I Need You to Be Alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årige Judy Johnson lider af en speciel form af sygdommen Angst.
Hun har svært ved at stole på folk, danner derfor ikke bånd med nogle og er meget alene, da det tager lang tid for hende at give en person sin tillid. Hun er blevet alt for vant til at den bliver misbrugt. Men Judy er ikke en bange lille pige der græder sig selv i søvn hver nat. Nej tværtimod er hun sjov, sød og utrolig nem at holde af. Det søde ydre falder den kendte dreng- Justin Bieber - også for, da Judy kommer med det forkerte fly, og skal bo hos Justin. Underligt nok, føler Judy med det samme, at Justin er én man kan stole på og stoler ubetinget på det han siger til hende.
Justin begynder at kunne lide den pige, han nu ved hvordan er, og Judy er forlængst faldet pladask, for den dreng hun har givet sin tillid til.
Folk råder dem begge to til at tage afstand fra hindanden, for Justin er kendt og sladderblade er farlige. Kan Judy holde til mere, hvis Justin misbruger den tillid, hun så hurtigt har givet ham?

34Likes
17Kommentarer
52661Visninger
AA

11. Like a movie part 1.

Judy's P.O.V.

 

Da vi nåede hen til biografen, havde Justin ikke sluppet min hånd endnu.

Vi gik skulder mod skulder og vores fingre var flettet sammen. Ingen af os havde først sagt noget, men det betød noget at han gjorde det. Jeg havde sådan et stort smil klistret på mit fjæs, når han tog min hånd.

Hans hænder var desuden de slags der altid var varme. Lige meget hvor koldt det er, så har sådan nogle personer altid varme hænder. Og gud, jeg misundede dem! Mine var altid kolde. 

Jubi.

 

Om ikke andet, så nåede vi frem til biografen. Vi havde god tid, så vi gik ind i forhallen. Der var mange mennesker, men de fleste kom først hen af aftenen. Lige nu var klokken kvart i tre, hvilket betød at vores film startede om et kvarter. 

Alt dette havde Justin omhyggeligt forklaret mig på vejen. Han havde endnu ikke villet afsløre navnet på filmen, trods jeg havde plaget ham hele vejen. Ja, jeg var endda gået så langt, så det var endt med hunde øjne og krokodille tårer. Da havde han leet og trukket mig ind i et kort kram. 

Jeg havde ingen ord.

 

Jeg satte mig på en bænk i forhallen, mens Justin gik op og betalte vores billet. Det ville nok tage lidt tid, eftersom at der allerede var tre der ville have kram og billeder.

Det var nu ikke fordi at det irriterede mig. Drengen var kendt og det ville, kunne og skulle jeg ikke lave om på. Det var sådan han var og det respekterede jeg. Dog var jeg glad for at der tilsyneladende ikke var dukket nogle fotografer op. 

Endnu.

Jeg så flygtigt op på Justin. Han stod og tog selfies med kassedamen, som så ung ud. Hun havde kort, tyndt lyst hår ( som med garanti var farvet ), som gik til lidt under skuldrene. Det var sat op i en kort hestehale. Hun havde en brun bluse på, som alle i biografen var udstyret med, samt et navneskilt. Jeg kunne ikke se hvad der stod på.

Der var noget ved hende som gjorde mig irriteret, men jeg strøg det væk. Jeg var her, sammen med Justin. Det var det der betød noget.

 

Justin havde valgt en lille biograf, et stykke væk fra hans hus. Det var heldigvis ikke en af New York's største og mest berømte biografer, men den var stor alligevel.

Justin kom tilbage. Han pustede ud.

"Uh man, de tager meget for billetterne her!" udbrød han og satte sig ned ved siden af mig. 

Jeg smilede. Det pludselige dårlige humør fra før, forsvandt hurtigere end Justin kunne nå at sige 'kvæk'.

"Ah, du overlever vel nok," svarede jeg stille og vendte mit ansigt mod ham. Han kiggede allerede på mig. Jeg smilede.

"Joe, det gør jeg nu nok. Men alligevel," svarede han med et smil og fastholdt øjenkontakten. Jeg nikkede. Hvad skulle jeg sige? Drengen var 1000 gange så rig som 20 årig, end jeg ville blive på et helt liv.

Det undrede mig at han ikke bare var ligeglad med hvor mange penge han brugte. Det havde jeg ellers engang læst i et blad. Men det var før jeg kendte ham. Og boede hos ham.

 

Vi snakkede i lidt tid og før vi fik set os om, var det tid til at vi skulle se filmen.

Justin rejste sig hurtigt og rakte mig en hånd. Jeg tog taknemmelig fat om den og rejste mig fra bænken.

Følelsen af at være en gammel bedstemor kunne ikke undgå at ramme mig, men det var en god undskyldning for at holde om hans hånd igen. 

Godt han ikke kunne læse tanker! Han ville jo væmmes!

Salene var opdelt i alfabetisk rækkefølge og gik helt ned til O, hvilket betød at der var 15 sale. Vi skulle ind i sal nr. M, hvilket var anden sidste.

Jeg gik upåvirket ved siden af Justin, og prøvede at høre hvad han fortalte mig. Det var noget med popcorn. Jeg ved ikke. Det var svært at høre noget, når der var så mange mennesker der trampede og snakkede og spildte sodavand, og derefter kaldte på medarbejdere der kunne tørre op.

Du kender det sikkert. Hvis ikke, vil jeg helt sikkert anbefale dig at gå oftere i biografen.

Vi nåede dog salen hvor der stod et stort M udenfor. Der stod en mand i samme slidte brune bluse, som kassedamen havde haft på. Justin viste ham, vores billetter og sammen gik vi ind i salen.

Vi gik lige fra larmen og ind i stilheden. Salen var tom og mørk. Helt og aldeles tom. Ikke tom som i -der-sidder-tre-mennesker tom, men som i der-er-ikke-en-lyd-vi-er-helt-alene-tom.

Jeg stirrede frem for mig, men da jeg stod lige i døråbningen, blokerede jeg nok for resten der skulle ind, så jeg flyttede mig. Justin hviskede et lille 'kom' som for ikke at ødelægge stemningen og jeg gik hurtigt efter ham. Han gik op på tiende række og satte sig i midten. Han klappede på sædet ved siden af sig, og lavede et tegn til at jeg skulle sætte mig.

Jeg stod lige udenfor rækken og det var først da jeg kom helt hen til vores pladser, at jeg opdagede det.

Popcorn.

En stor dåse popcorn stod midt imellem os, samt to sodavand på hver sit sæde. Jeg kiggede forvirret på det, men da det gik op for mig at det sikkert var det Justin havde forklaret på vej hen til salen, lavede jeg et forvirret nik med hovedet og satte mig.

Pludselig sluttede pauseskærmen og musikken stoppede. Lærredet udvidede sig og filmen var ved at begynde.

Hvorfor var de andre så længe om det? Der måtte da være andre der skulle se filmen? Ikke?

Spørgsmålet gnavede i min hjerne, mens introen på filmen begyndte.  

Justin kiggede koncentreret på lærredet, mens jeg hele tiden skævede mod den lukkede dør til salen.

Jeg blev nødt til at spørge Justin. Det var ikke sikkert at han vidste det, men det kunne være der var en logisk forklaring på at vi var de eneste i hele salen.

Jeg prikkede til ham og straks så han på mig med et smil. Hans øjne lyste op i den ellers mørke sal.

"Hvorfor er vi de eneste der er her?" hviskede jeg og lod mit blik glide rundt i salen.

"Hvornår kommer de andre?"

Han smilede lidt lumsk og hvis jeg ikke havde været så forvirret, havde jeg sikkert kunnet forstå lidt mere af det hele.

"Der kommer ikke flere," svarede han bare og blinkede til mig. Jeg kunne lige skimte det i mørket. Jeg så forvirret på ham indtil det gik op for mig hvad han mente.

"Vent.. har du..?" 

"Jep," svarede han og filmen gik i gang. Jeg sad med halv åben mund, da en lilla baggrund efterhånden viste sig på skærmen og sammen med nogle fede lydeffekter, stod der snart 'BELIEVE' med store bogstaver på lærredet.

Jeg spærrede øjnene op.

"Der går en film som jeg tror du vil elske", havde han sagt i hans salgstale for at få mig med. Ha! Han ville se  - og vise mig hans egen film!

Jeg kunne allerede mærke hans blik på mig, da jeg drejede hovedet og sendte ham et skeptisk blik. Hans øjne lyste, som om han bare havde ventet på at dette ville ske.

Filmen gik igang.

"Ja, det siger jo ikke så lidt," hviskede jeg sarkastisk, "Lad os da se din egen film," fortsatte jeg endnu mere sarkastisk og han grinede højt, inden vi begge lænede os tilbage med et smil og så filmen begynde.

Vi hvilede begge to vores delvis venstre og højre arm, på armlænet imellem os og kort efter filmens start, lagde jeg min arm lidt ovenpå hans, så begge arme kunne være på det smalle armlæn.

Kort efter flettede Justin endnu engang vores fingre sammen. Jeg smilede. Jeg kunne mærke han så på mig, men jeg flyttede ikke mit blik fra skærmen.

Det lød som om han havde glædet sig til at vise mig den.

Jeg havde ihvertfald ikke tænkt mig at fortælle ham at jeg allerede havde set den. Det var nu faktisk en ret sød overraskelse!

 

________________________________________________

 

Jeg løb grinende ud af svingdøren. Justin stod fanget på den anden side og holdt ved glasset. Jeg rakte grinende tunge til ham og han lavede et surt ansigt, som var han tre år. Jeg vinkede provokerende til ham og sendte ham et smil.

Jeg gik afslappet ud af døren, da den nåede til det sted hvor jeg skulle gå udenfor. Jeg gik småløbende ud og mærkede kort på den hvide hat på mit hoved. 

Det gik pludselig op for mig at Justin ville komme ud nu, da jeg hørte en løbe og jeg satte hurtigt selv i løb. Biografen lå på en stor plads og der var næsten ingen mennesker. Der var tåget. 

Jeg kunne høre skridt bag mig.

"Judyy."

Han trak mit navn ud fordi han løb, og jeg kunne godt gætte at jeg ikke kunne løbe fra ham, trods mit forspring. Jeg kiggede mig med et grin tilbage over skulderen og så Justin løbe lige efter mig med et lumsk smil på hans kønne ansigt. Han vidste tydeligevis godt at jeg ikke holdt meget længere. Jeg vendte hovedet og skiftede retning, men det var svært at løbe hurtigt når jeg var ved at knække sammen af grin. Det var nok i virkeligheden derfor at vi begge løb så langsomt. Jeg huskede ihvertfald ikke at jeg løb langsomt. Tværtimod var jeg ikke et øjeblik i tvivl om at Justins kondi nok ikke var så ringe endda.

 

Jeg skiftede retning igen. Når han indhentede mig..

Tanken fik mig igen til at grine og fik mig til at tænke på grunden til at jeg løb her;

 

"Nå, hvad synes du så?" spurgte Justin så snart vi havde smidt vores - nu tomme - popcornbæger ud og var gået ud af den mørke sal.

Jeg så et øjeblik ud som om jeg tænkte gevaldigt over mit svar, men da Justin begyndte at se nervøs ud, grinede jeg og klappede ham let på armen.

"Rolig nu, Bieber. Den var fantastisk," smilede jeg og stoppede op og tog blidt fat ved hans arm. Hans øjne brændte mod mine.

"Synes du?" spurgte han lettet og begyndte stille at gå igen. Jeg slap hurtigt hans arm. 

"Mmm. Jeg kunne godt lide den del hvor du græd," svarede jeg muntert og blinkede til ham i det han kort stoppede op.

Han fnyste kort og gik videre hen ad gangen, mens jeg grinede. 

"Hvordan vidste jeg bare du ville sige det?" spurgte han så, ligeså muntert.

Pludselig stoppede han igen op og denne gang var det ham der tog fat i min arm. Jeg frøs med ét. Et charmerende smil var pludselig plantet på hans attraktive læber og jeg kunne ikke bevæge mig. Hans charmerende øjne holdt mine nervøse, i et jerngreb. 

Hvordan skulle jeg besvare spørgsmålet!? Alt min sikkerhed fra før blev nærmest overført til ham og min krop panikkede.

"Hvis vi bliver ved med at stoppe op, kommer vi aldrig ud," sagde jeg bare og gik hurtigt videre med et udtryksløst ansigt. Han tog et langt skridt og kom grinende op på siden af mig. Jeg forstod hvorfor han grinede. Hvis jeg var ham og var sammen med mig der lige undveg på den måde - havde jeg også grinet.

"Vil du da gerne ud herfra?" spurgte han med et stort smil om læberne.

Jamen, tak Justin. Bare træd lidt mere i det! Og han vidste det udmærket godt! Hvor var det også bare pinligt at jeg ikke bare kunne tage det helt cool og svare ham ordentligt i stedet for at panikke. 

"Kan du ikke bare spørge om noget andet?" spurgte jeg bønfaldende og han grinede igen.

Selvfølgelig. Jeg var virkelig akavet og han nød sikkert at kunne få mig til at blive så nervøs.

"Hmm.. okay, når nu det er dig," sagde han med et smil. Jeg smilede til ham, med let røde kinder. Det var virkelig sødt! "Er du tørstig?" Spurgte han. Jeg smilede taknemmeligt til ham og nikkede.

Dejligt med et emneskift.

 

Vi gik lidt længere ned af gangen og til sidst var vi igen ude i forhallen. Justin stoppede op og det samme gjorde jeg. Han pegede hurtigt over mod en form for butik lidt fra os, inde i bygningen.

"Der er en coffee shop,"  sagde han og sendte ham et spørgende blik. Jeg trak på skuldrene og smilede til ham. Han skulle tage beslutningen. Jeg ville ikke være til besvær. Jeg havde aldrig været typen der var god til at sige min mening, eller tage den endelige beslutning om noget.

"Skal vi prøve og gå hen og kigge om de har noget?" spurgte han så. Han ville åbenbart lade mig tage den endelige beslutning. Eller også prøvede han bare at være høflig, Judy.

"Ja, det kan vi godt," svarede jeg og sendte ham et smil. Han lyste op i et smil og tog mig i hånden. Vi begav os over mod den lille, mærkelige butik.

 

_______________________________________________

 

Da Justin havde sagt coffeeshop var det måske så meget sagt. Denne butik havde alt lige fra miss Liberty figurer og spøgelsesmasker, til elektriske tandbørster og juicebrikker.

Lige nu var Justin oppe og købe kaffe til ham selv og varm kakao til mig. Han stod og ventede oppe ved disken og jeg havde sat mig ved et lille rundt bord af stål, ved et vindue som vendte ud mod forhallen.

Jeg sad med min taske mellem benene og kiggede på alle menneskerne ude i forhallen. Der var koldt i butikken. Jeg knugede min jakke lidt tættere om mig og så Justin komme tilbage. Han havde to to-go kopper med.

Han sendte mig et smil da han nåede det lille bord. Han satte den ene kop foran mig og den anden beholdte han. Han satte sig ned på sin egen - hårde -  stol.

"Se hvad jeg fandt!" sagde han begejstret og hev en hvid kaninhue frem fra sin ryg. Den var hvid, men små ører oven på hovedet, og to 'snore' ned langs ørene. Den var virkelig nuttet. 

Jeg grinede.

"Har du seriøst købt den?" spurgte jeg grinende og tog den i hånden. Jeg kiggede sjovt på den.

"Jeg syntes den var sød," sagde han, hvilket fik mig til at le. Justin Bieber syntes at kanin huen var sød!?

Jeg grinede højt ved tanken og fik så en idé. 

Jeg lænede mig over bordet og puttede huen på Justins hoved. Jeg kiggede vurderende på ham.

"Ja, du har ret. Den får dig til at se mere mandig ud," sagde jeg, hvorefter jeg knækkede sammen af grin.

Jeg kiggede op og så Justin sidde med et ondt blik, hvilket fik mig til at grine endnu mere. Man hvor var han sød!

Mit grin fadede ud og jeg kiggede storsmilende på ham.

"Jeg havde nu mere tænkt mig noget i retning af det her," svarede han stille og smilende.

Han tog hatten af, lænede sig over bordet og tog hatten på mit hoved og rettede den til. Jeg fik røde kinder, da han satte sit hoved helt hen til mit for at sætte den helt rigtigt. Han opdagede det og kiggede smilende på mig, inden han satte sig tilbage i sin stol. Jeg smilede sødt til ham. Jeg kunne godt lide hatten!

Jeg tog hurtigt fat om min kop og tog straks en lille slurk. Jeg frøs og var ligeglad med at den var varm, jeg kunne godt drikke det.

"Hold da op, det var hurtigt. Der er vidst én der var tørstig," kommenterede Justin og så drillende på mig. Jeg smilede, men fandt så et lumsk smil frem.

"Nårh ja, bare fordi det ikke var mig der spiste alle popcornene," indskød jeg og blinkede kort inden jeg tog en tår mere. Han kiggede forundret på mig et øjeblik indtil han satte sin kaffe fra sig. Jeg kiggede spændt op på ham. 

"Undskyld?" spurgte han.

Jeg grinede. Han prøvede at spille alvorlig og det failede virkelig, han så bare vildt sjov ud.

"Jeg sagde," begyndte jeg og holdt øjenkontakten. Han kiggede afventende på mig.

"At du er en grovæder og spiste alle popcornene."

Jeg smilede uskyldigt og trak kort på skuldrene, inden jeg så ned i min kakao med et smil. Han var stille.

"Judy."

Jeg kiggede spændt op på ham, på randen til at bryde ud i grin.

 "Hvad sagde du?" spurgte han 'tålmodigt' igen. Jeg kunne fornemme at jeg nok ikke ville slippe helt godt fra det hvis jeg sagde det endnu engang, men jeg vidste at han mente det for sjov, så jeg gik hele vejen.

"Åh undskyld Hr. Bieber," begyndte jeg og tog kort overgivende mine hænder over mit hoved.

"Var det stødende? Kan dit kendishjerte ikke klare mosten? Jeg sagde, at du spiste alle popcornene," sagde jeg flabet med et selvsikkert smil på læberne. 

"Nårh!..." sagde Justin i et forsøg på at være truende.

Jeg grinede, men så begyndte han at rejse sig op, med et lumsk smil på læberne. Mine bevægelser stivnede og jeg kiggede overrasket på ham inden jeg tog min taske og stak i løb.

Kort efter kunne jeg høre ham skubbe stolen ud og efterlade både kaffe og kakao og løbe efter mig. 

 

Så nu løb jeg her. 

Jeg kunne høre Justins fodtrin lige bag mig og det drejede sig om sekunder før han ville fange mig.

Mit hårdtarbejdende hjerte sprang næsten et slag over, da jeg pludselig mærkede to stærke arme finde vej rundt om mit liv. Jeg så overrasket frem for mig, og selvom det gik forfærdelig hurtigt virkede det som om tiden stod stille.

Hans hænder om mit liv føltes så godt. 

Jeg var med ét tilbage til virkeligheden hvor Justin stoppede mig, hvilket resulterede i at jeg var lige ved at falde. 

"Whooa," sagde jeg og lavede nogle mærkelige bevægelser indtil jeg kunne stå normalt igen. Jeg fægtede med arme og ben ud i luften, for at genvinde balancen, da han havde fanget og stoppet mig så brat. Justin havde stadig et blidt men bestemt tag om min talje og pludselig stod vi helt stille.

Jeg pustede ud. Jeg huskede ikke det var så hårdt at løbe. 

Justin lænede pludselig sit hoved ned til mit øre.

"Du ved godt jeg er hurtigere end dig, ikke?" hviskede han blidt, mens han endnu hev efter vejret.

Jeg holdt næsten vejret. Hans stemme var gennemført sexet og han vidste det godt.

Mit hjerte bankede vildt mod min brystkasse. Hans ansigt var så tæt på mit og jeg trak vejret hurtigt.

"Du havde heller ikke en taske," svarede jeg muggent, hvilket fik ham til at grine stille. 

Luften omkring os stod stille og var helt tåget. Der var koldt, men jeg kunne mærke varmen fra Justins krop, ikke langt fra min egen.

Der var næsten ingen mennesker på pladsen. Min hjertebanken var det eneste der kunne høres.

Justins blik lå på mig. Jeg holdt vejret.

"Du ved, den ser overraskende fin ud, den hat," sagde han og tog kort ved hatten, der stadig var på mit hoved. Han smilede.

Jeg kiggede hurtigt op på hans hånd. Han var højere end mig, så der var lidt op. Min krop gik amok. Han havde ikke sluppet min talje.

"Så det du siger er, at du havde regnet med at den var grim til mig?" spurgte jeg flabet og rettede lidt på hatten.

Min hånd ramte pludselig hans og der gik endnu engang et uforklarligt stød gennem min krop. Et behageligt stød. Jeg vendte øjeblikkeligt mine øjne mod hans.

Han holdt øjenkontakten. Jeg holdt vejret.

"Nej," svarede han smilende, næsten overbærende.

"Det jeg siger er, at jeg vidste den ville se perfekt ud." Jeg rødmede.

"Ligesom resten af dig." 

Justins hoved kom langsomt tæt på mit. Jeg trak vejret hurtigt. Måden han holdt om min talje gjorde mig blød i knæene og de ting han sagde fik min mave til at slå knuder. Jeg kunne føle hans ånde mod mine læber da jeg lukkede øjnene. Vi lagde begge hovedet let på skrå og kort efter lå hans læber mod mine.

 

Følelserne jeg fik under kysset var ubeskrivelige. Det var som om en stor varme bredte sig alle steder i min krop og helt ned til tæerne. En masse følelser jeg aldrig havde oplevet før, hvirvlede rundt i min krop, og gjorde det svært at stå stille.

En ubeskrivelig rar følelse boblede nede i maven på mig, sammen med tusinde sommerfugle. Det gik op for mig, at jeg bare havde bare ventet på det her.

Justin strammede blidt grebet om min talje og trak mig lidt tættere ind til sig, nu med begge arme om mit liv.

Jeg lagde mine arme om hans nakke og nød kysset i fulde drag. Hans læber mod mine føltes så.. rigtigt. Alt føltes så rart og fredfyldt.

Bag os kunne jeg fornemme en blitz. Vi var blevet opdaget. 

Jeg vidste det, men jeg tog mig ikke af det. Bekymringer var der ikke plads til i min krop. Den var fuld af genkendelige og nye følelser. Følelser jeg ikke havde oplevet længe. Det var så lang tid siden jeg ingen bekymringer havde haft. At jeg ikke havde været bange eller følt mig utilpas. 

Jeg følte ingen af de ting nu. Kun glæde. Hans læber mod mine fik mig til at føle at alt var perfekt. Der var ingen der kunne gøre mig noget, så længe han var her. Jeg følte mig for første gang i lang tid, helt glad.

Justin trak sig blidt ud af kysset, men beholdt hans ansigt tæt på mit. Han smilede ned til mig og prikkede mig en gang på næsen.

Jeg selv kunne ikke få smilet væk. Kysset havde været fantastisk og jeg kunne stadig mærke hans læber mod mine. Det sitrede i hele min krop.

Jeg håbede bare han også havde kunnet mærke det.

 

______________________________________________________________

Uuuuuuh de kyssede! Wow, jeg shipper dem! Tror I Justin havde samme oplevelse som Judy? Find ud af det i part 2 <3

Ses, babes.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...