I Need You to Be Alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årige Judy Johnson lider af en speciel form af sygdommen Angst.
Hun har svært ved at stole på folk, danner derfor ikke bånd med nogle og er meget alene, da det tager lang tid for hende at give en person sin tillid. Hun er blevet alt for vant til at den bliver misbrugt. Men Judy er ikke en bange lille pige der græder sig selv i søvn hver nat. Nej tværtimod er hun sjov, sød og utrolig nem at holde af. Det søde ydre falder den kendte dreng- Justin Bieber - også for, da Judy kommer med det forkerte fly, og skal bo hos Justin. Underligt nok, føler Judy med det samme, at Justin er én man kan stole på og stoler ubetinget på det han siger til hende.
Justin begynder at kunne lide den pige, han nu ved hvordan er, og Judy er forlængst faldet pladask, for den dreng hun har givet sin tillid til.
Folk råder dem begge to til at tage afstand fra hindanden, for Justin er kendt og sladderblade er farlige. Kan Judy holde til mere, hvis Justin misbruger den tillid, hun så hurtigt har givet ham?

34Likes
17Kommentarer
52661Visninger
AA

13. Undescribable feelings.

Judy's P.O.V.

 

Det var nu lang tid siden at Justin og jeg var kommet hjem fra biografen og lige nu var vi på vej til et interview. Trods det faktum at klokken var ved at være fem om aftenen, så var vi på vej til et interview.

Justin så heldigvis ikke træt ud. Nej, tværtimod så han rigtig frisk ud og han havde sådan et glimt i øjnene som jeg bare kunne spise.

Vent, spise? Okay, jeg var ikke helt mig selv lige der.

Jeg havde lige kysset med Justin! Justin freaking Drew fucking Bieber! Og ikke bare Justin Drew Bieber, men Justin.

Den pissedejlige, storsmilende Justin.

Jeg sad ved siden af ham i bilen, mens jeg så ud af de nedtonede vinduer. De var mørke, så det ikke var så nemt for parparrazierne at få billeder af ham. Smart.

Han sad og snakkede med Ryan, som sad på forsædet, ved siden af chaufføren. Chaz sad i venstre side, mens jeg sad i højre side og Justin i midten. Det var den selv samme store bil, som jeg var blevet kørt hen til Justin i, da jeg først kom hertil.

Jeg smilede ved mindet, selvom det ikke var særlig lang tid siden. Men sådan virkede det lidt. Jeg havde allerede nået at kysse med Justin!

Jeg fik et lidt fjoget smil på læberne, mens jeg tænkte tilbage på kysset. Det fantastiske kys. Jeg prøvede at huske følelsen jeg havde haft i maven, da Justins læber ramte mine, men jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var så lige til.

Det gik op for mig, at det var Justin som havde givet mig den følelse.

"Hvad siger du til det, Judy?"

Jeg rystede kort på hovedet og så forvirret rundt i bilen, indtil mit blik ramte Justins.

"Hva?" spurgte jeg forvirret ud i rummet.

Han grinte blidt - det var altså ham der havde snakket.

"Vi talte bare lige om hvad vi skulle have at spise efter interviewet og vi tænkte på take away? Bare noget thai eller noget. Er du med på idéen, eller?"

Jeg tænkte lidt, men han brød hurtigt ind.

"Altså, hvis du ikke har lyst så finder vi bare noget andet. Vi kan også gå ud og spise, men vi tænkte bare at vi er trætte og-.."

"Justin," afbrød jeg ham i hans talestrøm.

Han kiggede på mig, med et udtryk i øjnene jeg ikke kunne læse.

"Thaimad lyder godt," sagde jeg bare og smilede let til ham. Han smilede stort til mig, hvilket fik mit smil til at vokse sig større. Kunne man andet? Jeg kunne ikke.

"Super! Så gør vi det."

Han kiggede stadig smilende på mig. 

"Judy gjorde Justin helt nervøs.. aw!.." hviskede Chaz hvilket fik Ryan til at grine. Justin fik et usædvanligt udtryk i ansigtet og smilede på en og samme tid drilsk og nervøst. Han strakte sin arm bagud og gav Chaz en lammer, hvilket fik mig til at fnise, mens Chaz ømmede sig.

Ryan grinte højt, sammen med Justin som satte sig tilbage i sædet mens han smilede ud i luften. Kort efter kunne jeg mærke hans fingre flette sig ind i mine. Jeg fik et stort sug i maven, mens sommerfuglene baskede rundt! Han lagde vores sammenflettede fingre imellem os.

Jeg kiggede smilende på vores hænder og derefter ud i luften, mens jeg tydeligt kunne mærke Justin betragte mig.

 

Vi nåede frem til stedet. Bilen kørte ind i en speciel form for garage og Justin spændte hurtigt sin sele op, da vi holdt stille. Han slap min hånd, hvilket fik en lille, forladt følelse til at storme min mave, men jeg ignorerede det og spændte min sele op.

Justin ville gerne ud af den samme dør som jeg og da jeg kunne se han bare ventede på at komme ud, kravlede jeg hurtigt hen til døren. Den blev åbnet udefra - af hvem, vidste jeg ikke, men jeg gik hurtigt ned på det lille trin og steg ud af bilen.

Jeg mærkede Justins hånd mod min ryg, som for at støtte mig og jeg smilede stort. Da Justin selv kom ud af bilen, lå hans hånd ikke længere på min ryg, men trangen til hele tiden at mærke ham, var der hele tiden. Det var uudholdeligt. Jeg kunne ikke holde mig fra ham, men turde ikke røre ham, som han turde. Og hvad nu hvis han ikke havde det på samme måde som jeg?

Jeg undlod at tænke mere på det og fulgte med de andre hen til døren. De gik i et raskt tempo, så jeg gik hurtigt et par meter bag dem. Justin blev gennet ind af døren af en eller mand, der arbejdede der, men jeg kunne ikke rigtig følge med.

Justin gik allerforrest, med manden ved hans side, som hev lidt i hans arm, for at få ham til at gå de rigtige steder hen. Jeg kunne kun se Justins baghoved, indtil han pludselig vendte sig om og stoppede op midt på gangen. Manden hev lidt i hans ærme og forsøgte at få ham til at fortsætte, da vi havde travlt, men Justins blik lå på mit. Han rev forsigtigt sin arm til sig, uden at kigge på manden og banede sig vej ned til mig, som var nogle meter bag ud. Han nåede hen til mig og tog mig under armen.

Vi begyndte igen at gå.

Vi sagde ingenting, men jeg smilede stort over at han ville vente på mig, trods mandens anstrengelser for at få ham med. 

 

Vi kom hurtigt ind i et rum, hvor Justin, Ryan og Chaz lagde alle deres jakker og tasker i nogle stole. Justin slap min arm og gik hen til en dame, som gav ham en mikrofon på. Jeg betragtede betaget alt i rummet, som jeg kunne gætte, var Justins backstage lokale. Der var nogle beige-farvede lænestole og et TV, samt noget teknisk udstyr.

Jeg havde aldrig været et sådant sted sådan før og kunne sagtens have brugt meget længere tid på at udforske det, men der gik ikke mere end fem minutter, før alt var klar og vi var ude.

Det var bare et radiointerview, fandt jeg ud af.

Vi kom ind i et rum med nogle computere, en masse speaker udstyr og ikke mindst et par radioværter.

Ingen sagde noget, for de havde travlt med at få det hele til at fungere, mens Justin hilste på nogle stykker.

Pludselig kom Justin og en anden mand også hen til mig. 

"Hej og velkommen!" hilste manden venligt og jeg skyndte mig at give ham hånden og sige hej.

"Tak skal du have," smilede jeg venligt, selvom jeg faktisk var lidt nervøs. Jeg kendte ham jo ikke!?

Justin stod og betragtede mig og som om han vidste at jeg var lidt usikker omkring det hele, brød han hurtigt ind.

"Det her er Judy. Min.. øhm.. gæst," præsenterede han mig.

Hjertet sank en smule i brystkassen, det må jeg indrømme. Jeg blev ærligtalt en smule fortvivlet over min titel, men slog det hen. Det skulle manden i øvrigt heller ikke se at jeg gjorde. Det måtte jo bare betyde at Justin ikke havde de samme følelser som jeg.

Det fik mig til at sukke, men jeg gjorde det så diskret som muligt.

Manden talte igen.

"Okay, velkommen Judy! Skal du høre med i dag?"

Han talte lidt til mig som om jeg gik i børnehave, men jeg ignorerede det og smilede varmt.

"Ja, hvis jeg må?"

"Selvfølgelig må du det, du kan bare tage plads i stolene derhenne, vi går i gang om et minut," svarede manden, som aldrig fik præsenteret sig selv overfor mig, og henviste til nogen stole på den ene langside. I midten af rummet var bordet og mikrofonerne de skulle tale i, så det kunne nå ud til radioerne.

Jeg nikkede smilende og begyndte at gå over mod dem. Lige nu havde jeg ikke den store lyst til at være der. Mine voksende følelser for Justin og hans manglende følelser for mig, var ikke nogen god kombination og det ramte mig hårdere end det skulle.

Jeg satte mig en smule trist i en af stolene og forsøgte at ignorere følelserne og tankerne, som lige nu vivlede rundt i min krop, på den mest forvirrende måde.

Justin kom hen til mig og jeg tog min mobil frem, for at se lidt ligeglad nu. Jeg havde ikke lyst til at blive påvirket af ham lige nu.

"Hey, er du okay?"

Han satte sig på hug foran mig og kærtegnede blidt mit knæ med sin tommelfinger, hvilket fik mig til at se op på ham. "Ja, det er fint," svarede jeg en smule fraværende. Mit blik gled ned på hans læber. Hans læber som havde rørt mine.

Jeg så ham for mig, under kysset. Ham, der prikkede mig på næsen efter vores kys. Jeg smilede let.

"Hallo.. hallo, Judy? Du virker lidt fraværende?"

Jeg rystede kort på hovedet og så pludselig direkte ind i Justins nøddebrune øjne. De fangede mine og jeg blev helt opslugt af dem, mens jeg mærkede dem bore sig ind i min sjæl.

"Jeg mener det, Justin. Jeg har det fint," svarede jeg endelig til hans bekymrede spørgsmål.

Han rynkede brynene og sendte mig et blik som om han ikke rigtig troede på det jeg sagde. Åbnede igen munden, men inden han kunne nå at sige noget, var der en der kaldte på ham og han rejste sig en smule modvilligt op.

Han slap ikke mit blik og en masse ord vi ikke fik sagt, fløj mellem os og genlød i mit hoved.

Hos mig skreg det: Kysset! Men jeg var ikke sikker på at det var helt samme situation Justin stod i. Han kom helt op og stå og gik et par skridt væk.

Det øjeblik hans hånd, som ellers have ligget på mit knæ, flyttede sig, føltes det koldt og jeg gøs. Jeg ville have ham til at holde om mig, kysse mig igen.

Ugh! Det her var frustrerende!

Justin gik hen til mikrofonen, lavede et tegn og hurtigt var interviewet igang.

Jeg lyttede ikke efter. Alt jeg tænkte på, var mine følelser. Jeg lyttede til dem, men de havde kun ét ord at sige; Justin - Og det hjalp ikke ligefrem.

Jeg tænkte på kysset. Gik det for hurtigt? Vi havde ikke engang kendt hinanden i en uge og vi havde allerede kysset!? Det virkede urealistisk og min logiske side af hjernen sagde også sådan. Men alt andet råbte det modsatte. For det havde været det dejligste kys i hele mit liv. Sommerfuglene i min mave hver eneste gang han rørte mig, smilede til mig, eller bare gjorde noget, fløj jo rundt. Hele dagen havde været fantastisk og jeg ville så gerne at han også havde følt det jeg følte i vores kys, ja hele tiden. Men det var jeg langt fra sikker på at han gjorde. Faktisk, var jeg bare blevet mere usikker på hans følelser siden kysset, fordi vi ikke havde talt om det. Ikke fordi jeg regnede med noget, men jeg følte mig så tæt på ham. Som om vi havde kendt hinanden i flere år og at jeg bare havde ventet på det her. Jeg ville gerne snakke til ham, men jeg turde ikke. Jeg skulle bo her i to måneder og hvis han ikke følte det samme, ville det blive to lettere forfærdelige, akavede måneder. Det skulle ikke ske. Så hellere leve i uvidenhed.

 

Jeg sad og trillede tommelfingre og ærgede mig over at jeg var så usikker, så jeg opdagede slet ikke at Ryan pludselig kom hen til mig og sagde at vi skulle til at gå igen. Så jeg så hurtigt på ham, nikkede og fulgte med ud, med hovedet fyldt med tanker. Mine følelser var et vrag og jeg var faktisk ret træt. Det havde været en lang dag. 

Vi kom ud backstage og fik samlet tingene sammen i en næsten pinlig tavshed.

Heldigvis var vi hurtigt ude af døren og denne gang var jeg ligeglad med at jeg sakkede bagud. Jeg måtte have styr på mine tanker. Jeg holdt selv nogle tasker, men langt fra det store, så jeg kunne sagtens gå med det. 

Justin og nogle mænd som gik foran ham, åbnede døren og gik ud og da jeg spidsede øre, fortrød jeg at jeg ikke havde fulgt med.

Pigeskrig.

Masser af pigeskrig. De vidste at han havde haft et interview her og selv om klokken var mange, var de troppet op alligevel.

Jeg knugede bange taskerne indtil mig. Jeg sank en klump og bad til at jeg ville overleve over til bilen. Jeg begyndte at gå ind mellem dem, men det var svært at mase mig vej og en masse skældsord blev smidt lige i hovedet på mig. Det hele flød sammen og de mange mennesker omkring mig, fik frygten til at stige. Jeg sank endnu en klump, men den blev hurtigt erstattet af en ny. Jeg forsøgte stadig at mase mig vej. Jeg svedte. Min vejrtrækning steg, som jeg følte mig mere og mere mast og det sortnede et kort øjeblik for mit blik. Jeg var helt mast. Jeg kunne ikke komme videre. Hvor var de andre og hvorfor havde de bare efterladt mig? 

"Flyt dig nu, din luder!" råbte en pige ved siden af mig. Jeg så hendes vrede blik, men kunne ikke høre resten af de ting hun sagde, fordi de andre piger larmede så meget. Jeg trak vejret hurtigt, selvom at det var meningen at jeg skulle falde til ro. Jeg kunne ikke. Jeg var bange.

En tåre fandt frem til min øjenkrog, men det værste blev inde i mig. Fanget, hvor det ikke kunne komme ud. Jeg følte udmærket panikken stige op fra min mave og helt op til min hals og jeg følte at jeg kunne kollapse hvert sekund. Hvor fanden var de andre!?

Der var pludselig en der tog i min arm og jeg så rådvild rundt omkring mig, indtil mine øjne mødte Justins. Han fangede hurtigt mit blik.

"Kom med," råbte han, for at overdøve pigerne. Der blev taget en masse billeder og jeg følte ikke at mine ben ville lystre, da Justin begyndte at trække mig med gennem massen. Jeg så bilen forude, skrigende teenagepiger stod presset tæt op af den, men jeg fastholdt mit blik på bilen, velvidende om at alle omkring mig så mig og genkendte mig fra TV'et. En masse rygter ville starte nu - jeg vidste det, men det var ikke det jeg tænkte på. Jeg tænkte på bilen. Bare hen til bilen.

Vi maste os igennem de sidste, mens min vejrtrækning ikke hjalp på den knugende frygt i maven og jeg fulgte bare med Justin. Ligeglad med alt andet end bilen.

Da vi langt om længe nåede hen til den, stoppede Justin op, lagde hånden på min lænd og lod mig komme først ind, så jeg kunne sidde i midten. Da jeg kom ind i bilen, begyndte jeg rystende at spænde min sele. Justin kom ind og pludselig hørtes et smæld med bildøren og vi var ude at køre - nu i stilhed.

 Hurtigt var vi ude på vejen og jeg fokuserede kun på den, mens jeg forsøgte at få min vejrtrækning ned på normal hastighed igen. Jeg havde lyst til at græde. Virkelig lyst. Knuden i maven løsnedes langsomt, men fandt hurtigt sammen igen, da Justin lagde sin hånd på min arm. 

"Er du okay?" spurgte han bekymret.

Han forsøgte at fange mine øjne men jeg undveg.

"Ja," var det eneste jeg kunne få ud.

Justin så lidt mistroisk på mig og for anden gang i dag havde jeg løjet for ham, når det omhandlede det og for anden gang, så han ud som om at han ikke købte den.

Var jeg så nem at læse?

 

Justin's P.O.V.

 

Vi kørte endelig ind i indkørslen og Judy var den første til at hoppe ud af bilen. Hun havde ikke villet med ind og hente thai maden, så Chaz blev hos hende, mens Ryan og jeg gik ind.

Jeg var lidt ærgelig ved det.

Jeg ville gerne være blevet sammen med hende, men det virkede ikke som om at hun så gerne ville have mig til at blive. Desuden, insisterede Ryan på at det skulle være mig der hentede den åh så vigtige thai mad.

Ryan havde fortalt mig et par jokes derinde, men jeg havde ikke hørt ikke efter og det var kun blevet til et lille akavet grin, for at han ikke skulle blive træt af at jeg ikke gad ham. Jeg gad ham jo godt, men der var en jeg gad mere. Judy. Og han kunne godt mærke det på mig.

Jeg havde ikke tænkt på andre end hende hele dagen. Uanset hvad, så var hun der og det fik sådan en varm følelse til at sprede sig i hele kroppen på mig. Det var svært at koncentrere mig til interviewet, fordi jeg blev ved med at skæve over til hende. Mine tanker lå et helt andet sted.

Jeg forsøgte at tænke tilbage på kysset, som jeg sådan ønskede skulle ske igen. Jeg ønskede at opleve det igen. Fordi jeg var helt væk i hende. Fuldstændig besat af hende. Og det at hun tilsyneladende ikke gad mig, eller skjulte noget for mig gjorde det ikke bedre. Ikke, når jeg hele tiden rørte hende, kiggede på hende og hendes fordømte læber, som var så fantastisk tiltrækkende fordi de tilhørte hende. 

Jeg gik med et suk ind mod huset. Ked af, at jeg ikke havde talt med hende om det, men jeg havde bare ikke haft lejlighed til det i løbet af dagen. Jeg ville have gjort det i bilen, men det blev spoleret af drengene. De gjorde det selvfølgelig ikke med vilje, men det føltes en smule sådan alligevel. 

Jeg fandt mine nøgler frem, låste os ind og gjorde alt for at modstå trangen til at kysse Judy, da hun tog jakken af. Jeg ved ikke hvorfor hun havde sådan en kæmpe effekt på mig, men på under en uge havde hun formået at få mig til at falde fuldstændig for hende.

Om det var gengældt, havde jeg ikke nogen anelse om lige nu. Men jeg ønskede det. Jeg ønskede hende. Hun var som solen midt i alle de grå regnvejrsdage og selvom jeg stadig ikke kendte hende forfærdelig godt, så kendte jeg hende bedre end de fleste. Specielt efter i dag, hvor vi var kommet meget tættere på hinanden. Både fysisk og psykisk. Og jeg elskede det. 

Og da jeg lagde mig til at sove den aften, sagde jeg til mig selv, at jeg nok også bare måtte til at indse at jeg var forelsket i hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...