeg kunne mærke hvordan han levede for at provokere hans bror. 

 

Jeg kiggede roligt op på ham. "Må jeg godt spise min morgenmad færdig først?" spurgte jeg. Han smilede og slap mig og kyssede mig på kinden. 

 

Det føltes som om Elena og Stefan stadig holdt vejret, men jeg blev ved med at spise min morgenmad på rolig måde og med gode manerer. Jeg skævede over til Damon, der smilede anerkendende til mig; altid den provokerende balledemager og de to andre tænkte det værste om ham. 

 

Jeg havde en dårlig følelse da jeg stod barfodet på græsset i baghaven, med en stav i min hånd en time senere. Damon smilede foran mig, Stefan og Elena stod på sidelinjen, og prøvede at instruere mig. Damon gestikulerede til at jeg skule springe på ham, med et selvsikkert smil oplyste hans træk. 

 

"Men du sagde du ville lære mig selvforsvar, det er ikke selvforsvar før du angriber mig først, så er det bare et angreb." 

 

Damon skulede bare på mig. "Vil du have jeg skal angribe dig?" spurgte han med et arrogant smil. 

 

"Sagde jeg ikke det? Jeg troede I vampyrer havde god hørelse." drillede jeg.

 

Hele hans ansigt så hævngerrigt ud og vi kunne alle læse; Åh, I'm gotta get you! 

 

Da han kom hen mod mig og greb mit håndled, drejede jeg bare min arm, bøjede i mine knæ og svingede min arm i en cirkel, skubbede hans albue og han lå overraskende på ryggen i grasset.

 

Stefan og Elena gispede i forbløffelse og Damon var hurtig på hans fødder, stirrende på mig.

 

Han havde stadig et lidt overrasket ansigtsudtryk, da han lagde hans hænder omkring bunden af min hals, og det skiftede til et selvtilfreds smil. Jeg centrerede mig selv og hurtigt som et lyn tog jeg en af hans hænder med min højre hånd og på samme tid svingede jeg min anden hånd på hans arm, så hans albue bøjede også bøjede jeg hans hånd den forkerte vej, så han faldt ned på knæene. "Kotagaeshi." sagde jeg.

 

Han kiggede på mig som om jeg fornærmede ham på svensk, i stedet for at sige navnet på bevægelsen, som var min intention. 

 

Der var ingen smil på hans ansigt mere, i stedet begyndte hans mund med at spjætte da han vendte sig rundt og kom bagfra med hans højre arm rundt om min hals, jeg løftede bare min venstre arm, drejede rundt og tog hans venstre arm, da jeg dykkede under ham og var fri.

 

Han blev mere og mere frustreret jo mere jeg snurrede og smækkede ham ned i jorden. Selvfølgelig vidste jeg, at han havde været sød mod mig i begyndelsen, uden og bruge hans styrke og fart, men jo mere jeg fik lov til, jo hårdere blev han. Og det hjalp virkelig ikke på hans temperament, at Elena stod og heppede på mig. Endelig var jeg på jorden med hans hugtænder mod min hals. 

 

"A good day to die?" hvæsede han og jeg grinede faktisk; Stefan og Elena gjorde ikke. 

 

"Damon!" Elena gispede og Stefan var ved siden af os med en hånd på Damons skuldre øjeblikkeligt. Damon skubbede bare hans hånd af og trak mig op af græsset, og vi børstede vores tøj som var fuld af græs og jord.

 

"Hvornår begynder timen så?" spurgte jeg kæphøjt. Han stirrede på mig i et øjeblik, så løftede han mig op og smed mig over hans skuldre og bar en grinende mig over til Elena.

 

"Hvor lærte du og gøre det?" spurgte Elena imponeret.

"Min veninde Anna; der var meningen og skulle med mig på den her tur, er en Aikido- træner og hun trænede mig." forklarede jeg, da Damon havde sat mig ned på jorden, stadig med hans hænder på mine skuldre i hvad der kunne være en overbeskyttende holdning. 

 

"Jeg er imponeret!" sagde Stefan med et smil. "Det ser ud til du godt kan klare dig selv i et stykke tid." 

 

Elena havde tydeligvis haft noget forsvarstræning før, for hun tog staven jeg ikke havde brugt og pegede den mod Damons bryst, da det var hendes tur. Jeg tænkte på de træningssessioner mellem dem, som jeg have set i fjernsynet, og jalousi strømmede igennem mig. Stefan tog hans plads hurtigt og han havde ikke hans gamle eftertænksomme ansigt; han så faktisk skummel ud. Elena havde nogle gode bevægelser, men det var tydeligt at hun ikke havde basisk træning i selvforsvar, før hun mødte de her to.

 

Vi så og hørte ikke noget fra Klaus den dag, også selvom vi alle forventede at han bare kom gående ind ad døren på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen. 


Både Rebecca og Katherine var væk ligesom vinden. Men Jeremy ringede, og Stefan og Elena kørte over for at se ham i nogle timer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...