Don't make me love you more than this ...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
17-årige Claire McCall har været kærester med den lækre, chamerende og utrolig søde Alex i et år. Men da Claire finder ud af, at hun lider af en hjertesygdom, der begrænser hendes livstid, ser hun ikke andre muligheder end at slå op med ham. Hun ville ikke kunne klare at se ham blive knust over hende. Hellere blive knust af hende. Eller ... sådan havde hun tænkt før. Men da han kommer ud for en ulykke, begynder Claire at tvivle på sin vilje til at holde sig fra ham.
Kan de finde sammen igen, eller vil der komme en anden ind i billedet ..?

2Likes
4Kommentarer
373Visninger
AA

3. Don't tell them my secret

"Claire!"
Jeg så mor rulle vinduet på sin sorte Audi ned.
"Mor ..."
Jeg rejste mig op, idet mor trådte ud af bilen, og tog solbrillerne af.
Så løb jeg mod hende. Hun åbnede armene for mig, og jeg lod mig blive trukket ind i et fast knus. Hendes arme lagde sig om mig, og trykkede mig ind til sig. Jeg snusede duften af hendes sædvanlige Dior parfume ind, og kunne mærke tårerne presse på.
"Min lille skat ..."
"Mor ... Jeg sagde jo, at jeg var okay ..." sagde jeg, skønt jeg stortudede.
"Kalder du det her for 'okay'?"
Jeg begravede ansigtet i hendes bryst.
Hun aede mit hår, og jeg faldt langsomt til ro. Da jeg trak mig væk, så hun på bekymret på mig. "Har du det bedre nu?"
Jeg nikkede. Så så jeg op på hende. "Mor ..."
"Ja?"
"Tak, fordi du altid er der for mig, når jeg har brug for dig."
Hun smilede ned til mig, og kyssede mig på panden. "Altid, lille skat."
Hun så over min skulder. "Kender du ham?"
Jeg fulgte hendes blik til Dimitri. "Lidt ..."
"Skal jeg ikke lige hilse på ..."
"Nej!" Jeg lød alt for desperat, så jeg prøvede igen, lidt dæmpet. "Nej. Lad os tage hjem."
Vi vendte ryggen til ham, og begyndte at gå hen mod bilen.
"Jeg vil aldrig tilgive dig for at såre Alex!"
Hans råb fik det til at skære i mit hjerte.
Hans tilgivelse var intet i forhold til, at jeg ikke kunne tilgive mig selv.
"Du er sikkert typen, der går i seng med, hvem der så end er ledig."
Jeg bed mig selv i læben.
"Du vil aldrig fortjene én som Alex!"
Jeg havde lyst til at slå hænderne for ørene, og lukke af for de forfærdelige ting, han sagde.
Det fik mor til at dreje rundt. "Okay, det var dråben."
"Mor, vent! Du må ikke ..."
Jeg prøvede at stoppe hende, men mor var allerede på vej mod Dimitri med et udtryk i ansigtet, der kunne dræbe.
"Du ved intet om min datter. Hvis du kendte hende bare en knivspids, så ville du ikke stå her og sige latterlige, falske ting og stadig tro, at alt det, du siger, er sandt. Du aner ikke, hvor meget hun blev nødt til at ofre, da hun hjerteknust slog op med sin kæreste, og du har ingen anelse om, hvor meget hun lider hver dag..! Jeg kan ikke tillade dig at sige så usle ting om min datter. Hun elsker ham stadig, og lige nu går hun igennem helvede, fordi hun ikke kan være hos ham, mens han er i koma. Hvis du ..."
"MOR!"
Tårerne løb ned af mine kinder som vandfald, da jeg råbte. "Vær sød at stoppe ..."
Mor sendte et sidste dræbende blik til Dimitri, da hun drejede om på hælen, og kom næsten løbende hen til mig. Hun efterlod en chokeret og overrasket Dimitri.
"Undskyld. Men jeg kunne bare ikke klare det længere."
Jeg rystede, da jeg tørrede mine våde kinder. "Lad os bare tage hjem."
"Vent, Claire .."
Jeg hørte Dimitri's tøvende stemme.
"Nej!" afbrød jeg ham uden at vende mig mod ham. "Bare stop, okay? Det her, hvad det så end var, ender her. Vi har aldrig snakket sammen, og vi har aldrig mødt hinanden."
Jeg skyndte at sætte mig ind i bilen. "Jeg er præcis, som du sagde. Den er hverken kortere eller længere."


~ To uger senere ~

Jeg gik hen af skolens gange, helt væk i mine tanker.
Hvordan havde Alex det? Havde han det okay? ... Tænkte han stadig på mig..?
Jeg stoppede pludseligt op, da jeg så, hvem der stod foran mig.
"Alex.."
Han så på mig med øjne, der kunne dræbe. Men bag dræberblikket, kunne jeg tydeligt se smerten.
"Så du er blevet udskrevet fra hospitalet, hva'?"
Jeg smilede til ham, men jeg havde mest af alt lyst til at græde.
Han havde et plaster på panden. Ellers lignede han ikke én, der havde været i koma.
Han sagde ikke noget, så bare på mig med de uhyggelig kolde øjne.
"Alex, jeg ..."
Før jeg nåede at tale færdig, gik han forbi mig. Idet han passerede mig, sagde han lavt: "Tal aldrig til mig igen."
Og med det gik han. Jeg faldt til gulvet, og prøvede at forhindre tårerne.
Jeg ... skulle aldrig have talt til ham ..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...