Don't make me love you more than this ...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
17-årige Claire McCall har været kærester med den lækre, chamerende og utrolig søde Alex i et år. Men da Claire finder ud af, at hun lider af en hjertesygdom, der begrænser hendes livstid, ser hun ikke andre muligheder end at slå op med ham. Hun ville ikke kunne klare at se ham blive knust over hende. Hellere blive knust af hende. Eller ... sådan havde hun tænkt før. Men da han kommer ud for en ulykke, begynder Claire at tvivle på sin vilje til at holde sig fra ham.
Kan de finde sammen igen, eller vil der komme en anden ind i billedet ..?

2Likes
4Kommentarer
379Visninger
AA

6. Don't tempt me ...

Før jeg åbnede øjnene, hørte jeg stemmer. Én af stemmerne tilhørte mor.
"Alex, du må gøre noget. Jeg kan ikke holde ud længere. Hun slår sig selv ihjel på den måde!"
Alex ... Var han her? Var han kommet selv efter det, jeg havde gjort mod ham?
"Mhm ..." stønnede jeg.
"Claire!"
Mor kom løbende hen mod mig. Bag hende så jeg Alex's blik bore mig.
Jeg satte mig op, og opdagede, at jeg var på hospitalet. "Mor, jeg bliver nødt til at gå."
Hun så spørgende på mig. "Gå? Hvorhen?"
"Jeg kan ikke blive her, og det ved du også godt."
Jeg fik øjenkontakt med Alex. Der var et såret udtryk i hans ansigt. Jeg krympede mig indvendigt.
"Jamen, skat. Du kan da ikke tage nogen steder hen med denne tilstand."
Jeg så på hende et øjeblik, før jeg åbnede munden.
"Jeg har det fint. Jeg besvimede bare."
"Det er ikke 'bare' for mig!"  råbte hun.
"Jeg kan ikke holde ud at være i samme rum som Alex et sekund længere!" råbte jeg tilbage.
Jeg svingede benene over sengekanten.
"Jeg er ked af det, mor, men jeg bliver nødt til at gå."
Jeg gik forbi mor og Alex, der stod ubevægelig i døren. Jeg havde netop taget to skridt ud af døren, da jeg blev grebet i armen. Jeg kendte udmærket styrken. 
"Har jeg intet at sige i denne sag?"
Det var første gang i lang tid, at han havde rørt ved mig. Også selvom det her var noget andet.
Alex så på mig, og vreden i hans ansigt var tydelig.
Jeg hev mig ud af hans greb. "Vi har intet forhold til hinanden længere, husker du nok."
Jeg så på ham med iskolde øjne. Han gengældte mit blik uden at vige.
"Fortæl mig det hele, Claire. Jeg vil høre det fra din mund."
"Høre hvad? Der er intet at fortælle."
Jeg sank klumpen i halsen, idet jeg mødte hans øjne.
"Du har altid været en dårlig løgner, og det er du stadig."
"Jeg lyver ikke."
"Claire!"
Han rystede mig igennem. "Hvad regner du mig for? Jeg kender dig mere, end du tror!"
Jeg så på ham, og prøvede desperat at lade være med at ryste. "Jeg har ændret mig, Alex. Jeg er ikke længere den samme person, som da jeg var sammen med dig."
Han så mig bedende i øjnene. "Claire, vær nu sød. Jeg beder dig, fortæl mig det."
Jeg måtte se væk fra de tiltrækkende øjne. "Jeg har intet at sige."
Jeg lagde ikke engang mærke til, at en tåre løb ned af min ene kind, før han sagde; "Og du græder også over intet?"
"Åh.." Jeg tørrede hurtigt tåren væk.
Pludselig hev han mig ind til sig. "Jeg ... har savnet dig. Virkelig ... Det var næsten uudholdeligt. Claire, jeg ved ikke, hvorfor du er så desperat efter at holde det hemmeligt for mig. Men hvad det så end er ..."
Han tav.
Jeg knugede hænderne så hårdt, at mine negle borede ned i min håndflade. "Det er ikke fair. Du er ikke fair, Alex. Når du siger de ting ... Men jeg vil ikke såre dig!"
Jeg trak mig væk, og skulle til at vende ham ryggen, fast besluttet på at gå denne gang. Jeg fik kun nået at tage et par skridt væk. Men endnu engang greb han min hånd.
"Claire ..."
Jeg vendte mig om. Det skulle jeg aldrig have gjort. For udtrykket i hans ansigt fik mit hjerte til at springe et slag over.
Han så ... hjerteknust ud. Det var hjerteskærende.
Jeg kunne ikke modstå ham længere. Før jeg vidste det, var jeg i hans arme. Han trykkede mig ind til sig, og jeg græd.
Gud, det her gjorde ondt.
"Alex, jeg er ked af det! Jeg er så ked af det. Det var aldrig min mening at såre dig. Jeg ville bare ..."
"Shh ..." hviskede han sagte i mit øre. Da jeg langt om længe faldt til ro, trak han sig forsigtigt væk.
"Har du det bedre?"
Jeg nikkede.
"Har du lyst til at snakke om det?"
"Jeg ... har hjertesygdom."
Først så han på mig, som om han ikke helt forstod, hvad jeg sagde. Da det trængte ind i ham, blev han slået ud. Han vaklede flere skridt tilbage.
"Nej ... Det... kan ikke være sandt."
Tårerne løb ned af mine kinder, da jeg nikkede. "Jeg er ked af det ... Så ked af det ..."
Jeg faldt til jorden. Min gråd var højlydt. "Jeg har ikke længe igen, Alex. Og min død vil slå dig ihjel."
Hans hænder rystede, idet han trak mig op at stå. Så hev han mig ind til sig, og knugede mig så hårdt, at al luften blev presset ud af mine lunger.
"Du ... må ikke forlade mig igen ..." hviskede han med rystende stemme. "Vær nu sød at sige, at du ikke vil gå fra mig igen.."
Jeg græd, men indeni var jeg knust. 
Han trøstede mig, skønt han var den, der skælvede.
"Damn it, du er ikke fair, Alex," mumlede jeg i hans trøje. Han duftede velkendt, en blanding af citrus og frisk regn.
"Undskyld, jeg ved det ..."
Han tog et skridt tilbage med blikket vendt mod nogen eller noget bag mig.
Jeg stivnede, da jeg vendte mig om.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...