Et nyt liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 12 jun. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
103Visninger

1. Kvinden

Månen oplyste hele værelset. Det fik alt til at se smukt ud. Som om det hele var svøbt i sølv. Pain stod og betragtede hende. Hun så så skrøbelig ud, sådan som hun lå der under den tynde dyne, helt krøllet sammen. Hun havde en lille rynke imellem hendes øjne. Han havde set hende første gang for bare et par uger siden og han havde ikke kunnet glemme hende. Det var som om hun forfulgte ham hvor end han gik hen. Han gik hen til hendes seng og satte sig forsigtigt. Han fjernede en mørk hårlok fra hendes svedende pande. Hun var smuk. Han vendte sig om og gik hen til terrassedørene. Henne ved dørene vendte han sig om og så på hende en sidste gang. Lige der i det øjeblik svor han at han ville beskytte hende imod alt det onde der fandtes. Intet skulle få lov til at tage hende fra ham. Pain gik ud på terrassen og sprang ud over gelænderet. Han landede lydløst på jorden. Han kiggede endnu en gang op på vinduet. Der var ikke tid til at være hos hende mere. Daggryet nærmede sig med hastige skridt. Han tog en dyb indånding og dematerialiserede sig hen til et monster af en borg. Han gik op af trappen og ved døren tastede han en kode ind og da han kiggede op lod han sit ansigt fange af et overvågningskamera. Hoveddøren gik op og han trådte indenfor. Her blev han igen mødt af et sæt døre og han tastede endnu en kode hvorefter han fik adgang til borgen. Pain skar en grimmasse over den farvestrålende hall. Det var seriøst alt for meget stimulans for ham. Hallen var stor og der var højt til loftet. Gulvet var af hvidt marmor og nogle få steder var der en flise i en skrigende farve. Væggene var hvide med store kostbare malerier. Han gik hen til den store trappe der førte op til første sal. Hvert trin var beklædt med et tæppe i en dyb mørkerød farve. Pain tog trappen to trin af gangen og for enden drejede han til højre og bevægede sig lydløst hen over gulvet. Han passerede flere forskellige døre hvor han kunne høre dybe maskuline stemmer komme ud af. De andre var kommet hjem og var nu i gang med at gøre klar til at gå ned og spise inden de skulle have en god dags søvn. Pain fortsatte hen ad gangen og den sidste dør han nåede til, åbnede han. Da døren lukkede i bag ham sukkede han. Han havde det elendigt. Billeder af hunnen fór rundt i hovedet på ham. Det havde været en kamp at efterlade hende alene. Ubeskyttet. Han rystede på hovedet og lo af sig selv. Hold da kæft! Han var sgu da et skvat. Hvorfor betød den hun lige pludselig så meget for ham? Han kendte hende jo ikke engang. Han gik ind i klædeskabet og afvæbnede sig. Ude på badeværelset kiggede han på sit spejlbillede. Han lignede en ganske almindelig ung mand, men han følte sig gammel. Pain kom til at smile. Han lignede en på femogtyve, men det var hundrede år siden. Sådan var det at være vampyr. Han klædte sig af og gik i bad.

På vej nedenunder igen kunne han høre en masse lyde bølge ham i møde. Dybe stemmer blandet med feminin latter. En eller anden takkede en tjener for at komme med mere mad. Han trådte ind i spisestuen og så fire store hanner, samt to hunner, sidde rundt om et bord og nyde en masse mad.

”Hvad fanden! Er du allerede hjemme?” lød det fra hannen der sad for bordenden. Kain. Den ældste og største vampyr han nogensinde havde kendt. Pain nikkede.

”En mand skal jo have noget at spise.”

”Så er du kommet det rette sted” sagde Kain. Han lignede enhver anden ung mand, kort lyst hår, blå øjne og et smukt ansigt. Det eneste der var anderledes ved ham var at han var vampyr og var på størrelse med en okse. Kain genoptog sin snakken med den hun der sad til hans højre side. Hunnen var Kains kone. Pain satte sig og imens han begyndte at tage mad kiggede han rundt på de andre ved bordet. Kains kone hed Jesse. Ved siden af hende sad en anden hun, Roxie, som sad ved siden af sin mand, Grey. Roxie var den rareste kvinde han nogensinde havde mødt.

Gray var en stor han med kulsort kort hår og to store plugs i ørene. Hans ene øje var grønt og det andet blåt. Grey var den eneste af dem der havde forstand på overvågning og sikkerhed. Derfor var det ham der stod for alt det elektroniske sikkerhedsudstyr der var på borgen. Overfor ham, sad en anden han. Blake. Han var en stor han med lyst hår og et ansigt så smukt at han kunne have været skuespiller. Men han var langt fra den smukke fyr hans udseende gav udtryk for. Når man kom tæt på ham var han den ondeste satan der kunne gå på to ben. Han var dødelig i et slagsmål og han havde alt for meget energi til at han kunne holde sig i ro når de var på patrulje. Hans øjne var sorte og kolde. De vidnede om at man ikke skulle pisse ham af. På hans høje side sad der endnu en han, Case. Den vampyr var den eneste i denne forsamling der var nogenlunde normal. Han lignede en hvilken som helst flot, veltrænet ung mand og var så venlig at det fik alle andre til at virke dumme. Dog skulle man passe på med at sige noget til ham som man ikke ville høre igen. Hannen havde en hukommelse som en magnet. Han sugede alt viden til sig og glemte aldrig noget man havde sagt.

Man kunne sige meget om denne flok, men en ting gjaldt for dem alle og det var at de var trænet i at slå ihjel. Selv Pain kunne dræbe en person på tredive forskellige måder. Hver især havde de deres at bære. Kain kunne se ind i fremtiden. Grey kunne sætte ild til ting bare ved at røre ved det. Blake kunne forvandle sig til et grusomt uhyre og Case kunne spore hvem som helst, kun ved at have deres duft. Holdets blodhund kaldte de ham. Pain var vist den eneste der ikke havde nogen evne som de andre. Det han kunne var at slå ihjel og beskytte. Selvom Kain blev ved med at sige at hans beskytterevne var det der havde reddet dem alle mere end en gang.

Imens de spiste blev der snakket om hvad der var sket på de forskellige patruljeringer. Pain fortalte at det eneste han havde set var nogle mennesker der havde stjålet en taske fra en ung menneskekvinde. Han havde selvfølgelig stoppet dem og afleveret tasken tilbage, men det behøvede han ikke nævne. De vidste at han havde et svagt punkt når det kom til hunkønsvæsener. Da middagen var ovre sagde de godnat og gik hver til sit. Pain traskede op på sit værelse og klædte sig af. Han smed sig i sengen og faldt omgående i søvn. Det sidste han tænkte på var den hun. Hun lå trygt og godt under sin dyne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...