I Need You to Be Alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årige Judy Johnson lider af en speciel form af sygdommen Angst.
Hun har svært ved at stole på folk, danner derfor ikke bånd med nogle og er meget alene, da det tager lang tid for hende at give en person sin tillid. Hun er blevet alt for vant til at den bliver misbrugt. Men Judy er ikke en bange lille pige der græder sig selv i søvn hver nat. Nej tværtimod er hun sjov, sød og utrolig nem at holde af. Det søde ydre falder den kendte dreng- Justin Bieber - også for, da Judy kommer med det forkerte fly, og skal bo hos Justin. Underligt nok, føler Judy med det samme, at Justin er én man kan stole på og stoler ubetinget på det han siger til hende.
Justin begynder at kunne lide den pige, han nu ved hvordan er, og Judy er forlængst faldet pladask, for den dreng hun har givet sin tillid til.
Folk råder dem begge to til at tage afstand fra hindanden, for Justin er kendt og sladderblade er farlige. Kan Judy holde til mere, hvis Justin misbruger den tillid, hun så hurtigt har givet ham?

34Likes
17Kommentarer
52635Visninger
AA

17. The hour of truth.

Judy's P.O.V.

 

Jeg vågnede filtret ind i Justin. Vores ben var flettet ind i hinanden og hans arm lå over mig. Det fik mig til at smile stort og putte mig ind til ham.

Jeg lukkede igen øjnene, men følte mig ikke træt. Vi var faldet i søvn igår aftes og jeg var først vågnet nu. Jeg havde sovet i lang tid og alligevel følte jeg mig ret øm i kroppen.

Jeg smilede let og kærtegnede blidt Justins mavemuskler. Hvor mange har ikke lige drømt om at gøre det? Jeg havde, og nu kunne jeg gøre det som hans kæreste. Jeg følte mig ærligtalt som den lykkeligste pige på Jorden. Jeg var faldet hårdt for ham og at vide at han følte det samme for mig, var fantastisk. Jeg viklede glad dynen ordentlig rundt om mig og lagde mig igen til rette i Justins arm.

 

Efter lidt tid, hvor jeg havde ligget og lyttet til hans vejtrækninger, mærkede jeg hans hånd flytte en tot hår bag mit øre. Jeg smilede med lukkede øjne og lagde mig tættere ind til ham. Jeg kunne føle hans blik på mig, så jeg åbnede hurtigt øjnene og mødte hans.

"Godmorgen," sagde jeg smilende og puttede mig ind til ham.

"Godmorgen smukke," svarede han lavt.

Jeg kiggede med en anelse røde kinder op på ham. Han smilede varmt til mig og kort efter tog han blidt fat i min hage og plantede et blidt kys på mine læber, hvilket jeg hurtigt smilede over. Jeg faldt lykkelig tilbage i sengen, med tankerne kredsende om Justin.

Han lagde sig pludselig lidt ind over mig og jeg fandt hurtigt hans øjne. Jeg fik sommerfugle i maven når han kiggede sådan på mig, og de forsvandt ikke ligefrem når han lå over mig på denne måde. 

"Hvad så?" spurgte jeg eftersom han bare kiggede på mig med et smil.

"Ikke noget," smilede han, "Jeg kan bare godt lide at kigge på dig. Du er så smuk."

Jeg rødmede dybt og kyssede ham smilende på munden. Jeg kunne slet ikke forstå at han virkelig var min! Gud hvor var jeg heldig!

"Og du er ret sød," svarede jeg med røde kinder.

"Det ved jeg," svarede han uskyldigt og smilede, hvilket fik mig til at grine og daske til hans brystkasse. Han grinede blidt, inden han igen blidt kyssede mig på munden. 

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor heldig jeg var! Alle disse dage som havde føltes som en evighed, hvor jeg bare havde haft lyst til at kysse ham... Og nu.. nu kunne jeg bare gøre det. Alligevel, var jeg genert, men mest fordi jeg var så glad. Justin gjorde mig så glad og tryg.

Jeg puttede mig smilende i hans arm, hvilket fik ham til at grine blidt af mig.

"Du kan godt lide at ligge der hva'?" spurgte han spøgefuldt og trak mig en anelse tættere ind til sig.

 Jeg smilede med lukkede øjne.

"Det er sådan set et af de bedste steder i verden," indrømmede jeg. 

Han kærtegnede blidt min lænd, med hans tommelfinger, hvilket fik mig til at åbne øjnene. Jeg bevægede mig en anelse uroligt, fordi det kildede. Han smilede stort og nussede mig på næsen med hans næse.

Jeg smilede stort mod ham, med tydeligt røde kinder. Han så det og grinte blidt af det, hvilket fik mig til at gemme mig i hans arm. Han vendte blidt mit ansigt mod hans og efter kort at have kigget mig ind i øjnene, pressede han kort sine læber mod mine. Jeg fniste let og han trak sig ud og kiggede mig i øjnene. Jeg bed mig kort i læben, for at skjule det kæmpe smil der konstant var på mine læber, en smule. Han så det og smilede stort. Han kærtegnede blidt min kind, hvilket fik mig til at fnise. Han kiggede på mig et smil.

"Gud, du er så bedårende," sagde han og pressede hans læber mod mine. Jeg smilede stort, hvilket gjorde det en anelse kompliceret at kysse. 

Men det stoppede os dog ikke i at gøre det alligevel.

 

_________________________________________________

 

Jeg kiggede op, da jeg var ved at gå ind i en dør.

Jeg gik med min telefon i hånden og var travlt optaget med Instagram, mens jeg havde skraldeposer i den anden hånd.

Jeg lagde kort hånden på dørkarmen.

"Hold da op, det var da lige ved at gå galt det der," sagde jeg for mig selv og grinede kort over mig selv.

Hey, at snakke med sig selv er da helt normalt?

Under alle omstændigheder kom jeg ud af døren og videre ud til stuen. Jeg skulle lige ud med noget skrald og så ind til Justin igen. Jeg havde ikke orket tøj endnu, så jeg havde stadig min nattrøje på.

En notifikation fik min opmærksomhed. Ryan havde tagget mig i noget. Det kunne kun være slemt!

Alligevel gik jeg ind og tjekkede billedet han havde lagt på Instagram. Det var af Justin og jeg i forgårs. Da Justin havde krammet mig efter at jeg blevet tæsket i Ludo. Han havde postet det med teksten; 'She lost in a game :)'

Well, true. 

Jeg smilede let. Billedet af Justin og jeg der smilende krammede, screenshottede jeg til mit eget fotoalbum. 

Jeg fortsatte ud til bagdøren. Der var containerne ude og jeg skulle lige gå ude på fliserne med bare tæer, så ville jeg være inde igen.

Jeg lagde vægten på det andet ben og skyndte mig ud til døren. Jeg åbnede den med en anelse besvær og tog et skridt ud på fliserne.

Jeg var kun lige nået ud, før den første råbte.

Blitzerne var der igen og jeg blev helt forfærdet ved synet af de mange paparrazier der var i gården. Jeg kunne ikke se containeren, skraldet skulle i, for mennesker. Alle sammen med kameraer der fangede mig stå i min nattrøje, ingen makeup og med skrald i hånden.

Jeg mærkede med det samme klumpen i halsen og den tunge følelse i maven. Jeg vidste hvad jeg burde gøre - gå ind. Men nej, jeg ville altså ud med skraldet. Det kunne ikke være rigtigt at jeg ikke engang kunne det! 

Så, jeg tog endnu et skridt og holdt hånden for ansigtet, mens jeg slæbte posen med skrald bag mig. Der var mennesker over det hele og de råbte alle sammen noget forskelligt. Jeg forsøgte at ignorere stemmerne, men med så mange der var, ar det ret umuligt. Jeg spottede heldigvis containeren, hvilket virkede lidt opløftende. Jeg gik lidt hurtigere og maste mig forbi nogle af de paparrazier der gik helt tæt på. Der gik nogen personer ind foran containeren og jeg kunne ikke længere se den. Panikken steg hele vejen fra maven og op til min brystkasse og jeg følte ordene jeg måske gerne ville sige, sidde fast i halsen.

I takt med at menneskene kom tættere på, zoomede jeg længere og længere væk. Det svimlede for mine øjne og jeg vidste at jeg vippede lidt, men det rørte mig ikke. De råbte alle sammen. Alle sammen. Det var først da jeg tabte skraldeposen at jeg opdagede at den faktisk var blevet revet væk fra mig. Og jeg følte igen frygten. Frygten stige i hele min krop, mens den igen langsomt blev svagere, råbene lavere og mit syn helt sort.

 

____________________________________________

 

Jeg vågnede ved at mit hoved dunkede voldsomt. Jeg var for træt til at slå øjnene op, men jeg kunne tydeligt føle. Jeg lå på noget blødt, sikkert vores sofa, ved lammeskindet. Ja, ja det gjorde jeg.

Jeg sukkede dybt, men stoppede hurtigt da smerten i hovedet blev for stor. En skramlen fra køkkenet, fik mig alligevel til at åbne øjnet på klem. Vandet blev tændt, vandet blev slukket. Pludselig så jeg et par sorte hængerøvsbukser og der var kun én de kunne sidde så godt på. Justin.

Han kom over til mig med et lille smil. Han havde en våd klud i hånden.

"Hvordan går det?" spurgte han venligt.

Jeg udstødte en mærkelig lyd og vendte mig helt om på ryggen, så jeg kiggede op i loftet.

"Jeg har ondt i hovedet," klynkede jeg. Han nikkede og lagde kluden på min pande. Den kølede behageligt.

"Ja, det tror jeg gerne."

Der var stille i lidt tid. Jeg lå og lyttede til dunkene i mit hoved og Justin var tavs. Så åbnede han pludselig munden, efter et par minutters stilhed.

"På et eller andet tidspunkt bliver du nødt til at fortælle mig det."

Jeg så forvirret op på ham. Hvad mente han med det? Han sad og kiggede ned i jorden, jeg lænede mig tilbage i sofaen igen.

"Fortælle dig hvad?" 

Nu flyttede han hovedet mod mig og søgte tydeligvis min øjne, men jeg var ikke lige in the mood til øjenkontakt på denne her.

"Hvorfor du reagerer som du gør, hver gang der er paparazzier til stede. Du bliver så bange."

Jeg slog hurtigt øjnene op, ved lyden af hans ord. Det spørgsmål havde jeg sådan forsøgt at undgå! Jeg vendte hurtigt hovedet igen og forsøgte at slappe af.

"Jeg aner ikke hvad du taler om."

Ud af øjenkrogen kunne jeg nemt se at han sendte mig et skeptisk blik. Selvfølgelig gjorde han det. Han vidste jo for hulen at jeg løj ham lige op i hans kønne ansigt.

"Judy," startede han tålmodigt. Jeg lod ham ikke finde mine øjne. "Sidste gang hyperventilerede du. Denne gang besvimede du... "

Jeg lukkede øjnene. Selvfølgelig var det ikke gået ham forbi.

"Jeg mener.. det er helt okay, men du bliver nødt til at fortælle mig hvad der er galt, så jeg kan hjælpe dig."

Jeg kunne tydeligt føle hans blik på mig, hvilket også var årsagen til at jeg til sidst gav efter og åbnede øjnene. Jeg mødte straks hans øjne og jeg så hurtigt væk. Jeg sukkede.

"Det.. det er ikke så nemt Justin."

Jeg bed mig blidt i maven. Alt der hørte til det emne, var tanker jeg ikke just brød mig om at tænke på.

"Prøv," sagde han, "Prøv at forklare mig det."

Jeg sukkede og vendte langsomt hovedet mod ham. Han så forventningsfuldt ind i mine øjne. Jeg sukkede igen. Måske havde han fortjent at få det af vide? Han var jo trods alt min kæreste...

Jeg tog mig sammen. Han havde ret. Hvis han på nogen måde skulle hjælpe mig, måtte han vide det.

"Okay så." Jeg sank en klump. "Men du må love mig at du ingenting siger til nogen! Det her er personligt."

Jeg bed mig mod min vilje i læben, mens han betragtede mig.

"På lillefingerære," svarede han og stak sin lillefinger hen til mig.

Jeg så smilende på den, inden jeg flettede min egen lillefinger ind i hans. Jeg så ham i øjnene.

"På lillefingerære."

 

Jeg trak hånden til mig igen og så ned i bordet. Jeg tog en dyb indånding og åbnede så munden.

"Okay.. helt fra begyndelsen?"

Jeg så op på ham, med nervøse øjne. Han kiggede roligt på mig og tog pludselig min hånd i hans, som om han vidste hvor svært det her faktisk var for mig.

"Helt fra begyndelsen." 

Jeg nikkede bekræftende. Great. 

"Okay.. Kan du huske første dag jeg var her? Da vil legede den der 60-spørgmål-til-Judy ting?"

Han nikkede bekræftende.

"Well.. En af jer spurgte til min forældre. Kan du huske hvad jeg svarede?"

Jeg så på ham. Han nikkede.

"Du spurgte om vi ikke kunne tage det spørgsmål en anden gang."

Jeg nikkede bekræftende, da hans ord var sande. Jeg var en smule forundret over at han faktisk kunne huske hvad jeg havde svaret.

"Well, vi tager det spørgsmål nu. Da jeg var lille.. levede min far og mor stadigvæk sammen. De var all over each other og var fuld af kærlighed og alt det. Alligevel, var jeg altid af en eller anden uforklarlig grund bange for at de ville gå fra hinanden. "

Jeg sukkede, inden jeg modløst fortsatte;

"Så hver aften, sad min far på min sengekant. Jeg fortalte ham alle mine bange anelser og han lo og forsikrede mig om at det aldrig ville ske.."

Jeg pustede ud. Tårene begyndte at presse på og det føltes som om at den konstante dårlige følelse i maven, skulle presses op igennem min hals. Jeg havde kvalme.

"Da jeg var tolv år gammel.." Den første tåre røg ned af kinden. "Begyndte jeg at tro på det han sagde. Jeg vidste at de aldrig nogensinde ville gå fra hinanden, nu hvor han havde lovet mig det.." Anden tåre.

"Jeg klamrede mig til det der spinkle håb om at det han sagde var sandt.." Tredje.

"Og så en dag, så stod han pludselig ude i entréen med hans kuffert, krammede mig farvel og så var han ude af døren. Og ude af mit liv."

Nu havde jeg ikke længere tal på tårene der blødt lagde sig på min nattrøje. Jeg trak min hånd til mig og tørrede de værste tårer væk. Jeg lukkede kort øjnene og pustede ud.

"Min mor var knust. Intet var det samme mere. Alle vores samtaler var ubehagelige, da hele hans duft stadig lå i luften og lumrede. Jeg havde ingen forklaring fået og jeg kunne ikke forstå det!" Jeg slog ud med armene. "Hvordan han kunne finde på at forlade hende!? Forlade os.." Jeg sank en klump. Justins hånd fandt min igen. Jeg sukkede og kiggede ned på vores sammenflettede hænder.

"Jeg lyver ikke når jeg siger, at han tog min tillid med sig. Jeg stolede sådan på ham og han brød løftet. Det eneste løfte han altid havde lovet at holde.."

Jeg så på ham.

"Jeg forstod ikke hvad jeg havde gjort galt. Om det var min skyld.. og det ene førte til det andet og-.." "Sig du ikke har skåret i dig selv!" udbrød Justin bekymret og klemte min hånd yderligere. Jeg så på ham med blanke øjne, mens hans blik borede sig ind i min sjæl.

"Selvfølgelig ikke," svarede jeg, hvilket fik ham til at sukke lettet og atter slappe af i skuldrene. Han kyssede hurtigt min hånd og så lettet ud af vinduet for en kort stund, som om han lige skulle kapere det hele. 

"Men det gjorde ondt."

Han vendte ansigtet mod mig - endnu engang bekymret.

"Indeni. Hele min verden brød sammen og alt hvad der holdt mig oppe, forsvandt under fødderne på mig. Jeg stod i ruiner til knæene og derfor begyndte jeg at gemme mig. Gemme mig for alt. For alle i skolen, for min mor, men værst af alt; mig selv."

Jeg sukkede og kiggede ned.

"Selvfølgelig gik det ikke forbi min mor. Så på et tidspunkt, røg jeg mod min vilje til psykolog. Og tro det eller ej, men vi fik faktisk løst det som skulle vise sig at være angst." Jeg smilede svagt. "Men jeg får stadig tilbagefald. Og det at være kæreste med verdens mest kendte popstjerne, hjælper faktisk ikke særlig meget på det, tror det eller ej."

Jeg smilede svagt til ham, men han så ikke ud som om at han syntes det var sjovt. 

"Det var det jeg oprindeligt skulle," begyndte jeg igen og så ned i bordet.

"Jeg skulle besøge min psykolog, som efterhånden blev en rigtig god ven. Det blev for meget med skolen, så min mor og jeg besluttede os for at jeg havde brug for ferie. Også så jeg kunne finde mig nogle andre venner, for jeg er sådan set en taber på min skole."

Jeg udstødte et trist grin ved lyden af mine ord.

"Men jeg havde ikke regnet med at finde dig."

Jeg så op på ham idet hans blik flakkede ned på mit.

"Nej.. jeg havde ærligtalt ikke regnet med at en dum popstjerne, skulle rende ind i mig, så jeg spildte vand ud over mig selv og blev nødt til at bo hos ham - trods min angst - og at denne popstjerne ville have to rablende skøre venner." Jeg smilede. "Tro det eller ej, men jeg havde faktisk heller ikke regnet med at jeg på under en uge ville falde fuldstændig pladask for popstjernen, blive forfulgt af paprazzier, for derefter at kysse ham, for derefter at blive hans kæreste, når jeg for bare et par uger siden havde det miserabelt. Men sådan er livet right? Ret crazy, hva?" 

Han udstødte et grin, for derefter at falde ned i sofaen til mig. Min hovedpine var så godt som forsvundet. Heldigvis.

Han smilede sødt til mig.

"Og jeg havde ikke regnet med at jeg efter at have et on and off forhold med en kendis siden 2010, ville løbe ind i en utrolig smuk pige i lufthavnen, for at få hende til at bo hos mig. Og så kysse hende ude foran en biograf, for ikke at tale med hende om det i tre dage, for så at kærester med hende og dyrke hed sex inde i mit soveværelse," udbrød han grinende, hvilket også fik mig til at grine højt. Nøj, hvor var han herlig!

 

Pludselig gik døren op og de to drenge, jeg lige havde nævnt i en utrolig lang sætning, trådte ind.

"Eeeey! Se de to!" udbrød Ryan glad, hvilket fik mig til at grine.

"Ja, og tak for tagget Ryan," svarede jeg sarkastisk og gav ham et stort smil.

"Det var så lidt, bae," svarede han og blinkede til mig, hvilket fik mig til at fnise. 

"Ey! Ikke flirte med min kæreste!" indvendte Justin så pludselig med en løftet finger, hvilket fik mig til at se overrasket over på ham. Han smilede stolt til mig. Jeg vendte mig om med et smil og så lige tidsnok drengene samle deres kæber op fra gulvet og juble.

"Jeg vidste det ville ske!" udbrød Ryan, som var han både tankelæser og synsk. 

"Tillykke I to!" 

Den eneste jeg havde øje for var Justin.

Justin, som jeg nu havde åbnet mig fuldstændig overfor.

Og jeg fortrød intet.

 

_________________________________________________________________________

Hey allesammen!

Først og fremmest tak! Tak for de knap 4000 læsere - det er altså vildt!

Og nu til undskyldningen aha ;) Jeg er ked af at jeg ikke har fået opdateret på det seneste, men jeg har haft travlt og lysten til at skrive har ikke rigtig været der. Men jeg vil forsøge at opdatere mere nu!

Så hvis I tæsker likeknappen, så finder jeg ud af noget ;)

God uge til alle!

 

~ Anna M.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...