I Need You to Be Alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årige Judy Johnson lider af en speciel form af sygdommen Angst.
Hun har svært ved at stole på folk, danner derfor ikke bånd med nogle og er meget alene, da det tager lang tid for hende at give en person sin tillid. Hun er blevet alt for vant til at den bliver misbrugt. Men Judy er ikke en bange lille pige der græder sig selv i søvn hver nat. Nej tværtimod er hun sjov, sød og utrolig nem at holde af. Det søde ydre falder den kendte dreng- Justin Bieber - også for, da Judy kommer med det forkerte fly, og skal bo hos Justin. Underligt nok, føler Judy med det samme, at Justin er én man kan stole på og stoler ubetinget på det han siger til hende.
Justin begynder at kunne lide den pige, han nu ved hvordan er, og Judy er forlængst faldet pladask, for den dreng hun har givet sin tillid til.
Folk råder dem begge to til at tage afstand fra hindanden, for Justin er kendt og sladderblade er farlige. Kan Judy holde til mere, hvis Justin misbruger den tillid, hun så hurtigt har givet ham?

34Likes
17Kommentarer
52640Visninger
AA

12. Like a movie part 2.

Justin's P.O.V.

 

Vi gik hånd i hånd hen til biografen. 

Det var et sats at tage hendes hånd i første omgang, men hun havde bare smilet da jeg flettede vores fingre sammen. 

Det havde i det hele taget været en hyggelig tur derhen. Judy var virkelig en sjov pige og selvom der sikkert var nogen der kunne have svært ved at forstå hende og hendes form for humor, følte jeg at jeg forstod. Hun var speciel, men hvis man tog sig tid, var der en meget interessant pige, gemt bag det smukke ydre.

Jeg elskede den måde hun rødmede på hvis jeg gav hende en kompliment, eller sendte hende et charmerende smil. Det faldt mig bare naturligt at snakke med Judy. Der var noget dragende over hende, som jeg havde set fra første øjekast.

Jeg kunne virkelig ikke være mere taknemmelig for at det var Judy som jeg tilfældigvis var løbet ind i, i lufthavnen. Ja, jeg havde endda taget mig selv i at takke Ryan for at løbe efter mig, da det var derfor jeg overhovedet løb. Men prøv lige at tænk; hvis jeg ikke var løbet, så var Judy bare gået lige forbi mig, og dette ville aldrig være sket!

Alene tanken var jo direkte frastødende! Judy fik mig til at være glad for at jeg slog op med Selena. Det var virkelig noget jeg havde haft brug for, og lige som jeg mindst ventede det, dumbede hun ind i mit liv. Og uden hun overhovedet vidste det, havde hun helet sårene over Selena. Og mere endda. Judy var så skrøbelig og fin og jeg følte en stor trang til at beskytte hende. Hun var dyrebar.

 

Nå, vi nåede hen til biografen. Judy vidste ikke engang hvilken film vi skulle se, jeg havde bare sagt at jeg troede hun ville elske den, da jeg inviterede hende ud.

Hvilket også var et sats. Gik jeg for hurtigt frem? Det havde taget mig lang tid at tage mig sammen til at invitere hende ud, i og med at hun var så fintfølende. Jeg skulle finde den rigtige balance, så hun kunne få en god oplevelse.

At min invitation så gik mere end godt, var bare en bonus!

Jeg havde været lige ved at blive nervøs da hun havde spurgt om de andre drenge skulle med. Forstod hun ikke at det var en date?

Men så blev hun helt glad, da jeg sagde at det bare var os. Jeg var virkelig glad for at det kun var os to denne gang. Det var lidt anderledes - på den gode måde. At Judy tilsyneladende også syntes det, var jeg virkelig glad for!

Tænk hvis hun ikke havde kunne lide at gå ud med mig, når det kun var os to!? Det ville have været forfærdeligt! Men sådan var det jo heldigvis ikke. Hun smilede ihvertfald hele tiden.

Da hun kom ned af trappen.. Hun så fantastisk ud! Intet mindre end fantastisk. Judy var virkelig køn. Det ene øjeblik virkede hun nervøs og jeg blev lidt nervøs for, om hun overhovedet havde lyst til en date alligevel. Men så overraskede hun mig fuldstændig og skiftede fra rødme til at være flabet. Men det var sødt. Hun fandt den rigtige måde at gøre det på og være på og det var umuligt ikke at holde af hende. Selv Ryan og Chaz snakkede med mig om hende til langt ud på natten i går.

Men det ville jeg selvfølgelig ikke sige til hende. Hun ville jo blive helt skræmt!

 

Vi kom ind i biografen, stadig med Judys hånd i min. Ikke fordi jeg havde lyst til at give slip på den! Tværtimod havde jeg lyst til at holde om den hele tiden. Men Judy satte sig på en bænk og ventede mens jeg gik hen for at købe biletter. Jeg havde dog allerede arrangeret en overraskelse for Judy, men det vidste hun ingenting om. 

Jeg havde aftalt med ejeren af biografen at vi skulle have en sal for os selv. Det ville blive helt specielt kun at sidde os to i en stor sal, det var jeg sikker på!

Jeg bevægede mig op mod salen efter at have taget et par billeder med nogle fans. Der var en dame der sad ved en kasse hvor der ingen kø var, så der gik jeg hen.

"Hej?" hilste hun og tyggede på noget tyggegummi. Hun så ikke op.

"Øhm hej? Jeg har en aftale med ejeren af biografen og jeg har betalt. Jeg skal vel bare bekræfte mit telefon nummer og så får jeg bill-"

"OMG du er jo Justin Bieber!" afbrød hun mig så pludseligt, da hun valgte at se op. Jeg var tæt på at sukke. Åh gud.

Jeg tyssede kort på hende og hun spærrede øjnene op i ophidselse. Hun nikkede hurtigt et par gange, inden hun blinkede til mig som om hun troede jeg ville indvi hende i alle mine hemmeligheder.

Det skete alt for tit. En af de eneste der ikke havde reageret sådan, var Judy. Hun var så anderledes og det var virkelig rart! Jeg elskede selvfølgelig mine fans - selvfølgelig! Men somme tider blev det for meget og jeg blev nødt til at falde lidt ned. De eneste jeg sådan kunne gøre det med var Ryan og Chaz.

Jeg havde faktisk været lidt bekymret for om Judy ville have en negativ effekt på det, men det var endt lige omvendt. Det havde faktisk været bedre siden hun kom.

Hun var ikke krævende eller clingy, som så mange andre piger. Hun var bare... Judy.

"Nåh men..De billetter?" spurgte jeg en anelse utålmodigt.

Jeg skævede hen til Judy, som så ud af vinduet. Jeg ville meget hellere snakke med hende, end med den her dulle af en kassedame.

"Oh.." sagde hun, som om hun blev skuffet, "Øhm ja. Men øhm.. må man spørge om en lille selfie?" spurgte hun med et lidt for kækt smil, mens hun grinede.

Jeg smilede en anelse anstrengt.

"Selvfølgelig".

Jeg tog hendes mobil, som hun rakte mig og stillede mig sådan, så jeg lige kunne komme med på billedet. Jeg lavede et glad ansigt da hun tog billedet. 

"Tak! Virkelig wow.. nå men du må have en god dag så.." sagde hun og var ved at vende tilbage til hendes papirer. Jeg var lige ved at slå mig selv på panden. Jesus!

"Øhm.. mine billetter?" spurgte jeg en anelse irriteret, med et hævet øjenbryn.

 Hun kiggede hurtigt op igen, med et overrasket blik. Så grinede hun højt.

"Åh ja.. dine billetter! Åh ja, jeg er ikke den hurtigste knallert på kajen du ved..." grinede hun og printede mine billetter ud, efter jeg havde lagt sedlen med mit firma nummer på disken.

Nej, det måtte man godt nok svare nej til. Det var hun virkelig ikke.

Hun grinede stadig, da hun gav mig billetterne. Jeg havde ikke lyst til at grine. Jeg syntes faktisk det var lidt sørgeligt.

 

Jeg gik hurtigt over til Judy, der stadig sad og ventede. Tjekkede min bon og blev faktisk forundret over prisen. Det var virkelig dyrt! Det her var ikke engang en af de største biografer i New York?

Okay, jeg havde så også lejet en hel sal til mig selv - og Judy selvfølgelig - men alligevel.

Jeg nåede frem.

"Uh man, de tager meget for billetterne her!" sagde jeg, da jeg nåede hen til hende. Hun kiggede smilende på mig.

"Ah, du overlever vel nok," svarede hun stille.

Hentydede hun til at jeg havde mange penge? Well.. det havde jeg også, men alligevel.

"Joe, det gør jeg nu nok. Men alligevel," svarede jeg med et smil og fastholdt øjenkontakten. En svag rødmen kunne ses på hendes bløde æblekinder og jeg fandt det bedårende.

Jeg satte mig ned ved siden af hende og sådan sad vi et stykke tid og snakkede, indtil det var tid til at se filmen.

Jeg rejste mig hurtigt op fra bænken og rakte hende en hånd. Hun tog smilende imod den og rejste sig op ved min hjælp.

Bare det at holde hendes hånd fik min mave til at vende sig. Jeg kvalte et suk og begyndte i stedet at forklare om popcornene, som jeg havde sørget for, allerede var blevet bragt derind. Jeg tror egentlig ikke at hun fik ret meget af det med, for der var meget larm i biografen, men jeg forklarede det alligevel.

Vi kom hen til salen M, som var den næstsidste. Det var helt med vilje at jeg havde taget en af de sidste, da jeg lejede den til os. Det skulle være helt specielt og vi skulle være helt alene.

Jeg ved ikke om jeg håbede på noget, men jeg håbede på at hun ville synes om overraskelsen. Jeg gik først derind og sørgede for at gå stille, for ikke at ødelægge stemningen. Hun derimod, blev i døren. Hun så forvirret rundt i den store sal.

Så jeghviskede et lille 'kom' til hende og satte mig op på en af de øverste rækker. Hun gik tøvende efter mig og jeg satte mig ned på vores plads. Klappede på sædet ved siden af mig, da hun stod og kiggede på popcornene og hun satte sig ned ved siden af mig.

Hun virkede anspændt. Kunne hun ikke lide det? Hvis jeg havde ødelagt det hele ved at leje vores egen sal, så havde jeg ingen idé om hvad jeg skulle gøre.

Hun bed sig blidt i læben, da filmen startede. Jeg var ligeså nervøs som hende - det havde hun bare ikke nogen idé om, fordi jeg var bedre til at skjule det. 

Pludselig prikkede hun til mig og jeg så hurtigt over på hende med et smil.

"Hvorfor er vi de eneste der er her?" hviskede hun og så flygtigt rundt i salen.

"Hvornår kommer de andre?"

Jeg grinte lidt indeni. Hun havde ikke regnet den ud endnu.

"Der kommer ikke flere," svarede jeg bare og gik hele vejen. Jeg blinkede til hende, hvilket fik hende til at se overrasket på mig.

Pludselig gik det op for hende.

"Vent.. har du..?"

"Jep," svarede jeg og så mod lærredet, mens jeg tydeligt kunne mærke at brikkerne var ved at falde på plads for hende. Jeg smilede.

Filmen begyndte, introen begyndte og skærmen blev lilla. Jeg var enormt spændt. Mit hjerte bankede og min mave slog knuder. Den vilde musik gik igang og pludselig stod der 'BELIEVE' på det store lærred. 

Jeg ville lade være, men kunne ikke dy mig for at kigge hen på hende. Hun vendte hurtigt hovedet og hendes blik mødte mit. Hun sendte mig et skeptisk blik og lænede sig så lidt over til mig.

 "Ja, det siger jo ikke så lidt" startede hun sarkastisk, "Lad os da se din egen film," vrængede hun ironisk, hvilket fik mig til at grine højt. Jeg elskede at hun var så morsom! Hun var ikke bange for at sige sådanne ting til mig, selvom vi kun havde kendt hinanden i under en uge. Og jeg elskede det. Hun var så genert, men samtidig var hun også fuld af selvtillid. Det var dejligt.

Filmen var begyndt og jeg lagde min højre arm på armlænet. Hendes venstre arm lå der også og der var heldigvis ikke meget plads på det smalle armlæn, så de lå lidt over hinanden. Ikke fordi jeg havde et problem med det!
Jeg tog chancen og flettede mine fingre ind i hendes. Jeg så nervøst på hende, men da jeg så at hun sad og smilede ud i luften, forsvandt nervøsiteten. Hun kunne også lide at holde mig i hånden.

Jeg betragtede hende i smug undervejs i filmen. Hun så så sød ud. Når hun grinte over noget sjovt der skete eller når hun havde sådan et 'aw' udtryk i ansigtet. Hun behøvede ikke engang at gøre sig umage for at se sød ud. Det var hun bare.

Og mit ellers så selvsikre ydre, kom på prøve da vi dykkede ned efter popcorn på samme tid, så vores hænder snittede hinanden. Jeg rødmede. Heldigvis, så det ikke ud som om at hun lagde mærke til det, men det gjorde jeg. Jeg lod nogle af de popcorn jeg lige havde taget op i hånden, falde ned i hendes hånd og smilede charmerende til hende, da hun så det.

Hun smilede sødt og hvis jeg ikke tog meget fejl, så skiftede farven i hendes kinder til let rosa et kort øjeblik.

Øj, hvor jeg elskede at jeg kunne få hende til at rødme!

Jeg satte mig tilbage i sædet, med et smil og nød min egen film.

 

___________________________________________

 

Da rulleteksterne rullede over skærmen, rejste vi os op og til min ærgelse slap hun min hånd. Men vi ville jo ikke kunne komme ud ellers. Jeg glædede mig virkelig til at høre hvad hun syntes om den!

Vi gik ud af den mørke sal, skulder mod skulder og jeg fandt en skraldespand og smed det tomme popcornbæger i.

"Nå, hvad synes du så?" spurgte jeg hende, så afslappet som jeg kunne. Jeg var nervøs for svaret. Hun så tænksom ud, hvilket gjorde det svært at holde den cool facade. Kunne hun ikke lide den?

Hun brød pludselig ud i grin og klappede mig let på armen, mens hun kort stoppede op.

"Rolig nu, Bieber. Den var fantastisk," roste hun med et smil på læberne.

"Synes du?" spurgte jeg lettet og mærkede følelserne forsvinde fra min mave, for kun at blive erstattet af nogen nye.

Jeg begyndte at gå.

"Mmm. Jeg kunne godt lide den del hvor du græd," svarede hun kækt og blinkede til mig. Jeg smilede. Jeg kunne godt vænne mig til at hun blinkede sådan til mig!

Jeg fnyste kort over svaret. Den kom altid! Men det var sjovt.

"Hvordan vidste jeg bare at du ville sige det?" spurgte jeg med et charmerende smil, mens jeg blidt tog fat i hendes arm. Hun frøs helt, mens jeg sørgede for at holde øjenkontakten. Vi stod helt stille i lidt tid, hvor vi bare så ind i hinandens øjne og jeg holdt om hendes arm. Spørgsmålet hang i luften.

"Hvis vi bliver ved med at stoppe op, kommer vi aldrig ud," svarede hun monotont og fortsatte udtryksløst. Jeg kom grinende op på siden af hende. Nej, hvor var hun cute! Gjorde jeg hende nervøs? Jeg smilede halvstolt.

"Vil du da gerne ud herfra?" spurgte jeg muntert.

Bare fordi jeg ikke kunne lade være med at køre lidt i hendes søde reaktion.

"Kan du ikke bare spørge om noget andet?" spurgte hun opgivende og en smule bønfaldene.

Jeg grinede blidt og nikkede.

"Hmm.. når nu det er dig," svarede jeg charmerende, hvilket fik hende til at smile til mig, med let røde kinder.

Jeg smilede og besluttede mig for at lave et lille emneskift.

"Er du tørstig?"

Jeg kiggede på hende og derefter ned på hendes hånd, som jeg virkelig havde lyst til at tage. Men hvad ville hun ikke tænke? Jeg havde taget den så mange gange i forvejen. Hun nikkede smilende som svar.

 

Lidt efter, da vi kom ud i forhallen, fik jeg øje på en sjov lille butik inde i selve forhallen. Jeg stoppede op og pegede over på den butik, der lignede en form for købmand. 

"Der er en coffee shop," konstaterede jeg og hun nikkede. Hun sagde ingenting, så jeg spurgte igen.

"Skal vi prøve at gå hen og kigge om de har noget?"

Jeg var også selv tørstig, så jeg syntes det var en god idé at kigge nærmere på den mærkelige butik, men hvis hun ikke havde lyst, havde jeg heller ikke lyst.

"Ja, det kan vi godt," svarede hun heldigvis og sendte mig et sødt smil.

Mine øjne mødte hendes og jeg kunne ikke lade være med at tage hendes hånd, da vi bevægede os mod butikken.

Det var alt for fristende til at jeg kunne lade være.

 

_____________________________________________________

 

Da vi kom ind i butikken, satte Judy sig over til et lille bord af stål, mens jeg gik op til kassen. Jeg spærrede øjnene op da jeg så varerne. Der var en masse forskellige ting! Men de havde heldigvis også kaffe. Og kakao. Jeg tænkte at det nok ville være noget for hende, så da det var min tur gik jeg hurtigt op til disken.

"En to-go kaffe og kakao," sagde jeg, da damen der så ud til at være omkring de fyrre, sendte mig et spørgende blik.

Hun nikkede og vendte sig om, for at gå over til automaten. Jeg trak ærmerne på min jakke, lidt længere ned over mine fingre. Der var koldt i butikken.

Jeg kiggede lidt rundt, mens damen fyldte indholdet ned i krusene. Mit blik landede så på noget hvidt i en glasmontre, ved siden af nogle andre nips ting. En hue. En hvid kaninhue. Kæft, den var sød! Jeg forstillede mig Judy med hatten på hovedet og smilede. Den ville være sød til hende.

"Og så bliver det ti dollars," lød det foran mig.

Jeg vendte hurtigt hovedet og kiggede forvirret på damen, som stod og ventede på at kunne betjene den næste kunde.

"Åh ja. Og jeg skal lige have den hvide hue med. Ja, den med kaninørene," tilføjede jeg med et smil.

Damen traskede derefter over til glasmontren, som var en del af disken, bøjede sig ned og fiskede hatten ud og lukkede derefter glaslugen igen. Hun kom over til kassen og jeg fik pengene frem og betalte hurtigt. Jeg tog varerne og vendte ryggen til damen, som begyndte at betjene den næste i køen, og gik ned til det lille bord, var Judy sad og ventede.

Judy kiggede op på mig og jeg sendte hende et varmt smil, inden jeg satte hendes kakao foran hende. Jeg satte mig ned på min egen stol og fiskede glad den kridhvide hue frem;

"Se hvad jeg fandt!"

Hun så undersøgende på den og grinede så blidt.

"Har du seriøst købt den?" spurgte hun grinende og rakte ud efter den. Jeg gav hende den og hun satte sig tilbage i hendes stol og betragtede den smilende.

Jeg trak på skuldrende.

"Jeg syntes den var sød," begrundede jeg, hvilket fik hende til at grine lidt mere. Jeg smilede over hendes søde grin.

Pludselig kiggede hun op og strakte sig så igen, hvorefter hun lænede sig over og placerede hatten på mit hoved.

Hun kiggede vurderende på den.

"Ja, du har ret. Den får dig til at se mere mandig ud," sagde hun, inden hun ikke kunne holde masken længere og brød ud i grin.

Jeg sendte hende et ondt blik, som hun bare grinede endnu mere af. Nej, hvor var hun sød!

Hendes grin døde langsomt ud, men hun kiggede stadig storsmilende på mig.

Jeg smilede lumsk og fik en idé.

"Jeg havde nu mere tænkt mig noget i retning af det her.."

Jeg tog hatten af og rakte over på hendes side og satte den på hendes hoved. Jeg strakte mig lidt og rettede den lidt til. Hun rødmede let og jeg tror det var fordi at vores ansigter var så tæt på hinandens. Jeg smilede af hendes reaktion og satte mig tilbage i stolen.

Hun tog fat om sit krus og skyndte sig at drikke noget af den varme væske. Jeg udstødte et lille grin.

"Hold da op, det var hurtigt. Der er vist én der var tørstig," drillede jeg og hun smilede varmt til mig.

Så fik hun et mere lumsk smil på læberne. 

"Nårh ja. Bare fordi det ikke var mig der spiste alle popcornene," fyrede hun tilbage med et uskyldigt skuldertræk. Så blinkede hun kort til mig og tog en slurk mere.

Jeg kiggede lidt overrasket på hende og satte min kaffe fra mig. Hun kiggede op på mig med et spændt udtryk i øjnene.

"Undskyld?" spurgte jeg og spillede med på legen, ved at spille fornærmet. Jeg var lettet da hun kort grinede - hun forstod.

"Jeg sagde," begyndte hun og så lumsk på mig, mens jeg spændte i alle lemmer.

"At du er en grovæder og spiste alle popcornene."

Hun smilede igen uskyldigt og trak på skuldrene. Jeg forsøgte at holde masken.

"Judy," sagde jeg 'alvorligt'. Hun så forventningsfuldt op på mig.

"Hvad sagde du?" spurgte jeg tålmodigt.

Hun løftede pludselig hænderne overgivende over hovedet.

"Åh, undskyld Hr. Bieber, var det stødende? Kan dit kendishjerte ikke klare mosten? Jeg sagde at du spiste alle popcornene,"sagde hun sarkastisk og tog en slurk kakao.

Damn, hun var tiltrækkende når hun var flabet.

"Nårh!.." sagde jeg, i et forsøg på at være truende og rejste mig lidt fra stolen.

Hun grinede, men så så pludselig overrasket på mig. Hun lavede store øjne da hun så mit lumske smil og før jeg vidste af det, havde hun samlet sin taske op fra gulvet og løbet ud af butikken. Og så løb jeg efter.

 

_________________________________________________

 

Hun løb grinende ud af svingdøren og da jeg stod fanget på den anden side, lavede hun en grimasse til mig og vinkede flabet til mig. 

Hun løb langsomt lidt væk, men da det næste rum kom, sneg jeg mig ind og pludselig satte hun i løb. Jeg trippede lidt inden jeg kunne mærke den friske luft og banede mig vej ud af svingdøren. Jeg så mig hurtigt rundt og da jeg så at hun ikke var nået ret langt, smilede jeg lumsk og satte i løb.

Der var helt tåget, så det var ikke nemt at se noget. Dog, kunne jeg hurtigt se at jeg var ved at indhente Judy og jeg råbte hendes navn, mens jeg grinede lidt. Hun stoppede ikke, men grinede også. Skiftede pludselig retning og hendes tempo faldt. Lige nu var jeg glad for min kondi. Ikke fordi at der skulle særlig meget til for at indhente Judy, men fordi at det var hårdt at løbe mens jeg grinte.

Jeg indhentede hende så så meget, at jeg vidste at hun vidste at jeg vidste, at hun snart ikke kunne holde forspringet mere. Et stykke mere og jeg ville indhente hende helt.

Hun skiftede pludselig retning, mens jeg kunne høre hendes grin.

Det sænkede hendes fart og nu drejede det sig om kort tid, før jeg ville indhente hende. Jeg vidste at hun vidste det. Alligevel gispede hun, da jeg løb helt op til hende og lagde mine arme om hende. Jeg stoppede hende brat, hvilket resulterede i at hun var lige ved at falde. Hun stod lidt og lavede nogle mærkelige armfagter, for at få balancen, mens jeg undlod at slippe taget om hendes liv. Det føltes ret så godt.

Hun vendte sig hurtigt rundt, da hun genvandt balancen. Jeg stod bare og så hende ind i øjnene, mens vores åndedræt var det eneste man kunne høre.

Jeg lænede mig ned til hendes øre.

"Du ved godt at jeg er hurtigere end dig ikke?" hviskede jeg i et forsøg på at være charmerende.

Jeg blev fanget af stilheden omkring os og tågen gjorde det hyggeligt og specielt. Hun trak vejret hurtigt.

"Du havde heller ikke en taske," lød undskyldningen, som jeg blidt grinte af.

Langsomt som min og hendes puls faldt, blev der helt stille. Alt der hørtes var vindens blide tag om jorden, som det fløj afsted omkring os. Det var koldt, men varmen fra hendes krop var dominerende.

Jeg kiggede på hende.

"Du ved, den ser overraskende flot ud, den hat," sagde jeg roligt - grebet af stemningen. Jeg smilede stille idet jeg tog lidt fat i hatten og hun kiggede op på mig. 

"Så det du siger er, at du havde regnet med at den var grim til mig?" spurgte hun flabet og rettede lidt på hatten.

Jeg smilede varmt og da hendes hånd blidt rørte min og hendes blik øjeblikkeligt fløj op på mit, ræsede mit hjerte.

Jeg holdt øjenkontakten og betragtede bare hendes smukke øjne, der funklede på en måde jeg ikke havde set før.

"Nej," startede jeg stille, "Det jeg siger er, at jeg vidste den ville se perfekt ud," tilføjede jeg varmt, hvilket fik hende til at rødme.Jeg smilede.

Jeg stod her, med hende i mine arme, mens hun lyste op midt i alt tågen, med hendes søde smil.

"Ligesom resten af dig," sluttede jeg min sætning, fordi jeg ikke var i stand til at sige mere. Min mave vendte sig tusind gange ved synet af hende.

Hun smilede og det var der jeg ikke kunne holde mig tilbage mere.

Jeg lænede mig ned mod hende. Hun trak vejret hurtigt, hvilket viste at hun var nervøs. Eller spændt. Mit ansigt nærmede sig langsomt hendes, som jeg nærmede mig og da hun stille lukkede øjnene, var jeg helt sikker.

Mine læber var lige uden for hendes, da jeg selv lukkede øjnene i og blidt pressede mine læber mod hendes.

 

Det føltes som at få stød. Et enormt behageligt stød gik gennem min krop og en sitren gjorde det svært at stå stille. En varme bredte sig i hele min krop, mens en ubeskrivelig dejlig følelse tog plads i min mave og lagde sig blødt som en dyne.

Jeg trak hende tættere ind mod mig og nød hendes krop mod min, mens hendes læber stille bevægede sig i takt til mine.

Og det føltes så rigtigt.

Stille trak jeg mig ud og nød den varme følelse i maven, mens jeg tværtimod mærkede den ubeskrivelige følelse forsvinde, så snart mine læber ikke lå blødt mod hendes mere.

Jeg prikkede hende på næsen og smilede varmt.

Hun returnerede ved at sende mig det sødeste smil på Jorden.

Det her var det mest perfekte øjeblik.

 

 

________________________________________________________________

Hey guys!
 

Jeg ved at det her kapitel er meget det samme som det sidste, fordi der jo sker det samme. Men det var vigtigt lige at få Justins indtryk med, så hvad siger I? Her fik I lige et indblik af den mere nervøse Justin.

Hvad tror I der sker efterfølgende? Næste kapitel kommer SNART! :)

 

Love you, husk at like <3

 

~ Anna M.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...