Don't make me love you more than this ...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
17-årige Claire McCall har været kærester med den lækre, chamerende og utrolig søde Alex i et år. Men da Claire finder ud af, at hun lider af en hjertesygdom, der begrænser hendes livstid, ser hun ikke andre muligheder end at slå op med ham. Hun ville ikke kunne klare at se ham blive knust over hende. Hellere blive knust af hende. Eller ... sådan havde hun tænkt før. Men da han kommer ud for en ulykke, begynder Claire at tvivle på sin vilje til at holde sig fra ham.
Kan de finde sammen igen, eller vil der komme en anden ind i billedet ..?

2Likes
4Kommentarer
385Visninger
AA

2. My heart hurts ...

Min mobil ringede, og jeg tog den.
"Hallo? Claire?"
Stemmen lød åndeløs, som om personen lige havde løbet et maraton, og ikke kunne få vejret. Jeg genkendte stemmen som Gabriella, Alex's mor.
"Gabriella? Er du okay?"
"Alex, han ..."
Hun brød ud i gråd.
"Hvad er der galt med Alex? Er der sket noget?"
Angsten trængte langsomt ind i min krop.
"Han er kørt galt og han ... hospitalet ... Koma..!"
Jeg tabte mobilen, og kunne ikke røre mig i flere sekunder.
Nej ... Det her skete bare ikke ...
Jeg fik kontrol over kroppen igen, og skyndte mig at samle telefonen op. "Jeg kommer straks! Jeg er der om ..."
Vent ... Jeg kunne ikke komme. Jeg kunne umuligt vise mit ansigt for igen. Jeg havde absolut ingen ret til det.
"Claire?"
Da jeg ikke svarede, ikke kunne, sagde hun: "Claire, er du der? Hallo?"
Jeg trykkede på den røde telefon-knap, og afbrød forbindelsen.
Først bagefter gik det op for mig, at jeg græd. Jeg slog hånden for munden, og sank sammen på stolen. Mit hjerte ... gjorde virkelig ondt.
Selvom det slog mig ihjel, så kunne jeg ikke tillade mig selv at besøge ham. For jeg ... havde knust hans hjerte. Jeg huskede stadig den dag lige så klart, som var det i går.

"Hvad mener du?"
Hans ansigtsudtryk var forvirret, og han rakte ud efter mig. Jeg tog et skridt tilbage, og han greb ud efter luften.
"Jeg mener det, jeg siger. Jeg har ikke længere følelser for dig. Jeg elsker en anden."
Jeg kunne ikke se ham i øjnene. For jeg vidste, at smerten i dem ville knuse mit hjerte i tusinde stumper.
"Hvis du siger sandheden, at du er forelsket i en anden ... Hvem er det så?"
Han lød usikker på, hvad han skulle føle. Tvivlende eller overrasket.
"Trey."
Min stemme var rolig, skønt jeg var ved at dø indeni.
Han sagde ikke noget i et stykke tid. Stilheden mellem os var til at blive kvalt over.
Endelig åbnede han munden; "Og hvad hvis jeg siger, jeg ikke tror dig?"
Jeg løftede hovedet, og så ham fast i øjnene. "Tro mig, Alex. Jeg har absolut ingen følelser for dig længere. Måske kan vi godt være venner, men vi kan umuligt fortsætte på denne måde. Lad os slå op."
Jeg tvang mig selv til ikke at vige fra hans øjne.
"Nej! Jeg gør det ikke, Claire. Tro om igen, hvis du tror, jeg vil give slip på dig så let."
Jeg lo. Det var en fremtvunget latter, og jeg måtte herske mig for ikke at komme til at græde. "Alex, hør dig selv. Du lyder jo rædselsfuld ..."
For ikke så længe siden, ville jeg have rødmet, hvis han havde sagt sådan noget som det her. Nu ... gav det bare et stik i mit hjerte.
Hvis han ikke var villig til at slå op, så ville jeg bruge sidste mulighed.
"Vil du stadig ikke 'give slip på mig', selv hvis jeg fortæller dig, at jeg var dig utro, mens vi kom sammen? Jeg var i seng med Trey, og jeg nød det. Vores sex var meget bedre og lidenskabeligt, end du og jeg nogensinde har haft."
Jeg havde aldrig sagt en så stor løgn i mit liv før. Alex elskede med mig på en måde, jeg umuligt kunne beskrive med ord. Det kunne ikke blive bedre ...
"Du ... laver sjov, ikke?"
Hans stemme rystede, og hans øjne udtrykte en smerte så stor, at jeg ikke kunne trække vejret et par sekunder.
"Farvel, Alex ..." sagde jeg i stedet, og strøg forbi ham.
Da jeg kom ud af skolebygningen, gispede jeg efter vejret. Tårerne pressede på, og endelig lod jeg dem få frit fald.
Åh gud ... Det havde aldrig gjort så ondt ...

"Miss McCall?"
Jeg så op, da læreren sagde mit navn.
"Ja?"
Min stemme dirrede,
"Har du brug for at gå hjem?"
Jeg følte hele klassens øjne på mig. "Nej, jeg ..."
Jeg hvad? Jeg havde lige fået et opkald fra min eks-kærestes mor om, at Alex var kørt galt i trafikken, og at jeg ikke kunne besøge ham, fordi han nok hadede mig, og jeg var den sidste person i hele verden, han ville se?
Nope, den gik ikke. I stedet sagde jeg; "Jeg har det fint."
Mr. Carter så på mig gennem sine briller, tydeligvis ikke overbevist. Men han sagde ikke mere, og gik tilbage til undervisningen.
Jeg sukkede lettet. Det sidste jeg havde lyst til, var at ligge i min seng og lade tankerne æde mig op indefra. Og nok opbruge mine tårer til sidst. Det var bedst at være her på skolen, hvor jeg kunne lade mig distrahere af andre ting. Som for eksempel Mr. Carter's lange, uendelige, kedelige talestrøm, der desværre ikke interesserede mig nok til at føre mine tanker et andet sted hen.
Alex's ansigt dukkede op i mit hoved. Ville han blive okay?
Jeg knyttede uvilkårligt næven, da en tanke slog mig; Jeg ville aldrig være i stand til at hjælpe ham mere ... For ham var jeg næsten død. Hvis han var syg, eller kom til skade, så ville jeg ikke være der for ham. Nej, det var ikke, fordi jeg ikke ville være der for ham. Jeg kunne ikke. 
"Hey, er du okay?"
Jeg fór op ved Trey's stemme. Bekymret ... Han lød bekymret. Det var første gang, efter langt tid, at han havde rynket panden og rent faktisk vist, at han ikke var helt ligeglad med mig.
Men også ham havde jeg såret. Jeg havde brugt ham som en undskyldning til at slå op med Alex. Selvom jeg kendte til hans følelser for mig ... Selvom jeg havde kysset ham velvidende, at det ville såre ham dybt ...
De var nok forsvundet nu, hans følelser for mig. Han hadede mig helt klart også, og det kunne jeg ikke bebrejde ham.
Jeg svarede ham ikke, fortsatte bare med at kigge ned i biologi-bogen uden rigtigt at læse, stirrede på et billede af lungerne.
"Fint, gør som du har lyst," sagde han koldt, og vendte ryggen til mig.
Trey havde været min bedste ven før i tiden. Han havde været en ven, jeg kunne fortælle alt til. Han havde været og var stadig en ven, man kun kunne finde én af.
Men jeg havde misbrugt ham. Og det ville jeg formentligt aldrig tilgive mig selv for. Den søde, rare, og charmerende Trey fortjente intet ondt. 
"Hvad har jeg nogensinde gjort dig?"
Mit hoved fór op.
"Trey, jeg ..."
"Udnytter du normalt folk på denne måde?"
Tårerne begyndte at falde igen. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Før min gråd blev hikstende, greb jeg min taske, rejste mig, og løb ud af klasselokalet med lærerens og elevernes blikke på mig.
Jeg løb ud af skolen med tårerne løbende ned af mine kinder. 
Du ... har aldrig gjort mig noget, Trey ... Aldrig. Alt sammen er min skyld, og der er intet, jeg kan gøre for at gøre det godt igen.
Jeg sank sammen med ryggen mod muren, og prøvede at dæmpe min gråd, men selvfølgelig ville min krop ikke lytte til mig. Tårer var blot vand, men indeni følte jeg, at mit hjerte blødte. Jeg havde lyst til at rive mit hjerte ud af mit bryst. Så meget hadede jeg det, der havde været skyld i så mange smertefulde ting.
Mit hjerte begyndte at gøre ondt, og jeg vidste hvorfor. Jeg havde løbet. Det gjorde så ondt, at jeg snappede efter vejret.
Men intet var værre end den smerte, jeg havde set i Alex's øjne. Blot tanken fik mine tårer til at strømme ned.
Min mobil ringede. Jeg tog den hurtigt, fordi jeg troede, det var Alex's mor. Men det var min mor. Da jeg svarede, dirrede min stemme en smule.
"Hej skat. Jeg skulle bare høre, hvornår du får fri, så jeg kan hente dig?"
Jeg tog en dyb indånding, sikrede mig, at jeg lød normal. "Det er okay, jeg kan selv komme hjem."
Hun lød bekymret, da hun sagde: "Skat? Har du det godt?"
Jeg bandede indvendigt, mens jeg i stedet sagde: "Ja? Hvorfor?"
"Jeg ... hørte fra Gabriella, at hans søn var på hospitalet. Ved du noget om det?"
"Nej, jeg ..." Jeg kunne ikke sige mere, før jeg brød ud i gråd. "Han ... kørte galt i trafikken .."
"Åh, lille skat," sagde mor, og lød som om, hun hvert sekund kunne finde på at køre hen til min skole, og hente mig med det samme.
"Men jeg har det fint."
Jeg vidste ikke, hvor viljen til at ikke at ville bekymre hende kom fra. Måske fordi jeg i det hele taget ikke havde lyst til at få medfølelse fra hende. For jeg ville helt sikkert ... klamre mig til hende som et lille barn og græde mit hjerte ud.
Og det havde jeg ikke i sinde at gøre. 
"Er du sikker?" Hun lød langt fra overbevist.
"Mmh. Og mor?"
"Ja?"
"Jeg elsker dig."
Jeg kunne høre et svagt smil bag hendes stemme, da hun sagde; "Jeg elsker også dig, min skat."
Jeg lagde på, og sukkede. Klemte hårdt om mobilen, mens jeg ville ønske, at hun var her til at lægge armene rundt om mig, kysse mig på panden og sige til mig, at alt nok skulle ordne sig.
"Er ... du okay?"
Jeg kiggede op, og så direkte ind i et par grønne øjne. Jeg fór forskrækket op. 
Det var én af Alex's venner. Han hed Dimitri, og var vist et par år ældre end mig.
"Åh, eh ... J-jeg har det f-fint ..."
Damn it ... Jeg stammede, hvilket ikke gjorde mit svar så troværdigt.
"Du ligner ikke en, der har det fint," sagde han. Der var et eller andet ved de græsgrønne øjne ... Et eller andet der fik det til at vende sig inden i mig. Jeg så væk fra de hypnotiserende øjne.
"Du er Alex's eks-kæreste, ikke?"
Jeg havde opkastefornemmelser.
"Du er hende, der var ham utro, har jeg ret?"
Jeg blev svimmel.
"Hende, der var i seng med sin bedste ven?"
Jeg følte, at jeg skulle besvime. Hvis han sagde et ord mere ... så vidste jeg ikke, hvad der ville ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...